mboost-dp1
SAY NR. 1!!!
Skabelsen
Det var en søndag formiddag, Tellus sad i kirken, mens det regnede udenfor. Præsten var i gang med hans prædiken, og hun kedede sig bragt. Hun kunne ikke have været mere ligeglad med hvad han sagde, men hendes forældre var dybt kristne, og så derfor gerne at deres datter delte deres tro. Hun gjorde alt andet end, men det var der tilsyneladende andre der gjorde, i hvert flad var der mange ældre mennesker i kirken. Det var der altid, og det undrede Tellus, for de måtte da have nået en alder, hvor de var vokset fra at tro på alt, hvad de fik at vide, men måske de netop var så gamle at de var begyndt at blive bange for at dø, og derfor havde brug for noget at tro på, noget der ville sikre at de ikke bare var borte, når de døde. De havde sikkert brug for en gud, og et liv efter døden, for at kunne udholde tanken om at de ikke havde så meget tid igen. Men hun var ung, og havde ingen planer om at dø, inden for en nær fremtid, så hun havde ikke brug for dette, og ville allerhelst sidde hjemme, med en god bog.
Da gudstjenesten endelig var ovre, gik hun en tur på kirkegården. Regnen var aftaget lidt, men det dryppede stadig, og luften duftede frisk, efter regnvejret. Det skete ofte at hun gik en tur blandt gravende, efter at have kedet sig til gudstjenesten. Hun vidste egentligt ikke hvorfor, men hun følte sig "tiltrukket" af døden, og tanken om at det var mennesker, der lå dernede. Mennesker som hun havde mødt, og mennesker hun aldrig havde hørt om, men fælles for dem alle var, at det var folk der havde haft familier, og nogen der holdt af dem. Hun følte egentligt ikke noget ved at gå der, og alligevel kunne hun lide det. Hun stoppede ved en nogenlunde frisk grav, den var så ny, at der endnu ikke var kommet en sten på, der var bare den nøgne jord. Graven tilhørte en af dem hun ikke syntes at have mødt, endsige at have hørt om, mens han levede. Det var en ung mand, der var blevet overfaldet at et dyr, der havde dræbt ham, ved at bide ham i struben. Man mente at det måtte være sket et andet sted, end hvor han var blevet fundet, for der var intet blod på jorden, eller andre tegn på kamp, hvilket der burde have været, hvis et dyr havde angrebet ham. Hans lig have været intakt, og bar ikke præg af at have været udsat for noget voldsomt, bortset fra et bidemærke i struben. Det var lidt af et mysterium hvilket dyr, der havde gjort det, for der var ingen dyr i området der var store nok til at kunne dræbe et menneske, på den måde, og så oven i købet flytte det. Faktisk var det største dyr, der omkring, en ræv der normalt holdt sig til høns, fra husende i udkanten af byen, og som var så bange for mennesker, at den ville flygte, ved synet af et der nærmede sig.
Hun stod og fik en underlig følelse i hele kroppen, hun kunne på en eller anden måde fornemme at det ikke var et dyr, der havde gjort det, men heller ikke et menneske, og hun følte sig utilpas ved tanken om hvor ofte hun havde gået, og cyklet, gennem skoven, ikke langt fra det sted hvor liget var blevet fundet, og hun tænkte på at det kunne have været hende der havde ligget der i graven. Det kunne have været hende der havde mødt, hvad det end var, der havde dræbt den unge mand, med et bid i halsen. Hun mærkede noget vådt, løbe ned over hendes hals, og blev et kort øjeblik grebet af panik, men opdagede så at det bare var vand. Regnen var begyndt at tage til igen, og hun besluttede sig for at gå hjem, hun skulle alligevel lave lektier, til næste uge. Hun skulle skrive en opgave om "det overnaturlige", et ord hun ofte havde undret sig over, for hvis noget var naturligt, så måtte det jo være normalt, og hvis noget var så naturligt at det ligefrem var OVERnaturligt, så måtte det jo være ekstremt normalt, og hvordan kunne f.eks. spøgelser, så være OVERnaturlige? Burde det ikke hedde UNDERnaturlig?
Det var efterhånden blevet aften, og udenfor var det holdt op med at regne. Hun havde, trods flere timers skrivning, stadig ikke fået skrevet noget hun syntes hun kunne bruge, så hun besluttede sig for at gå en tur, og måske besøge pastoren. Hun gik gennem skoven, som hun så mange gange før havde gjort det, men pludselig blev hun opmærksom på at der var noget der raslede mellem buskene, og hun stansede op, ude af stand til at bevæge sig, eller trække vejret. Da hun så den mørke skikkelse komme frem, udstødte hun et lille skrig, og ræven flygtede, næsten mere panisk, end hun. Lettet over at det ikke var det mystiske dyr, men bare en harmløs ræv, gik hun videre, mens hun opmærksomt lyttede til hver eneste lyd i skoven, for at være forberedt, hvis det skulle dukke op. Da hun var kommet sikkert ud af skoven, satte hun kursen mod præsteboligen, for at se om pastoren kunne hjælpe hende med ideer til opgaven, for efter hendes mening måtte en der, i fuld alvor, kunne tro at der fandtes en gud, have en skrue løs, og derfor være bedre til at få ideer til en sådan opgave, end hende selv. En gud, eller et spøgelse, hun kunne ikke se forskellen.
Han var ikke hjemme, og skuffet besluttede hun at gå over kirkegården på ved hjem, så hun kunne se graven igen. Hun følte sig specielt tiltrukket af netop denne grav, uden at vide hvorfor, men der var noget særligt ved den. Måske var det måden han var død på, måske var det fordi hun ikke kunne slippe den følelse, af at det hverken var et dyr, eller et menneske, det havde slået den unge mand ihjel, men hun kunne stå der, i noget der føltes som evigheder, og bare betragte graven, i det altomsluttende mørke. Som hun stod der, i den totale stilhed, følte hun sig pludselig iagttaget. Hun vente sig om, og så lige ind i en stor sortklædt skikkelse. Det var pastoren, og han spurgte, smilende, om han havde forskrækket hende. Da han ikke fik noget svar, konstaterede han neutralt, at hun også havde været ved denne grav tidligere på dagen. Det indrømmede hun, dog uden at fortælle hvorfor, hun nøjedes med at forhøre sig, om det kunne tænkes at han ville hjælpe med nogle ideer, til en opgave om det overnaturlige. Det ville han godt, og inviterede hende indenfor i præsteboligen, hvor han, i flere timer, fortalte om spøgelser, vampyrer, og varulve. Han fortalte om de spøgelser, han påstod der fandtes på hans kirkegård, og meget andet.
På vej hjem gik hun atter gennem skoven, men hun syntes at den, på en måde, virkede mere uhyggelig nu, end da hun havde passeret den samme strækning, tidligere på aftnen. Hun forventede nærmest, at der hvert øjeblik kunne springe et eller andet frem fra sit skjul, bag et træ, og angribe hende. Et eller andet, der ikke burde kunne eksistere. For ikke at tiltrække sig opmærksomhed, fra dette "noget", forsøgte at gå så roligt, og forsigtigt hun kunne. Lige da hun nåede skovbrynet, kunne hun ikke mere, og satte i et panikslagent løb, hele vejen hjem. Hun faldt en enkelt gang i mudderet, der var kommet, som resultat af dagens regn, men hun kom op igen, og fortsatte, som om der var noget efter hende, hvilket der ikke var.
Hun fortsatte med at besøge præsten, og var der næsten hver aften, den følgende uge, og han fortalte meget om det overnaturlige, og det mystiske, han fortalte endda om den gud han troede så sikkert på eksisterede, og jo mere han fortalte, jo mere sikker blev hun på at disse ting ikke kunne eksistere. Hver aften gik hun gennem skoven, både derover, og på ved hjem. Hun følte sig ikke længere utilpas ved at gå gennem den, og hun begyndte igen, som hun havde gjort tidligere, at fløjte, og nynne, på hendes vej gennem mørket. En aften hørte hun noget rasle bag sig, og tænkte at det måtte være pastoren, der ville give hende en lille forskrækkelse, fordi hun var så sikker på at ingen af disse ting, han havde fortale om, eksisterede, og hun besluttede at det skulle han da have lov til, så hun fortsatte, men satte dog farten lidt ned, så han kunne følge med, for han var jo ikke ligefrem nogen ung mand mere. Da hun kunne høre at han var lige bag hende, vendte hun sig om, for at overraske ham, men det var ikke den flinke gamle præst hun så. Hun begyndte at løbe, ude af sig selv af skræk.
---
Den første tid
Da hun vågnede, opdagede hun at hun havde sovet for længe, og umuligt kunne nå i skole, til tiden, så hun tog et dejligt langt, og varmt, bad inden hun klædte sig langsomt på. Hun gad ikke skynde sig, for hun ville få en skideballe, uanset hvad. Hun sprang, for første gang i årevis, morgenmaden over, hun var ikke sulten, og havde ikke lyst til noget at spise. Hun tænkte et kort øjeblik på aftnen før, det måtte have været sent, siden hun havde sovet over sig, men hun kunne ikke umiddelbart huske hvordan hun var kommet hjem. Hun tænkte ikke nærmere over det, og besluttede at det var på tide at tage op i skolen, til den ventende skideballe. Læren opførte sig, som sædvanlig, som en vanvittig, og råbte, og skreg, som om han troede at hun faktisk lyttede efter hvad han sagde. Det ville have været svært at finde en der var mere ligeglad, for hun var efterhånden så vant til alt hans brokken sig, for der var altid noget han brokkede sig over. Han kunne aldrig bare lade hende være. Hun ventede bare på at han skulle blive færdig.
I pauserne sad hendes klassekammerater altid, og snakkede om hvem de havde scoret i byen, denne weekend, eller hvem de gerne ville score, den næste weekend. Hun gad ikke høre på det, og hun var begyndt at holde sig endnu mere for sig selv, efter at de var begyndt at moppe hende med at hun stadig var jomfru. Kunne de ikke bare blande sig udenom, og lade hende være i fred. Hun sad for det meste og læste i pauserne, for at slippe for de andre, hun havde fået læst meget dette år, og en stor den af det foregående. I øjeblikket sad hun og læste en bog af John Grisham, den hed "The Street Lawyer", og hun kunne godt lige den, selvom den ikke var god på samme måde som så mange andre bøger, hun havde læst. Den fik hende til at tænke mere over hvad det egentligt var hun ville med hendes liv, og hun indså at hun ikke helt vidste det.
På vej hjem kom hun forbi en lille dreng, der var væltet på hans cykel, han sad på den halvkølige asfalt, og græd, mens det blødte fra en lille hudafskrabning, på hans ene ben. For første gang, den dag, følte hun sult, hun havde heller ikke spist noget til middag. Men nu kunne hun næsten ikke styre sig. Hun satte sig på hug, ved siden af ham, og begyndte stille at trøste ham. Da han var holdt op med at græde, tog hun et fast greb om hans ben, og begyndte at suge det varme blod i sig, mens han skreg, og spjættede, som en vild. Lige idet han begyndte at tie stille, og blev slap, kom pastoren forbi, han var tydeligvis ikke glad for det han så. Han forklarede hende, at hun skulle være mere forsigtig, når hun spiste, og aldrig gøre det, hvor det var andre mennesker, da de så ville jage hende. Han hjalp hende med at samle drengen op, og transportere ham hjem til hende, så hun selv kunne finde et sted at skjule ham, så han blev fundet tilfældigt, ligesom liget af den unge mand, i den nye grav på kirkegården.
