mboost-dp1
SAY NR. 1!!!
<STRONG>Hold keft jeg keder mig! - Så jeg har lige opfundet min egen lov:</STRONG>
<STRONG>--------------------------------------------------------</STRONG>
<STRONG></STRONG>
<STRONG>Lov om forbudsretslig imødekomenhed:</STRONG>
anno: Maj 1978. Tredie gennemarbejdet udgave. 12 forsøg.
<STRONG>§1:</STRONG>
det er forbudt at henkaste affald på offentlige steder, med mindre der er to der ikke er de samme, og som desuden er mindst lige så store som de andre. En eller flere er med til at gøre det besværligt i det der er svært at huske. Med andre ord må man ikke, eller kun i ringe omfang gøre det. Det er dog ikke tilladt at glemme regler også selvom det kun er midlertidig, da der ikke er meget at huske alligevel.
<STRONG>§2: </STRONG>
Søn- og helligdage er det forbudt at være på den eller andre måder ikke tilregnelig. Men der er dog visse undtagelser for reglen, da der er mindst 14 eller 19 og ikke mindre end 1662. Men det er ikke så sagte, uden alt for meget.
<STRONG>§2 stk1:</STRONG>
Huske en eller flere at de ting uden omkostninger og en eller flere end to, dog med undtagelse af reglen.
<STRONG>§2 stk2:</STRONG>
Med selvforskyldthed er det heller ikke tilladt at være mere end to eller max ingen, da der ikke udtages før eller mindst senere end de andre, dog uden nogen særlig grund.
<STRONG>§3:</STRONG>
Søg altid tilladelse først. uden eller med den er det kun i nogle tilfælde uden omkostninger. Dog spare man det ved en eventuel fremtidig stillingtagen.
<STRONG>§4:</STRONG>
Alle uden undtagelse er forpligtet til at uden omdømme at vide eller at gøre sig til, men det er dog dig selv der er ansvarlig.
<STRONG>§4 stk 1a:</STRONG>
Med ansvarlig menes der at skylden tildfalder dig eller dem der er med til det. Dog er det ikke bevist at man har to eller flere medskyldiger, frafalder §1 og §3.
<STRONG>§4 stk 1b:</STRONG>
Det er ikke tilladt at bruge §1 i sager af særligt grov karakter. Med mindre det direkte står skrevet ned, kan man dog se bort fra §2 stk2. Dette gælder dog ikke lige eller ulige uger.
<STRONG>§4 stk2:</STRONG>
Ved særlige omstændigheder kan man udelukke det ovennævnte og uden lovens ord behandle det som en forbigående krise. Det er dog ikke tilrådeligt i en eller flere af tilfældene. Husk dog at hvis man ser bort fra denne paragraf har man omvendt bevisbyrde.
<STRONG>§5:</STRONG>
Uden med eller ved, er der ikke noget med det. Eller det er ikke der, det er for flere, eller for mange. Da der ikke mere er det nødvendige grundlag, er det ikke og eller sammen med. Se dog fra eller til er ikke det der er det samme.
<STRONG>Tillæg til Lov om forbudsretslig imødekomenhed:</STRONG>
§1, §3, §4 stk 1b og §5 er tilsammen de gældende ved svig eller tort. Dog vil §4 stk 2 ikke træde i kraft ved de omtalte omstændigheder. Da det ikke er tilrådeligt. Lovgivningen er på en sådan måde så alle kan eller bør kunne læse lovens ord, og er udarbejdet med henblik på klarlæggelse at de pågældende områder.
<STRONG>Tillæg til tillæg til Lov om forbudsretslig imødekomenhed:</STRONG>
Tillige tillægges der stor vægt på alle ovennævnte paragraffer, ved en eller flere begivenheder der er mere eller mindre sande på baggrund af to eller flere sammenhænge. Se også (<STRONG>Lov om forbudsretslig lovmæssighed </STRONG>§1, §3 §5, §7 stk 2-14, §13 Stk 3f, 3h og 5a, §28, §29, §30, §31, §59 §187 og §16772 stk 14253k). Den delagtigørlse du hermed i flere eller mange af tilfældende, vil have er med denne lov beskyttet og kan ikke bestrides, med mindre der i særlige tilfælde er tale om flere eller mange af de føromtalte eller tidligere omtalte sagsgrundlag.
-------------------------------------------------------
- og så giver den faktisk mere mening end alle de love jeg nogensinde har læst tilsammen.
<STRONG>--------------------------------------------------------</STRONG>
<STRONG></STRONG>
<STRONG>Lov om forbudsretslig imødekomenhed:</STRONG>
anno: Maj 1978. Tredie gennemarbejdet udgave. 12 forsøg.
<STRONG>§1:</STRONG>
det er forbudt at henkaste affald på offentlige steder, med mindre der er to der ikke er de samme, og som desuden er mindst lige så store som de andre. En eller flere er med til at gøre det besværligt i det der er svært at huske. Med andre ord må man ikke, eller kun i ringe omfang gøre det. Det er dog ikke tilladt at glemme regler også selvom det kun er midlertidig, da der ikke er meget at huske alligevel.
<STRONG>§2: </STRONG>
Søn- og helligdage er det forbudt at være på den eller andre måder ikke tilregnelig. Men der er dog visse undtagelser for reglen, da der er mindst 14 eller 19 og ikke mindre end 1662. Men det er ikke så sagte, uden alt for meget.
<STRONG>§2 stk1:</STRONG>
Huske en eller flere at de ting uden omkostninger og en eller flere end to, dog med undtagelse af reglen.
<STRONG>§2 stk2:</STRONG>
Med selvforskyldthed er det heller ikke tilladt at være mere end to eller max ingen, da der ikke udtages før eller mindst senere end de andre, dog uden nogen særlig grund.
<STRONG>§3:</STRONG>
Søg altid tilladelse først. uden eller med den er det kun i nogle tilfælde uden omkostninger. Dog spare man det ved en eventuel fremtidig stillingtagen.
<STRONG>§4:</STRONG>
Alle uden undtagelse er forpligtet til at uden omdømme at vide eller at gøre sig til, men det er dog dig selv der er ansvarlig.
<STRONG>§4 stk 1a:</STRONG>
Med ansvarlig menes der at skylden tildfalder dig eller dem der er med til det. Dog er det ikke bevist at man har to eller flere medskyldiger, frafalder §1 og §3.
<STRONG>§4 stk 1b:</STRONG>
Det er ikke tilladt at bruge §1 i sager af særligt grov karakter. Med mindre det direkte står skrevet ned, kan man dog se bort fra §2 stk2. Dette gælder dog ikke lige eller ulige uger.
<STRONG>§4 stk2:</STRONG>
Ved særlige omstændigheder kan man udelukke det ovennævnte og uden lovens ord behandle det som en forbigående krise. Det er dog ikke tilrådeligt i en eller flere af tilfældene. Husk dog at hvis man ser bort fra denne paragraf har man omvendt bevisbyrde.
<STRONG>§5:</STRONG>
Uden med eller ved, er der ikke noget med det. Eller det er ikke der, det er for flere, eller for mange. Da der ikke mere er det nødvendige grundlag, er det ikke og eller sammen med. Se dog fra eller til er ikke det der er det samme.
<STRONG>Tillæg til Lov om forbudsretslig imødekomenhed:</STRONG>
§1, §3, §4 stk 1b og §5 er tilsammen de gældende ved svig eller tort. Dog vil §4 stk 2 ikke træde i kraft ved de omtalte omstændigheder. Da det ikke er tilrådeligt. Lovgivningen er på en sådan måde så alle kan eller bør kunne læse lovens ord, og er udarbejdet med henblik på klarlæggelse at de pågældende områder.
<STRONG>Tillæg til tillæg til Lov om forbudsretslig imødekomenhed:</STRONG>
Tillige tillægges der stor vægt på alle ovennævnte paragraffer, ved en eller flere begivenheder der er mere eller mindre sande på baggrund af to eller flere sammenhænge. Se også (<STRONG>Lov om forbudsretslig lovmæssighed </STRONG>§1, §3 §5, §7 stk 2-14, §13 Stk 3f, 3h og 5a, §28, §29, §30, §31, §59 §187 og §16772 stk 14253k). Den delagtigørlse du hermed i flere eller mange af tilfældende, vil have er med denne lov beskyttet og kan ikke bestrides, med mindre der i særlige tilfælde er tale om flere eller mange af de føromtalte eller tidligere omtalte sagsgrundlag.
-------------------------------------------------------
- og så giver den faktisk mere mening end alle de love jeg nogensinde har læst tilsammen.
Her er en oversigt over alle knapper på mit tastatur - aldrig til at vide hvornår man lige kunne få brug for det:
½1234567890+´qwertyuiopåäsdfghjklæø'
½1234567890+´qwertyuiopåäsdfghjklæø'
<STRONG>Kedsomhed er Ledsomhed.</STRONG>
Poletik er ik er ik
grøn og gul er fugl er fugl
majs og slot er hot or not
bog og bil er er uden smil
væg og kande er anne er anne
mus og stær er kær er kær
op og ned er tyndt eller fed
fnuk og åre er uden tåre
as og mas er kvas er kvas
lampe og stol er sol er sol
østers og vin er grim eller fin
mig og min viv er uden liv
Skrevet i kedsomhed.
- (c) 22/9-02 Bobby
Poletik er ik er ik
grøn og gul er fugl er fugl
majs og slot er hot or not
bog og bil er er uden smil
væg og kande er anne er anne
mus og stær er kær er kær
op og ned er tyndt eller fed
fnuk og åre er uden tåre
as og mas er kvas er kvas
lampe og stol er sol er sol
østers og vin er grim eller fin
mig og min viv er uden liv
Skrevet i kedsomhed.
- (c) 22/9-02 Bobby
Prøver at få lidt liv i det...
<STRONG>HVEM FÅR NUMMER 600????</STRONG>
<STRONG></STRONG>
<STRONG>PÅ PLASERNE </STRONG>
<STRONG></STRONG>
<STRONG>PARATE</STRONG>
<STRONG></STRONG>
<STRONG>3</STRONG>
<STRONG></STRONG>
<STRONG>2</STRONG>
<STRONG></STRONG>
<STRONG>1</STRONG>
<STRONG></STRONG>
<STRONG>0</STRONG>
<STRONG></STRONG>
<STRONG>START</STRONG>
<STRONG></STRONG>
<STRONG>SKRIV...</STRONG>
<STRONG>HVEM FÅR NUMMER 600????</STRONG>
<STRONG></STRONG>
<STRONG>PÅ PLASERNE </STRONG>
<STRONG></STRONG>
<STRONG>PARATE</STRONG>
<STRONG></STRONG>
<STRONG>3</STRONG>
<STRONG></STRONG>
<STRONG>2</STRONG>
<STRONG></STRONG>
<STRONG>1</STRONG>
<STRONG></STRONG>
<STRONG>0</STRONG>
<STRONG></STRONG>
<STRONG>START</STRONG>
<STRONG></STRONG>
<STRONG>SKRIV...</STRONG>
Tellus. Ver 1.
Det var en søndag formiddag, Tellus sad i kirken, og lyttede til præstens prædiken. Hun kedede sig bragt, men hendes forældre var kristne, og så derfor gerne at deres datter delte deres tro. Hun gjorde alt andet end.
Da gudstjenesten endelig var ovre, forlod hun kirken, men gik en lille tur på kirkegården, inden hun vendte næsen hjemad. Dette var noget hun ofte gjorde, hun vidste egentligt ikke hvorfor, udover at hun havde lyst til det, og følte sig "tiltrukket" af døden. Hun stoppede ved en frisk grav, den var fra sidste uge. Personen der lå der, var ikke en hun kendte, men hun havde hørt om hvordan han døde. Han var blevet angrebet af et vildt dyr, der havde bidt ham i struben, der var ikke meget blod tilbage i ham, da han blev fundet, skjult i en lille skov. Man mente at det måtte være sket et andet sted, for der var heller intet blod på jorden, eller andre steder, ingen kunne sige hvordan et dyr havde kunnet flytte liget, eller hvorfor der ikke var bidmærker andre steder på liget, end i struben. Man kendte heller ikke noget til et løst rovdyr, af en størrelse så det kunne nedlægge en voksen mand, på den måde. Det største dyr i området var en ræv, der som regel holdt sig til høns, fra husende i udkanten af landsbyen.
Hun stod lidt. Hun havde en mærkelig følelse i hele kroppen, hun vidste ikke hvorfor, men hun kunne mærke at det ikke var et dyr der havde gjort det, men heller ikke et menneske. Hun blev pludselig grebet af panik, hun havde tit cyklet gennem skoven, ikke langt fra det sted, hvor liget var blevet fundet. Det kunne have været hende, der lå i graven. Hun slappede af igen, det var IKKE hende.
Hun gik hjem, hun skulle lave lektier til i morgen, hun skulle skrive en opgave om "det overnaturlige". Det var et ord hun ofte undrede sig over. Hvis noget var naturligt, så måtte det være "normalt", hvis noget var så naturligt at det ligefrem var OVERnaturligt så måtte det jo nærmest være ekstremt normalt. Hvordan kunne f.eks. spøgelser så være OVERnaturlige, skulle de ikke snarere være UNDERnaturlige?
Det var efterhånden blevet aften, det havde været mørkt nogle timer, og hun havde, trods flere timers skrivning, stadig ikke skrevet noget hun syntes hun kunne bruge. Hun besluttede derfor at gå en lille tur, for at se om hun kunne få nogle ideer. Hun gik gennem skoven, som hun havde gjort det mange gange før, hun hørte noget rasle mellem træerne, og stoppede. Hun var lige ved at skrige da hun så det. Eller rettere den. Der var en mørk skikkelse, i dagslys ville den have været mere rødlig, end mørk, men ræven var ude på jagt, og det var nat, derfor så den mørk ud, den blev mindst lige så bange som hun gjorde, da den så hende, og skyndte sig at løbe sin vej, mens hun stod alene tilbage. Lettet over at det ikke var det mystiske "dyr", men bare en harmløs ræv, begyndte hun at gå igen. Da hun var kommet ud af skoven, satte hun kursen mod præsteboligen, det kunne jo værre at præsten kunne komme med nogle gode ideer. Set fra hendes synspunkt måtte en der kunne tro at der fandtes en gud, have en skrue løs, og derfor kunne hjælpe med noget information om det "OVERnaturlige". En gud, eller et spøgelse, hvad skulle forskellen være. Han var ikke hjemme. Hun valgte at smutte over kirkegården, for at se graven, af den unge mand igen. Som hun stod der, ved graven, følte hun sig pludselig iagttaget. Hun vendte sig om, og så lige ind i en stor sortklædt mand. Præsten. "Godaften, forskrækkede jeg dig?" kom det venligt fra ham, "Du var også ved denne grav tidligere på dagen" konstaterede han neutralt, da han ikke fik svar på sit spørgsmål. Tellus forhørte sig om muligheden for at pastoren ville hjælpe hende med nogle ideer, dog uden at fortælle ham hvorfor. Han smilte, og inviterede hende indenfor i præsteboligen, hvor han, i flere timer, fortalte om vampyrer, spøgelser, og varulve. Han fortalte også om hans rejse til Sydamerika nogle måneder tidligere, hvor han havde mødt en mand, der hævdede at være vampyr. Der gik mange timer, med fortællingerne, og hun kunne ikke huske hvordan hun var kommet hjem, men her lå hun, i hendes egen seng, og spekulerede på hvordan hun nu skulle nå at skrive opgaven. Hun stod op, og besluttede at bruge den smule hun havde skrevet før hendes gåtur.
Hun samlede bunken af papirer op, og så til hendes overraskelse at der lå en færdig opgave, skrevet med hendes egen håndskrift. Det var tydeligvis hendes egen, selvom der var noget ved den, der ikke var som det plejede, og hun kunne ikke huske at hun havde skrevet den. Hun kunne faktisk ikke huske noget fra aften før, i hvert fald ikke efter at præsten havde serveret en rødlig, lidt sød drink for hende, som skulle kunne holde hende vågen. Hun kunne stadig smage den, det var lidt samme smag som man får i munden, hvis man bider sig selv i læben, hun undrede sig over hvad det kunne være han havde serveret. Hun lå mærke til at hendes puls var meget svag, faktisk så svag at hun ikke kunne mærke den, men den måtte jo være der, ingen levende mennesker kunne undvære den. Hun tænkte ikke mere over det, hun havde det jo godt nok, så hun tog hen på skolen, efter, for første gang, at have sprunget over morgenmaden. Hun havde ikke lyst.
På vej hjem fra skolen, kom hun forbi en lille dreng der var væltet på sin cykel. Det blødte fra en hudafskrabning på hans ene ben, for første gang den dag følte hun sult, hun havde heller ikke spist noget til frokost. Hun bøjede sig ned, for at "hjælpe" ham, men tog i stedet et fast greb om hans ben. Hun sugede, og sugede, mens han skreg. Langsomt blev han tavs. Pastoren kom forbi, han så hvad der var sket, og han var absolut ikke glad for hvad han så. Han forklarede hende, at hun skulle være lidt mere diskret, når hun spiste, og ALDRIG gøre det på åben gade.
Der gik nogle uger, hun tømte begge hendes forældre for blod, ja selv hendes lillesøster, drak hun blod fra. Hun var ikke længere i stand til at føle som et menneske, hun kunne ikke føle sorg, eller glæde, ej heller had eller kærlighed. Ikke at hun nogensinde havde følt det sidste. Der var endnu en følelse hun ikke længere besad. Længsel. Det var ikke en følelse hun ville savne. Hun havde snart i mange år længtes efter en at elske, en at holde af. Hun kunne ligge i sengen om morgen når hun vågnede, og længtes efter at stå op sammen med en hun elskede, hun kunne længtes efter en navnløs, ansigtsløs, ukendt person, hun aldrig havde mødt. Det var bestemt ikke en følelse hun ville savne, det havde den kostet for mange tåre til.
-
Politiet stod nu udenfor hendes dør og bankede på. Hun lod som ingenting, de gik til vinduerne, og kikkede ind. Hun valgte at gå ud til dem, for at høre hvad de ville, hun vidste det naturligvis godt selv. Hendes forældre havde ikke været på arbejde, siden hun havde "drukket" dem, og hendes lillesøster havde ikke været i skole, den sidste uge. Af samme grund. Hun inverterede dem indenfor, eller rettere de stod med en dommerkendelse, og hun valgte at undlade at gøre modstand, lige nu. De stillede en masse spørgsmål, om manden der var blevet fundet i skoven, om hendes forældres forsvinden, og om hendes lillesøster der udeblev fra skole. Hun undrede sig over at de tilsyneladende automatisk gik ud fra at hun havde noget med det hele at gøre. Kunne det ikke lige så godt være en anden? Hun nægtede selvfølgelig alt, hendes forældre var pludselig rejst til Kreta, og hun havde sendt lillesøsteren over til bedsteforældrene. Det troede de vist ikke på, for de begyndte at undersøge huset, rum, for rum. De startede i køkkenet, og fandt intet, de fortsatte med badeværelset, og fandt intet. Ej heller i soveværelset havde de heldet med sig. Da den første betjent åbnede døren til lillesøsterens værelse, gav han et lille skrig fra sig. På gulvet lå der ni lig. Hendes to forældre, hendes lillesøster, og drengen der var væltet med sin cykel. Der var også en tilfældig landstryger, der havde været så uheldig at vælge det forkerte hus, for at tikke penge til sprut, og et par Jehovas vidner, der havde været så uforsigtig at ville uddele at eksemplar af "vagttårnet", hvilket hun ikke var interesseret i at læse, da religion ikke sagde hende noget. Til gengæld havde hun været sulten, hun havde på det tidspunkt ikke fået andet i dagevis end familiens to hunde, som i øvrigt var de sidste lig, det var før hun havde gjort det af med søsteren.