Der gik nogle uger, og hun mistede langsomt evnen til at føle noget som helst, hun var ikke længere i stand til at glæde sig over noget, og hun var heller ikke i stand til at føle sorg, eller skyld, over de ting hun gjorde. Hun følte ikke længere det samme had, til dem der ikke kunne lade hende være i fred, faktisk kunne hun intet føle, ikke engang kærlighed, ikke at hun nogensinde sådan rigtigt havde haft den følelse. Der var en ting mere. Hun følte ikke længere savn, og længsel. Hun havde i så lang tid længtes efter en at holde af, en at elske. Hun kunne ligge i hendes seng om morgnen, og længtes desperat efter en navnløs, ansigtsløs, ukendt person, som hun kunne hold af. Men den følelse var forsvundet, sammen med de andre, og det var hun godt tilfreds med, for den havde kostet hende for mange tåre, til at hun ønskede den.
Hun startede med at drikke hendes mors blod. Der var ingen udenfor huset der ville lægge mærke til at hun forsvandt, for hun havde ikke noget arbejde, og snakkede ikke med ret mange af de lokale. Hendes far var et sølle pjok, og det ville ikke være noget problem at få ham til at holde kæft, indtil hun også havde fået gjort det af med ham. Hun listede ind til hendes forældres seng, en sen aften, og gik om til hendes mors side, hvor hun forsigtigt fjernede dynen, og blottede hendes hals. Hun holdt hende for munden, satte tænderne i struben, og bed huld. Hendes mor vågnede, og forsøgte at skrige, men kunne ikke, da Tellus holdt hende for munden. Hun forsøgte at vække hendes mand, men hun kunne ikke nå ham, og alt imens sugede Tellus blodet, og livet, ud af hende, hun sugede til sidste dråbe, imens moderen i et sidste desperat forsøg på at overleve, fægtede men armene, og fik væltet vækkeuret ned fra natbordet. Det var det sidste hun nåede, før hun døde, men det var nok til at hendes mand, Tellus' far, vågnede. Han famlede først forvirret efter kontakten til lampen, på hans natbord, men da han ramte den, og der blev lys, udstødte han et forskrækket skrig, i rædsel. Han så Tellus rejse sig fra hans, nu afdøde, kone, med et par dråber blod, i den ene mundvig. Tellus tog hendes mor, og gik ind i et andet rum med hende, hvor hun lagde hende ved siden af drengen, der var væltet på cyklen, nogle dage tidligere. Da hun vendte tilbage til soveværelset, manglede hendes far. Har var gået ind i stuen, og forsøgte at få så meget kontrol over sig selv, at han kunne ringe til politiet. Tellus fik ham forklaret, at hvis han gjorde det, så ville hun blive nødt til også at slå ham ihjel. Han forstod budskabet, og opgav.
Hun passede hendes skole, som normalt, men var holdt op med at besøge præsten, og nogle dage efter at hun havde drukket hendes mor, var Tellus igen så sulten at hun blev nødt til at finde noget at spise. Denne gang blev det hendes far, men hun var bange for at han skulle være forberedt, så hun turde ikke gøre det om natten, som hun havde gjort det ved hendes mor. Hun ventede på ham, en dag han kom hjem fra arbejde. Han havde lige stanset bilen, og var på vej ud af garagen, da hun listede sig ind bag på ham. Hun fik ham lagt ned, så han ikke så let kunne stikke af, og så bed hun. Da hun var færdig, bar hun ham ind til de to andre lig, mens hun tænkte på hvor lang tid der ville gå før de ringede fra hans arbejde. Hun valgte at komme dem i forkøbet, og ringede til dem, næste morgen, for at sygemelde ham. Hun kom til at tale men en gammel dame, og forklarede hende, at hun var hans datter, og at han var blevet syg, og ikke selv kunne ringe. Den gamle dame var fuld af forståelse, og ønskede ham god bedring. Det var da nemt, tænkte hun, men det ville ikke holde evigt, for om nogle dage, ville de bede om en lægeerklæring, og den kunne godt blive et problem at skaffe, men den tid, det problem, og indtil da havde hun fred. De bad aldrig om en lægeerklæring, og nogle dage senere fangede hun hendes lillesøster, da hun kom hjem fra skole. Lillesøsteren var ikke så gammel, og havde været glad for at moderen var forsvundet, men havde ikke vidst hvad der var sket. Hun vidste bare at hun fik lov til mere nu, og at hendes far var taget ud for at lede efter moderen. Hun anede ikke uråd, da Tellus ville "se hvad det var for en plet" på hendes hals, og bed sig fast. Det tog ikke lang tid før lillesøsteren var færdig med at spjætte, men da der ikke var så meget føde i hende, supplerede hun med deres to hunde.
Hun flyttede alle linende ind i lillesøsterens værelse, og placerede dem i en fin lille pyramide. Seks lig var ikke meget, men det var da en begyndelse, tænkte hun, mens hun gik ud af døren.
Der gik ikke mange dage, før en af søsterens klassekammerater kom, og spurte om søsteren kunne lege, og hvorfor hun ikke kom i skole. Tellus overvejede et kort øjeblik om hun skulle drikke barnet, men besluttede at lade være, selvom hun var ved at være godt sulten, så hun nøjedes med at forklare at lillesøsteren var hos bedsteforældrene, og at det nok ville vare et stykke tid, før hun kom i skole igen. Dagen efter kom søsterens lære, og ville vide om det var sandt, hvad hun havde hørt. Tellus gav hende den samme historie, som hun havde givet kammeraten, men det lod ikke til at hun troede på det, og hun ville have et telefonnummer til bedsteforældrene, så hun kunne ringe, og få det bekræftet. Tellus havde en umådelig lyst til at drikke hendes blod, men forsøgte at beherske sig, og gav hende i stedet telefonnummeret. Da læren var på vej ud af døren, besluttede Tellus sig alligevel for at få stillet hendes sult. Hun gav først slip, da læren var blevet rolig.
En dag stod politiet udenfor, og bankede på døren. Hun åbnede ikke for dem, så de gik rundt om huset, og forsøgte at se ind gennem vinduerne, men kunne ikke, fordi hun havde trukket gardinerne for. De vendte tilbage til døren, og bankede på igen, men denne gang valgte hun at åbne, for at høre hvad de ville. De var lidt bekymret fordi en lære, fra den lokale skole, ikke var kommet hjem, nogle dage tidligere, efter at have været der. Senere var der forsvundet to Jehovas Vidner, i området, så de ville gerne stille hende nogle spørgsmål, og se sig lidt omkring. Hun inviterede dem indenfor, eller rettere, det gjorde hun ikke, hun undlod bare at protestere, da de fremviste en ransagningskendelse. De to af betjentene begyndte at undersøge huset, rum for rum, mens den tredje, holdt øje med Tellus. De startede med at undersøge stuen, og fortsatte i køkkenet. De fandt intet, og det gjorde de heller ikke ude på badeværelset. I forældrenes soveværelse, fandt de kun en pænt redt seng, der ikke viste nogen tegn på at der var noget galt, og det samme gjaldt i Tellus' værelse. De var lige ved at opgive at finde noget, så den ene betjent begyndte at gå tilbage mod stuen, mens den anden, åbnede døren til lillesøsterens værelse. Han gav et lille skrig fra sig, og den første betjent, det havde sat kursen med stuen, vendte om, og småløb hen mod den anden betjent.
Inde i stuen, forsøgte Tellus at finde en måde at slippe væk, men den betjent der holdt øje med hende, var hele tiden på vagt, og var parat til at skyde, hvis hun gjorde den mindste uoverlagte bevægelse, men da de hørte en betjent udstøde et lille skrig, vendte betjenten sig om, og var et kort øjeblik ikke opmærksom på Tellus, som udnyttede chancen til at springe på ham, og brække hans nakke, hvorefter hun løb mod lillesøsterens værelse, og indhentede den første betjent, som hun spændte ben for, så han faldt, og idet han ramte gulvet, sparkede hun så hårdt til hans hoved, at der lød et lille knæk, der tilkendegav at han ikke længere udgjorde nogen risiko. Da den anden betjent hørte hans kollega falde til gulvet, vendte han sig om, men han nåede ikke at trække sit våben, før hun også havde overmandet ham, og bed sig godt fast i struben på ham. Han sprællede som en fisk, og forsøgte af alle kræfter at slippe fri, men hun var stærkere end ham, for han var allerede ved at være svækket ved manglen på blod, og han løb snart tør for liv. Hun stablede omhyggeligt de sidste tre lig, ovenpå de øvrige otte mennesker, og to hunde. Der var nu 13 døde kroppe, i det hele, og selvom det var en del, så syntes hun ikke at det var nok, for en stor pyramide ville gøre at langt bedre indtryk, når den blev fundet, tænkte hun, men hun havde ikke tid til at tilføje flere lig, for når tre betjente forsvinder, så vil det hurtigt begynde at vrimle med politi, i området.
---
Flugten
Hun var på flugt i flere måneder, og vinteren var ved at være forbi. Det var svært at skaffe mad, om vinteren, for folk gik ikke så meget ude, som de gjorde om sommeren. Den eneste fordel var at der var mørkt, så hun nemmere kunne skjule sig, og så overraske byttet. Hun levede af hvad hun sådan lige kunne finde, hvilket ikke var meget, og yderligere betød at hun ikke kunne studere hendes bytte på forhånd, og dermed sikre sig at det ikke ville blive savnet lige med det samme, så hun kunne nå at forsvinde, fra området, inden politiet fik færden af hende. Denne uforsigtighed betød at politiet altid var lige i hælene af hende, og sjældent mere end nogle få bagefter. De vidste med sikkerhed HVEM de ledte efter, for hun var jo flygtet hjemmefra, efter at have myrdet tre betjente, og sammen med deres lig, havde de fundet resten af husets beboere, på nær hende. De havde og en svag ide om HVAD de ledte efter, men de kunne ikke bruge denne viden til noget, i efterforskningen. De kunne kun bruge den til at tage nogle få forholdsregler, men det var også det hele, for de kunne ikke gå ud, og efterlyse en vampyr. Folk ville ikke kunne tage dem seriøse, hvis de efterlyste en farlig vampyr, og så offentliggjorde et billede af en 20 årig ung kvinde, med langt mørkt hår, brune øjne, og et stort smil. Hvis de gjorde det, så ville halvdelen af befolkningen begynde at spekulere på, om samtlige landets pansere havde indtaget nogle af alle de stoffer, de havde beslaglagt, og den sidste halvdel ville uden tvivl gå i panik, hvilket ville resultere i en situation hvor alle ville mistænke alle for at være vampyrer, og derfor begynde at gå løs på hinanden. De kunne altså ikke bruge medierne, til deres egen fordel, i denne sag, og måtte derfor løse den ved brug af godt gammeldags politiarbejde. Men ikke nok med at de ikke kunne BRUGE medierne, så skulle de også, for enhver pris, undgå at de fandt ud af at politiet jagede en vampyr, for det ville være ligeså skadeligt, for efterlysning.