Ligene var stablet fint i en lille pyramide, midt på gulvet. Den anden betjent var på vej hen til ham der stod i døren til værelset. Hun sneg sig ind bag på ham. Med et hurtigt tag vred hun nakken om på ham. Han var død. Han var nu heller ikke værd at drikke af, alligevel. Han var en lille fedladen prop, der sikkert ikke ville være sund. Den anden, som vendte sig om ved lyden af hans kollega der faldt til gulvet, var derimod en høj veltrimmet, motions freak, der sagtens kunne udgøre et lille let måltid, inden hun blev nødt til at flygte, for nu ville der sikkert snart vrimle med politi i området. Han så overasket ud, da hun sprang på ham, hun gik, som en gal hund, lige efter struben. Han havde tydeligvis forventet at hun ville brække nakken på ham, for han virkede uforberedt på hendes faktiske angreb. Han kunne ikke skrige, for hun havde allerede et godt bid i halspulsåren, men han sprællede som en fisk. Hun holdt først op med at suge da han holdt op med at spjætte. Der var stadig lidt blod tilbage, men hun vidste ikke så meget om hvad hun, som vampyr, kunne tåle, kun hvad hun havde set på film, så hun turde ikke drikke dødt blod, selvom mange andre ting havde vist sig at være forkerte. Hun kunne jo både tåle dagslys, og færdes på indviet jord. Men den chance turde hun ikke tage, så hun placerede dem begge på toppen af hendes lille pyramide. Hun betragtede den lidt, hun syntes om den, den var bare for lille. Elleve kroppe var ikke meget, en stor pyramide ville gøre et langt bedre indtryk når den blev fundet.
-
Hun var på flugt i flere måneder, hvor hun levede af dem hun nu lige kunne finde, hvilket betød at politiet altid var lige i hældende på hende. Men hun havde den fordel at de ikke vidste præcis hvad hun var, og selv hvis de havde en fornemmelse, så kunne de ikke bruge den til noget. De kunne jo ikke efterlyse en vampyr, og offentliggøre et billede, af en 20 årig ung kvinde, med langt sort hår, og et venligt smil. Folk ville ikke kunne tage sådan et foto seriøst. De ville heller ikke tage politiet seriøst, hvis de efterlyste en VAMPYR. Hvis de fortalte på TV, eller i aviserne hvad hun havde gjort ville halvdelen af befolkningen tro at samtlige landets pansere var påvirket af nogle af de stoffer de beslaglagde fra pusherne, og den sidste halvdel ville gå fuldstændig i panik. Med andre ord, politiet kunne ikke efterlyse hende, de var nødt til selv at finde hende, og man kan faktisk flytte sig langt på kort tid, i et moderne samfund. Hun overnattede hovedsageligt i kirker. Hun havde aldrig troet at kirker kunne være et behageligt sted at være. Hendes forældre ville være blevet glade for at hun nu var begyndt at gå i kirke frivilligt, tænkte men med et lille, glædesløst, smil.
Hun snakkede ofte med præsterne, i de kirker hun kom til. Det ville være et behageligt dække. Hun fortalte dem altid at hun var på vej et andet sted hen, end hun faktisk var, på den måde kunne hun holde sig nogle dage foran politiet, og det var nok til at hun kunne klarere sig. Hun havde ændret signe spisevaner, hun drak nu stort set kun blod fra unge, eller halvunge mænd. De var nemmest at få fat i. Hun gjorde det også kun i weekenden, aldrig til hverdag, derfor var det heller ikke alle steder hun var, at hun fik folk til at "forsvinde" hvilket gjorde det sværere at følge hende, for det var ikke let at vide i hvilken by hun slog til næste gang. De vidste kun at det altid var i weekenden, og at de ville finde liget af en mand, eller to. Det var for nemt at jage sådan. Byttet vidste aldrig hvad der virkelig skulle ske, for der var inden advarsler i medierne. End ikke rygter var der noget af, for retsmedicinerne fandt altid en god forklaring på dødsfaldene, og de kom aldrig ud i den brede offentlighed, da politiet var bange for følgerne af det.
Hun var på jagt igen. Som altid på et diskotek, med den rette påklædning, eller snarere mangel på samme, var det ikke noget problem at få en mand med udenfor, og være lidt alene med ham. En antydning af et løfte om sex, og de var næsten mere vilde for at komme udenfor, end hun selv var. De fik aldrig hvad de ønskede, men det gjorde hun. Blod.
Det begyndte langsomt at gå op for hende at hun ikke kunne fortsætte sådan. En dag ville de finde hende, og de ville finde en god grund til at skyde efter hende, hvilket hun ikke brød sig om. Ganske vist var hun klinisk død, og havde været det i over et år, men kunne hun holde til at blive pumpet fuld af bly, af skydegale pansere? Hun tvivlede. Hvis de ramte rigtigt kunne de måske ramme et eller andet vitalt. Hun ville ønske at hun vidste med sikkerhed, hvad hun kunne klarere, og, nok så vigtigt, hvad hun IKKE kunne klarere. Hun besluttede at forsøge at finde andre vampyrerne, de måtte jo eksistere. Hun huskede at pastoren havde nævnt at han havde truffet en mand i Sydamerika, som havde hævdet at være vampyr. Det måtte være denne herre der havde gjort præsten til det han nu var. Vampyr. Præsten var sikkert ikke til megen nytte, hvis han havde vist noget, ville han sikkert have fortalt hende det. Hvad skulle det ellers nytte at skabe en vampyr, hvis man ikke fortalte den hvordan den skulle klarere sig? Hun ankom til Brasilien, for at starte der. Hun fandt ud af at det var langt nemmere at jage her, end hvor hun kom fra. Hvis folk forsvandt, gik man ud fra at det var regeringens dødspatruljer der stod bag, og det blev derfor ikke anmeldt. Det eneste hun skulle huske var at sikre sig at ligene ikke blev fundet, før hun var ude af landet. Helst aldrig. Her var kirkerne igen til stor hjælp. Ingen havde styr på dem, så når der lige var blevet begravet en, så kunne hun grave en ned samme sted, hun behøvede ikke engang at grave dybt, bare personen var dækket af jord, så var det ikke noget problem i det. Hun levede godt, hun behøvede ikke længere at jage på diskoteker, og den slags steder. Hun kunne jage på gaden, og lokke med mad, og husly, i stedet for sex. Men som tidligere fik de aldrig hvad de var blevet lovet, kun hun fik det.
En dag, mange år senere, efter at have ledt de fleste steder, hvor hun ville forvente at en præst ville holde ferie, og derfor møde en vampyr, valgte hun at vende hjem. Hun havde ikke fundet nogen, der kunne lære hende noget. Skuffet besluttede hun at forhøre sig hos pastoren, når hun kom hjem, om han alligevel skulle vide noget.
Hun ankom med fly, og gik uden problemer gennem tolden, alle havde tilsyneladende glemt de mystiske dødsfald, der så pludseligt var stoppet, flere år forinden. Fint, det sidste hun havde lyst til var at skulle stikke af lige nu. Alting måtte have ændret sig. Tiden står jo ikke stille for resten af verden, bare fordi den gør for hende, tænkte hun med et glædesløst smil. Hun blev overasket da hun trådte ud af lufthavnsbygningen. Alt var som hun huskede det, med den lille ændring at bilerne havde skiftet udseende. Lidt lige som de gjorde fra firserne til halvfemserne. Alt det grundlæggende var det samme, forskellen var kun at bilfabrikanterne havde ansat nye designere, og sendt de gamle på pension. Nå ja, mobiltelefonderne var også blevet lidt mindre, men hvad kunne man ellers forvente.
Hun forsøgte at finde pastoren, men uden held. Hun fik altid at vide at han var forsvundet sporløst kort tid efter at man havde fundet en familie, og to betjente, sammen med "en masse andre lig" i et hus i nærheden. Det måtte altså være sket kort tid efter at hun havde startet hendes flugt, men hvor kunne han værre? Var han selv taget af sted? kunne nogen have uskadeliggjort ham, og hvordan? Det var spørgsmål hun var fuldstændig ligeglad med om hun fik svar på. Han var der ikke, og kunne derfor ikke hjælpe hende med informationer. Hvad der var sket ham, var hans eget problem, hun havde jo hendes eget liv der skulle leves. Eller rettere det havde hun jo netop ikke, så hun besluttede at hvis hun ikke levede, så måtte der være en anden der heller ikke skulle. Hun følte sig med andre ord lidt småsulten.
-
Mange år gik, og hun havde afprøvet mange "jagt steder" men blev konstant ved med at vende tilbage til de steder hvor de unge hang ud. Det var nemmest at jage med "løfter" om sex, da det var noget alle kunne forholde sig til. Hun var også begyndt at supplere mændene med enkelte kvinder. Der var flere og flere som faldt for fristelsen, og ville prøve pigesex, og da hun alligevel aldrig gav dem hvad de ønskede, men blot drak deres blod, så måtte deres seksuelle præferencer være deres problem. Hun fik bare mere at vælge imellem. Hun kunne lige forestille sig politiet, da de så det første kvindelig. Var der en ny jæger i byen, eller hvad skete der? Hun kendte svaret. Hun udnyttede bare folks svagheder, ville de dø, så skulle de dø.
Tiden gik, og hvor alt hun koncentrerede sig om, var at være på flugt, og hvor hun skulle skaffe det næste måltid. Hun begyndte også at studere den religion de folk, der kom i kirkerne, dyrkede. Hun tilbragte jo nogen tid i kirker, og med at tale med præsterne, så hun tilegnede sig snart en vis viden om den kristne tro. Hun følte aldrig at hun gjorde noget forkert, når hun myrdede mennesker, de spiste jo selv andre dyr. For hende var der ingen forskel. For hende var menneskene bare dyr, lige som grisende.
En følelse hun ikke havde haft de sidste toogtyve år, var nu ved at vende tilbage. Det var en følelse, hun alt andet end savnede, det var en hun havde glædet sig over, var ophørt med at eksistere. Hun længtes efter selskab. Hun besluttede sig for at forsøge at ignorere den, hun havde altid fået at vide at hun ikke måtte lege med maden. Så hun lod være. Følelsen blev stærkere som tiden gik, og den blev sværere at ignorere, hun spekulerede på om det var en normal følelse for en vampyr, hun troede det ikke, men det hjalp ikke noget, den var der, og hun skulle forholde sig til den. Hun fortsatte med at jage, som hun hidtil havde gjort, men en aften skete der noget. Hun havde fået øje på et bytte, han var sikkert ikke specielt nærende, han var faktisk ikke andet end en ung knægt på omkring de sytten, og spinkel, måske lige nok til at få stillet den værste sult, så måtte hun håbe på at et bedre bytte ville dukke op i morgen. Han lignede ikke en der ville blive savnet de første mange dage, hvilket glædede hende, og var den eneste grund til at hun fattede interesse for ham. Hun kunne dumpe ham et eller andet sted, og politiet ville ikke ane hvem det var gået ud over denne weekend. De ville stå som en flok dumme kvæg, hvilket de, set med hendes øjne, også var. Hun sad lidt i hendes egne tanker og overvejede det, da der lød en stemme bag hende. hun hørte den knap nok, men vendte sig alligevel. Det stod noget andet mad, med en drink rakt frem mod hende. Hun tog den stille, var det virkeligt sandt? Opsøgte maden hende? Det så sådan ud. Maden spurgte om hun havde spist i denne uge, eller om han skulle komme igen senere. Hun løj, og sagde at hun havde spist, og nu var på udkik efter en at tilbringe natten sammen med. Han så på hende, yeer right. Hun havde altså IKKE spist, men af en eller anden grund var han ligeglad, han følte ikke at han havde nogen grund til at flygte, han havde alligevel ikke noget at tage sig til. Han havde lige misset hans uddannelse pga. for meget fravær, og kærten var skredet, da han fortalte om uddannelsen. Han havde alt i alt mest lyst til at kravle op i et træ, og så sidde der og vente på at det skulle fældes, for at gøre plads til en motorvej. Hvis han ventede længe nok, ville det sikkert ske. Han satte sig, selvom han vidste at han skulle dø, hvis han gjorde det. De snakkede længe, og blev begge mere utålmodige. De vidste begge hvad der skulle ske, men han syntes ikke at han selv kunne foreslå at de fik det overstået, hun havde jo trods alt hendes egen måde at gøre det på, så måtte han vel bare vente. Hun ønskede egentlig at få stillet hendes sult NU, men kunne næsten ikke, for hvordan gør man når maden tilsyneladende ved hvad det skal ske, og nærmest ØNSKER det? Det ville jo virke mærkeligt at sige "Skal vi gå udenfor, så jeg kan drikke dit blod?" og hun kunne jo heller ikke lyve, som hun plejede, for han vidste jo at det ikke passede. Hun tog sig sammen, og spurgte om de skulle gå udenfor. Hun nævnte hverken blod eller sex, da han jo ikke skulle lokkes, og ganske udmærket vidste at det drejede sig om blod. Hans blod. Han fulgte stille med, mens han overvejede hvad det egentligt var han havde gang i, var det ikke sindssygt at følge med en vampyr? Nej, det var det rigtige at gøre, besluttede han. Det eneste han ønskede.
De fandt et skjult sted, hvor de kunne være i fred. Hun slikkede hans hals ren, som hun altid gjorde. Hun kyssede ham blidt på halsen, hendes sult, efter bold, var forsvundet som dug for solen. Hun kyssede ham på munden, først forsigtigt, så vildt og endeligt. Det var det hun havde længtes efter alt den tid, en hun kunne fortælle, hvem, eller hvad, hun virkelig var, og som ikke ville frygte hende. En at holde af, en at beskytte, en at være sammen med. Hun ønskede ikke at skade ham, hun ville have ham, ikke på en tallerken, men ved hendes side.
-
Hun blev i området i lang tid, betydeligt længere end nogensinde før. Politiet burde have fanget hende nu, tænkte hun flere gange, men var egentlig ligeglad, de kunne bare komme. Men de kom aldrig, de indsamlede bare liggende, og søgte halvhjertet, det var ikke som i gamle dage, eller bare nogle måneder tidligere. Hun begyndte at drikke blod fra kvæget, og forskellige vilde dyr, og brugte kun mennesker i det omfang det var nødvendigt for at overleve. Hun brugte stadig kirkerne til overnatning, men tilbragte mere og mere tid med John, den unge mand, hun var faldet for. Han havde aldrig været bange for hende, men hun var en enkelt gang blevet bange for ham. For en simpel dødelig. Det var da han fortalte hvordan han vidste at hun var vampyr. Han havde fortalt at hans mor var panser, og havde haft et billede at en ung kvinde, med langt sort hår, og et lidt specielt ansigt. Det var mange år siden, havde han sagt, men han huskede tydeligt billedet, og havde genkendt hende. Hun troede, da han fortalte det, at han havde alarmeret hele styrken, og at de ville vente på hende, at de ville slå til når hun mindst ventede det. Det skete ikke, og hun begyndte at slappe mere af efter nogle uger, hvor der kun havde været den normale politi aktivitet. Men nu var hun blevet inverteret hjem til hans forældre, og dermed moderen. Betjenten, der kunne stoppe hende for altid. Hun var ikke nervøs. Hun var bange, bange som hendes offerer må have været det når hun bed sig fast, og de vidste at der ikke var nogen chancer for at overleve. Bange som musen, der blev trængt op i en krog af katten. Men hun blev nødt til at løbe den risiko, hun vidste ikke hvorfor, men det var hun bare.
De stod udenfor lidt, hun forsøgte at samle mod, hun var bange. John foreslog at de fik det overstået, og lovede at hans mor "ikke ville bide" hvilket hjalp lidt, da det med at bide, så måtte være forbeholdt hende. De gik ind, og fik begge et chok. Johns moder stod med et kors rakt frem mod hende, og havde, i den anden hånd, en lille flaske, med en klar væske, der stod "vievand" på etiketten. Tellus knækkede, for første gang i mange år, sammen af grin. Troede hun virkelig at det kunne skade hende? Hun gik roligt frem mod moderen, og rakte ud efter glasset, hun skruede langsomt låget af. Hun drak det. Hun fuldendte opvisningen ved at tage korset, og holde det mens hun præsenterede sig som "Vampyren Tellus, din kommende svigerdatter".
De sad inde i stuen og snakkede, da moderen spurgte om hun skulle lave en kop kaffe, til dem at holde sig vågen på, Tellus takkede nej, men en kop frisk blod ville da være velkommen. Johns mor, Jane, der ikke helt kunne klare den form for "jokes" så bare nervøst på hende, og gik så ud i køkkenet. Ude i køkkenet sikrede hun sig at den pistol, hun havde siddende i buksekanten, under blusen, var ladt. Det var den, og hun slappede lidt af. Hun undrede sig over hvordan hun kunne tillade at der sad en vampyr inde i hendes stue, endda en efterlyst en af slagsen, hun havde selv jaget hende, kort tid efter at hun havde afsluttet politiskolen, det var dengang mordene var begyndt igen, efter en pause på nogle år. Hun vidste at hun burde ringe efter hendes kollegaer, men hun gjorde det ikke. Hun ville lade vampyren være, så længe at den lod hende være. Det syntes hun selv var rimeligt, hun havde jo, trods alt, haft chancen for at myrde hendes søn, et utal af gange, uden at gøre det, og havde tilmed sænket forbruget af menneskeblod. Hun var sikkert ikke så slem som de havde fået fortalt da de jagede hende. Jo hun var, og der var alt mulig grund til at passe på, besluttede hun. Hun gik ind med kaffen, og var lige ved at skrige, da hun så det. Det så ud som om Tellus var ved at drikke hendes søns blod, men det var også kun noget det så ud som om, indså hun, for hvad der virkeligt skete var ikke andet end hvad der ville have været sket, hvis hendes søn havde bragt en mere normal kvinde med.
Jane fik med tiden et mere afslappet forhold til Tellus, og var endda holdt op med at bære en skarpladt pistol, dels fordi hun stolede mere på hende nu, og dels fordi hun tvivlede på at den ville hjælpe hende hvis noget skulle ske. De fandt endda ud af at trods Tellus's lidt unge udseende, så var hun kun et år yngre end Jane, som havde fået John, hendes førstefødte samme år som Vampyren Tellus, var blevet "skabt" i en alder af tyve år.
En dag Jane kom kørende på patrulje, med en kollega, kom de forbi en mark, hvor der gik en ung kvinde, og nærstuderede kvæget. Kollegaen genkendte Tellus, han havde jaget hende, før hun tog til Sydamerika. Jane gjorde alt for at Tellus skulle slippe væk, så hun valgte at være lidt langsom til at reagere, så det varede en par sekunder ekstra før bilen stoppede, med hvinende dæk, så Tellus blev opmærksom på dem. Ude på marken hørte Vampyren en bil bremse, der stod, med store bogstaver, "POLITI" hen af siden, hun så Jane og en ukendt person stige ud. Satans, hvorfor kunne de ikke bare lade hende være i fred, når hun nu stort set holdt sig til dyr, og kun supplerede med mennesker. Nå, hun kunne jo ikke spørge dem, så hun valgte at løbe mod en nærliggende skov. Hun hørte et skud, det ramte langt ved siden af, det måtte være Jane der ikke ville ramme, for det næste var lidt for tæt på, men hvorfor stoppe? Hvad ville hun vinde ved det? Hun havde støre chancer for at "overleve" ved at fortsætte, og det burde de jo også selv vide. De kunne skræmme et menneske, en der kunne dø, men ikke en der allerede var død. Man kan ikke slå en død ihjel, det burde være logik. Hun gemte sig mellem træerne, og den ukendte betjent gik lige forbi, hun kunne lugte ham, lugte maden gå forbi. Hun kunne så let som ingenting have taget ham, og lod kun være fordi det ville skade hendes forhold til Johns mor, Jane, hvis hun gjorde det. Hun så ham gå videre, og Jane kom lige så tæt på, som han, men hun overså hende ikke, hun bad hende bare om at skride, for de havde tilkaldt forstærkning, og den ville snart ankomme. Hun valgte at følge rådet, Og indså at det eneste sikre sted var hos Jane. Hun havde aldrig været der uden John, og følte sig ikke godt tilpas, i en betjent hus, ikke uden hendes "livsforsikring" som John var, mens de opholdt sig der.