Imens politiet undrede sig over hvor hun befandt sig, mellem jagterne, så tilbragte hun tiden i kirkerne. Hun havde aldrig troet at hun skulle kunne bruge kirkerne til noget fornuftigt, men det kunne hun nu. Hun overnattede i dem, og hun tilbragte en stor del af dagen i dem. Hun begyndte også at studere den religion, som folk dyrkede. Hun havde stadig svært ved at forholde sig til at der skulle kunne eksistere en form for gud, men på den anden side, så havde hun heller ikke troet at der kunne eksistere vampyrer, men hun var jo selv et lavende bevis på at hun tog fejl. Så måske der alligevel kunne være noget mere. Uanset hvad, så gik tiden med det, og hendes samtaler med de lokale præster, gjorde at tiden gik lidt lettere, og det var alligevel det sidste sted politiet ledte. De havde en forestilling om at vampyrer ikke kunne tåle sollys, eller færdes på indviet jord. De havde set for mange film, men det var en ting der kom hende til gode.
Hun begyndte langsomt at ændre hendes spisevaner. Hun havde tidligere taget hvad hun kunne finde, men nu var hun begyndt at gå efter en helt bestemt gruppe. En gruppe der var lettere at jage, da den aldrig fattede mistanke. Unge mænd. Når de gik i byen, i weekenden, så var hun altid parat til jagt, hvilket ville sige at hun havde iklædt sig noget, som ville gøre det lettere at få deres opmærksomhed. En lille halvgennemsigtig bluse, en næsten endnu mindre nederdel, var altid godt, når hun skulle lokke dem med udenfor. De fik altid lov til først at give et par drinks, og så begyndte hun at antyde, at der let kunne ske mere, hvis de fulgte med hende udenfor. Det kunne der også, men der skete bare aldrig det, de havde forventet. Der var aldrig nogen der overlevede et møde med hende, og aldrig nogen der fik, hvad de havde forventet. Men det gjorde hun, og det var det vigtigste for hende.
En ganske normal aften, sad hun på et nyåbnet diskotek, og var på udkik efter et bytte. Hun bar den normale påklædning, og hun tiltrak sig en masse opmærksomhed, fra potentielle byttedyr. Hun havde endnu ikke fundet aftens offer, men havde også tid nok, så hun lod en påtrængende fyr give hende en drink, mens hun overvejede om han var værd at spille tid på. Det syntes hun ikke at han var, så hun fik han til at forstå at hun ikke var interesseret i hans selskab, efter den anden drink. Kort efter at han, halvsur, var gået, kom der en ung smart fyr ind af døren. Han var veltrænet, og lige noget der kunne bruges, som et godt solidt måltid, hun flyttede sig lidt, så han ikke kunne undgå at få øje på hende. Han kom hurtigt hen og ville snakke, så hun glædede sig allerede til aftens måltid, og hun kunne mærke sulten gnave, mens han bare sad der og snakke om ham selv, og hans lide for oversmarte livsstil. Hun begyndte at småkede sig, og forslog ham at de gik udenfor, og fik noget frisk luft. Han var med det samme med på ideen, men han kunne jo heller ikke vide hvad der rent faktisk skulle ske. De gik lidt afsides, og hun holdt ham tæt ind til sig, mens hun indsnusede duften, af hendes næste måltid. Pludselig vippede hun ham bagover, mens han gav et lille forskrækket skrig, men det var intet sammenlignet med det han kunne udstøde da hun bed sig fast i halspulsåren. Der var ingen der hørte hans smertes skrig, for alle havde travlt med at fæste. Hun skjulte liget i en mørk baggård, bag en masse skrammel, hvor hun mente at det ville kunne ligge i nogle dage, måske endda uger, før det blev fundet.
Det var en søndag formiddag, Tellus sad i kirken, mens det regnede udenfor. Præsten var i gang med hans prædiken, og hun kedede sig bragt. Hun kunne ikke have været mere ligeglad med hvad han sagde, men hendes forældre var dybt kristne, og så derfor gerne at deres datter delte deres tro. Hun gjorde alt andet end, men det var der tilsyneladende andre der gjorde, i hvert flad var der mange ældre mennesker i kirken. Det var der altid, og det undrede Tellus, for de måtte da have nået en alder, hvor de var vokset fra at tro på alt, hvad de fik at vide, men måske de netop var så gamle at de var begyndt at blive bange for at dø, og derfor havde brug for noget at tro på, noget der ville sikre at de ikke bare var borte, når de døde. De havde sikkert brug for en gud, og et liv efter døden, for at kunne udholde tanken om at de ikke havde så meget tid igen. Men hun var ung, og havde ingen planer om at dø, inden for en nær fremtid, så hun havde ikke brug for dette, og ville allerhelst sidde hjemme, med en god bog.
Da gudstjenesten endelig var ovre, gik hun en tur på kirkegården. Regnen var aftaget lidt, men det dryppede stadig, og luften duftede frisk, efter regnvejret. Det skete ofte at hun gik en tur blandt gravende, efter at have kedet sig til gudstjenesten. Hun vidste egentligt ikke hvorfor, men hun følte sig "tiltrukket" af døden, og tanken om at det var mennesker, der lå dernede. Mennesker som hun havde mødt, og mennesker hun aldrig havde hørt om, men fælles for dem alle var, at det var folk der havde haft familier, og nogen der holdt af dem. Hun følte egentligt ikke noget ved at gå der, og alligevel kunne hun lide det. Hun stoppede ved en nogenlunde frisk grav, den var så ny, at der endnu ikke var kommet en sten på, der var bare den nøgne jord. Graven tilhørte en af dem hun ikke syntes at have mødt, endsige at have hørt om, mens han levede. Det var en ung mand, der var blevet overfaldet at et dyr, der havde dræbt ham, ved at bide ham i struben. Man mente at det måtte være sket et andet sted, end hvor han var blevet fundet, for der var intet blod på jorden, eller andre tegn på kamp, hvilket der burde have været, hvis et dyr havde angrebet ham. Hans lig have været intakt, og bar ikke præg af at have været udsat for noget voldsomt, bortset fra et bidemærke i struben. Det var lidt af et mysterium hvilket dyr, der havde gjort det, for der var ingen dyr i området der var store nok til at kunne dræbe et menneske, på den måde, og så oven i købet flytte det. Faktisk var det største dyr, der omkring, en ræv der normalt holdt sig til høns, fra husende i udkanten af byen, og som var så bange for mennesker, at den ville flygte, ved synet af et der nærmede sig.
Hun stod og fik en underlig følelse i hele kroppen, hun kunne på en eller anden måde fornemme at det ikke var et dyr, der havde gjort det, men heller ikke et menneske, og hun følte sig utilpas ved tanken om hvor ofte hun havde gået, og cyklet, gennem skoven, ikke langt fra det sted hvor liget var blevet fundet, og hun tænkte på at det kunne have været hende der havde ligget der i graven. Det kunne have været hende der havde mødt, hvad det end var, der havde dræbt den unge mand, med et bid i halsen. Hun mærkede noget vådt, løbe ned over hendes hals, og blev et kort øjeblik grebet af panik, men opdagede så at det bare var vand. Regnen var begyndt at tage til igen, og hun besluttede sig for at gå hjem, hun skulle alligevel lave lektier, til næste uge. Hun skulle skrive en opgave om "det overnaturlige", et ord hun ofte havde undret sig over, for hvis noget var naturligt, så måtte det jo være normalt, og hvis noget var så naturligt at det ligefrem var OVERnaturligt, så måtte det jo være ekstremt normalt, og hvordan kunne f.eks. spøgelser, så være OVERnaturlige? Burde det ikke hedde UNDERnaturlig?
Det var efterhånden blevet aften, og udenfor var det holdt op med at regne. Hun havde, trods flere timers skrivning, stadig ikke fået skrevet noget hun syntes hun kunne bruge, så hun besluttede sig for at gå en tur, og måske besøge pastoren. Hun gik gennem skoven, som hun så mange gange før havde gjort det, men pludselig blev hun opmærksom på at der var noget der raslede mellem buskene, og hun stansede op, ude af stand til at bevæge sig, eller trække vejret. Da hun så den mørke skikkelse komme frem, udstødte hun et lille skrig, og ræven flygtede, næsten mere panisk, end hun. Lettet over at det ikke var det mystiske dyr, men bare en harmløs ræv, gik hun videre, mens hun opmærksomt lyttede til hver eneste lyd i skoven, for at være forberedt, hvis det skulle dukke op. Da hun var kommet sikkert ud af skoven, satte hun kursen mod præsteboligen, for at se om pastoren kunne hjælpe hende med ideer til opgaven, for efter hendes mening måtte en der, i fuld alvor, kunne tro at der fandtes en gud, have en skrue løs, og derfor være bedre til at få ideer til en sådan opgave, end hende selv. En gud, eller et spøgelse, hun kunne ikke se forskellen.
Han var ikke hjemme, og skuffet besluttede hun at gå over kirkegården på ved hjem, så hun kunne se graven igen. Hun følte sig specielt tiltrukket af netop denne grav, uden at vide hvorfor, men der var noget særligt ved den. Måske var det måden han var død på, måske var det fordi hun ikke kunne slippe den følelse, af at det hverken var et dyr, eller et menneske, det havde slået den unge mand ihjel, men hun kunne stå der, i noget der føltes som evigheder, og bare betragte graven, i det altomsluttende mørke. Som hun stod der, i den totale stilhed, følte hun sig pludselig iagttaget. Hun vente sig om, og så lige ind i en stor sortklædt skikkelse. Det var pastoren, og han spurgte, smilende, om han havde forskrækket hende. Da han ikke fik noget svar, konstaterede han neutralt, at hun også havde været ved denne grav tidligere på dagen. Det indrømmede hun, dog uden at fortælle hvorfor, hun nøjedes med at forhøre sig, om det kunne tænkes at han ville hjælpe med nogle ideer, til en opgave om det overnaturlige. Det ville han godt, og inviterede hende indenfor i præsteboligen, hvor han, i flere timer, fortalte om spøgelser, vampyrer, og varulve. Han fortalte om de spøgelser, han påstod der fandtes på hans kirkegård, og meget andet.
På vej hjem gik hun atter gennem skoven, men hun syntes at den, på en måde, virkede mere uhyggelig nu, end da hun havde passeret den samme strækning, tidligere på aftnen. Hun forventede nærmest, at der hvert øjeblik kunne springe et eller andet frem fra sit skjul, bag et træ, og angribe hende. Et eller andet, der ikke burde kunne eksistere. For ikke at tiltrække sig opmærksomhed, fra dette "noget", forsøgte at gå så roligt, og forsigtigt hun kunne. Lige da hun nåede skovbrynet, kunne hun ikke mere, og satte i et panikslagent løb, hele vejen hjem. Hun faldt en enkelt gang i mudderet, der var kommet, som resultat af dagens regn, men hun kom op igen, og fortsatte, som om der var noget efter hende, hvilket der ikke var.
Hun fortsatte med at besøge præsten, og var der næsten hver aften, den følgende uge, og han fortalte meget om det overnaturlige, og det mystiske, han fortalte endda om den gud han troede så sikkert på eksisterede, og jo mere han fortalte, jo mere sikker blev hun på at disse ting ikke kunne eksistere. Hver aften gik hun gennem skoven, både derover, og på ved hjem. Hun følte sig ikke længere utilpas ved at gå gennem den, og hun begyndte igen, som hun havde gjort tidligere, at fløjte, og nynne, på hendes vej gennem mørket. En aften hørte hun noget rasle bag sig, og tænkte at det måtte være pastoren, der ville give hende en lille forskrækkelse, fordi hun var så sikker på at ingen af disse ting, han havde fortale om, eksisterede, og hun besluttede at det skulle han da have lov til, så hun fortsatte, men satte dog farten lidt ned, så han kunne følge med, for han var jo ikke ligefrem nogen ung mand mere. Da hun kunne høre at han var lige bag hende, vendte hun sig om, for at overraske ham, men det var ikke den flinke gamle præst hun så. Hun begyndte at løbe, ude af sig selv af skræk.