Jane kom først mange timer senere, hun var ikke overrasket over at findes Tellus i huset. "Jeg har bragt dig noget mad," sagde hun, og fortsatte "hvis du vil være så venlig at indtage det udenfor, jeg vil ikke se på det". Udenfor stod der en hund lænket, sikkert fra den lokale kennel. Hun var også ved at være hundesulten, hun blev jo forstyrret i hendes søgen efter føde, dengang tidligere på dagen.
-
Mange år var efterhånden gået, efter Tellus, og Johns første møde. John var blevet gammel og svag, mens Tellus var forblevet ung, og smuk. John lå på hans dødsleje, og det pinte Tellus at se ham så svag, men hun kunne ikke hjælpe ham.
Hun tænkte tilbage på alle de år de havde haft sammen, de havde set det meste af verden, og havde levet, næsten, som almindelige mennesker. I de mere uciviliseret lande, havde hun holdt sig til menneskeblod, og holdt sig fra dyrene, hun levede godt. Imens hun tænkte på dette, tog John fat i hendes arm, hun kikkede på ham. Han ville have hende til at gøre en ende på det. Hun kunne ikke, hun vidste at hun burde have gjort det, den dag for over tres år siden, men nu kunne hun ikke, hvor gerne hun end ville hjælpe ham. Til sidst faldt han bort, hun følte sig tom indeni. Hun følte sig som et menneske. De havde aldrig fået nogen børn, og alt hans familie var gået bort, der var ikke andre end hende tilbage.
Hun arrangerede begravelsen, og for første gang betroede hun sig til en anden. Hun fortalte præsten hvad hun var. Han så længe på hende, der stod en vampyr foran ham, en vampyr der ville have sit livs kærlighed stedt til hvile, en som følte som et menneske, og ikke passede på hans forestilling om en der myrdede mennesker i det omfang hun gjorde. Det var ikke en fysisk manifestation af ondskaben der stod foran ham, men en der havde mistet. En der var lige så svag som alle andre. Hun var kommet i hans kirke i årevis, og han havde aldrig forestillet sig at HUN kunne stå bag alle de lig, han havde sent til hvile, i hans sogn, men han tvivlede ikke på hende. Det blev en stille begravelse, der kom ikke mange, for selvom de havde boet i byen de sidste mange år, mens John var blevet svagere, så havde de ingen bekendte. De turde ikke løbe den risiko, at nogen kunne opdage deres dødelige hemmelighed. Til begravelsen var der kun Tellus, og de sædvanlige nysgerrige der altid kommer til begravelser af folk de ikke kender. Bagefter gik hun stille hjem. Hun havde ikke spist i snart en uge, men var ikke sulten, hun tænkte kun på hvad hun havde mistet, hun følte et kort øjeblik skyld overfor alle dem hun havde frataget en søn, eller en datter. Hun skød det fra sig, hun skulle også leve. Naturen havde skabt hendes rase, og naturen tillod at hun slog ihjel, men hun havde bare ikke løst til det lige nu.
Flere uger var gået, og hun var så småt begyndt at jage igen, men hun følte ingen glæde ved at slå ihjel, som hun tidligere havde gjort. Nu jagede hun kun for at overleve. En aften hun følte savnet mest, besluttede hun at gøre som menneskene, hun gik ind et af de steder, hvor de hang ud. Men ikke for at jage. Der var dukket et stof op, som hun havde hørt om da hun var ung, det havde slået mange ihjel, flere end hun, nu var det dukket op igen. Ecstasy. Hun besluttede at prøve det, så hun opsøgte en af dem hun vidste der solgte det. Hun købte femogtyve piller. Nok til at dræbe et dusin mennesker, og hun slugte dem alle, en for en. Det ville have sendt en normal dødelig i gulvet med det samme, men det var hun ikke. Virkningen på hende var som hvis et menneske havde taget en enkelt. Hun blev i fest humør, og dansede som en besat. Ikke kun nogle timer, hun fortsatte i flere dage, hun kunne ikke finde hvile, og spiste intet i alt den tid. Til sidst faldt hun om af udmattelse, og da hun kom til sig selv, slæbte hun sig hjem i sengen. Fra natskabet tog hun to stykker papir. Hun skrev et brev, hvor hun tilstod samtlige mord, hun havde begået de sidste firs år, samt angav hvor de kunne finde de lig de manglede, hun beskrev endda den dag, så mange år tidligere hvor hun kunne have dræbt den betjent der havde passeret hende, mens hun gemte sig i skoven. For at drille dem fortalte hun om Jane, Johns mor, der kendte til hendes sande jeg. Hun skrev en kort note til præsten, hvor hun bad om, at blive stedt til hvile, ved hendes mands side. Hun lå sig til at vente. Hun var for svag til at jage, og vidste at hun ville dø, en af de nærmeste dage. Der gik kun to.
Præsten opserverede at hun manglede ved den næste gudstjeneste, det var den anden i træk hun var udeblevet fra, og han blev urolig. Var hun rejst? Næppe. Hvorfor var der holdt op med at forsvinde mennesker? Han besluttede at finde ud af det, og aflagde hende et besøg.
Præsten bankede på vampyrens dør. Der kom intet svar. Han tog i håndtaget, døren var åben, så han gik forsigtigt ind, mens han kaldte på hende. Han ville nødig overraske hende, hun var en dræber, af natur. Han fandt hende i soveværelset, hvor hun lå på sengen. Han vidste ikke hvordan man så om en vampyr var død, men han følte at hun ikke var levende, eller hvad en vampyr nu end er. Der var noget anderledes ved hende, som hun lå der. Hun var ikke som når han ellers så hende. Der lå to stykker papir på brystet af hende, han tog dem op, og læste dem langsomt. Han vidste at han burde ringe efter politiet, og give dem den tilståelse hun havde skrevet til dem. Han gjorde det ikke, det ville bare forhindre ham i at opfylde det ønske hun havde nedskrevet på det første ark, han havde læst. Hvis de fandt ud af hvad hun virkelig var, så ville hun blive udstillet, eller brugt til studier, som havde hun været en sjælden fisk. Hun var trods alt et af hans sognebørn, og han besluttede, at brænde tilståelsen, der var alligevel ingen der kunne huske hende, fra dengang hun startede. De vidste ikke længere hvad de jagede, så hvorfor give dem hende.
Tellus blev bisat ved en endnu mindre ceremoni, end John. Nu var der ingen, end ikke de nysgerrige. De kom altså kun for at se andre sørge, tænkte præsten, da han stod der i kirken, og skulle stede ondskaben selv til hvile. Han ønskede for første gang i hans liv, at han tog fejl. Han ønskede at der ikke var en himmel, for så måtte der jo også være det modsatte. Helvede. Og hvis det fandtes, så ville det være det hun endte, det syntes han ikke hun havde fortjent. Nok var hun en dræber, men hun var vel ikke værre end ham. Han spiste kød, hun drak menneskeblod, men var det ikke det samme?
Han gik forbi hendes grav hver dag, men følte ingen glæde ved det. Det var ikke som når han havde passeret graven af den vampyr en af hans forgængere havde bisat firs år tidligere. Denne vampyr kendte han, og han vidste at hun inderst inde ikke havde været ond. Hun nød måske nok at dræbe, men hun nød det på samme måde som en tiger, det var hendes natur. Den gamle vampyr, var kun blevet begravet i indviet jord, fordi den havde været præst, dengang politiet havde skudt den i stykker. Han kunne huske at have set billeder af dens synderskudte lig. Det lignede slagteri affald. De havde ikke sparet på krudtet. Han glædede sig over at "hans" vampyr, den han havde stedt til hvile, havde formået at holde sig skjult. Han spekulerede på hvor mange at deres slags der fandtes.
Det var en søndag formiddag, Tellus sad i kirken, og lyttede til præstens prædiken. Hun kedede sig bragt, men hendes forældre var kristne, og så derfor gerne at deres datter delte deres tro. Hun gjorde alt andet end.
Da gudstjenesten endelig var ovre, forlod hun kirken, men gik en lille tur på kirkegården, inden hun vendte næsen hjemad. Dette var noget hun ofte gjorde, hun vidste egentligt ikke hvorfor, udover at hun havde lyst til det, og følte sig "tiltrukket" af døden. Hun stoppede ved en frisk grav, den var fra sidste uge. Personen der lå der, var ikke en hun kendte, men hun havde hørt om hvordan han døde. Han var blevet angrebet af et vildt dyr, der havde bidt ham i struben, der var ikke meget blod tilbage i ham, da han blev fundet, skjult i en lille skov. Man mente at det måtte være sket et andet sted, for der var heller intet blod på jorden, eller andre steder, ingen kunne sige hvordan et dyr havde kunnet flytte liget, eller hvorfor der ikke var bidmærker andre steder på liget, end i struben. Man kendte heller ikke noget til et løst rovdyr, af en størrelse så det kunne nedlægge en voksen mand, på den måde. Det største dyr i området var en ræv, der som regel holdt sig til høns, fra husende i udkanten af landsbyen.
Hun stod lidt. Hun havde en mærkelig følelse i hele kroppen, hun vidste ikke hvorfor, men hun kunne mærke at det ikke var et dyr der havde gjort det, men heller ikke et menneske. Hun blev pludselig grebet af panik, hun havde tit cyklet gennem skoven, ikke langt fra det sted, hvor liget var blevet fundet. Det kunne have været hende, der lå i graven. Hun slappede af igen, det var IKKE hende.
Hun gik hjem, hun skulle lave lektier til i morgen, hun skulle skrive en opgave om "det overnaturlige". Det var et ord hun ofte undrede sig over. Hvis noget var naturligt, så måtte det være "normalt", hvis noget var så naturligt at det ligefrem var OVERnaturligt så måtte det jo nærmest være ekstremt normalt. Hvordan kunne f.eks. spøgelser så være OVERnaturlige, skulle de ikke snarere være UNDERnaturlige?
Det var efterhånden blevet aften, det havde været mørkt nogle timer, og hun havde, trods flere timers skrivning, stadig ikke skrevet noget hun syntes hun kunne bruge. Hun besluttede derfor at gå en lille tur, for at se om hun kunne få nogle ideer. Hun gik gennem skoven, som hun havde gjort det mange gange før, hun hørte noget rasle mellem træerne, og stoppede. Hun var lige ved at skrige da hun så det. Eller rettere den. Der var en mørk skikkelse, i dagslys ville den have været mere rødlig, end mørk, men ræven var ude på jagt, og det var nat, derfor så den mørk ud, den blev mindst lige så bange som hun gjorde, da den så hende, og skyndte sig at løbe sin vej, mens hun stod alene tilbage. Lettet over at det ikke var det mystiske "dyr", men bare en harmløs ræv, begyndte hun at gå igen. Da hun var kommet ud af skoven, satte hun kursen mod præsteboligen, det kunne jo værre at præsten kunne komme med nogle gode ideer. Set fra hendes synspunkt måtte en der kunne tro at der fandtes en gud, have en skrue løs, og derfor kunne hjælpe med noget information om det "OVERnaturlige". En gud, eller et spøgelse, hvad skulle forskellen være. Han var ikke hjemme. Hun valgte at smutte over kirkegården, for at se graven, af den unge mand igen. Som hun stod der, ved graven, følte hun sig pludselig iagttaget. Hun vendte sig om, og så lige ind i en stor sortklædt mand. Præsten. "Godaften, forskrækkede jeg dig?" kom det venligt fra ham, "Du var også ved denne grav tidligere på dagen" konstaterede han neutralt, da han ikke fik svar på sit spørgsmål. Tellus forhørte sig om muligheden for at pastoren ville hjælpe hende med nogle ideer, dog uden at fortælle ham hvorfor. Han smilte, og inviterede hende indenfor i præsteboligen, hvor han, i flere timer, fortalte om vampyrer, spøgelser, og varulve. Han fortalte også om hans rejse til Sydamerika nogle måneder tidligere, hvor han havde mødt en mand, der hævdede at være vampyr. Der gik mange timer, med fortællingerne, og hun kunne ikke huske hvordan hun var kommet hjem, men her lå hun, i hendes egen seng, og spekulerede på hvordan hun nu skulle nå at skrive opgaven. Hun stod op, og besluttede at bruge den smule hun havde skrevet før hendes gåtur.
Hun samlede bunken af papirer op, og så til hendes overraskelse at der lå en færdig opgave, skrevet med hendes egen håndskrift. Det var tydeligvis hendes egen, selvom der var noget ved den, der ikke var som det plejede, og hun kunne ikke huske at hun havde skrevet den. Hun kunne faktisk ikke huske noget fra aften før, i hvert fald ikke efter at præsten havde serveret en rødlig, lidt sød drink for hende, som skulle kunne holde hende vågen. Hun kunne stadig smage den, det var lidt samme smag som man får i munden, hvis man bider sig selv i læben, hun undrede sig over hvad det kunne være han havde serveret. Hun lå mærke til at hendes puls var meget svag, faktisk så svag at hun ikke kunne mærke den, men den måtte jo være der, ingen levende mennesker kunne undvære den. Hun tænkte ikke mere over det, hun havde det jo godt nok, så hun tog hen på skolen, efter, for første gang, at have sprunget over morgenmaden. Hun havde ikke lyst.
På vej hjem fra skolen, kom hun forbi en lille dreng der var væltet på sin cykel. Det blødte fra en hudafskrabning på hans ene ben, for første gang den dag følte hun sult, hun havde heller ikke spist noget til frokost. Hun bøjede sig ned, for at "hjælpe" ham, men tog i stedet et fast greb om hans ben. Hun sugede, og sugede, mens han skreg. Langsomt blev han tavs. Pastoren kom forbi, han så hvad der var sket, og han var absolut ikke glad for hvad han så. Han forklarede hende, at hun skulle være lidt mere diskret, når hun spiste, og ALDRIG gøre det på åben gade.
Der gik nogle uger, hun tømte begge hendes forældre for blod, ja selv hendes lillesøster, drak hun blod fra. Hun var ikke længere i stand til at føle som et menneske, hun kunne ikke føle sorg, eller glæde, ej heller had eller kærlighed. Ikke at hun nogensinde havde følt det sidste. Der var endnu en følelse hun ikke længere besad. Længsel. Det var ikke en følelse hun ville savne. Hun havde snart i mange år længtes efter en at elske, en at holde af. Hun kunne ligge i sengen om morgen når hun vågnede, og længtes efter at stå op sammen med en hun elskede, hun kunne længtes efter en navnløs, ansigtsløs, ukendt person, hun aldrig havde mødt. Det var bestemt ikke en følelse hun ville savne, det havde den kostet for mange tåre til.
-
Politiet stod nu udenfor hendes dør og bankede på. Hun lod som ingenting, de gik til vinduerne, og kikkede ind. Hun valgte at gå ud til dem, for at høre hvad de ville, hun vidste det naturligvis godt selv. Hendes forældre havde ikke været på arbejde, siden hun havde "drukket" dem, og hendes lillesøster havde ikke været i skole, den sidste uge. Af samme grund. Hun inverterede dem indenfor, eller rettere de stod med en dommerkendelse, og hun valgte at undlade at gøre modstand, lige nu. De stillede en masse spørgsmål, om manden der var blevet fundet i skoven, om hendes forældres forsvinden, og om hendes lillesøster der udeblev fra skole. Hun undrede sig over at de tilsyneladende automatisk gik ud fra at hun havde noget med det hele at gøre. Kunne det ikke lige så godt være en anden? Hun nægtede selvfølgelig alt, hendes forældre var pludselig rejst til Kreta, og hun havde sendt lillesøsteren over til bedsteforældrene. Det troede de vist ikke på, for de begyndte at undersøge huset, rum, for rum. De startede i køkkenet, og fandt intet, de fortsatte med badeværelset, og fandt intet. Ej heller i soveværelset havde de heldet med sig. Da den første betjent åbnede døren til lillesøsterens værelse, gav han et lille skrig fra sig. På gulvet lå der ni lig. Hendes to forældre, hendes lillesøster, og drengen der var væltet med sin cykel. Der var også en tilfældig landstryger, der havde været så uheldig at vælge det forkerte hus, for at tikke penge til sprut, og et par Jehovas vidner, der havde været så uforsigtig at ville uddele at eksemplar af "vagttårnet", hvilket hun ikke var interesseret i at læse, da religion ikke sagde hende noget. Til gengæld havde hun været sulten, hun havde på det tidspunkt ikke fået andet i dagevis end familiens to hunde, som i øvrigt var de sidste lig, det var før hun havde gjort det af med søsteren.
Ligene var stablet fint i en lille pyramide, midt på gulvet. Den anden betjent var på vej hen til ham der stod i døren til værelset. Hun sneg sig ind bag på ham. Med et hurtigt tag vred hun nakken om på ham. Han var død. Han var nu heller ikke værd at drikke af, alligevel. Han var en lille fedladen prop, der sikkert ikke ville være sund. Den anden, som vendte sig om ved lyden af hans kollega der faldt til gulvet, var derimod en høj veltrimmet, motions freak, der sagtens kunne udgøre et lille let måltid, inden hun blev nødt til at flygte, for nu ville der sikkert snart vrimle med politi i området. Han så overasket ud, da hun sprang på ham, hun gik, som en gal hund, lige efter struben. Han havde tydeligvis forventet at hun ville brække nakken på ham, for han virkede uforberedt på hendes faktiske angreb. Han kunne ikke skrige, for hun havde allerede et godt bid i halspulsåren, men han sprællede som en fisk. Hun holdt først op med at suge da han holdt op med at spjætte. Der var stadig lidt blod tilbage, men hun vidste ikke så meget om hvad hun, som vampyr, kunne tåle, kun hvad hun havde set på film, så hun turde ikke drikke dødt blod, selvom mange andre ting havde vist sig at være forkerte. Hun kunne jo både tåle dagslys, og færdes på indviet jord. Men den chance turde hun ikke tage, så hun placerede dem begge på toppen af hendes lille pyramide. Hun betragtede den lidt, hun syntes om den, den var bare for lille. Elleve kroppe var ikke meget, en stor pyramide ville gøre et langt bedre indtryk når den blev fundet.
-
Hun var på flugt i flere måneder, hvor hun levede af dem hun nu lige kunne finde, hvilket betød at politiet altid var lige i hældende på hende. Men hun havde den fordel at de ikke vidste præcis hvad hun var, og selv hvis de havde en fornemmelse, så kunne de ikke bruge den til noget. De kunne jo ikke efterlyse en vampyr, og offentliggøre et billede, af en 20 årig ung kvinde, med langt sort hår, og et venligt smil. Folk ville ikke kunne tage sådan et foto seriøst. De ville heller ikke tage politiet seriøst, hvis de efterlyste en VAMPYR. Hvis de fortalte på TV, eller i aviserne hvad hun havde gjort ville halvdelen af befolkningen tro at samtlige landets pansere var påvirket af nogle af de stoffer de beslaglagde fra pusherne, og den sidste halvdel ville gå fuldstændig i panik. Med andre ord, politiet kunne ikke efterlyse hende, de var nødt til selv at finde hende, og man kan faktisk flytte sig langt på kort tid, i et moderne samfund. Hun overnattede hovedsageligt i kirker. Hun havde aldrig troet at kirker kunne være et behageligt sted at være. Hendes forældre ville være blevet glade for at hun nu var begyndt at gå i kirke frivilligt, tænkte men med et lille, glædesløst, smil.