---
Den første tid
Da hun vågnede, opdagede hun at hun havde sovet for længe, og umuligt kunne nå i skole, til tiden, så hun tog et dejligt langt, og varmt, bad inden hun klædte sig langsomt på. Hun gad ikke skynde sig, for hun ville få en skideballe, uanset hvad. Hun sprang, for første gang i årevis, morgenmaden over, hun var ikke sulten, og havde ikke lyst til noget at spise. Hun tænkte et kort øjeblik på aftnen før, det måtte have været sent, siden hun havde sovet over sig, men hun kunne ikke umiddelbart huske hvordan hun var kommet hjem. Hun tænkte ikke nærmere over det, og besluttede at det var på tide at tage op i skolen, til den ventende skideballe. Læren opførte sig, som sædvanlig, som en vanvittig, og råbte, og skreg, som om han troede at hun faktisk lyttede efter hvad han sagde. Det ville have været svært at finde en der var mere ligeglad, for hun var efterhånden så vant til alt hans brokken sig, for der var altid noget han brokkede sig over. Han kunne aldrig bare lade hende være. Hun ventede bare på at han skulle blive færdig.
I pauserne sad hendes klassekammerater altid, og snakkede om hvem de havde scoret i byen, denne weekend, eller hvem de gerne ville score, den næste weekend. Hun gad ikke høre på det, og hun var begyndt at holde sig endnu mere for sig selv, efter at de var begyndt at moppe hende med at hun stadig var jomfru. Kunne de ikke bare blande sig udenom, og lade hende være i fred. Hun sad for det meste og læste i pauserne, for at slippe for de andre, hun havde fået læst meget dette år, og en stor den af det foregående. I øjeblikket sad hun og læste en bog af John Grisham, den hed "The Street Lawyer", og hun kunne godt lige den, selvom den ikke var god på samme måde som så mange andre bøger, hun havde læst. Den fik hende til at tænke mere over hvad det egentligt var hun ville med hendes liv, og hun indså at hun ikke helt vidste det.
På vej hjem kom hun forbi en lille dreng, der var væltet på hans cykel, han sad på den halvkølige asfalt, og græd, mens det blødte fra en lille hudafskrabning, på hans ene ben. For første gang, den dag, følte hun sult, hun havde heller ikke spist noget til middag. Men nu kunne hun næsten ikke styre sig. Hun satte sig på hug, ved siden af ham, og begyndte stille at trøste ham. Da han var holdt op med at græde, tog hun et fast greb om hans ben, og begyndte at suge det varme blod i sig, mens han skreg, og spjættede, som en vild. Lige idet han begyndte at tie stille, og blev slap, kom pastoren forbi, han var tydeligvis ikke glad for det han så. Han forklarede hende, at hun skulle være mere forsigtig, når hun spiste, og aldrig gøre det, hvor det var andre mennesker, da de så ville jage hende. Han hjalp hende med at samle drengen op, og transportere ham hjem til hende, så hun selv kunne finde et sted at skjule ham, så han blev fundet tilfældigt, ligesom liget af den unge mand, i den nye grav på kirkegården.
Der gik nogle uger, og hun mistede langsomt evnen til at føle noget som helst, hun var ikke længere i stand til at glæde sig over noget, og hun var heller ikke i stand til at føle sorg, eller skyld, over de ting hun gjorde. Hun følte ikke længere det samme had, til dem der ikke kunne lade hende være i fred, faktisk kunne hun intet føle, ikke engang kærlighed, ikke at hun nogensinde sådan rigtigt havde haft den følelse. Der var en ting mere. Hun følte ikke længere savn, og længsel. Hun havde i så lang tid længtes efter en at holde af, en at elske. Hun kunne ligge i hendes seng om morgnen, og længtes desperat efter en navnløs, ansigtsløs, ukendt person, som hun kunne hold af. Men den følelse var forsvundet, sammen med de andre, og det var hun godt tilfreds med, for den havde kostet hende for mange tåre, til at hun ønskede den.
Hun startede med at drikke hendes mors blod. Der var ingen udenfor huset der ville lægge mærke til at hun forsvandt, for hun havde ikke noget arbejde, og snakkede ikke med ret mange af de lokale. Hendes far var et sølle pjok, og det ville ikke være noget problem at få ham til at holde kæft, indtil hun også havde fået gjort det af med ham. Hun listede ind til hendes forældres seng, en sen aften, og gik om til hendes mors side, hvor hun forsigtigt fjernede dynen, og blottede hendes hals. Hun holdt hende for munden, satte tænderne i struben, og bed huld. Hendes mor vågnede, og forsøgte at skrige, men kunne ikke, da Tellus holdt hende for munden. Hun forsøgte at vække hendes mand, men hun kunne ikke nå ham, og alt imens sugede Tellus blodet, og livet, ud af hende, hun sugede til sidste dråbe, imens moderen i et sidste desperat forsøg på at overleve, fægtede men armene, og fik væltet vækkeuret ned fra natbordet. Det var det sidste hun nåede, før hun døde, men det var nok til at hendes mand, Tellus' far, vågnede. Han famlede først forvirret efter kontakten til lampen, på hans natbord, men da han ramte den, og der blev lys, udstødte han et forskrækket skrig, i rædsel. Han så Tellus rejse sig fra hans, nu afdøde, kone, med et par dråber blod, i den ene mundvig. Tellus tog hendes mor, og gik ind i et andet rum med hende, hvor hun lagde hende ved siden af drengen, der var væltet på cyklen, nogle dage tidligere. Da hun vendte tilbage til soveværelset, manglede hendes far. Har var gået ind i stuen, og forsøgte at få så meget kontrol over sig selv, at han kunne ringe til politiet. Tellus fik ham forklaret, at hvis han gjorde det, så ville hun blive nødt til også at slå ham ihjel. Han forstod budskabet, og opgav.
Hun passede hendes skole, som normalt, men var holdt op med at besøge præsten, og nogle dage efter at hun havde drukket hendes mor, var Tellus igen så sulten at hun blev nødt til at finde noget at spise. Denne gang blev det hendes far, men hun var bange for at han skulle være forberedt, så hun turde ikke gøre det om natten, som hun havde gjort det ved hendes mor. Hun ventede på ham, en dag han kom hjem fra arbejde. Han havde lige stanset bilen, og var på vej ud af garagen, da hun listede sig ind bag på ham. Hun fik ham lagt ned, så han ikke så let kunne stikke af, og så bed hun. Da hun var færdig, bar hun ham ind til de to andre lig, mens hun tænkte på hvor lang tid der ville gå før de ringede fra hans arbejde. Hun valgte at komme dem i forkøbet, og ringede til dem, næste morgen, for at sygemelde ham. Hun kom til at tale men en gammel dame, og forklarede hende, at hun var hans datter, og at han var blevet syg, og ikke selv kunne ringe. Den gamle dame var fuld af forståelse, og ønskede ham god bedring. Det var da nemt, tænkte hun, men det ville ikke holde evigt, for om nogle dage, ville de bede om en lægeerklæring, og den kunne godt blive et problem at skaffe, men den tid, det problem, og indtil da havde hun fred. De bad aldrig om en lægeerklæring, og nogle dage senere fangede hun hendes lillesøster, da hun kom hjem fra skole. Lillesøsteren var ikke så gammel, og havde været glad for at moderen var forsvundet, men havde ikke vidst hvad der var sket. Hun vidste bare at hun fik lov til mere nu, og at hendes far var taget ud for at lede efter moderen. Hun anede ikke uråd, da Tellus ville "se hvad det var for en plet" på hendes hals, og bed sig fast. Det tog ikke lang tid før lillesøsteren var færdig med at spjætte, men da der ikke var så meget føde i hende, supplerede hun med deres to hunde.
Hun flyttede alle linende ind i lillesøsterens værelse, og placerede dem i en fin lille pyramide. Seks lig var ikke meget, men det var da en begyndelse, tænkte hun, mens hun gik ud af døren.
Der gik ikke mange dage, før en af søsterens klassekammerater kom, og spurte om søsteren kunne lege, og hvorfor hun ikke kom i skole. Tellus overvejede et kort øjeblik om hun skulle drikke barnet, men besluttede at lade være, selvom hun var ved at være godt sulten, så hun nøjedes med at forklare at lillesøsteren var hos bedsteforældrene, og at det nok ville vare et stykke tid, før hun kom i skole igen. Dagen efter kom søsterens lære, og ville vide om det var sandt, hvad hun havde hørt. Tellus gav hende den samme historie, som hun havde givet kammeraten, men det lod ikke til at hun troede på det, og hun ville have et telefonnummer til bedsteforældrene, så hun kunne ringe, og få det bekræftet. Tellus havde en umådelig lyst til at drikke hendes blod, men forsøgte at beherske sig, og gav hende i stedet telefonnummeret. Da læren var på vej ud af døren, besluttede Tellus sig alligevel for at få stillet hendes sult. Hun gav først slip, da læren var blevet rolig.
En dag stod politiet udenfor, og bankede på døren. Hun åbnede ikke for dem, så de gik rundt om huset, og forsøgte at se ind gennem vinduerne, men kunne ikke, fordi hun havde trukket gardinerne for. De vendte tilbage til døren, og bankede på igen, men denne gang valgte hun at åbne, for at høre hvad de ville. De var lidt bekymret fordi en lære, fra den lokale skole, ikke var kommet hjem, nogle dage tidligere, efter at have været der. Senere var der forsvundet to Jehovas Vidner, i området, så de ville gerne stille hende nogle spørgsmål, og se sig lidt omkring. Hun inviterede dem indenfor, eller rettere, det gjorde hun ikke, hun undlod bare at protestere, da de fremviste en ransagningskendelse. De to af betjentene begyndte at undersøge huset, rum for rum, mens den tredje, holdt øje med Tellus. De startede med at undersøge stuen, og fortsatte i køkkenet. De fandt intet, og det gjorde de heller ikke ude på badeværelset. I forældrenes soveværelse, fandt de kun en pænt redt seng, der ikke viste nogen tegn på at der var noget galt, og det samme gjaldt i Tellus' værelse. De var lige ved at opgive at finde noget, så den ene betjent begyndte at gå tilbage mod stuen, mens den anden, åbnede døren til lillesøsterens værelse. Han gav et lille skrig fra sig, og den første betjent, det havde sat kursen med stuen, vendte om, og småløb hen mod den anden betjent.