Hun snakkede ofte med præsterne, i de kirker hun kom til. Det ville være et behageligt dække. Hun fortalte dem altid at hun var på vej et andet sted hen, end hun faktisk var, på den måde kunne hun holde sig nogle dage foran politiet, og det var nok til at hun kunne klarere sig. Hun havde ændret signe spisevaner, hun drak nu stort set kun blod fra unge, eller halvunge mænd. De var nemmest at få fat i. Hun gjorde det også kun i weekenden, aldrig til hverdag, derfor var det heller ikke alle steder hun var, at hun fik folk til at "forsvinde" hvilket gjorde det sværere at følge hende, for det var ikke let at vide i hvilken by hun slog til næste gang. De vidste kun at det altid var i weekenden, og at de ville finde liget af en mand, eller to. Det var for nemt at jage sådan. Byttet vidste aldrig hvad der virkelig skulle ske, for der var inden advarsler i medierne. End ikke rygter var der noget af, for retsmedicinerne fandt altid en god forklaring på dødsfaldene, og de kom aldrig ud i den brede offentlighed, da politiet var bange for følgerne af det.
Hun var på jagt igen. Som altid på et diskotek, med den rette påklædning, eller snarere mangel på samme, var det ikke noget problem at få en mand med udenfor, og være lidt alene med ham. En antydning af et løfte om sex, og de var næsten mere vilde for at komme udenfor, end hun selv var. De fik aldrig hvad de ønskede, men det gjorde hun. Blod.
Det begyndte langsomt at gå op for hende at hun ikke kunne fortsætte sådan. En dag ville de finde hende, og de ville finde en god grund til at skyde efter hende, hvilket hun ikke brød sig om. Ganske vist var hun klinisk død, og havde været det i over et år, men kunne hun holde til at blive pumpet fuld af bly, af skydegale pansere? Hun tvivlede. Hvis de ramte rigtigt kunne de måske ramme et eller andet vitalt. Hun ville ønske at hun vidste med sikkerhed, hvad hun kunne klarere, og, nok så vigtigt, hvad hun IKKE kunne klarere. Hun besluttede at forsøge at finde andre vampyrerne, de måtte jo eksistere. Hun huskede at pastoren havde nævnt at han havde truffet en mand i Sydamerika, som havde hævdet at være vampyr. Det måtte være denne herre der havde gjort præsten til det han nu var. Vampyr. Præsten var sikkert ikke til megen nytte, hvis han havde vist noget, ville han sikkert have fortalt hende det. Hvad skulle det ellers nytte at skabe en vampyr, hvis man ikke fortalte den hvordan den skulle klarere sig? Hun ankom til Brasilien, for at starte der. Hun fandt ud af at det var langt nemmere at jage her, end hvor hun kom fra. Hvis folk forsvandt, gik man ud fra at det var regeringens dødspatruljer der stod bag, og det blev derfor ikke anmeldt. Det eneste hun skulle huske var at sikre sig at ligene ikke blev fundet, før hun var ude af landet. Helst aldrig. Her var kirkerne igen til stor hjælp. Ingen havde styr på dem, så når der lige var blevet begravet en, så kunne hun grave en ned samme sted, hun behøvede ikke engang at grave dybt, bare personen var dækket af jord, så var det ikke noget problem i det. Hun levede godt, hun behøvede ikke længere at jage på diskoteker, og den slags steder. Hun kunne jage på gaden, og lokke med mad, og husly, i stedet for sex. Men som tidligere fik de aldrig hvad de var blevet lovet, kun hun fik det.
En dag, mange år senere, efter at have ledt de fleste steder, hvor hun ville forvente at en præst ville holde ferie, og derfor møde en vampyr, valgte hun at vende hjem. Hun havde ikke fundet nogen, der kunne lære hende noget. Skuffet besluttede hun at forhøre sig hos pastoren, når hun kom hjem, om han alligevel skulle vide noget.
Hun ankom med fly, og gik uden problemer gennem tolden, alle havde tilsyneladende glemt de mystiske dødsfald, der så pludseligt var stoppet, flere år forinden. Fint, det sidste hun havde lyst til var at skulle stikke af lige nu. Alting måtte have ændret sig. Tiden står jo ikke stille for resten af verden, bare fordi den gør for hende, tænkte hun med et glædesløst smil. Hun blev overasket da hun trådte ud af lufthavnsbygningen. Alt var som hun huskede det, med den lille ændring at bilerne havde skiftet udseende. Lidt lige som de gjorde fra firserne til halvfemserne. Alt det grundlæggende var det samme, forskellen var kun at bilfabrikanterne havde ansat nye designere, og sendt de gamle på pension. Nå ja, mobiltelefonderne var også blevet lidt mindre, men hvad kunne man ellers forvente.
Hun forsøgte at finde pastoren, men uden held. Hun fik altid at vide at han var forsvundet sporløst kort tid efter at man havde fundet en familie, og to betjente, sammen med "en masse andre lig" i et hus i nærheden. Det måtte altså være sket kort tid efter at hun havde startet hendes flugt, men hvor kunne han værre? Var han selv taget af sted? kunne nogen have uskadeliggjort ham, og hvordan? Det var spørgsmål hun var fuldstændig ligeglad med om hun fik svar på. Han var der ikke, og kunne derfor ikke hjælpe hende med informationer. Hvad der var sket ham, var hans eget problem, hun havde jo hendes eget liv der skulle leves. Eller rettere det havde hun jo netop ikke, så hun besluttede at hvis hun ikke levede, så måtte der være en anden der heller ikke skulle. Hun følte sig med andre ord lidt småsulten.
-
Mange år gik, og hun havde afprøvet mange "jagt steder" men blev konstant ved med at vende tilbage til de steder hvor de unge hang ud. Det var nemmest at jage med "løfter" om sex, da det var noget alle kunne forholde sig til. Hun var også begyndt at supplere mændene med enkelte kvinder. Der var flere og flere som faldt for fristelsen, og ville prøve pigesex, og da hun alligevel aldrig gav dem hvad de ønskede, men blot drak deres blod, så måtte deres seksuelle præferencer være deres problem. Hun fik bare mere at vælge imellem. Hun kunne lige forestille sig politiet, da de så det første kvindelig. Var der en ny jæger i byen, eller hvad skete der? Hun kendte svaret. Hun udnyttede bare folks svagheder, ville de dø, så skulle de dø.
Tiden gik, og hvor alt hun koncentrerede sig om, var at være på flugt, og hvor hun skulle skaffe det næste måltid. Hun begyndte også at studere den religion de folk, der kom i kirkerne, dyrkede. Hun tilbragte jo nogen tid i kirker, og med at tale med præsterne, så hun tilegnede sig snart en vis viden om den kristne tro. Hun følte aldrig at hun gjorde noget forkert, når hun myrdede mennesker, de spiste jo selv andre dyr. For hende var der ingen forskel. For hende var menneskene bare dyr, lige som grisende.
En følelse hun ikke havde haft de sidste toogtyve år, var nu ved at vende tilbage. Det var en følelse, hun alt andet end savnede, det var en hun havde glædet sig over, var ophørt med at eksistere. Hun længtes efter selskab. Hun besluttede sig for at forsøge at ignorere den, hun havde altid fået at vide at hun ikke måtte lege med maden. Så hun lod være. Følelsen blev stærkere som tiden gik, og den blev sværere at ignorere, hun spekulerede på om det var en normal følelse for en vampyr, hun troede det ikke, men det hjalp ikke noget, den var der, og hun skulle forholde sig til den. Hun fortsatte med at jage, som hun hidtil havde gjort, men en aften skete der noget. Hun havde fået øje på et bytte, han var sikkert ikke specielt nærende, han var faktisk ikke andet end en ung knægt på omkring de sytten, og spinkel, måske lige nok til at få stillet den værste sult, så måtte hun håbe på at et bedre bytte ville dukke op i morgen. Han lignede ikke en der ville blive savnet de første mange dage, hvilket glædede hende, og var den eneste grund til at hun fattede interesse for ham. Hun kunne dumpe ham et eller andet sted, og politiet ville ikke ane hvem det var gået ud over denne weekend. De ville stå som en flok dumme kvæg, hvilket de, set med hendes øjne, også var. Hun sad lidt i hendes egne tanker og overvejede det, da der lød en stemme bag hende. hun hørte den knap nok, men vendte sig alligevel. Det stod noget andet mad, med en drink rakt frem mod hende. Hun tog den stille, var det virkeligt sandt? Opsøgte maden hende? Det så sådan ud. Maden spurgte om hun havde spist i denne uge, eller om han skulle komme igen senere. Hun løj, og sagde at hun havde spist, og nu var på udkik efter en at tilbringe natten sammen med. Han så på hende, yeer right. Hun havde altså IKKE spist, men af en eller anden grund var han ligeglad, han følte ikke at han havde nogen grund til at flygte, han havde alligevel ikke noget at tage sig til. Han havde lige misset hans uddannelse pga. for meget fravær, og kærten var skredet, da han fortalte om uddannelsen. Han havde alt i alt mest lyst til at kravle op i et træ, og så sidde der og vente på at det skulle fældes, for at gøre plads til en motorvej. Hvis han ventede længe nok, ville det sikkert ske. Han satte sig, selvom han vidste at han skulle dø, hvis han gjorde det. De snakkede længe, og blev begge mere utålmodige. De vidste begge hvad der skulle ske, men han syntes ikke at han selv kunne foreslå at de fik det overstået, hun havde jo trods alt hendes egen måde at gøre det på, så måtte han vel bare vente. Hun ønskede egentlig at få stillet hendes sult NU, men kunne næsten ikke, for hvordan gør man når maden tilsyneladende ved hvad det skal ske, og nærmest ØNSKER det? Det ville jo virke mærkeligt at sige "Skal vi gå udenfor, så jeg kan drikke dit blod?" og hun kunne jo heller ikke lyve, som hun plejede, for han vidste jo at det ikke passede. Hun tog sig sammen, og spurgte om de skulle gå udenfor. Hun nævnte hverken blod eller sex, da han jo ikke skulle lokkes, og ganske udmærket vidste at det drejede sig om blod. Hans blod. Han fulgte stille med, mens han overvejede hvad det egentligt var han havde gang i, var det ikke sindssygt at følge med en vampyr? Nej, det var det rigtige at gøre, besluttede han. Det eneste han ønskede.
De fandt et skjult sted, hvor de kunne være i fred. Hun slikkede hans hals ren, som hun altid gjorde. Hun kyssede ham blidt på halsen, hendes sult, efter bold, var forsvundet som dug for solen. Hun kyssede ham på munden, først forsigtigt, så vildt og endeligt. Det var det hun havde længtes efter alt den tid, en hun kunne fortælle, hvem, eller hvad, hun virkelig var, og som ikke ville frygte hende. En at holde af, en at beskytte, en at være sammen med. Hun ønskede ikke at skade ham, hun ville have ham, ikke på en tallerken, men ved hendes side.
-
Hun blev i området i lang tid, betydeligt længere end nogensinde før. Politiet burde have fanget hende nu, tænkte hun flere gange, men var egentlig ligeglad, de kunne bare komme. Men de kom aldrig, de indsamlede bare liggende, og søgte halvhjertet, det var ikke som i gamle dage, eller bare nogle måneder tidligere. Hun begyndte at drikke blod fra kvæget, og forskellige vilde dyr, og brugte kun mennesker i det omfang det var nødvendigt for at overleve. Hun brugte stadig kirkerne til overnatning, men tilbragte mere og mere tid med John, den unge mand, hun var faldet for. Han havde aldrig været bange for hende, men hun var en enkelt gang blevet bange for ham. For en simpel dødelig. Det var da han fortalte hvordan han vidste at hun var vampyr. Han havde fortalt at hans mor var panser, og havde haft et billede at en ung kvinde, med langt sort hår, og et lidt specielt ansigt. Det var mange år siden, havde han sagt, men han huskede tydeligt billedet, og havde genkendt hende. Hun troede, da han fortalte det, at han havde alarmeret hele styrken, og at de ville vente på hende, at de ville slå til når hun mindst ventede det. Det skete ikke, og hun begyndte at slappe mere af efter nogle uger, hvor der kun havde været den normale politi aktivitet. Men nu var hun blevet inverteret hjem til hans forældre, og dermed moderen. Betjenten, der kunne stoppe hende for altid. Hun var ikke nervøs. Hun var bange, bange som hendes offerer må have været det når hun bed sig fast, og de vidste at der ikke var nogen chancer for at overleve. Bange som musen, der blev trængt op i en krog af katten. Men hun blev nødt til at løbe den risiko, hun vidste ikke hvorfor, men det var hun bare.
De stod udenfor lidt, hun forsøgte at samle mod, hun var bange. John foreslog at de fik det overstået, og lovede at hans mor "ikke ville bide" hvilket hjalp lidt, da det med at bide, så måtte være forbeholdt hende. De gik ind, og fik begge et chok. Johns moder stod med et kors rakt frem mod hende, og havde, i den anden hånd, en lille flaske, med en klar væske, der stod "vievand" på etiketten. Tellus knækkede, for første gang i mange år, sammen af grin. Troede hun virkelig at det kunne skade hende? Hun gik roligt frem mod moderen, og rakte ud efter glasset, hun skruede langsomt låget af. Hun drak det. Hun fuldendte opvisningen ved at tage korset, og holde det mens hun præsenterede sig som "Vampyren Tellus, din kommende svigerdatter".
De sad inde i stuen og snakkede, da moderen spurgte om hun skulle lave en kop kaffe, til dem at holde sig vågen på, Tellus takkede nej, men en kop frisk blod ville da være velkommen. Johns mor, Jane, der ikke helt kunne klare den form for "jokes" så bare nervøst på hende, og gik så ud i køkkenet. Ude i køkkenet sikrede hun sig at den pistol, hun havde siddende i buksekanten, under blusen, var ladt. Det var den, og hun slappede lidt af. Hun undrede sig over hvordan hun kunne tillade at der sad en vampyr inde i hendes stue, endda en efterlyst en af slagsen, hun havde selv jaget hende, kort tid efter at hun havde afsluttet politiskolen, det var dengang mordene var begyndt igen, efter en pause på nogle år. Hun vidste at hun burde ringe efter hendes kollegaer, men hun gjorde det ikke. Hun ville lade vampyren være, så længe at den lod hende være. Det syntes hun selv var rimeligt, hun havde jo, trods alt, haft chancen for at myrde hendes søn, et utal af gange, uden at gøre det, og havde tilmed sænket forbruget af menneskeblod. Hun var sikkert ikke så slem som de havde fået fortalt da de jagede hende. Jo hun var, og der var alt mulig grund til at passe på, besluttede hun. Hun gik ind med kaffen, og var lige ved at skrige, da hun så det. Det så ud som om Tellus var ved at drikke hendes søns blod, men det var også kun noget det så ud som om, indså hun, for hvad der virkeligt skete var ikke andet end hvad der ville have været sket, hvis hendes søn havde bragt en mere normal kvinde med.
Jane fik med tiden et mere afslappet forhold til Tellus, og var endda holdt op med at bære en skarpladt pistol, dels fordi hun stolede mere på hende nu, og dels fordi hun tvivlede på at den ville hjælpe hende hvis noget skulle ske. De fandt endda ud af at trods Tellus's lidt unge udseende, så var hun kun et år yngre end Jane, som havde fået John, hendes førstefødte samme år som Vampyren Tellus, var blevet "skabt" i en alder af tyve år.
En dag Jane kom kørende på patrulje, med en kollega, kom de forbi en mark, hvor der gik en ung kvinde, og nærstuderede kvæget. Kollegaen genkendte Tellus, han havde jaget hende, før hun tog til Sydamerika. Jane gjorde alt for at Tellus skulle slippe væk, så hun valgte at være lidt langsom til at reagere, så det varede en par sekunder ekstra før bilen stoppede, med hvinende dæk, så Tellus blev opmærksom på dem. Ude på marken hørte Vampyren en bil bremse, der stod, med store bogstaver, "POLITI" hen af siden, hun så Jane og en ukendt person stige ud. Satans, hvorfor kunne de ikke bare lade hende være i fred, når hun nu stort set holdt sig til dyr, og kun supplerede med mennesker. Nå, hun kunne jo ikke spørge dem, så hun valgte at løbe mod en nærliggende skov. Hun hørte et skud, det ramte langt ved siden af, det måtte være Jane der ikke ville ramme, for det næste var lidt for tæt på, men hvorfor stoppe? Hvad ville hun vinde ved det? Hun havde støre chancer for at "overleve" ved at fortsætte, og det burde de jo også selv vide. De kunne skræmme et menneske, en der kunne dø, men ikke en der allerede var død. Man kan ikke slå en død ihjel, det burde være logik. Hun gemte sig mellem træerne, og den ukendte betjent gik lige forbi, hun kunne lugte ham, lugte maden gå forbi. Hun kunne så let som ingenting have taget ham, og lod kun være fordi det ville skade hendes forhold til Johns mor, Jane, hvis hun gjorde det. Hun så ham gå videre, og Jane kom lige så tæt på, som han, men hun overså hende ikke, hun bad hende bare om at skride, for de havde tilkaldt forstærkning, og den ville snart ankomme. Hun valgte at følge rådet, Og indså at det eneste sikre sted var hos Jane. Hun havde aldrig været der uden John, og følte sig ikke godt tilpas, i en betjent hus, ikke uden hendes "livsforsikring" som John var, mens de opholdt sig der.
Jane kom først mange timer senere, hun var ikke overrasket over at findes Tellus i huset. "Jeg har bragt dig noget mad," sagde hun, og fortsatte "hvis du vil være så venlig at indtage det udenfor, jeg vil ikke se på det". Udenfor stod der en hund lænket, sikkert fra den lokale kennel. Hun var også ved at være hundesulten, hun blev jo forstyrret i hendes søgen efter føde, dengang tidligere på dagen.
-
Mange år var efterhånden gået, efter Tellus, og Johns første møde. John var blevet gammel og svag, mens Tellus var forblevet ung, og smuk. John lå på hans dødsleje, og det pinte Tellus at se ham så svag, men hun kunne ikke hjælpe ham.
Hun tænkte tilbage på alle de år de havde haft sammen, de havde set det meste af verden, og havde levet, næsten, som almindelige mennesker. I de mere uciviliseret lande, havde hun holdt sig til menneskeblod, og holdt sig fra dyrene, hun levede godt. Imens hun tænkte på dette, tog John fat i hendes arm, hun kikkede på ham. Han ville have hende til at gøre en ende på det. Hun kunne ikke, hun vidste at hun burde have gjort det, den dag for over tres år siden, men nu kunne hun ikke, hvor gerne hun end ville hjælpe ham. Til sidst faldt han bort, hun følte sig tom indeni. Hun følte sig som et menneske. De havde aldrig fået nogen børn, og alt hans familie var gået bort, der var ikke andre end hende tilbage.
Hun arrangerede begravelsen, og for første gang betroede hun sig til en anden. Hun fortalte præsten hvad hun var. Han så længe på hende, der stod en vampyr foran ham, en vampyr der ville have sit livs kærlighed stedt til hvile, en som følte som et menneske, og ikke passede på hans forestilling om en der myrdede mennesker i det omfang hun gjorde. Det var ikke en fysisk manifestation af ondskaben der stod foran ham, men en der havde mistet. En der var lige så svag som alle andre. Hun var kommet i hans kirke i årevis, og han havde aldrig forestillet sig at HUN kunne stå bag alle de lig, han havde sent til hvile, i hans sogn, men han tvivlede ikke på hende. Det blev en stille begravelse, der kom ikke mange, for selvom de havde boet i byen de sidste mange år, mens John var blevet svagere, så havde de ingen bekendte. De turde ikke løbe den risiko, at nogen kunne opdage deres dødelige hemmelighed. Til begravelsen var der kun Tellus, og de sædvanlige nysgerrige der altid kommer til begravelser af folk de ikke kender. Bagefter gik hun stille hjem. Hun havde ikke spist i snart en uge, men var ikke sulten, hun tænkte kun på hvad hun havde mistet, hun følte et kort øjeblik skyld overfor alle dem hun havde frataget en søn, eller en datter. Hun skød det fra sig, hun skulle også leve. Naturen havde skabt hendes rase, og naturen tillod at hun slog ihjel, men hun havde bare ikke løst til det lige nu.
Flere uger var gået, og hun var så småt begyndt at jage igen, men hun følte ingen glæde ved at slå ihjel, som hun tidligere havde gjort. Nu jagede hun kun for at overleve. En aften hun følte savnet mest, besluttede hun at gøre som menneskene, hun gik ind et af de steder, hvor de hang ud. Men ikke for at jage. Der var dukket et stof op, som hun havde hørt om da hun var ung, det havde slået mange ihjel, flere end hun, nu var det dukket op igen. Ecstasy. Hun besluttede at prøve det, så hun opsøgte en af dem hun vidste der solgte det. Hun købte femogtyve piller. Nok til at dræbe et dusin mennesker, og hun slugte dem alle, en for en. Det ville have sendt en normal dødelig i gulvet med det samme, men det var hun ikke. Virkningen på hende var som hvis et menneske havde taget en enkelt. Hun blev i fest humør, og dansede som en besat. Ikke kun nogle timer, hun fortsatte i flere dage, hun kunne ikke finde hvile, og spiste intet i alt den tid. Til sidst faldt hun om af udmattelse, og da hun kom til sig selv, slæbte hun sig hjem i sengen. Fra natskabet tog hun to stykker papir. Hun skrev et brev, hvor hun tilstod samtlige mord, hun havde begået de sidste firs år, samt angav hvor de kunne finde de lig de manglede, hun beskrev endda den dag, så mange år tidligere hvor hun kunne have dræbt den betjent der havde passeret hende, mens hun gemte sig i skoven. For at drille dem fortalte hun om Jane, Johns mor, der kendte til hendes sande jeg. Hun skrev en kort note til præsten, hvor hun bad om, at blive stedt til hvile, ved hendes mands side. Hun lå sig til at vente. Hun var for svag til at jage, og vidste at hun ville dø, en af de nærmeste dage. Der gik kun to.
Præsten opserverede at hun manglede ved den næste gudstjeneste, det var den anden i træk hun var udeblevet fra, og han blev urolig. Var hun rejst? Næppe. Hvorfor var der holdt op med at forsvinde mennesker? Han besluttede at finde ud af det, og aflagde hende et besøg.
Præsten bankede på vampyrens dør. Der kom intet svar. Han tog i håndtaget, døren var åben, så han gik forsigtigt ind, mens han kaldte på hende. Han ville nødig overraske hende, hun var en dræber, af natur. Han fandt hende i soveværelset, hvor hun lå på sengen. Han vidste ikke hvordan man så om en vampyr var død, men han følte at hun ikke var levende, eller hvad en vampyr nu end er. Der var noget anderledes ved hende, som hun lå der. Hun var ikke som når han ellers så hende. Der lå to stykker papir på brystet af hende, han tog dem op, og læste dem langsomt. Han vidste at han burde ringe efter politiet, og give dem den tilståelse hun havde skrevet til dem. Han gjorde det ikke, det ville bare forhindre ham i at opfylde det ønske hun havde nedskrevet på det første ark, han havde læst. Hvis de fandt ud af hvad hun virkelig var, så ville hun blive udstillet, eller brugt til studier, som havde hun været en sjælden fisk. Hun var trods alt et af hans sognebørn, og han besluttede, at brænde tilståelsen, der var alligevel ingen der kunne huske hende, fra dengang hun startede. De vidste ikke længere hvad de jagede, så hvorfor give dem hende.
Tellus blev bisat ved en endnu mindre ceremoni, end John. Nu var der ingen, end ikke de nysgerrige. De kom altså kun for at se andre sørge, tænkte præsten, da han stod der i kirken, og skulle stede ondskaben selv til hvile. Han ønskede for første gang i hans liv, at han tog fejl. Han ønskede at der ikke var en himmel, for så måtte der jo også være det modsatte. Helvede. Og hvis det fandtes, så ville det være det hun endte, det syntes han ikke hun havde fortjent. Nok var hun en dræber, men hun var vel ikke værre end ham. Han spiste kød, hun drak menneskeblod, men var det ikke det samme?
Han gik forbi hendes grav hver dag, men følte ingen glæde ved det. Det var ikke som når han havde passeret graven af den vampyr en af hans forgængere havde bisat firs år tidligere. Denne vampyr kendte han, og han vidste at hun inderst inde ikke havde været ond. Hun nød måske nok at dræbe, men hun nød det på samme måde som en tiger, det var hendes natur. Den gamle vampyr, var kun blevet begravet i indviet jord, fordi den havde været præst, dengang politiet havde skudt den i stykker. Han kunne huske at have set billeder af dens synderskudte lig. Det lignede slagteri affald. De havde ikke sparet på krudtet. Han glædede sig over at "hans" vampyr, den han havde stedt til hvile, havde formået at holde sig skjult. Han spekulerede på hvor mange at deres slags der fandtes.
Tellus ver 2.
Det var en søndag formiddag, Tellus sad i kirken, og lyttede til præstens prædiken. Hun kedede sig bragt, men hendes forældre var kristne, og så derfor gerne at deres datter delte deres tro. Hun gjorde alt andet end.
Da gudstjenesten endelig var ovre, forlod hun kirken, men gik en lille tur på kirkegården, inden hun vendte næsen hjemad. Dette var noget hun ofte gjorde, hun vidste egentligt ikke hvorfor, udover at hun havde lyst til det, og følte sig "tiltrukket" af døden. Hun stoppede ved en frisk grav, den var fra sidste uge. Personen der lå der, var ikke en hun kendte, men hun havde hørt om hvordan han døde. Han var blevet angrebet af et vildt dyr, der havde bidt ham i struben, der var ikke meget blod tilbage i ham, da han blev fundet, skjult i en lille skov. Man mente at det måtte være sket et andet sted, for der var heller intet blod på jorden, eller andre steder, ingen kunne sige hvordan et dyr havde kunnet flytte liget, eller hvorfor der ikke var bidmærker andre steder på liget, end i struben. Man kendte heller ikke noget til et løst rovdyr, af en størrelse så det kunne nedlægge en voksen mand, på den måde. Det største dyr i området var en ræv, der som regel holdt sig til høns, fra husende i udkanten af landsbyen.
Hun stod lidt. Hun havde en mærkelig følelse i hele kroppen, hun vidste ikke hvorfor, men hun kunne mærke at det ikke var et dyr der havde gjort det, men heller ikke et menneske. Hun blev pludselig grebet af panik, hun havde tit cyklet gennem skoven, ikke langt fra det sted, hvor liget var blevet fundet. Det kunne have været hende, der lå i graven. Hun slappede af igen, det var IKKE hende.
Hun gik hjem, hun skulle lave lektier til i næste uge, hun skulle skrive en opgave om "det overnaturlige". Det var et ord hun ofte undrede sig over. Hvis noget var naturligt, så måtte det være "normalt", hvis noget var så naturligt at det ligefrem var OVERnaturligt så måtte det jo nærmest være ekstremt normalt. Hvordan kunne f.eks. spøgelser så være OVERnaturlige, skulle de ikke snarere være UNDERnaturlige?
Det var efterhånden blevet aften, det havde været mørkt nogle timer, og hun havde, trods flere timers skrivning, stadig ikke skrevet noget hun syntes hun kunne bruge. Hun besluttede derfor at gå en lille tur, for at se om hun kunne få nogle ideer. Hun gik gennem skoven, som hun havde gjort det mange gange før, hun hørte noget rasle mellem træerne, og stoppede. Hun var lige ved at skrige da hun så det. Eller rettere den. Det var en mørk skikkelse, i dagslys ville den have været mere rødlig, end mørk, men ræven var ude på jagt, og det var nat, derfor så den mørk ud, den blev mindst lige så bange som hun gjorde, da den så hende, og skyndte sig at løbe sin vej, mens hun stod alene tilbage. Lettet over at det ikke var det mystiske "dyr", men bare en harmløs ræv, begyndte hun at gå igen. Da hun var kommet ud af skoven, satte hun kursen mod præsteboligen, det kunne jo værre at præsten kunne komme med nogle gode ideer. Set fra hendes synspunkt måtte en der kunne tro at der fandtes en gud, have en skrue løs, og derfor kunne hjælpe med noget information om det "OVERnaturlige". En gud, eller et spøgelse, hvad skulle forskellen være. Han var ikke hjemme. Hun valgte at smutte over kirkegården, for at se graven, af den unge mand igen. Som hun stod der, ved graven, følte hun sig pludselig iagttaget. Hun vendte sig om, og så lige ind i en stor sortklædt mand. Præsten. "Godaften, forskrækkede jeg dig?" kom det venligt fra ham, "Du var også ved denne grav tidligere på dagen" konstaterede han neutralt, da han ikke fik svar på sit spørgsmål. Tellus forhørte sig om muligheden for at pastoren ville hjælpe hende med nogle ideer, dog uden at fortælle ham hvorfor. Han smilte, og inviterede hende indenfor i præsteboligen, hvor han, i flere timer, fortalte om vampyrer, spøgelser, og varulve. På vej hjem, gik hun atter igennem skoven, som var den nærmeste vej, selvom den virkede mere uhyggelig nu, end da hun tidligere på aftnen var gået gennem den. Hun forventede nærmest at blive overfaldet af et eller andet grusomt, som ikke burde kunne eksistere. Hun gik roligt, for ikke at komme til at larme, men da hun var kommet næsten ud af skoven, kunne hun ikke mere, og hun løb som en besat, hele vejen hjem.
Hun besøgte præsten næsten hver aften, den uge, og hun blev mere tryg ved at gå gennem skoven, hun gik ofte og fløjtede, eller nynnede. En aften fornemmede hun at nogen fulgte efter hende, og satte farten lidt ned, for det var sikkert pastoren der ville gøre hende forskrækket, og det skulle han da have lov til. Da hun fornemmede at han var næsten lige bag hende, vendte hun sig om. Det var ikke den flinke gamle præst, og hun løb.
-
Da hun stod op, opdage hun at hun havde sovet for længe, og at hun umuligt kunne nå i skole til tiden, så hun tog sig god tid til et langt, varmt bad. Hun opgav dog at spise noget, da hun ikke havde nogen appetit, og egentligt ikke følte sig godt tilpas.
Da hun endelig kom op i skolen, fik hun, som sædvanlig, en skideballe af læren. Hun kunne ikke have været mere ligeglad, for lærerne fandt altid noget at brokke sig over. I pauserne, sad hendes klassekammerater altid og snakkede om hvem de havde scoret i byen, og hvem de gerne ville score. Hun gad ikke hendes klassekammerater, og havde ingen veninder. Hun holdt sig for det meste for sig selv, og specielt efter at de var begyndt at moppe hende, fordi hun stadig var jomfru. De kunne aldrig lade hende være, derfor gad hun dem ikke, det var grunden at hun altid sad og læste, den sidste måneds tid havde hun brugt tiden på bøger, skrevet af John Grisham. Den hun sad med nu var "The Street Lawyer" som hun på en eller anden måde godt kunne lide, selvom den ikke var god, på samme måde som så mange andre bøger, hun havde læst, var det.
På vej hjem fra skolen, kom hun forbi en lille dreng der var væltet på sin cykel. Det blødte fra en hudafskrabning på hans ene ben, for første gang den dag følte hun sult, hun havde heller ikke spist noget til frokost. Hun bøjede sig ned, for at "hjælpe" ham, men tog i stedet et fast greb om hans ben. Hun sugede, og sugede, mens han skreg. Langsomt blev han tavs. Pastoren kom forbi, han så hvad der var sket, og han var absolut ikke glad for hvad han så. Han forklarede hende, at hun skulle være lidt mere diskret, når hun spiste, og ALDRIG gøre det på åben gade.
-
Der gik nogle uger, hun tømte begge hendes forældre for blod, ja selv hendes lillesøster, drak hun blod fra. Hun var ikke længere i stand til at føle som et menneske, hun kunne ikke føle sorg, eller glæde, ej heller had eller kærlighed. Ikke at hun nogensinde havde følt det sidste. Der var endnu en følelse hun ikke længere besad. Længsel. Det var ikke en følelse hun ville savne. Hun havde snart i mange år længtes efter en at elske, en at holde af. Hun kunne ligge i sengen om morgen når hun vågnede, og længtes efter at stå op sammen med en hun elskede, hun kunne længtes efter en navnløs, ansigtsløs, ukendt person, hun aldrig havde mødt. Det var bestemt ikke en følelse hun ville savne, det havde den kostet for mange tåre til.
Efter at hedes lillesøster ikke havde været i skole i et par dage, dukkede en af søsterens kammerater op, med lektier til hende. Hun inverterede hende indenfor, og fortalte hende at søsteren var hos bedsteforældrene, og at hun nok ikke kom i skole de næste uger. Dagen efter kom søsterens lære, for at få en forklaring, da der skulle gives besked til skolen, om sådan noget. Hendes lære var ikke tilfreds med den forklaring, og ville have et telefonnummer til bedsteforældrene, så de kunne få det bekræftet. Det fik hun, men lige da hun var på vej ud af døren, sprang Tellus på hende, og slap hende ikke før hun var død.
Politiet stod nu udenfor hendes dør og bankede på. Hun lod som ingenting, de gik til vinduerne, og kikkede ind. Hun valgte at gå ud til dem, for at høre hvad de ville, hun vidste det naturligvis godt selv. Hendes forældre havde ikke været på arbejde, siden hun havde "drukket" dem, og hendes lillesøster havde ikke været i skole, den sidste uge. Af samme grund. Hun inverterede dem indenfor, eller rettere de stod med en dommerkendelse, og hun valgte at undlade at gøre modstand, lige nu. De stillede en masse spørgsmål, om manden der var blevet fundet i skoven, om hendes forældres forsvinden, og om hendes lillesøster der udeblev fra skole, samt den manglende lære. Hun undrede sig over at de tilsyneladende automatisk gik ud fra at hun havde noget med det hele at gøre. Kunne det ikke lige så godt være en anden? Hun nægtede selvfølgelig alt, hendes forældre var pludselig rejst til Kreta, og hun havde sendt lillesøsteren over til bedsteforældrene. Det troede de vist ikke på, for de to af dem begyndte at undersøge huset, rum, for rum, mens den tredje holdt hende under opsyn. De startede i køkkenet, og fandt intet, fortsatte med badeværelset, og fandt intet. Ej heller i soveværelset havde de heldet med sig. Da den ene af de to åbnede døren til lillesøsterens værelse, gav han et lille skrig fra sig. På gulvet lå der ti lig, i en fin lille pyramide. Hendes to forældre, hendes lillesøster, samt læren, og drengen der var væltet med sin cykel. Der var også en tilfældig landstryger, der havde været så uheldig at vælge det forkerte hus, for at tikke penge til sprut, og et par Jehovas vidner, der havde været så uforsigtig at ville uddele at eksemplar af "vagttårnet", hvilket hun ikke var interesseret i at læse, da religion ikke sagde hende noget. Til gengæld havde hun været sulten, hun havde på det tidspunkt ikke fået andet i dagevis end familiens to hunde, som i øvrigt var de sidste lig, det var før hun havde gjort det af med søsteren.
Den betjent, der holdt øje med hende, trak sin pistol, lige i det hun rejste sig fra stolen. Han nåede end ikke at løsne et eneste skud, før hun havde brækket nakken på ham. Den anden betjent var på vej hen til ham der stod i døren til værelset. Hun sneg sig ind bag på ham. Med et hurtigt tag vred hun nakken om på ham. Han var død. Han var nu heller ikke værd at drikke af, alligevel. Han var en lille fedladen prop, der sikkert ikke ville være sund. Den første, som vendte sig om ved lyden af hans kollega der faldt til gulvet, var derimod en høj veltrimmet, motions freak, der sagtens kunne udgøre et lille let måltid, inden hun blev nødt til at flygte, for nu ville der sikkert snart vrimle med politi i området. Han så overasket ud, da hun sprang på ham, hun gik, som en gal hund, lige efter struben. Han havde tydeligvis forventet at hun ville brække nakken på ham, for han virkede uforberedt på hendes faktiske angreb. Han kunne ikke skrige, for hun havde allerede et godt bid i halspulsåren, men han sprællede som en fisk. Hun holdt først op med at suge da han holdt op med at spjætte. Der var stadig lidt blod tilbage, men hun vidste ikke så meget om hvad hun, som vampyr, kunne tåle, kun hvad hun havde set på film, så hun turde ikke drikke dødt blod, selvom mange andre ting havde vist sig at være forkerte. Hun kunne jo både tåle dagslys, og færdes på indviet jord. Men den chance turde hun ikke tage, så hun placerede dem alle tre på toppen af hendes lille pyramide. Hun betragtede den lidt, hun syntes om den, den var bare for lille. Tretten kroppe var ikke meget, en stor pyramide ville gøre et langt bedre indtryk når den blev fundet.
-
Hun var på flugt i flere måneder, hvor hun levede af dem hun nu lige kunne finde, hvilket betød at politiet altid var lige i hældende på hende. Men hun havde den fordel at de ikke vidste præcis hvad hun var, og selv hvis de havde en fornemmelse, så kunne de ikke bruge den til noget. De kunne jo ikke efterlyse en vampyr, og offentliggøre et billede, af en 20 årig ung kvinde, med langt sort hår, og et venligt smil. Folk ville ikke kunne tage sådan et foto seriøst. De ville heller ikke tage politiet seriøst, hvis de efterlyste en VAMPYR. Hvis de fortalte på TV, eller i aviserne hvad hun havde gjort ville halvdelen af befolkningen tro at samtlige landets pansere var påvirket af nogle af de stoffer de beslaglagde fra pusherne, og den sidste halvdel ville gå fuldstændig i panik. Med andre ord, politiet kunne ikke efterlyse hende, de var nødt til selv at finde hende, og man kan faktisk flytte sig langt på kort tid, i et moderne samfund. Hun overnattede hovedsageligt i kirker. Hun havde aldrig troet at kirker kunne være et behageligt sted at være. Hendes forældre ville være blevet glade for at hun nu var begyndt at gå i kirke frivilligt, tænkte men med et lille, glædesløst, smil.
Hun snakkede ofte med præsterne, i de kirker hun kom til. Det ville være et behageligt dække. Hun fortalte dem altid at hun var på vej et andet sted hen, end hun faktisk var, på den måde kunne hun holde sig nogle dage foran politiet, og det var nok til at hun kunne klarere sig. Hun havde ændret signe spisevaner, hun drak nu stort set kun blod fra unge, eller halvunge mænd. De var nemmest at få fat i. Hun gjorde det også kun i weekenden, aldrig til hverdag, derfor var det heller ikke alle steder hun var, at hun fik folk til at "forsvinde" hvilket gjorde det sværere at følge hende, for det var ikke let at vide i hvilken by hun slog til næste gang. De vidste kun at det altid var i weekenden, og at de ville finde liget af en mand, eller to. Det var for nemt at jage sådan. Byttet vidste aldrig hvad der virkelig skulle ske, for der var inden advarsler i medierne. End ikke rygter var der noget af, for retsmedicinerne fandt altid en god forklaring på dødsfaldene, og de kom aldrig ud i den brede offentlighed, da politiet var bange for følgerne af det.
Hun var på jagt igen. Som altid på et diskotek, med den rette påklædning, eller snarere mangel på samme, var det ikke noget problem at få en mand med udenfor, og være lidt alene med ham. En antydning af et løfte om sex, og de var næsten mere vilde for at komme udenfor, end hun selv var. De fik aldrig hvad de ønskede, men det gjorde hun. Blod.