Inde i stuen, forsøgte Tellus at finde en måde at slippe væk, men den betjent der holdt øje med hende, var hele tiden på vagt, og var parat til at skyde, hvis hun gjorde den mindste uoverlagte bevægelse, men da de hørte en betjent udstøde et lille skrig, vendte betjenten sig om, og var et kort øjeblik ikke opmærksom på Tellus, som udnyttede chancen til at springe på ham, og brække hans nakke, hvorefter hun løb mod lillesøsterens værelse, og indhentede den første betjent, som hun spændte ben for, så han faldt, og idet han ramte gulvet, sparkede hun så hårdt til hans hoved, at der lød et lille knæk, der tilkendegav at han ikke længere udgjorde nogen risiko. Da den anden betjent hørte hans kollega falde til gulvet, vendte han sig om, men han nåede ikke at trække sit våben, før hun også havde overmandet ham, og bed sig godt fast i struben på ham. Han sprællede som en fisk, og forsøgte af alle kræfter at slippe fri, men hun var stærkere end ham, for han var allerede ved at være svækket ved manglen på blod, og han løb snart tør for liv. Hun stablede omhyggeligt de sidste tre lig, ovenpå de øvrige otte mennesker, og to hunde. Der var nu 13 døde kroppe, i det hele, og selvom det var en del, så syntes hun ikke at det var nok, for en stor pyramide ville gøre at langt bedre indtryk, når den blev fundet, tænkte hun, men hun havde ikke tid til at tilføje flere lig, for når tre betjente forsvinder, så vil det hurtigt begynde at vrimle med politi, i området.
---
Flugten
Hun var på flugt i flere måneder, og vinteren var ved at være forbi. Det var svært at skaffe mad, om vinteren, for folk gik ikke så meget ude, som de gjorde om sommeren. Den eneste fordel var at der var mørkt, så hun nemmere kunne skjule sig, og så overraske byttet. Hun levede af hvad hun sådan lige kunne finde, hvilket ikke var meget, og yderligere betød at hun ikke kunne studere hendes bytte på forhånd, og dermed sikre sig at det ikke ville blive savnet lige med det samme, så hun kunne nå at forsvinde, fra området, inden politiet fik færden af hende. Denne uforsigtighed betød at politiet altid var lige i hælene af hende, og sjældent mere end nogle få bagefter. De vidste med sikkerhed HVEM de ledte efter, for hun var jo flygtet hjemmefra, efter at have myrdet tre betjente, og sammen med deres lig, havde de fundet resten af husets beboere, på nær hende. De havde og en svag ide om HVAD de ledte efter, men de kunne ikke bruge denne viden til noget, i efterforskningen. De kunne kun bruge den til at tage nogle få forholdsregler, men det var også det hele, for de kunne ikke gå ud, og efterlyse en vampyr. Folk ville ikke kunne tage dem seriøse, hvis de efterlyste en farlig vampyr, og så offentliggjorde et billede af en 20 årig ung kvinde, med langt mørkt hår, brune øjne, og et stort smil. Hvis de gjorde det, så ville halvdelen af befolkningen begynde at spekulere på, om samtlige landets pansere havde indtaget nogle af alle de stoffer, de havde beslaglagt, og den sidste halvdel ville uden tvivl gå i panik, hvilket ville resultere i en situation hvor alle ville mistænke alle for at være vampyrer, og derfor begynde at gå løs på hinanden. De kunne altså ikke bruge medierne, til deres egen fordel, i denne sag, og måtte derfor løse den ved brug af godt gammeldags politiarbejde. Men ikke nok med at de ikke kunne BRUGE medierne, så skulle de også, for enhver pris, undgå at de fandt ud af at politiet jagede en vampyr, for det ville være ligeså skadeligt, for efterlysning.
Imens politiet undrede sig over hvor hun befandt sig, mellem jagterne, så tilbragte hun tiden i kirkerne. Hun havde aldrig troet at hun skulle kunne bruge kirkerne til noget fornuftigt, men det kunne hun nu. Hun overnattede i dem, og hun tilbragte en stor del af dagen i dem. Hun begyndte også at studere den religion, som folk dyrkede. Hun havde stadig svært ved at forholde sig til at der skulle kunne eksistere en form for gud, men på den anden side, så havde hun heller ikke troet at der kunne eksistere vampyrer, men hun var jo selv et lavende bevis på at hun tog fejl. Så måske der alligevel kunne være noget mere. Uanset hvad, så gik tiden med det, og hendes samtaler med de lokale præster, gjorde at tiden gik lidt lettere, og det var alligevel det sidste sted politiet ledte. De havde en forestilling om at vampyrer ikke kunne tåle sollys, eller færdes på indviet jord. De havde set for mange film, men det var en ting der kom hende til gode.
Hun begyndte langsomt at ændre hendes spisevaner. Hun havde tidligere taget hvad hun kunne finde, men nu var hun begyndt at gå efter en helt bestemt gruppe. En gruppe der var lettere at jage, da den aldrig fattede mistanke. Unge mænd. Når de gik i byen, i weekenden, så var hun altid parat til jagt, hvilket ville sige at hun havde iklædt sig noget, som ville gøre det lettere at få deres opmærksomhed. En lille halvgennemsigtig bluse, en næsten endnu mindre nederdel, var altid godt, når hun skulle lokke dem med udenfor. De fik altid lov til først at give et par drinks, og så begyndte hun at antyde, at der let kunne ske mere, hvis de fulgte med hende udenfor. Det kunne der også, men der skete bare aldrig det, de havde forventet. Der var aldrig nogen der overlevede et møde med hende, og aldrig nogen der fik, hvad de havde forventet. Men det gjorde hun, og det var det vigtigste for hende.
En ganske normal aften, sad hun på et nyåbnet diskotek, og var på udkik efter et bytte. Hun bar den normale påklædning, og hun tiltrak sig en masse opmærksomhed, fra potentielle byttedyr. Hun havde endnu ikke fundet aftens offer, men havde også tid nok, så hun lod en påtrængende fyr give hende en drink, mens hun overvejede om han var værd at spille tid på. Det syntes hun ikke at han var, så hun fik han til at forstå at hun ikke var interesseret i hans selskab, efter den anden drink. Kort efter at han, halvsur, var gået, kom der en ung smart fyr ind af døren. Han var veltrænet, og lige noget der kunne bruges, som et godt solidt måltid, hun flyttede sig lidt, så han ikke kunne undgå at få øje på hende. Han kom hurtigt hen og ville snakke, så hun glædede sig allerede til aftens måltid, og hun kunne mærke sulten gnave, mens han bare sad der og snakke om ham selv, og hans lide for oversmarte livsstil. Hun begyndte at småkede sig, og forslog ham at de gik udenfor, og fik noget frisk luft. Han var med det samme med på ideen, men han kunne jo heller ikke vide hvad der rent faktisk skulle ske. De gik lidt afsides, og hun holdt ham tæt ind til sig, mens hun indsnusede duften, af hendes næste måltid. Pludselig vippede hun ham bagover, mens han gav et lille forskrækket skrig, men det var intet sammenlignet med det han kunne udstøde da hun bed sig fast i halspulsåren. Der var ingen der hørte hans smertes skrig, for alle havde travlt med at fæste. Hun skjulte liget i en mørk baggård, bag en masse skrammel, hvor hun mente at det ville kunne ligge i nogle dage, måske endda uger, før det blev fundet.
Utopia kan ikke eksistere, da det per defination er noget statisk og uforanderligt. Mennesket har behov for dynamik, og kan ikke begrænses til en enkelt ide.
Utopia kan ikke eksistere, da det per defination er noget statisk og uforanderligt. Mennesket har behov for dynamik, og kan ikke begrænses af en enkelt ide.
Utopia kan ikke eksistere, da det per defination er noget statisk og uforanderligt. Mennesket har behov for dynamik, og kan ikke begrænses af en enkelt ide.
============== =================
Tellus ver. 3. By: BurningShadow
============== =================
Skabelsen
Det var en søndag formiddag, Tellus sad i kirken, mens det regnede udenfor. Præsten var i gang med hans prædiken, og hun kedede sig bragt. Hun kunne ikke have været mere ligeglad med hvad han sagde, men hendes forældre var dybt kristne, og så derfor gerne at deres datter delte deres tro. Hun gjorde alt andet end, men det var der tilsyneladende andre der gjorde, i hvert flad var der mange ældre mennesker i kirken. Det var der altid, og det undrede Tellus, for de måtte da have nået en alder, hvor de var vokset fra at tro på alt, hvad de fik at vide, men måske de netop var så gamle at de var begyndt at blive bange for at dø, og derfor havde brug for noget at tro på, noget der ville sikre at de ikke bare var borte, når de døde. De havde sikkert brug for en gud, og et liv efter døden, for at kunne udholde tanken om at de ikke havde så meget tid igen. Men hun var ung, og havde ingen planer om at dø, inden for en nær fremtid, så hun havde ikke brug for dette, og ville allerhelst sidde hjemme, med en god bog.
Da gudstjenesten endelig var ovre, gik hun en tur på kirkegården. Regnen var aftaget lidt, men det dryppede stadig, og luften duftede frisk, efter regnvejret. Det skete ofte at hun gik en tur blandt gravende, efter at have kedet sig til gudstjenesten. Hun vidste egentligt ikke hvorfor, men hun følte sig "tiltrukket" af døden, og tanken om at det var mennesker, der lå dernede. Mennesker som hun havde mødt, og mennesker hun aldrig havde hørt om, men fælles for dem alle var, at det var folk der havde haft familier, og nogen der holdt af dem. Hun følte egentligt ikke noget ved at gå der, og alligevel kunne hun lide det. Hun stoppede ved en nogenlunde frisk grav, den var så ny, at der endnu ikke var kommet en sten på, der var bare den nøgne jord. Graven tilhørte en af dem hun ikke syntes at have mødt, endsige at have hørt om, mens han levede. Det var en ung mand, der var blevet overfaldet at et dyr, der havde dræbt ham, ved at bide ham i struben. Man mente at det måtte være sket et andet sted, end hvor han var blevet fundet, for der var intet blod på jorden, eller andre tegn på kamp, hvilket der burde have været, hvis et dyr havde angrebet ham. Hans lig have været intakt, og bar ikke præg af at have været udsat for noget voldsomt, bortset fra et bidemærke i struben. Det var lidt af et mysterium hvilket dyr, der havde gjort det, for der var ingen dyr i området der var store nok til at kunne dræbe et menneske, på den måde, og så oven i købet flytte det. Faktisk var det største dyr, der omkring, en ræv der normalt holdt sig til høns, fra husende i udkanten af byen, og som var så bange for mennesker, at den ville flygte, ved synet af et der nærmede sig.
Hun stod og fik en underlig følelse i hele kroppen, hun kunne på en eller anden måde fornemme at det ikke var et dyr, der havde gjort det, men heller ikke et menneske, og hun følte sig utilpas ved tanken om hvor ofte hun havde gået, og cyklet, gennem skoven, ikke langt fra det sted hvor liget var blevet fundet, og hun tænkte på at det kunne have været hende der havde ligget der i graven. Det kunne have været hende der havde mødt, hvad det end var, der havde dræbt den unge mand, med et bid i halsen. Hun mærkede noget vådt, løbe ned over hendes hals, og blev et kort øjeblik grebet af panik, men opdagede så at det bare var vand. Regnen var begyndt at tage til igen, og hun besluttede sig for at gå hjem, hun skulle alligevel lave lektier, til næste uge. Hun skulle skrive en opgave om "det overnaturlige", et ord hun ofte havde undret sig over, for hvis noget var naturligt, så måtte det jo være normalt, og hvis noget var så naturligt at det ligefrem var OVERnaturligt, så måtte det jo være ekstremt normalt, og hvordan kunne f.eks. spøgelser, så være OVERnaturlige? Burde det ikke hedde UNDERnaturlig?
Det var efterhånden blevet aften, og udenfor var det holdt op med at regne. Hun havde, trods flere timers skrivning, stadig ikke fået skrevet noget hun syntes hun kunne bruge, så hun besluttede sig for at gå en tur, og måske besøge pastoren. Hun gik gennem skoven, som hun så mange gange før havde gjort det, men pludselig blev hun opmærksom på at der var noget der raslede mellem buskene, og hun stansede op, ude af stand til at bevæge sig, eller trække vejret. Da hun så den mørke skikkelse komme frem, udstødte hun et lille skrig, og ræven flygtede, næsten mere panisk, end hun. Lettet over at det ikke var det mystiske dyr, men bare en harmløs ræv, gik hun videre, mens hun opmærksomt lyttede til hver eneste lyd i skoven, for at være forberedt, hvis det skulle dukke op. Da hun var kommet sikkert ud af skoven, satte hun kursen mod præsteboligen, for at se om pastoren kunne hjælpe hende med ideer til opgaven, for efter hendes mening måtte en der, i fuld alvor, kunne tro at der fandtes en gud, have en skrue løs, og derfor være bedre til at få ideer til en sådan opgave, end hende selv. En gud, eller et spøgelse, hun kunne ikke se forskellen.
Han var ikke hjemme, og skuffet besluttede hun at gå over kirkegården på ved hjem, så hun kunne se graven igen. Hun følte sig specielt tiltrukket af netop denne grav, uden at vide hvorfor, men der var noget særligt ved den. Måske var det måden han var død på, måske var det fordi hun ikke kunne slippe den følelse, af at det hverken var et dyr, eller et menneske, det havde slået den unge mand ihjel, men hun kunne stå der, i noget der føltes som evigheder, og bare betragte graven, i det altomsluttende mørke. Som hun stod der, i den totale stilhed, følte hun sig pludselig iagttaget. Hun vente sig om, og så lige ind i en stor sortklædt skikkelse. Det var pastoren, og han spurgte, smilende, om han havde forskrækket hende. Da han ikke fik noget svar, konstaterede han neutralt, at hun også havde været ved denne grav tidligere på dagen. Det indrømmede hun, dog uden at fortælle hvorfor, hun nøjedes med at forhøre sig, om det kunne tænkes at han ville hjælpe med nogle ideer, til en opgave om det overnaturlige. Det ville han godt, og inviterede hende indenfor i præsteboligen, hvor han, i flere timer, fortalte om spøgelser, vampyrer, og varulve. Han fortalte om de spøgelser, han påstod der fandtes på hans kirkegård, og meget andet.
På vej hjem gik hun atter gennem skoven, men hun syntes at den, på en måde, virkede mere uhyggelig nu, end da hun havde passeret den samme strækning, tidligere på aftnen. Hun forventede nærmest, at der hvert øjeblik kunne springe et eller andet frem fra sit skjul, bag et træ, og angribe hende. Et eller andet, der ikke burde kunne eksistere. For ikke at tiltrække sig opmærksomhed, fra dette "noget", forsøgte at gå så roligt, og forsigtigt hun kunne. Lige da hun nåede skovbrynet, kunne hun ikke mere, og satte i et panikslagent løb, hele vejen hjem. Hun faldt en enkelt gang i mudderet, der var kommet, som resultat af dagens regn, men hun kom op igen, og fortsatte, som om der var noget efter hende, hvilket der ikke var.
Hun fortsatte med at besøge præsten, og var der næsten hver aften, den følgende uge, og han fortalte meget om det overnaturlige, og det mystiske, han fortalte endda om den gud han troede så sikkert på eksisterede, og jo mere han fortalte, jo mere sikker blev hun på at disse ting ikke kunne eksistere. Hver aften gik hun gennem skoven, både derover, og på ved hjem. Hun følte sig ikke længere utilpas ved at gå gennem den, og hun begyndte igen, som hun havde gjort tidligere, at fløjte, og nynne, på hendes vej gennem mørket. En aften hørte hun noget rasle bag sig, og tænkte at det måtte være pastoren, der ville give hende en lille forskrækkelse, fordi hun var så sikker på at ingen af disse ting, han havde fortale om, eksisterede, og hun besluttede at det skulle han da have lov til, så hun fortsatte, men satte dog farten lidt ned, så han kunne følge med, for han var jo ikke ligefrem nogen ung mand mere. Da hun kunne høre at han var lige bag hende, vendte hun sig om, for at overraske ham, men det var ikke den flinke gamle præst hun så. Hun begyndte at løbe, ude af sig selv af skræk.
---
Den første tid
Da hun vågnede, opdagede hun at hun havde sovet for længe, og umuligt kunne nå i skole, til tiden, så hun tog et dejligt langt, og varmt, bad inden hun klædte sig langsomt på. Hun gad ikke skynde sig, for hun ville få en skideballe, uanset hvad. Hun sprang, for første gang i årevis, morgenmaden over, hun var ikke sulten, og havde ikke lyst til noget at spise. Hun tænkte et kort øjeblik på aftnen før, det måtte have været sent, siden hun havde sovet over sig, men hun kunne ikke umiddelbart huske hvordan hun var kommet hjem. Hun tænkte ikke nærmere over det, og besluttede at det var på tide at tage op i skolen, til den ventende skideballe. Læren opførte sig, som sædvanlig, som en vanvittig, og råbte, og skreg, som om han troede at hun faktisk lyttede efter hvad han sagde. Det ville have været svært at finde en der var mere ligeglad, for hun var efterhånden så vant til alt hans brokken sig, for der var altid noget han brokkede sig over. Han kunne aldrig bare lade hende være. Hun ventede bare på at han skulle blive færdig.
I pauserne sad hendes klassekammerater altid, og snakkede om hvem de havde scoret i byen, denne weekend, eller hvem de gerne ville score, den næste weekend. Hun gad ikke høre på det, og hun var begyndt at holde sig endnu mere for sig selv, efter at de var begyndt at moppe hende med at hun stadig var jomfru. Kunne de ikke bare blande sig udenom, og lade hende være i fred. Hun sad for det meste og læste i pauserne, for at slippe for de andre, hun havde fået læst meget dette år, og en stor den af det foregående. I øjeblikket sad hun og læste en bog af John Grisham, den hed "The Street Lawyer", og hun kunne godt lige den, selvom den ikke var god på samme måde som så mange andre bøger, hun havde læst. Den fik hende til at tænke mere over hvad det egentligt var hun ville med hendes liv, og hun indså at hun ikke helt vidste det.
På vej hjem kom hun forbi en lille dreng, der var væltet på hans cykel, han sad på den halvkølige asfalt, og græd, mens det blødte fra en lille hudafskrabning, på hans ene ben. For første gang, den dag, følte hun sult, hun havde heller ikke spist noget til middag. Men nu kunne hun næsten ikke styre sig. Hun satte sig på hug, ved siden af ham, og begyndte stille at trøste ham. Da han var holdt op med at græde, tog hun et fast greb om hans ben, og begyndte at suge det varme blod i sig, mens han skreg, og spjættede, som en vild. Lige idet han begyndte at tie stille, og blev slap, kom pastoren forbi, han var tydeligvis ikke glad for det han så. Han forklarede hende, at hun skulle være mere forsigtig, når hun spiste, og aldrig gøre det, hvor det var andre mennesker, da de så ville jage hende. Han hjalp hende med at samle drengen op, og transportere ham hjem til hende, så hun selv kunne finde et sted at skjule ham, så han blev fundet tilfældigt, ligesom liget af den unge mand, i den nye grav på kirkegården.
Der gik nogle uger, og hun mistede langsomt evnen til at føle noget som helst, hun var ikke længere i stand til at glæde sig over noget, og hun var heller ikke i stand til at føle sorg, eller skyld, over de ting hun gjorde. Hun følte ikke længere det samme had, til dem der ikke kunne lade hende være i fred, faktisk kunne hun intet føle, ikke engang kærlighed, ikke at hun nogensinde sådan rigtigt havde haft den følelse. Der var en ting mere. Hun følte ikke længere savn, og længsel. Hun havde i så lang tid længtes efter en at holde af, en at elske. Hun kunne ligge i hendes seng om morgnen, og længtes desperat efter en navnløs, ansigtsløs, ukendt person, som hun kunne hold af. Men den følelse var forsvundet, sammen med de andre, og det var hun godt tilfreds med, for den havde kostet hende for mange tåre, til at hun ønskede den.
Hun startede med at drikke hendes mors blod. Der var ingen udenfor huset der ville lægge mærke til at hun forsvandt, for hun havde ikke noget arbejde, og snakkede ikke med ret mange af de lokale. Hendes far var et sølle pjok, og det ville ikke være noget problem at få ham til at holde kæft, indtil hun også havde fået gjort det af med ham. Hun listede ind til hendes forældres seng, en sen aften, og gik om til hendes mors side, hvor hun forsigtigt fjernede dynen, og blottede hendes hals. Hun holdt hende for munden, satte tænderne i struben, og bed huld. Hendes mor vågnede, og forsøgte at skrige, men kunne ikke, da Tellus holdt hende for munden. Hun forsøgte at vække hendes mand, men hun kunne ikke nå ham, og alt imens sugede Tellus blodet, og livet, ud af hende, hun sugede til sidste dråbe, imens moderen i et sidste desperat forsøg på at overleve, fægtede men armene, og fik væltet vækkeuret ned fra natbordet. Det var det sidste hun nåede, før hun døde, men det var nok til at hendes mand, Tellus' far, vågnede. Han famlede først forvirret efter kontakten til lampen, på hans natbord, men da han ramte den, og der blev lys, udstødte han et forskrækket skrig, i rædsel. Han så Tellus rejse sig fra hans, nu afdøde, kone, med et par dråber blod, i den ene mundvig. Tellus tog hendes mor, og gik ind i et andet rum med hende, hvor hun lagde hende ved siden af drengen, der var væltet på cyklen, nogle dage tidligere. Da hun vendte tilbage til soveværelset, manglede hendes far. Har var gået ind i stuen, og forsøgte at få så meget kontrol over sig selv, at han kunne ringe til politiet. Tellus fik ham forklaret, at hvis han gjorde det, så ville hun blive nødt til også at slå ham ihjel. Han forstod budskabet, og opgav.
Hun passede hendes skole, som normalt, men var holdt op med at besøge præsten, og nogle dage efter at hun havde drukket hendes mor, var Tellus igen så sulten at hun blev nødt til at finde noget at spise. Denne gang blev det hendes far, men hun var bange for at han skulle være forberedt, så hun turde ikke gøre det om natten, som hun havde gjort det ved hendes mor. Hun ventede på ham, en dag han kom hjem fra arbejde. Han havde lige stanset bilen, og var på vej ud af garagen, da hun listede sig ind bag på ham. Hun fik ham lagt ned, så han ikke så let kunne stikke af, og så bed hun. Da hun var færdig, bar hun ham ind til de to andre lig, mens hun tænkte på hvor lang tid der ville gå før de ringede fra hans arbejde. Hun valgte at komme dem i forkøbet, og ringede til dem, næste morgen, for at sygemelde ham. Hun kom til at tale men en gammel dame, og forklarede hende, at hun var hans datter, og at han var blevet syg, og ikke selv kunne ringe. Den gamle dame var fuld af forståelse, og ønskede ham god bedring. Det var da nemt, tænkte hun, men det ville ikke holde evigt, for om nogle dage, ville de bede om en lægeerklæring, og den kunne godt blive et problem at skaffe, men den tid, det problem, og indtil da havde hun fred. De bad aldrig om en lægeerklæring, og nogle dage senere fangede hun hendes lillesøster, da hun kom hjem fra skole. Lillesøsteren var ikke så gammel, og havde været glad for at moderen var forsvundet, men havde ikke vidst hvad der var sket. Hun vidste bare at hun fik lov til mere nu, og at hendes far var taget ud for at lede efter moderen. Hun anede ikke uråd, da Tellus ville "se hvad det var for en plet" på hendes hals, og bed sig fast. Det tog ikke lang tid før lillesøsteren var færdig med at spjætte, men da der ikke var så meget føde i hende, supplerede hun med deres to hunde.