Det begyndte langsomt at gå op for hende at hun ikke kunne fortsætte sådan. En dag ville de finde hende, og de ville finde en god grund til at skyde efter hende, hvilket hun ikke brød sig om. Ganske vist var hun klinisk død, og havde været det i over et år, men kunne hun holde til at blive pumpet fuld af bly, af skydegale pansere? Hun tvivlede. Hvis de ramte rigtigt kunne de måske ramme et eller andet vitalt. Hun ville ønske at hun vidste med sikkerhed, hvad hun kunne klarere, og, nok så vigtigt, hvad hun IKKE kunne klarere. Hun besluttede at forsøge at finde andre vampyrerne, de måtte jo eksistere. Hun ankom til Brasilien, for at starte der. Hun fandt ud af at det var langt nemmere at jage her, end hvor hun kom fra. Hvis folk forsvandt, gik man ud fra at det var regeringens dødspatruljer der stod bag, og det blev derfor ikke anmeldt. Det eneste hun skulle huske var at sikre sig at ligene ikke blev fundet, før hun var ude af landet. Helst aldrig. Her var kirkerne igen til stor hjælp. Ingen havde styr på dem, så når der lige var blevet begravet en, så kunne hun grave en ned samme sted, hun behøvede ikke engang at grave dybt, bare personen var dækket af jord, så var det ikke noget problem i det. Hun levede godt, hun behøvede ikke længere at jage på diskoteker, og den slags steder. Hun kunne jage på gaden, og lokke med mad, og husly, i stedet for sex. Men som tidligere fik de aldrig hvad de var blevet lovet, kun hun fik det.
En dag, mange år senere, valgte hun at vende hjem. Hun havde ikke fundet nogen, der kunne lære hende noget. Hun ankom med fly, og gik uden problemer, gennem tolden, alle havde tilsyneladende glemt de mystiske dødsfald, der så pludseligt var stoppet, flere år forinden. Fint, det sidste hun havde lyst til var at skulle stikke af lige nu. Alting måtte have ændret sig. Tiden står jo ikke stille for resten af verden, bare fordi den gjorde for hende, tænkte hun, uden så meget som antydningen af et smil. Hun blev overasket da hun trådte ud af lufthavnsbygningen. Alt var som hun huskede det, med den lille ændring at bilerne havde skiftet udseende. Lidt lige som de gjorde fra firserne til halvfemserne. Alt det grundlæggende var det samme, forskellen var kun at bilfabrikanterne havde ansat nye designere, og sendt de gamle på pension. Nå ja, mobiltelefonderne var også blevet lidt mindre, men hvad kunne man ellers forvente.
-
Mange år gik, og hun havde afprøvet mange "jagt steder" men blev konstant ved med at vende tilbage til de steder hvor de unge hang ud. Det var nemmest at jage med "løfter" om sex, da det var noget alle kunne forholde sig til. Hun var også begyndt at supplere mændene med enkelte kvinder. Der var flere og flere som faldt for fristelsen, og ville prøve pigesex, og da hun alligevel aldrig gav dem hvad de ønskede, men blot drak deres blod, så måtte deres seksuelle præferencer være deres problem. Hun fik bare mere at vælge imellem. Hun kunne lige forestille sig politiet, da de så det første kvindelig. Var der en ny jæger i byen, eller hvad skete der? Hun kendte svaret. Hun udnyttede bare folks svagheder, ville de dø, så skulle de dø.
Tiden gik, og alt hun koncentrerede sig om, var at være på flugt, og hvor hun skulle skaffe det næste måltid. Hun begyndte også at studere den religion de folk, der kom i kirkerne, dyrkede. Hun tilbragte jo nogen tid i kirker, og med at tale med præsterne, så hun tilegnede sig snart en vis viden om den kristne tro. Hun følte aldrig at hun gjorde noget forkert, når hun myrdede mennesker, de spiste jo selv andre dyr. For hende var der ingen forskel. For hende var menneskene bare dyr, lige som grisende.
En følelse hun ikke havde haft de sidste toogtyve år, var nu ved at vende tilbage. Det var en følelse, hun alt andet end savnede, det var en hun havde glædet sig over, var ophørt med at eksistere. Hun længtes efter selskab. Hun besluttede sig for at forsøge at ignorere den, hun havde altid fået at vide at hun ikke måtte lege med maden. Så hun lod være. Følelsen blev stærkere som tiden gik, og den blev sværere at ignorere, hun spekulerede på om det var en normal følelse for en vampyr, hun troede det ikke, men det hjalp ikke noget, den var der, og hun skulle forholde sig til den. Hun fortsatte med at jage, som hun hidtil havde gjort, men en aften skete der noget. Hun havde fået øje på et bytte, han var sikkert ikke specielt nærende, han var faktisk ikke andet end en ung knægt på omkring de sytten, og spinkel, måske lige nok til at få stillet den værste sult, så måtte hun håbe på at et bedre bytte ville dukke op i morgen. Han lignede ikke en der ville blive savnet de første mange dage, hvilket glædede hende, og var den eneste grund til at hun fattede interesse for ham. Hun kunne dumpe ham et eller andet sted, og politiet ville ikke ane hvem det var gået ud over denne weekend. De ville stå som en flok dumme kvæg, hvilket de, set med hendes øjne, også var. Hun sad lidt i hendes egne tanker og overvejede det, da der lød en stemme bag hende. hun hørte den knap nok, men vendte sig alligevel. Det stod noget andet mad, med en drink rakt frem mod hende. Hun tog den stille, var det virkeligt sandt? Opsøgte maden hende? Det så sådan ud. Maden spurgte om hun havde spist i denne uge, eller om han skulle komme igen senere. Hun løj, og sagde at hun havde spist, og nu var på udkik efter en at tilbringe natten sammen med. Han så på hende, yeer right. Hun havde altså IKKE spist, men af en eller anden grund var han ligeglad, han følte ikke at han havde nogen grund til at flygte, han havde alligevel ikke noget at tage sig til. Han havde lige misset hans uddannelse pga. for meget fravær, og kærten var skredet, da han fortalte om uddannelsen. Han havde alt i alt mest lyst til at kravle op i et træ, og så sidde der og vente på at det skulle fældes, for at gøre plads til en motorvej. Hvis han ventede længe nok, ville det sikkert ske. Han satte sig, selvom han vidste at han skulle dø, hvis han gjorde det. De snakkede længe, og blev begge mere utålmodige. De vidste begge hvad der skulle ske, men han syntes ikke at han selv kunne foreslå at de fik det overstået, hun havde jo trods alt hendes egen måde at gøre det på, så måtte han vel bare vente. Hun ønskede egentlig at få stillet hendes sult NU, men kunne næsten ikke, for hvordan gør man når maden tilsyneladende ved hvad det skal ske, og nærmest ØNSKER det? Det ville jo virke mærkeligt at sige "Skal vi gå udenfor, så jeg kan drikke dit blod?" og hun kunne jo heller ikke lyve, som hun plejede, for han vidste jo at det ikke passede. Hun tog sig sammen, og spurgte om de skulle gå udenfor. Hun nævnte hverken blod eller sex, da han jo ikke skulle lokkes, og ganske udmærket vidste at det drejede sig om blod. Hans blod. Han fulgte stille med.
De fandt et skjult sted, hvor de kunne være i fred. Hun slikkede hans hals ren, som hun altid gjorde. Hun kyssede ham blidt på halsen, hendes sult, efter bold, var forsvundet som dug for solen. Hun kyssede ham på munden, først forsigtigt, så vildt og endeligt. Det var det hun havde længtes efter alt den tid, en hun kunne fortælle, hvem, eller hvad, hun virkelig var, og som ikke ville frygte hende. En at holde af, en at beskytte, en at være sammen med. Hun ønskede ikke at skade ham, hun ville have ham, ikke på en tallerken, men ved hendes side.
-
Hun blev i området i lang tid, betydeligt længere end nogensinde før. Politiet burde have fanget hende nu, tænkte hun flere gange, men var egentlig ligeglad, de kunne bare komme. Men de kom aldrig, de indsamlede bare liggende, og søgte halvhjertet, det var ikke som i gamle dage, eller bare nogle måneder tidligere. Hun begyndte at drikke blod fra kvæget, og forskellige vilde dyr, og brugte kun mennesker i det omfang det var nødvendigt for at overleve. Hun brugte stadig kirkerne til overnatning, men tilbragte mere og mere tid med John, den unge mand, hun var faldet for. Han havde aldrig været bange for hende, men hun var en enkelt gang blevet bange for ham. For en simpel dødelig. Det var da han fortalte hvordan han vidste at hun var vampyr. Han havde fortalt at hans mor var panser, og havde haft et billede at en ung kvinde, med langt sort hår, og et lidt specielt ansigt. Det var mange år siden, havde han sagt, men han huskede tydeligt billedet, og havde genkendt hende. Hun troede, da han fortalte det, at han havde alarmeret hele styrken, og at de ville vente på hende, at de ville slå til når hun mindst ventede det. Det skete ikke, og hun begyndte at slappe mere af efter nogle uger, hvor der kun havde været den normale politi aktivitet. Men nu var hun blevet inverteret hjem til hans forældre, og dermed moderen. Betjenten, der kunne stoppe hende for altid. Hun var ikke nervøs. Hun var bange, bange som hendes offerer må have været det når hun bed sig fast, og de vidste at der ikke var nogen chancer for at overleve. Bange som musen, der blev trængt op i en krog af katten. Men hun blev nødt til at løbe den risiko, hun vidste ikke hvorfor, men det var hun bare.
De stod udenfor lidt, hun forsøgte at samle mod, hun var bange. John foreslog at de fik det overstået, og lovede at hans mor "ikke ville bide" hvilket hjalp lidt, da det med at bide, så måtte være forbeholdt hende. De gik ind, og fik begge et chok. Johns moder stod med et kors rakt frem mod hende, og havde, i den anden hånd, en lille flaske, med en klar væske, der stod "vievand" på etiketten. Tellus knækkede, for første gang i mange år, sammen af grin. Troede hun virkelig at det kunne skade hende? Hun gik roligt frem mod moderen, og rakte ud efter glasset, hun skruede langsomt låget af. Hun drak det. Hun fuldendte opvisningen ved at tage korset, og holde det mens hun præsenterede sig som "Vampyren Tellus, din kommende svigerdatter".
De sad inde i stuen og snakkede, da moderen spurgte om hun skulle lave en kop kaffe, til dem at holde sig vågen på, Tellus takkede nej, men en kop frisk blod ville da være velkommen. Johns mor, Jane, der ikke helt kunne klare den form for "jokes" så bare nervøst på hende, og gik så ud i køkkenet. Ude i køkkenet sikrede hun sig at den pistol, hun havde siddende i buksekanten, under blusen, var ladt. Det var den, og hun slappede lidt af. Hun undrede sig over hvordan hun kunne tillade at der sad en vampyr inde i hendes stue, endda en efterlyst en af slagsen, hun havde selv jaget hende, kort tid efter at hun havde afsluttet politiskolen, det var dengang mordene var begyndt igen, efter en pause på nogle år. Hun vidste at hun burde ringe efter hendes kollegaer, men hun gjorde det ikke. Hun ville lade vampyren være, så længe at den lod hende være. Det syntes hun selv var rimeligt, hun havde jo, trods alt, haft chancen for at myrde hendes søn, et utal af gange, uden at gøre det, og havde tilmed sænket forbruget af menneskeblod. Hun var sikkert ikke så slem som de havde fået fortalt da de jagede hende. Jo hun var, og der var alt mulig grund til at passe på, besluttede hun. Hun gik ind med kaffen, og var lige ved at skrige, da hun så det. Det så ud som om Tellus var ved at drikke hendes søns blod, men det var også kun noget det så ud som om, indså hun, for hvad der virkeligt skete var ikke andet end hvad der ville have været sket, hvis hendes søn havde bragt en mere normal kvinde med.
Jane fik med tiden et mere afslappet forhold til Tellus, og var endda holdt op med at bære en skarpladt pistol, dels fordi hun stolede mere på hende nu, og dels fordi hun tvivlede på at den ville hjælpe hende hvis noget skulle ske. De fandt endda ud af at trods Tellus' lidt unge udseende, så var hun kun et år yngre end Jane, som havde fået John, hendes førstefødte samme år som Vampyren Tellus, var blevet "skabt" i en alder af tyve år.
En dag Jane kom kørende på patrulje, med en kollega, kom de forbi en mark, hvor der gik en ung kvinde, og nærstuderede kvæget. Kollegaen genkendte Tellus, han havde jaget hende, før hun tog til Sydamerika. Jane gjorde alt for at Tellus skulle slippe væk, så hun valgte at være lidt langsom til at reagere, så det varede en par sekunder ekstra før bilen stoppede, med hvinende dæk, så Tellus blev opmærksom på dem. Ude på marken hørte Vampyren en bil bremse, der stod, med store bogstaver, "POLITI" hen af siden, hun så Jane og en ukendt person stige ud. Satans, hvorfor kunne de ikke bare lade hende være i fred, når hun nu stort set holdt sig til dyr, og kun supplerede med mennesker. Nå, hun kunne jo ikke spørge dem, så hun valgte at løbe mod en nærliggende skov. Hun hørte et skud, det ramte langt ved siden af, det måtte være Jane der ikke ville ramme, for det næste var lidt for tæt på, men hvorfor stoppe? Hvad ville hun vinde ved det? Hun havde støre chancer for at "overleve" ved at fortsætte, og det burde de jo også selv vide. De kunne skræmme et menneske, en der kunne dø, men ikke en der allerede var død. Man kan ikke slå en død ihjel, det burde være logik. Hun gemte sig mellem træerne, og den ukendte betjent gik lige forbi, hun kunne lugte ham, lugte maden gå forbi. Hun kunne så let som ingenting have taget ham, og lod kun være fordi det ville skade hendes forhold til Johns mor, Jane, hvis hun gjorde det. Hun så ham gå videre, og Jane kom lige så tæt på, som han, men hun overså hende ikke, hun bad hende bare om at skride, for de havde tilkaldt forstærkning, og den ville snart ankomme. Hun valgte at følge rådet, Og indså at det eneste sikre sted var hos Jane. Hun havde aldrig været der uden John, og følte sig ikke godt tilpas, i en betjent hus, ikke uden hendes "livsforsikring" som John var, mens de opholdt sig der.
Jane kom først mange timer senere, hun var ikke overrasket over at findes Tellus i huset. "Jeg har bragt dig noget mad," sagde hun, og fortsatte "hvis du vil være så venlig at indtage det udenfor, jeg vil ikke se på det". Udenfor stod der en hund lænket, sikkert fra den lokale kennel. Hun var også ved at være hundesulten, hun blev jo forstyrret i hendes søgen efter føde, dengang tidligere på dagen.
-
-
Mange år var efterhånden gået, efter Tellus, og Johns første møde. John var blevet gammel og svag, mens Tellus var forblevet ung, og smuk. John lå på hans dødsleje, og det pinte Tellus at se ham så svag, men hun kunne ikke hjælpe ham.
Hun tænkte tilbage på alle de år de havde haft sammen, de havde set det meste af verden, og havde levet, næsten, som almindelige mennesker. I de mere uciviliseret lande, havde hun holdt sig til menneskeblod, og holdt sig fra dyrene, hun havde levet godt. Imens hun tænkte på dette, tog John fat i hendes arm, hun kikkede på ham. Han ville have hende til at gøre en ende på det. Hun kunne ikke, hun vidste at hun burde have gjort det, den dag for over tres år siden, men nu kunne hun ikke, hvor gerne hun end ville hjælpe ham. Til sidst faldt han bort, hun følte sig tom indeni. Hun følte sig som et menneske. De havde aldrig fået nogen børn, og alt hans familie var gået bort, der var ikke andre end hende tilbage.
Hun arrangerede begravelsen, og for første gang betroede hun sig til en anden. Hun fortalte præsten hvad hun var. Han så længe på hende, der stod en vampyr foran ham, en vampyr der ville have sit livs kærlighed stedt til hvile, en som følte som et menneske, og ikke passede på hans forestilling om en der myrdede mennesker i det omfang hun gjorde. Det var ikke en fysisk manifestation af ondskaben der stod foran ham, men en der havde mistet. En der var lige så svag som alle andre. Hun var kommet i hans kirke i årevis, og han havde aldrig forestillet sig at HUN kunne stå bag alle de lig, han havde sent til hvile, i hans sogn, men han tvivlede ikke på hende. Det blev en stille begravelse, der kom ikke mange, for selvom de havde boet i byen de sidste mange år, mens John var blevet svagere, så havde de ingen bekendte. De turde ikke løbe den risiko, at nogen kunne opdage deres dødelige hemmelighed. Til begravelsen var der kun Tellus, og de sædvanlige nysgerrige der altid kommer til begravelser af folk de ikke kender. Bagefter gik hun stille hjem. Hun havde ikke spist i snart en uge, men var ikke sulten, hun tænkte kun på hvad hun havde mistet, hun følte et kort øjeblik skyld overfor alle dem hun havde frataget en søn, eller en datter. Hun skød det fra sig, hun skulle også leve. Naturen havde skabt hendes rase, og naturen tillod at hun slog ihjel, men hun havde bare ikke løst til det lige nu.
Flere uger var gået, og hun var så småt begyndt at jage igen, men hun følte ingen glæde ved at slå ihjel, som hun tidligere havde gjort. Nu jagede hun kun for at overleve. En aften hun følte savnet mest, gik hun ind et af de steder, hvor menneskene hang ud. Men ikke for at jage. Der var dukket et stof op, som hun havde hørt om, da hun var ung, det havde slået mange ihjel, flere end hun, nu var det dukket op igen. Ecstasy. Hun besluttede at prøve det, så hun opsøgte en af dem hun vidste der solgte det. Hun købte femogtyve piller. Nok til at dræbe et dusin mennesker, og hun slugte dem alle, en for en. Det ville have sendt en normal dødelig i gulvet med det samme, men det var hun ikke. Virkningen på hende var som hvis et menneske havde taget en enkelt. Hun blev i festhumør, og dansede som en besat. Ikke kun nogle timer, hun fortsatte i flere dage, hun kunne ikke finde hvile, og spiste intet i alt den tid. Til sidst faldt hun om af udmattelse, og da hun kom til sig selv, slæbte hun sig hjem i sengen. Fra natskabet tog hun to stykker papir. Hun skrev et brev, hvor hun tilstod samtlige mord, hun havde begået de sidste firs år, samt angav hvor de kunne finde de lig de manglede, hun beskrev endda den dag, så mange år tidligere hvor hun kunne have dræbt den betjent der havde passeret hende, mens hun gemte sig i skoven. For at drille dem fortalte hun om Jane, Johns mor, der kendte til hendes sande jeg. Hun skrev en kort note til præsten, hvor hun bad om, at blive stedt til hvile, ved hendes mands side. Hun lå sig til at vente. Hun var for svag til at jage, og vidste at hun ville dø, en af de nærmeste dage. Der gik kun to.
Præsten opserverede at hun manglede ved den næste gudstjeneste, det var den anden i træk hun var udeblevet fra, og han blev urolig. Var hun rejst? Næppe. Hvorfor var der holdt op med at forsvinde mennesker? Han besluttede at finde ud af det, og aflagde hende et besøg.
Præsten bankede på vampyrens dør. Der kom intet svar. Han tog i håndtaget, døren var åben, så han gik forsigtigt ind, mens han kaldte på hende. Han ville nødig overraske hende, hun var en dræber, af natur. Han fandt hende i soveværelset, hvor hun lå på sengen. Han vidste ikke hvordan man så om en vampyr var død, men han følte at hun ikke var levende, eller hvad en vampyr nu end er. Der var noget anderledes ved hende, som hun lå der. Hun var ikke som når han ellers så hende. Der lå to stykker papir på brystet af hende, han tog dem op, og læste dem langsomt. Han vidste at han burde ringe efter politiet, og give dem den tilståelse hun havde skrevet til dem. Han gjorde det ikke, det ville bare forhindre ham i at opfylde det ønske hun havde nedskrevet på det første ark, han havde læst. Hvis de fandt ud af hvad hun virkelig var, så ville hun blive udstillet, eller brugt til studier, som havde hun været en sjælden fisk. Hun var trods alt et af hans sognebørn, og han besluttede, at brænde tilståelsen, der var alligevel ingen der kunne huske hende, fra dengang hun startede. De vidste ikke længere hvad de jagede, så hvorfor give dem hende.