Hun flyttede alle linende ind i lillesøsterens værelse, og placerede dem i en fin lille pyramide. Seks lig var ikke meget, men det var da en begyndelse, tænkte hun, mens hun gik ud af døren.
Der gik ikke mange dage, før en af søsterens klassekammerater kom, og spurte om søsteren kunne lege, og hvorfor hun ikke kom i skole. Tellus overvejede et kort øjeblik om hun skulle drikke barnet, men besluttede at lade være, selvom hun var ved at være godt sulten, så hun nøjedes med at forklare at lillesøsteren var hos bedsteforældrene, og at det nok ville vare et stykke tid, før hun kom i skole igen. Dagen efter kom søsterens lære, og ville vide om det var sandt, hvad hun havde hørt. Tellus gav hende den samme historie, som hun havde givet kammeraten, men det lod ikke til at hun troede på det, og hun ville have et telefonnummer til bedsteforældrene, så hun kunne ringe, og få det bekræftet. Tellus havde en umådelig lyst til at drikke hendes blod, men forsøgte at beherske sig, og gav hende i stedet telefonnummeret. Da læren var på vej ud af døren, besluttede Tellus sig alligevel for at få stillet hendes sult. Hun gav først slip, da læren var blevet rolig.
En dag stod politiet udenfor, og bankede på døren. Hun åbnede ikke for dem, så de gik rundt om huset, og forsøgte at se ind gennem vinduerne, men kunne ikke, fordi hun havde trukket gardinerne for. De vendte tilbage til døren, og bankede på igen, men denne gang valgte hun at åbne, for at høre hvad de ville. De var lidt bekymret fordi en lære, fra den lokale skole, ikke var kommet hjem, nogle dage tidligere, efter at have været der. Senere var der forsvundet to Jehovas Vidner, i området, så de ville gerne stille hende nogle spørgsmål, og se sig lidt omkring. Hun inviterede dem indenfor, eller rettere, det gjorde hun ikke, hun undlod bare at protestere, da de fremviste en ransagningskendelse. De to af betjentene begyndte at undersøge huset, rum for rum, mens den tredje, holdt øje med Tellus. De startede med at undersøge stuen, og fortsatte i køkkenet. De fandt intet, og det gjorde de heller ikke ude på badeværelset. I forældrenes soveværelse, fandt de kun en pænt redt seng, der ikke viste nogen tegn på at der var noget galt, og det samme gjaldt i Tellus' værelse. De var lige ved at opgive at finde noget, så den ene betjent begyndte at gå tilbage mod stuen, mens den anden, åbnede døren til lillesøsterens værelse. Han gav et lille skrig fra sig, og den første betjent, det havde sat kursen med stuen, vendte om, og småløb hen mod den anden betjent.
Inde i stuen, forsøgte Tellus at finde en måde at slippe væk, men den betjent der holdt øje med hende, var hele tiden på vagt, og var parat til at skyde, hvis hun gjorde den mindste uoverlagte bevægelse, men da de hørte en betjent udstøde et lille skrig, vendte betjenten sig om, og var et kort øjeblik ikke opmærksom på Tellus, som udnyttede chancen til at springe på ham, og brække hans nakke, hvorefter hun løb mod lillesøsterens værelse, og indhentede den første betjent, som hun spændte ben for, så han faldt, og idet han ramte gulvet, sparkede hun så hårdt til hans hoved, at der lød et lille knæk, der tilkendegav at han ikke længere udgjorde nogen risiko. Da den anden betjent hørte hans kollega falde til gulvet, vendte han sig om, men han nåede ikke at trække sit våben, før hun også havde overmandet ham, og bed sig godt fast i struben på ham. Han sprællede som en fisk, og forsøgte af alle kræfter at slippe fri, men hun var stærkere end ham, for han var allerede ved at være svækket ved manglen på blod, og han løb snart tør for liv. Hun stablede omhyggeligt de sidste tre lig, ovenpå de øvrige otte mennesker, og to hunde. Der var nu 13 døde kroppe, i det hele, og selvom det var en del, så syntes hun ikke at det var nok, for en stor pyramide ville gøre at langt bedre indtryk, når den blev fundet, tænkte hun, men hun havde ikke tid til at tilføje flere lig, for når tre betjente forsvinder, så vil det hurtigt begynde at vrimle med politi, i området.
---
Flugten
Hun var på flugt i flere måneder, og vinteren var ved at være forbi. Det var svært at skaffe mad, om vinteren, for folk gik ikke så meget ude, som de gjorde om sommeren. Den eneste fordel var at der var mørkt, så hun nemmere kunne skjule sig, og så overraske byttet. Hun levede af hvad hun sådan lige kunne finde, hvilket ikke var meget, og yderligere betød at hun ikke kunne studere hendes bytte på forhånd, og dermed sikre sig at det ikke ville blive savnet lige med det samme, så hun kunne nå at forsvinde, fra området, inden politiet fik færden af hende. Denne uforsigtighed betød at politiet altid var lige i hælene af hende, og sjældent mere end nogle få bagefter. De vidste med sikkerhed HVEM de ledte efter, for hun var jo flygtet hjemmefra, efter at have myrdet tre betjente, og sammen med deres lig, havde de fundet resten af husets beboere, på nær hende. De havde og en svag ide om HVAD de ledte efter, men de kunne ikke bruge denne viden til noget, i efterforskningen. De kunne kun bruge den til at tage nogle få forholdsregler, men det var også det hele, for de kunne ikke gå ud, og efterlyse en vampyr. Folk ville ikke kunne tage dem seriøse, hvis de efterlyste en farlig vampyr, og så offentliggjorde et billede af en 20 årig ung kvinde, med langt mørkt hår, brune øjne, og et stort smil. Hvis de gjorde det, så ville halvdelen af befolkningen begynde at spekulere på, om samtlige landets pansere havde indtaget nogle af alle de stoffer, de havde beslaglagt, og den sidste halvdel ville uden tvivl gå i panik, hvilket ville resultere i en situation hvor alle ville mistænke alle for at være vampyrer, og derfor begynde at gå løs på hinanden. De kunne altså ikke bruge medierne, til deres egen fordel, i denne sag, og måtte derfor løse den ved brug af godt gammeldags politiarbejde. Men ikke nok med at de ikke kunne BRUGE medierne, så skulle de også, for enhver pris, undgå at de fandt ud af at politiet jagede en vampyr, for det ville være ligeså skadeligt, for efterlysning.
Imens politiet undrede sig over hvor hun befandt sig, mellem jagterne, så tilbragte hun tiden i kirkerne. Hun havde aldrig troet at hun skulle kunne bruge kirkerne til noget fornuftigt, men det kunne hun nu. Hun overnattede i dem, og hun tilbragte en stor del af dagen i dem. Hun begyndte også at studere den religion, som folk dyrkede. Hun havde stadig svært ved at forholde sig til at der skulle kunne eksistere en form for gud, men på den anden side, så havde hun heller ikke troet at der kunne eksistere vampyrer, men hun var jo selv et lavende bevis på at hun tog fejl. Så måske der alligevel kunne være noget mere. Uanset hvad, så gik tiden med det, og hendes samtaler med de lokale præster, gjorde at tiden gik lidt lettere, og det var alligevel det sidste sted politiet ledte. De havde en forestilling om at vampyrer ikke kunne tåle sollys, eller færdes på indviet jord. De havde set for mange film, men det var en ting der kom hende til gode.
Hun begyndte langsomt at ændre hendes spisevaner. Hun havde tidligere taget hvad hun kunne finde, men nu var hun begyndt at gå efter en helt bestemt gruppe. En gruppe der var lettere at jage, da den aldrig fattede mistanke. Unge mænd. Når de gik i byen, i weekenden, så var hun altid parat til jagt, hvilket ville sige at hun havde iklædt sig noget, som ville gøre det lettere at få deres opmærksomhed. En lille halvgennemsigtig bluse, en næsten endnu mindre nederdel, var altid godt, når hun skulle lokke dem med udenfor. De fik altid lov til først at give et par drinks, og så begyndte hun at antyde, at der let kunne ske mere, hvis de fulgte med hende udenfor. Det kunne der også, men der skete bare aldrig det, de havde forventet. Der var aldrig nogen der overlevede et møde med hende, og aldrig nogen der fik, hvad de havde forventet. Men det gjorde hun, og det var det vigtigste for hende.
En ganske normal aften, sad hun på et nyåbnet diskotek, og var på udkik efter et bytte. Hun bar den normale påklædning, og hun tiltrak sig en masse opmærksomhed, fra potentielle byttedyr. Hun havde endnu ikke fundet aftens offer, men havde også tid nok, så hun lod en påtrængende fyr give hende en drink, mens hun overvejede om han var værd at spille tid på. Det syntes hun ikke at han var, så hun fik han til at forstå at hun ikke var interesseret i hans selskab, efter den anden drink. Kort efter at han, halvsur, var gået, kom der en ung smart fyr ind af døren. Han var veltrænet, og lige noget der kunne bruges, som et godt solidt måltid, hun flyttede sig lidt, så han ikke kunne undgå at få øje på hende. Han kom hurtigt hen og ville snakke, så hun glædede sig allerede til aftens måltid, og hun kunne mærke sulten gnave, mens han bare sad der og snakke om ham selv, og hans lide for oversmarte livsstil. Hun begyndte at småkede sig, og forslog ham at de gik udenfor, og fik noget frisk luft. Han var med det samme med på ideen, men han kunne jo heller ikke vide hvad der rent faktisk skulle ske. De gik lidt afsides, og hun holdt ham tæt ind til sig, mens hun indsnusede duften, af hendes næste måltid. Pludselig vippede hun ham bagover, mens han gav et lille forskrækket skrig, men det var intet sammenlignet med det han kunne udstøde da hun bed sig fast i halspulsåren. Der var ingen der hørte hans smertes skrig, for alle havde travlt med at fæste. Hun skjulte liget i en mørk baggård, bag en masse skrammel, hvor hun mente at det ville kunne ligge i nogle dage, måske endda uger, før det blev fundet.
---
Mødet med John
Med tiden var en for længst forsvundet følelse begyndt at vende tilbage. Det var ikke en følelse hun havde savnet, faktisk havde hun glædet sig over at den var forsvundet. Hun var begyndt at længtes efter selskab. De sidste mange uger var hun vågnet om morgnen, med længslens tåre i øjnene, men hun havde altid lært, at hun ikke måtte lege med maden, og det havde hun indtil videre valgt at lade være med.
Nu sad hun på et halvsnusket diskotek, med øl pletter på bordene, og gammel stearin på lysestagerne. Halvdelen af gæsterne, var små snuskede weekend narkomaner, der ikke var specielt nærende, alligevel valgte hun stedet. Eller måske lige præcis derfor. Der var ingen der ville undre sig over at de ikke kom hjem i nat, og inden de begyndte at efterlyse nogen af dem, så var hun for længst taget et andet sted hen.