Tellus blev bisat ved en endnu mindre ceremoni, end John for nu var der ingen, end ikke alle de nysgerrige, de kom altså kun for at se andre sørge. Da præsten var færdig med den indendørs del af ceremonien, blev kisten lagt i jorden, og det var ovre. Præsten var den eneste der kneb en lille tåre, han var den eneste der havde kendt hende.
Han gik forbi hendes grav hver dag, men følte ingen glæde ved det. Hun nød måske nok at dræbe, men hun nød det på samme måde som en tiger, det var hendes natur. Han spekulerede på hvor mange at deres slags der fandtes.
Det var en søndag formiddag, Tellus sad i kirken, og lyttede til præstens prædiken. Hun kedede sig bragt, men hendes forældre var kristne, og så derfor gerne at deres datter delte deres tro. Hun gjorde alt andet end.
Da gudstjenesten endelig var ovre, forlod hun kirken, men gik en lille tur på kirkegården, inden hun vendte næsen hjemad. Dette var noget hun ofte gjorde, hun vidste egentligt ikke hvorfor, udover at hun havde lyst til det, og følte sig "tiltrukket" af døden. Hun stoppede ved en frisk grav, den var fra sidste uge. Personen der lå der, var ikke en hun kendte, men hun havde hørt om hvordan han døde. Han var blevet angrebet af et vildt dyr, der havde bidt ham i struben, der var ikke meget blod tilbage i ham, da han blev fundet, skjult i en lille skov. Man mente at det måtte være sket et andet sted, for der var heller intet blod på jorden, eller andre steder, ingen kunne sige hvordan et dyr havde kunnet flytte liget, eller hvorfor der ikke var bidmærker andre steder på liget, end i struben. Man kendte heller ikke noget til et løst rovdyr, af en størrelse så det kunne nedlægge en voksen mand, på den måde. Det største dyr i området var en ræv, der som regel holdt sig til høns, fra husende i udkanten af landsbyen.
Hun stod lidt. Hun havde en mærkelig følelse i hele kroppen, hun vidste ikke hvorfor, men hun kunne mærke at det ikke var et dyr der havde gjort det, men heller ikke et menneske. Hun blev pludselig grebet af panik, hun havde tit cyklet gennem skoven, ikke langt fra det sted, hvor liget var blevet fundet. Det kunne have været hende, der lå i graven. Hun slappede af igen, det var IKKE hende.
Hun gik hjem, hun skulle lave lektier til i næste uge, hun skulle skrive en opgave om "det overnaturlige". Det var et ord hun ofte undrede sig over. Hvis noget var naturligt, så måtte det være "normalt", hvis noget var så naturligt at det ligefrem var OVERnaturligt så måtte det jo nærmest være ekstremt normalt. Hvordan kunne f.eks. spøgelser så være OVERnaturlige, skulle de ikke snarere være UNDERnaturlige?
Det var efterhånden blevet aften, det havde været mørkt nogle timer, og hun havde, trods flere timers skrivning, stadig ikke skrevet noget hun syntes hun kunne bruge. Hun besluttede derfor at gå en lille tur, for at se om hun kunne få nogle ideer. Hun gik gennem skoven, som hun havde gjort det mange gange før, hun hørte noget rasle mellem træerne, og stoppede. Hun var lige ved at skrige da hun så det. Eller rettere den. Det var en mørk skikkelse, i dagslys ville den have været mere rødlig, end mørk, men ræven var ude på jagt, og det var nat, derfor så den mørk ud, den blev mindst lige så bange som hun gjorde, da den så hende, og skyndte sig at løbe sin vej, mens hun stod alene tilbage. Lettet over at det ikke var det mystiske "dyr", men bare en harmløs ræv, begyndte hun at gå igen. Da hun var kommet ud af skoven, satte hun kursen mod præsteboligen, det kunne jo værre at præsten kunne komme med nogle gode ideer. Set fra hendes synspunkt måtte en der kunne tro at der fandtes en gud, have en skrue løs, og derfor kunne hjælpe med noget information om det "OVERnaturlige". En gud, eller et spøgelse, hvad skulle forskellen være. Han var ikke hjemme. Hun valgte at smutte over kirkegården, for at se graven, af den unge mand igen. Som hun stod der, ved graven, følte hun sig pludselig iagttaget. Hun vendte sig om, og så lige ind i en stor sortklædt mand. Præsten. "Godaften, forskrækkede jeg dig?" kom det venligt fra ham, "Du var også ved denne grav tidligere på dagen" konstaterede han neutralt, da han ikke fik svar på sit spørgsmål. Tellus forhørte sig om muligheden for at pastoren ville hjælpe hende med nogle ideer, dog uden at fortælle ham hvorfor. Han smilte, og inviterede hende indenfor i præsteboligen, hvor han, i flere timer, fortalte om vampyrer, spøgelser, og varulve. På vej hjem, gik hun atter igennem skoven, som var den nærmeste vej, selvom den virkede mere uhyggelig nu, end da hun tidligere på aftnen var gået gennem den. Hun forventede nærmest at blive overfaldet af et eller andet grusomt, som ikke burde kunne eksistere. Hun gik roligt, for ikke at komme til at larme, men da hun var kommet næsten ud af skoven, kunne hun ikke mere, og hun løb som en besat, hele vejen hjem.
Hun besøgte præsten næsten hver aften, den uge, og hun blev mere tryg ved at gå gennem skoven, hun gik ofte og fløjtede, eller nynnede. En aften fornemmede hun at nogen fulgte efter hende, og satte farten lidt ned, for det var sikkert pastoren der ville gøre hende forskrækket, og det skulle han da have lov til. Da hun fornemmede at han var næsten lige bag hende, vendte hun sig om. Det var ikke den flinke gamle præst, og hun løb.
-
Da hun stod op, opdage hun at hun havde sovet for længe, og at hun umuligt kunne nå i skole til tiden, så hun tog sig god tid til et langt, varmt bad. Hun opgav dog at spise noget, da hun ikke havde nogen appetit, og egentligt ikke følte sig godt tilpas.
Da hun endelig kom op i skolen, fik hun, som sædvanlig, en skideballe af læren. Hun kunne ikke have været mere ligeglad, for lærerne fandt altid noget at brokke sig over. I pauserne, sad hendes klassekammerater altid og snakkede om hvem de havde scoret i byen, og hvem de gerne ville score. Hun gad ikke hendes klassekammerater, og havde ingen veninder. Hun holdt sig for det meste for sig selv, og specielt efter at de var begyndt at moppe hende, fordi hun stadig var jomfru. De kunne aldrig lade hende være, derfor gad hun dem ikke, det var grunden at hun altid sad og læste, den sidste måneds tid havde hun brugt tiden på bøger, skrevet af John Grisham. Den hun sad med nu var "The Street Lawyer" som hun på en eller anden måde godt kunne lide, selvom den ikke var god, på samme måde som så mange andre bøger, hun havde læst, var det.
På vej hjem fra skolen, kom hun forbi en lille dreng der var væltet på sin cykel. Det blødte fra en hudafskrabning på hans ene ben, for første gang den dag følte hun sult, hun havde heller ikke spist noget til frokost. Hun bøjede sig ned, for at "hjælpe" ham, men tog i stedet et fast greb om hans ben. Hun sugede, og sugede, mens han skreg. Langsomt blev han tavs. Pastoren kom forbi, han så hvad der var sket, og han var absolut ikke glad for hvad han så. Han forklarede hende, at hun skulle være lidt mere diskret, når hun spiste, og ALDRIG gøre det på åben gade.
-
Der gik nogle uger, hun tømte begge hendes forældre for blod, ja selv hendes lillesøster, drak hun blod fra. Hun var ikke længere i stand til at føle som et menneske, hun kunne ikke føle sorg, eller glæde, ej heller had eller kærlighed. Ikke at hun nogensinde havde følt det sidste. Der var endnu en følelse hun ikke længere besad. Længsel. Det var ikke en følelse hun ville savne. Hun havde snart i mange år længtes efter en at elske, en at holde af. Hun kunne ligge i sengen om morgen når hun vågnede, og længtes efter at stå op sammen med en hun elskede, hun kunne længtes efter en navnløs, ansigtsløs, ukendt person, hun aldrig havde mødt. Det var bestemt ikke en følelse hun ville savne, det havde den kostet for mange tåre til.
Efter at hedes lillesøster ikke havde været i skole i et par dage, dukkede en af søsterens kammerater op, med lektier til hende. Hun inverterede hende indenfor, og fortalte hende at søsteren var hos bedsteforældrene, og at hun nok ikke kom i skole de næste uger. Dagen efter kom søsterens lære, for at få en forklaring, da der skulle gives besked til skolen, om sådan noget. Hendes lære var ikke tilfreds med den forklaring, og ville have et telefonnummer til bedsteforældrene, så de kunne få det bekræftet. Det fik hun, men lige da hun var på vej ud af døren, sprang Tellus på hende, og slap hende ikke før hun var død.
Politiet stod nu udenfor hendes dør og bankede på. Hun lod som ingenting, de gik til vinduerne, og kikkede ind. Hun valgte at gå ud til dem, for at høre hvad de ville, hun vidste det naturligvis godt selv. Hendes forældre havde ikke været på arbejde, siden hun havde "drukket" dem, og hendes lillesøster havde ikke været i skole, den sidste uge. Af samme grund. Hun inverterede dem indenfor, eller rettere de stod med en dommerkendelse, og hun valgte at undlade at gøre modstand, lige nu. De stillede en masse spørgsmål, om manden der var blevet fundet i skoven, om hendes forældres forsvinden, og om hendes lillesøster der udeblev fra skole, samt den manglende lære. Hun undrede sig over at de tilsyneladende automatisk gik ud fra at hun havde noget med det hele at gøre. Kunne det ikke lige så godt være en anden? Hun nægtede selvfølgelig alt, hendes forældre var pludselig rejst til Kreta, og hun havde sendt lillesøsteren over til bedsteforældrene. Det troede de vist ikke på, for de to af dem begyndte at undersøge huset, rum, for rum, mens den tredje holdt hende under opsyn. De startede i køkkenet, og fandt intet, fortsatte med badeværelset, og fandt intet. Ej heller i soveværelset havde de heldet med sig. Da den ene af de to åbnede døren til lillesøsterens værelse, gav han et lille skrig fra sig. På gulvet lå der ti lig, i en fin lille pyramide. Hendes to forældre, hendes lillesøster, samt læren, og drengen der var væltet med sin cykel. Der var også en tilfældig landstryger, der havde været så uheldig at vælge det forkerte hus, for at tikke penge til sprut, og et par Jehovas vidner, der havde været så uforsigtig at ville uddele at eksemplar af "vagttårnet", hvilket hun ikke var interesseret i at læse, da religion ikke sagde hende noget. Til gengæld havde hun været sulten, hun havde på det tidspunkt ikke fået andet i dagevis end familiens to hunde, som i øvrigt var de sidste lig, det var før hun havde gjort det af med søsteren.
Den betjent, der holdt øje med hende, trak sin pistol, lige i det hun rejste sig fra stolen. Han nåede end ikke at løsne et eneste skud, før hun havde brækket nakken på ham. Den anden betjent var på vej hen til ham der stod i døren til værelset. Hun sneg sig ind bag på ham. Med et hurtigt tag vred hun nakken om på ham. Han var død. Han var nu heller ikke værd at drikke af, alligevel. Han var en lille fedladen prop, der sikkert ikke ville være sund. Den første, som vendte sig om ved lyden af hans kollega der faldt til gulvet, var derimod en høj veltrimmet, motions freak, der sagtens kunne udgøre et lille let måltid, inden hun blev nødt til at flygte, for nu ville der sikkert snart vrimle med politi i området. Han så overasket ud, da hun sprang på ham, hun gik, som en gal hund, lige efter struben. Han havde tydeligvis forventet at hun ville brække nakken på ham, for han virkede uforberedt på hendes faktiske angreb. Han kunne ikke skrige, for hun havde allerede et godt bid i halspulsåren, men han sprællede som en fisk. Hun holdt først op med at suge da han holdt op med at spjætte. Der var stadig lidt blod tilbage, men hun vidste ikke så meget om hvad hun, som vampyr, kunne tåle, kun hvad hun havde set på film, så hun turde ikke drikke dødt blod, selvom mange andre ting havde vist sig at være forkerte. Hun kunne jo både tåle dagslys, og færdes på indviet jord. Men den chance turde hun ikke tage, så hun placerede dem alle tre på toppen af hendes lille pyramide. Hun betragtede den lidt, hun syntes om den, den var bare for lille. Tretten kroppe var ikke meget, en stor pyramide ville gøre et langt bedre indtryk når den blev fundet.
-
Hun var på flugt i flere måneder, hvor hun levede af dem hun nu lige kunne finde, hvilket betød at politiet altid var lige i hældende på hende. Men hun havde den fordel at de ikke vidste præcis hvad hun var, og selv hvis de havde en fornemmelse, så kunne de ikke bruge den til noget. De kunne jo ikke efterlyse en vampyr, og offentliggøre et billede, af en 20 årig ung kvinde, med langt sort hår, og et venligt smil. Folk ville ikke kunne tage sådan et foto seriøst. De ville heller ikke tage politiet seriøst, hvis de efterlyste en VAMPYR. Hvis de fortalte på TV, eller i aviserne hvad hun havde gjort ville halvdelen af befolkningen tro at samtlige landets pansere var påvirket af nogle af de stoffer de beslaglagde fra pusherne, og den sidste halvdel ville gå fuldstændig i panik. Med andre ord, politiet kunne ikke efterlyse hende, de var nødt til selv at finde hende, og man kan faktisk flytte sig langt på kort tid, i et moderne samfund. Hun overnattede hovedsageligt i kirker. Hun havde aldrig troet at kirker kunne være et behageligt sted at være. Hendes forældre ville være blevet glade for at hun nu var begyndt at gå i kirke frivilligt, tænkte men med et lille, glædesløst, smil.
Hun snakkede ofte med præsterne, i de kirker hun kom til. Det ville være et behageligt dække. Hun fortalte dem altid at hun var på vej et andet sted hen, end hun faktisk var, på den måde kunne hun holde sig nogle dage foran politiet, og det var nok til at hun kunne klarere sig. Hun havde ændret signe spisevaner, hun drak nu stort set kun blod fra unge, eller halvunge mænd. De var nemmest at få fat i. Hun gjorde det også kun i weekenden, aldrig til hverdag, derfor var det heller ikke alle steder hun var, at hun fik folk til at "forsvinde" hvilket gjorde det sværere at følge hende, for det var ikke let at vide i hvilken by hun slog til næste gang. De vidste kun at det altid var i weekenden, og at de ville finde liget af en mand, eller to. Det var for nemt at jage sådan. Byttet vidste aldrig hvad der virkelig skulle ske, for der var inden advarsler i medierne. End ikke rygter var der noget af, for retsmedicinerne fandt altid en god forklaring på dødsfaldene, og de kom aldrig ud i den brede offentlighed, da politiet var bange for følgerne af det.
Hun var på jagt igen. Som altid på et diskotek, med den rette påklædning, eller snarere mangel på samme, var det ikke noget problem at få en mand med udenfor, og være lidt alene med ham. En antydning af et løfte om sex, og de var næsten mere vilde for at komme udenfor, end hun selv var. De fik aldrig hvad de ønskede, men det gjorde hun. Blod.
Det begyndte langsomt at gå op for hende at hun ikke kunne fortsætte sådan. En dag ville de finde hende, og de ville finde en god grund til at skyde efter hende, hvilket hun ikke brød sig om. Ganske vist var hun klinisk død, og havde været det i over et år, men kunne hun holde til at blive pumpet fuld af bly, af skydegale pansere? Hun tvivlede. Hvis de ramte rigtigt kunne de måske ramme et eller andet vitalt. Hun ville ønske at hun vidste med sikkerhed, hvad hun kunne klarere, og, nok så vigtigt, hvad hun IKKE kunne klarere. Hun besluttede at forsøge at finde andre vampyrerne, de måtte jo eksistere. Hun ankom til Brasilien, for at starte der. Hun fandt ud af at det var langt nemmere at jage her, end hvor hun kom fra. Hvis folk forsvandt, gik man ud fra at det var regeringens dødspatruljer der stod bag, og det blev derfor ikke anmeldt. Det eneste hun skulle huske var at sikre sig at ligene ikke blev fundet, før hun var ude af landet. Helst aldrig. Her var kirkerne igen til stor hjælp. Ingen havde styr på dem, så når der lige var blevet begravet en, så kunne hun grave en ned samme sted, hun behøvede ikke engang at grave dybt, bare personen var dækket af jord, så var det ikke noget problem i det. Hun levede godt, hun behøvede ikke længere at jage på diskoteker, og den slags steder. Hun kunne jage på gaden, og lokke med mad, og husly, i stedet for sex. Men som tidligere fik de aldrig hvad de var blevet lovet, kun hun fik det.
En dag, mange år senere, valgte hun at vende hjem. Hun havde ikke fundet nogen, der kunne lære hende noget. Hun ankom med fly, og gik uden problemer, gennem tolden, alle havde tilsyneladende glemt de mystiske dødsfald, der så pludseligt var stoppet, flere år forinden. Fint, det sidste hun havde lyst til var at skulle stikke af lige nu. Alting måtte have ændret sig. Tiden står jo ikke stille for resten af verden, bare fordi den gjorde for hende, tænkte hun, uden så meget som antydningen af et smil. Hun blev overasket da hun trådte ud af lufthavnsbygningen. Alt var som hun huskede det, med den lille ændring at bilerne havde skiftet udseende. Lidt lige som de gjorde fra firserne til halvfemserne. Alt det grundlæggende var det samme, forskellen var kun at bilfabrikanterne havde ansat nye designere, og sendt de gamle på pension. Nå ja, mobiltelefonderne var også blevet lidt mindre, men hvad kunne man ellers forvente.
-
Mange år gik, og hun havde afprøvet mange "jagt steder" men blev konstant ved med at vende tilbage til de steder hvor de unge hang ud. Det var nemmest at jage med "løfter" om sex, da det var noget alle kunne forholde sig til. Hun var også begyndt at supplere mændene med enkelte kvinder. Der var flere og flere som faldt for fristelsen, og ville prøve pigesex, og da hun alligevel aldrig gav dem hvad de ønskede, men blot drak deres blod, så måtte deres seksuelle præferencer være deres problem. Hun fik bare mere at vælge imellem. Hun kunne lige forestille sig politiet, da de så det første kvindelig. Var der en ny jæger i byen, eller hvad skete der? Hun kendte svaret. Hun udnyttede bare folks svagheder, ville de dø, så skulle de dø.
Tiden gik, og alt hun koncentrerede sig om, var at være på flugt, og hvor hun skulle skaffe det næste måltid. Hun begyndte også at studere den religion de folk, der kom i kirkerne, dyrkede. Hun tilbragte jo nogen tid i kirker, og med at tale med præsterne, så hun tilegnede sig snart en vis viden om den kristne tro. Hun følte aldrig at hun gjorde noget forkert, når hun myrdede mennesker, de spiste jo selv andre dyr. For hende var der ingen forskel. For hende var menneskene bare dyr, lige som grisende.
En følelse hun ikke havde haft de sidste toogtyve år, var nu ved at vende tilbage. Det var en følelse, hun alt andet end savnede, det var en hun havde glædet sig over, var ophørt med at eksistere. Hun længtes efter selskab. Hun besluttede sig for at forsøge at ignorere den, hun havde altid fået at vide at hun ikke måtte lege med maden. Så hun lod være. Følelsen blev stærkere som tiden gik, og den blev sværere at ignorere, hun spekulerede på om det var en normal følelse for en vampyr, hun troede det ikke, men det hjalp ikke noget, den var der, og hun skulle forholde sig til den. Hun fortsatte med at jage, som hun hidtil havde gjort, men en aften skete der noget. Hun havde fået øje på et bytte, han var sikkert ikke specielt nærende, han var faktisk ikke andet end en ung knægt på omkring de sytten, og spinkel, måske lige nok til at få stillet den værste sult, så måtte hun håbe på at et bedre bytte ville dukke op i morgen. Han lignede ikke en der ville blive savnet de første mange dage, hvilket glædede hende, og var den eneste grund til at hun fattede interesse for ham. Hun kunne dumpe ham et eller andet sted, og politiet ville ikke ane hvem det var gået ud over denne weekend. De ville stå som en flok dumme kvæg, hvilket de, set med hendes øjne, også var. Hun sad lidt i hendes egne tanker og overvejede det, da der lød en stemme bag hende. hun hørte den knap nok, men vendte sig alligevel. Det stod noget andet mad, med en drink rakt frem mod hende. Hun tog den stille, var det virkeligt sandt? Opsøgte maden hende? Det så sådan ud. Maden spurgte om hun havde spist i denne uge, eller om han skulle komme igen senere. Hun løj, og sagde at hun havde spist, og nu var på udkik efter en at tilbringe natten sammen med. Han så på hende, yeer right. Hun havde altså IKKE spist, men af en eller anden grund var han ligeglad, han følte ikke at han havde nogen grund til at flygte, han havde alligevel ikke noget at tage sig til. Han havde lige misset hans uddannelse pga. for meget fravær, og kærten var skredet, da han fortalte om uddannelsen. Han havde alt i alt mest lyst til at kravle op i et træ, og så sidde der og vente på at det skulle fældes, for at gøre plads til en motorvej. Hvis han ventede længe nok, ville det sikkert ske. Han satte sig, selvom han vidste at han skulle dø, hvis han gjorde det. De snakkede længe, og blev begge mere utålmodige. De vidste begge hvad der skulle ske, men han syntes ikke at han selv kunne foreslå at de fik det overstået, hun havde jo trods alt hendes egen måde at gøre det på, så måtte han vel bare vente. Hun ønskede egentlig at få stillet hendes sult NU, men kunne næsten ikke, for hvordan gør man når maden tilsyneladende ved hvad det skal ske, og nærmest ØNSKER det? Det ville jo virke mærkeligt at sige "Skal vi gå udenfor, så jeg kan drikke dit blod?" og hun kunne jo heller ikke lyve, som hun plejede, for han vidste jo at det ikke passede. Hun tog sig sammen, og spurgte om de skulle gå udenfor. Hun nævnte hverken blod eller sex, da han jo ikke skulle lokkes, og ganske udmærket vidste at det drejede sig om blod. Hans blod. Han fulgte stille med.
De fandt et skjult sted, hvor de kunne være i fred. Hun slikkede hans hals ren, som hun altid gjorde. Hun kyssede ham blidt på halsen, hendes sult, efter bold, var forsvundet som dug for solen. Hun kyssede ham på munden, først forsigtigt, så vildt og endeligt. Det var det hun havde længtes efter alt den tid, en hun kunne fortælle, hvem, eller hvad, hun virkelig var, og som ikke ville frygte hende. En at holde af, en at beskytte, en at være sammen med. Hun ønskede ikke at skade ham, hun ville have ham, ikke på en tallerken, men ved hendes side.
-
Hun blev i området i lang tid, betydeligt længere end nogensinde før. Politiet burde have fanget hende nu, tænkte hun flere gange, men var egentlig ligeglad, de kunne bare komme. Men de kom aldrig, de indsamlede bare liggende, og søgte halvhjertet, det var ikke som i gamle dage, eller bare nogle måneder tidligere. Hun begyndte at drikke blod fra kvæget, og forskellige vilde dyr, og brugte kun mennesker i det omfang det var nødvendigt for at overleve. Hun brugte stadig kirkerne til overnatning, men tilbragte mere og mere tid med John, den unge mand, hun var faldet for. Han havde aldrig været bange for hende, men hun var en enkelt gang blevet bange for ham. For en simpel dødelig. Det var da han fortalte hvordan han vidste at hun var vampyr. Han havde fortalt at hans mor var panser, og havde haft et billede at en ung kvinde, med langt sort hår, og et lidt specielt ansigt. Det var mange år siden, havde han sagt, men han huskede tydeligt billedet, og havde genkendt hende. Hun troede, da han fortalte det, at han havde alarmeret hele styrken, og at de ville vente på hende, at de ville slå til når hun mindst ventede det. Det skete ikke, og hun begyndte at slappe mere af efter nogle uger, hvor der kun havde været den normale politi aktivitet. Men nu var hun blevet inverteret hjem til hans forældre, og dermed moderen. Betjenten, der kunne stoppe hende for altid. Hun var ikke nervøs. Hun var bange, bange som hendes offerer må have været det når hun bed sig fast, og de vidste at der ikke var nogen chancer for at overleve. Bange som musen, der blev trængt op i en krog af katten. Men hun blev nødt til at løbe den risiko, hun vidste ikke hvorfor, men det var hun bare.
De stod udenfor lidt, hun forsøgte at samle mod, hun var bange. John foreslog at de fik det overstået, og lovede at hans mor "ikke ville bide" hvilket hjalp lidt, da det med at bide, så måtte være forbeholdt hende. De gik ind, og fik begge et chok. Johns moder stod med et kors rakt frem mod hende, og havde, i den anden hånd, en lille flaske, med en klar væske, der stod "vievand" på etiketten. Tellus knækkede, for første gang i mange år, sammen af grin. Troede hun virkelig at det kunne skade hende? Hun gik roligt frem mod moderen, og rakte ud efter glasset, hun skruede langsomt låget af. Hun drak det. Hun fuldendte opvisningen ved at tage korset, og holde det mens hun præsenterede sig som "Vampyren Tellus, din kommende svigerdatter".
De sad inde i stuen og snakkede, da moderen spurgte om hun skulle lave en kop kaffe, til dem at holde sig vågen på, Tellus takkede nej, men en kop frisk blod ville da være velkommen. Johns mor, Jane, der ikke helt kunne klare den form for "jokes" så bare nervøst på hende, og gik så ud i køkkenet. Ude i køkkenet sikrede hun sig at den pistol, hun havde siddende i buksekanten, under blusen, var ladt. Det var den, og hun slappede lidt af. Hun undrede sig over hvordan hun kunne tillade at der sad en vampyr inde i hendes stue, endda en efterlyst en af slagsen, hun havde selv jaget hende, kort tid efter at hun havde afsluttet politiskolen, det var dengang mordene var begyndt igen, efter en pause på nogle år. Hun vidste at hun burde ringe efter hendes kollegaer, men hun gjorde det ikke. Hun ville lade vampyren være, så længe at den lod hende være. Det syntes hun selv var rimeligt, hun havde jo, trods alt, haft chancen for at myrde hendes søn, et utal af gange, uden at gøre det, og havde tilmed sænket forbruget af menneskeblod. Hun var sikkert ikke så slem som de havde fået fortalt da de jagede hende. Jo hun var, og der var alt mulig grund til at passe på, besluttede hun. Hun gik ind med kaffen, og var lige ved at skrige, da hun så det. Det så ud som om Tellus var ved at drikke hendes søns blod, men det var også kun noget det så ud som om, indså hun, for hvad der virkeligt skete var ikke andet end hvad der ville have været sket, hvis hendes søn havde bragt en mere normal kvinde med.
Jane fik med tiden et mere afslappet forhold til Tellus, og var endda holdt op med at bære en skarpladt pistol, dels fordi hun stolede mere på hende nu, og dels fordi hun tvivlede på at den ville hjælpe hende hvis noget skulle ske. De fandt endda ud af at trods Tellus' lidt unge udseende, så var hun kun et år yngre end Jane, som havde fået John, hendes førstefødte samme år som Vampyren Tellus, var blevet "skabt" i en alder af tyve år.
En dag Jane kom kørende på patrulje, med en kollega, kom de forbi en mark, hvor der gik en ung kvinde, og nærstuderede kvæget. Kollegaen genkendte Tellus, han havde jaget hende, før hun tog til Sydamerika. Jane gjorde alt for at Tellus skulle slippe væk, så hun valgte at være lidt langsom til at reagere, så det varede en par sekunder ekstra før bilen stoppede, med hvinende dæk, så Tellus blev opmærksom på dem. Ude på marken hørte Vampyren en bil bremse, der stod, med store bogstaver, "POLITI" hen af siden, hun så Jane og en ukendt person stige ud. Satans, hvorfor kunne de ikke bare lade hende være i fred, når hun nu stort set holdt sig til dyr, og kun supplerede med mennesker. Nå, hun kunne jo ikke spørge dem, så hun valgte at løbe mod en nærliggende skov. Hun hørte et skud, det ramte langt ved siden af, det måtte være Jane der ikke ville ramme, for det næste var lidt for tæt på, men hvorfor stoppe? Hvad ville hun vinde ved det? Hun havde støre chancer for at "overleve" ved at fortsætte, og det burde de jo også selv vide. De kunne skræmme et menneske, en der kunne dø, men ikke en der allerede var død. Man kan ikke slå en død ihjel, det burde være logik. Hun gemte sig mellem træerne, og den ukendte betjent gik lige forbi, hun kunne lugte ham, lugte maden gå forbi. Hun kunne så let som ingenting have taget ham, og lod kun være fordi det ville skade hendes forhold til Johns mor, Jane, hvis hun gjorde det. Hun så ham gå videre, og Jane kom lige så tæt på, som han, men hun overså hende ikke, hun bad hende bare om at skride, for de havde tilkaldt forstærkning, og den ville snart ankomme. Hun valgte at følge rådet, Og indså at det eneste sikre sted var hos Jane. Hun havde aldrig været der uden John, og følte sig ikke godt tilpas, i en betjent hus, ikke uden hendes "livsforsikring" som John var, mens de opholdt sig der.
Jane kom først mange timer senere, hun var ikke overrasket over at findes Tellus i huset. "Jeg har bragt dig noget mad," sagde hun, og fortsatte "hvis du vil være så venlig at indtage det udenfor, jeg vil ikke se på det". Udenfor stod der en hund lænket, sikkert fra den lokale kennel. Hun var også ved at være hundesulten, hun blev jo forstyrret i hendes søgen efter føde, dengang tidligere på dagen.
-
-
Mange år var efterhånden gået, efter Tellus, og Johns første møde. John var blevet gammel og svag, mens Tellus var forblevet ung, og smuk. John lå på hans dødsleje, og det pinte Tellus at se ham så svag, men hun kunne ikke hjælpe ham.
Hun tænkte tilbage på alle de år de havde haft sammen, de havde set det meste af verden, og havde levet, næsten, som almindelige mennesker. I de mere uciviliseret lande, havde hun holdt sig til menneskeblod, og holdt sig fra dyrene, hun havde levet godt. Imens hun tænkte på dette, tog John fat i hendes arm, hun kikkede på ham. Han ville have hende til at gøre en ende på det. Hun kunne ikke, hun vidste at hun burde have gjort det, den dag for over tres år siden, men nu kunne hun ikke, hvor gerne hun end ville hjælpe ham. Til sidst faldt han bort, hun følte sig tom indeni. Hun følte sig som et menneske. De havde aldrig fået nogen børn, og alt hans familie var gået bort, der var ikke andre end hende tilbage.
Hun arrangerede begravelsen, og for første gang betroede hun sig til en anden. Hun fortalte præsten hvad hun var. Han så længe på hende, der stod en vampyr foran ham, en vampyr der ville have sit livs kærlighed stedt til hvile, en som følte som et menneske, og ikke passede på hans forestilling om en der myrdede mennesker i det omfang hun gjorde. Det var ikke en fysisk manifestation af ondskaben der stod foran ham, men en der havde mistet. En der var lige så svag som alle andre. Hun var kommet i hans kirke i årevis, og han havde aldrig forestillet sig at HUN kunne stå bag alle de lig, han havde sent til hvile, i hans sogn, men han tvivlede ikke på hende. Det blev en stille begravelse, der kom ikke mange, for selvom de havde boet i byen de sidste mange år, mens John var blevet svagere, så havde de ingen bekendte. De turde ikke løbe den risiko, at nogen kunne opdage deres dødelige hemmelighed. Til begravelsen var der kun Tellus, og de sædvanlige nysgerrige der altid kommer til begravelser af folk de ikke kender. Bagefter gik hun stille hjem. Hun havde ikke spist i snart en uge, men var ikke sulten, hun tænkte kun på hvad hun havde mistet, hun følte et kort øjeblik skyld overfor alle dem hun havde frataget en søn, eller en datter. Hun skød det fra sig, hun skulle også leve. Naturen havde skabt hendes rase, og naturen tillod at hun slog ihjel, men hun havde bare ikke løst til det lige nu.
Flere uger var gået, og hun var så småt begyndt at jage igen, men hun følte ingen glæde ved at slå ihjel, som hun tidligere havde gjort. Nu jagede hun kun for at overleve. En aften hun følte savnet mest, gik hun ind et af de steder, hvor menneskene hang ud. Men ikke for at jage. Der var dukket et stof op, som hun havde hørt om, da hun var ung, det havde slået mange ihjel, flere end hun, nu var det dukket op igen. Ecstasy. Hun besluttede at prøve det, så hun opsøgte en af dem hun vidste der solgte det. Hun købte femogtyve piller. Nok til at dræbe et dusin mennesker, og hun slugte dem alle, en for en. Det ville have sendt en normal dødelig i gulvet med det samme, men det var hun ikke. Virkningen på hende var som hvis et menneske havde taget en enkelt. Hun blev i festhumør, og dansede som en besat. Ikke kun nogle timer, hun fortsatte i flere dage, hun kunne ikke finde hvile, og spiste intet i alt den tid. Til sidst faldt hun om af udmattelse, og da hun kom til sig selv, slæbte hun sig hjem i sengen. Fra natskabet tog hun to stykker papir. Hun skrev et brev, hvor hun tilstod samtlige mord, hun havde begået de sidste firs år, samt angav hvor de kunne finde de lig de manglede, hun beskrev endda den dag, så mange år tidligere hvor hun kunne have dræbt den betjent der havde passeret hende, mens hun gemte sig i skoven. For at drille dem fortalte hun om Jane, Johns mor, der kendte til hendes sande jeg. Hun skrev en kort note til præsten, hvor hun bad om, at blive stedt til hvile, ved hendes mands side. Hun lå sig til at vente. Hun var for svag til at jage, og vidste at hun ville dø, en af de nærmeste dage. Der gik kun to.
Præsten opserverede at hun manglede ved den næste gudstjeneste, det var den anden i træk hun var udeblevet fra, og han blev urolig. Var hun rejst? Næppe. Hvorfor var der holdt op med at forsvinde mennesker? Han besluttede at finde ud af det, og aflagde hende et besøg.
Præsten bankede på vampyrens dør. Der kom intet svar. Han tog i håndtaget, døren var åben, så han gik forsigtigt ind, mens han kaldte på hende. Han ville nødig overraske hende, hun var en dræber, af natur. Han fandt hende i soveværelset, hvor hun lå på sengen. Han vidste ikke hvordan man så om en vampyr var død, men han følte at hun ikke var levende, eller hvad en vampyr nu end er. Der var noget anderledes ved hende, som hun lå der. Hun var ikke som når han ellers så hende. Der lå to stykker papir på brystet af hende, han tog dem op, og læste dem langsomt. Han vidste at han burde ringe efter politiet, og give dem den tilståelse hun havde skrevet til dem. Han gjorde det ikke, det ville bare forhindre ham i at opfylde det ønske hun havde nedskrevet på det første ark, han havde læst. Hvis de fandt ud af hvad hun virkelig var, så ville hun blive udstillet, eller brugt til studier, som havde hun været en sjælden fisk. Hun var trods alt et af hans sognebørn, og han besluttede, at brænde tilståelsen, der var alligevel ingen der kunne huske hende, fra dengang hun startede. De vidste ikke længere hvad de jagede, så hvorfor give dem hende.
Tellus blev bisat ved en endnu mindre ceremoni, end John for nu var der ingen, end ikke alle de nysgerrige, de kom altså kun for at se andre sørge. Da præsten var færdig med den indendørs del af ceremonien, blev kisten lagt i jorden, og det var ovre. Præsten var den eneste der kneb en lille tåre, han var den eneste der havde kendt hende.
Han gik forbi hendes grav hver dag, men følte ingen glæde ved det. Hun nød måske nok at dræbe, men hun nød det på samme måde som en tiger, det var hendes natur. Han spekulerede på hvor mange at deres slags der fandtes.
The MIT License
Copyright (c)
Permission is hereby granted, free of charge, to any person obtaining a copy of this software and associated documentation files (the "Software"), to deal in the Software without restriction, including without limitation the rights to use, copy, modify, merge, publish, distribute, sublicense, and/or sell copies of the Software, and to permit persons to whom the Software is furnished to do so, subject to the following conditions:
The above copyright notice and this permission notice shall be included in all copies or substantial portions of the Software.
THE SOFTWARE IS PROVIDED "AS IS", WITHOUT WARRANTY OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO THE WARRANTIES OF MERCHANTABILITY, FITNESS FOR A PARTICULAR PURPOSE AND NONINFRINGEMENT. IN NO EVENT SHALL THE AUTHORS OR COPYRIGHT HOLDERS BE LIABLE FOR ANY CLAIM, DAMAGES OR OTHER LIABILITY, WHETHER IN AN ACTION OF CONTRACT, TORT OR OTHERWISE, ARISING FROM, OUT OF OR IN CONNECTION WITH THE SOFTWARE OR THE USE OR OTHER DEALINGS IN THE SOFTWARE.
Copyright (c)
Permission is hereby granted, free of charge, to any person obtaining a copy of this software and associated documentation files (the "Software"), to deal in the Software without restriction, including without limitation the rights to use, copy, modify, merge, publish, distribute, sublicense, and/or sell copies of the Software, and to permit persons to whom the Software is furnished to do so, subject to the following conditions:
The above copyright notice and this permission notice shall be included in all copies or substantial portions of the Software.
THE SOFTWARE IS PROVIDED "AS IS", WITHOUT WARRANTY OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO THE WARRANTIES OF MERCHANTABILITY, FITNESS FOR A PARTICULAR PURPOSE AND NONINFRINGEMENT. IN NO EVENT SHALL THE AUTHORS OR COPYRIGHT HOLDERS BE LIABLE FOR ANY CLAIM, DAMAGES OR OTHER LIABILITY, WHETHER IN AN ACTION OF CONTRACT, TORT OR OTHERWISE, ARISING FROM, OUT OF OR IN CONNECTION WITH THE SOFTWARE OR THE USE OR OTHER DEALINGS IN THE SOFTWARE.
slask...............................slask...............................slask...................................................slask................................................................slask.................................................................slask..............................................slask................................................hvorfor.....................læser..................du...................dette........................tror.......................du.................der.........................sker......................noget......................................spændene.........................................slask.......................................................slask............................................slllllaaaaassskkkkkkkk..........................................................................................................................................................................................................
Hvis i sider og keder jer så prøv denneher:
(og gør præsis som der står, så kan i få mange gode timer til at gå med det :-) )
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs øverste linie og gør som der står:
(og gør præsis som der står, så kan i få mange gode timer til at gå med det :-) )
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs næste linie og gør som der står:
læs øverste linie og gør som der står:
Wohoo, fandt "Skriv Indlæg" knappen, jeg kan se jeg gik glip af en del i nat :(
Det kunne vel ikke lade sig gøre at få snotz til at rette sin post så hele forummet ikke er så fucked (det er umuligt at læse alle de spændende posts jo!)
Det kunne vel ikke lade sig gøre at få snotz til at rette sin post så hele forummet ikke er så fucked (det er umuligt at læse alle de spændende posts jo!)
Opret dig som bruger i dag
Det er gratis, og du binder dig ikke til noget.
Når du er oprettet som bruger, får du adgang til en lang række af sidens andre muligheder, såsom at udforme siden efter eget ønske og deltage i diskussionerne.
- Forside
- ⟨
- Forum
- ⟨
- Tagwall
Gå til bund