Hun havde lige fået øje på et bytte. Han var vel ikke mere end 17 år, og gik stadig i skole. Han lignede ikke en der ville blive savnet de første mange dage. Mens hun sad og overvejede om hun skulle vælge ham, eller drage mod andre jagtmarker, kom en anden ung mand hen til hende. Han sagde noget, hun ikke umiddelbart hørte, men hun vendte alligevel hovedet, for at se hvad det kunne være. Der stod en, med en drink rakt frem mod hende, hun tog den, og undrede sig over hendes held. Det havde været lidt svært at skaffe føde, det sidste stykke tid. Der havde ikke været så mange gode emner, men ham her så ud til at kunne udgøre et fornuftigt måltid, så hun tog drinken. Da han satte sig, spurgte han om hun havde spist, i denne uge. Hun så på ham, og sagde, at det havde hun, og at hun nu var på jagt, efter en at tilbringe natten med. Han satte sig, selvom han godt vidste at det ville betyde døden hvis han gjorde det, men han havde ikke bedre at tage sig til. Han havde lige misset hans uddannelse, på grund af for meget fraværd, og kæresten sked, da han fortalte om uddannelsen, så han syntes ikke at han havde nogen grund til at leve, og derfor lige så god kunne gøre lidt nytte.
Tellus sad og nærstuderede denne mærkelige muskuløse, lyshårede unge mand, der tilsyneladende godt vidste at hun kun spiste en gang om ugen, og derfor vidste han sikkert også at hun ikke var som ham. Alligevel havde han sat sig. Han måtte jo være træt af at leve, men hun var ligeglad, for mad var mad, og mad kunne spises, eller måske nærmere drikkes. De snakkede længe, han snakkede som et vandfald, og hun undrede sig over hvor mørkt han syntes at hans liv var. Han virkede fuldstændig knust over at kæresten var skredet, og han var ked af det med hans uddannelse, der var røget. Hun var ligeglad, og hun overvejede hvor lang tid de skulle sidde der, og snakke, for hun var sulten, og hun ville gerne snart have noget at spise. Men hvordan skulle hun gøre? For første gang var hun usikker. Hvordan skulle hun gøre, når han godt vidste hvad der skulle ske, og nærmest så ud til at ønske det. Der var jo ingen grund til at lokke ham, men hun syntes heller ikke at hun kunne spørge ham, om de skulle gå afsides, så hun kunne drikke hans blod. Hun valgte at tage sig sammen, og afbryde hans talestrøm, så hun spurgte ham bare, om de skulle gå ud.
De gik udenfor, og fandt et afsidesliggende sted, hvor de ikke ville blive set. Han åbnede hans jakke, og trak lidt ned i blusen, så hans hals var blottet. Hun stirrede vantro på ham, skete det virkelig, eller drømte hun? Var han virkelig ikke bange for at dø, var han virkelig så vild efter at dø, og så på denne måde? Hun gik nærmere, mens hun så på ham. Han var på en måde anderledes end de andre, hun havde slået ihjel. Hun fugtede hendes læber, og kunne næsten allerede smage ham. Hun slikkede hans hals ren, som hun altid gjorde, lige inden hun bed, men hun bed ikke. Hun var ikke længere sulten, men hun vidste hvem det var hun havde længtes efter, og nu var han der, så hun kyssede ham blidt på halsen. Hun tænkte på, om han ville blive skuffet over at hun ikke bed ham, skuffet over at overleve, men det var ikke grund nok til at gøre det af med ham. Han kikkede forbløffet på hende, men sagde intet. Hun gav ham endnu et kys, og han gav efter, de stod sådan længe, mens hun tænkte på om det var det rigtige hun gjorde. Det håbede hun at det var, for hun ville så gerne have en at holde af, og som hun kunne fortælle hvem, og hvad, hun virkelig var.
Hun blev i området i lang tid, betydeligt længere end nogensinde før. Politiet burde have fanget hende nu, tænkte hun flere gange, men var egentlig ligeglad, de kunne bare komme. Men de kom aldrig, de indsamlede bare liggende, og søgte halvhjertet, det var ikke som i gamle dage, eller bare nogle måneder tidligere. Hun begyndte at drikke blod fra kvæget, og forskellige vilde dyr, og brugte kun mennesker i det omfang det var nødvendigt for at overleve. Hun brugte stadig kirkerne til overnatning, men tilbragte mere og mere tid med John, den unge mand, hun var faldet for. Han havde aldrig været bange for hende, men hun var en enkelt gang blevet bange for ham. Det var da han fortalte hvordan han vidste at hun var vampyr. Han havde fortalt at hans mor var panser, og havde haft et billede at en ung kvinde, med langt sort hår, og et lidt specielt ansigt. Det var mange år siden, havde han sagt, men han huskede tydeligt billedet, og havde genkendt hende. Hun troede, da han fortalte det, at han havde alarmeret hele styrken, og at de ville vente på hende, at de ville slå til når hun mindst ventede det. Det skete ikke, og hun begyndte at slappe mere af efter nogle uger, hvor der kun havde været den normale politi aktivitet. Men nu var hun blevet inverteret hjem til hans forældre, og dermed moderen. Betjenten, der kunne stoppe hende for altid. Hun var ikke nervøs. Hun var bange, bange som hendes offerer må have været det når hun bed sig fast, og de vidste at der ikke var nogen chancer for at overleve. Bange som musen, der blev trængt op i en krog af katten. Men hun blev nødt til at løbe den risiko, hun vidste ikke hvorfor, men det var hun bare.
De stod lidt udenfor, mens Tellus forsøgte at samle mod, til at gå ind. Hun indså at det ikke ville hjælpe at blive stående udenfor, så de gik ind. Synet der mødte den, overraskede dem begge. Da de gik fra gangen, ind i køkkenet fik de øje på Johns mor, der stod midt i køkkenet, med et kors, og en lille flaske, med en blank væske. John så måbende på hans mor, mens Tellus stille gik hen til hende, og tog flasken. Hun læste på etiketten, at der var vievand. Hun overvejede et kort øjeblik, om hun skulle grine, eller græde, af denne gamle overtro, men hun valgte at skrue låget, af flasken, og drikke indholdet, og som afslutning tog hun korset, med den ene hånd, og rakte den anden hånd frem, til et goddag, mens hun præsenterede sig, som "Tellus, din kommenene svigerdatter".
De sad inde i stuen og snakkede, da moderen spurgte om hun skulle lave en kop kaffe, til dem at holde sig vågen på, Tellus takkede nej, men en kop frisk blod ville da være velkommen. Johns mor, Jane, der ikke helt kunne klare den form for "jokes" så bare nervøst på hende, og gik så ud i køkkenet. Ude i køkkenet sikrede hun sig at den pistol, hun havde siddende i buksekanten, under blusen, var ladt. Det var den, og hun slappede lidt af. Hun undrede sig over hvordan hun kunne tillade at der sad en vampyr inde i hendes stue, hun havde selv jaget hende, kort tid efter at hun havde afsluttet politiskolen, det var dengang mordene var begyndt igen, efter en pause på nogle år. Hun vidste at hun burde ringe efter hendes kollegaer, men hun gjorde det ikke. Hun ville lade vampyren være, så længe at den lod hende være. Det syntes hun selv var rimeligt, hun havde jo, trods alt, haft chancen for at myrde hendes søn, et utal af gange, uden at gøre det, og havde tilmed sænket forbruget af menneskeblod. Hun var sikkert ikke så slem som de havde fået fortalt da de jagede hende. Jo hun var, og der var alt mulig grund til at passe på, besluttede hun. Hun gik ind med kaffen, og de sad og snakkede det meste af natten, indtil John foreslog, at de kunne snakke videre dagen efter.
Med tiden fik Jane et mere afslappet forhold til Tellus, og hun holdt op med at bære en skarpladt pistol, men hun ønskede ikke at have hende i huset alt for ofte, for hvis nogen af hendes kollegaer kom forbi, og genkendte hende, ville det kun skabe problemer.
En dag Jane kom kørende på patrulje, med en kollega, kom de forbi en mark, hvor der gik en ung kvinde, og nærstuderede kvæget. Kollegaen genkendte Tellus, han havde jaget hende mange år tidligere. Jane gjorde alt for at Tellus skulle slippe væk, så hun valgte at være lidt langsom til at reagere, så det varede en par sekunder ekstra før bilen stoppede, med hvinende dæk, så Tellus blev opmærksom på dem. Ude på marken hørte Vampyren en bil bremse, der stod, med store bogstaver, "POLITI" hen af siden, hun så Jane og en ukendt person stige ud. Hun undrede sig over hvorfor de ikke bare kunne lade hende være i fred, når hun nu stort set holdt sig til dyr, og kun supplerede med mennesker. Hun kunne jo ikke spørge dem, så hun valgte at løbe mod en nærliggende skov. Hun hørte et skud, der ramte langt ved siden af, det måtte være Jane der ikke ville ramme, for det næste var lidt for tæt på, men hvorfor stoppe? Hvad ville hun vinde ved det? Hun havde støre chancer for at "overleve" ved at fortsætte, og det burde de jo også selv vide. Hun gemte sig mellem træerne, og den ukendte betjent gik lige forbi, hun kunne lugte ham, lugte maden gå forbi. Hun kunne så let som ingenting have taget ham, men lod kun være fordi det ville skade hendes forhold til Johns mor, Jane, hvis hun gjorde det. Hun så ham gå videre, og Jane kom lige så tæt på, som han, men hun overså hende ikke, hun bad hende om at skride, for de havde tilkaldt forstærkning, og den ville snart ankomme. Hun valgte at følge rådet, Og indså at det eneste sikre sted var hos Jane. Hun havde aldrig været der uden John, og følte sig ikke godt tilpas, i en betjent hus, ikke uden hendes "livsforsikring" som John var, mens de opholdt sig der.
Jane kom først mange timer senere, hun var ikke overrasket over at finde Tellus i huset. "Jeg har bragt dig noget mad," sagde hun, og fortsatte "hvis du vil være så venlig at indtage det udenfor, jeg vil ikke se på det". Udenfor stod der en hund lænket, sikkert fra den lokale kennel. Hun var også ved at være hundesulten, hun blev jo forstyrret i hendes søgen efter føde, dengang tidligere på dagen.
---
Og væk var de
Tellus og John havde, efter nogle år, bosat sig i en lille by, med ikke mere end nogle få hundrede indbyggere. Det første stykke tid nød de det. Det var behageligt, selvom det var sværere at jage. Faktisk var det umuligt at jage, da alle kendte alle, og alle ville vide det, inden der var gået et døgn, hvis der forsvandt en, så et par gange om måneden tog hun, alene, ind til en stører by, og fik stillet sin sult, efter menneskeblod. Til hverdag levede hun af almindelig mad, og skilte sig ikke nævneværdigt ud fra mængden, idet hun levede det samme kedelige liv, som alle andre, med et arbejde, som øl-langer, på det lokale værtshus.
Det var også der hun første gang bemærkede det. Folk var altid så flinke, og smilende, når de snakkede med hende, men når hun vendte ryggen til dem, så kørte sladderen. De kunne sidde ganske få meter fra hende, og snakke om hende, og John. Hvis så bare det havde været sandt, det de sagde, men det var ikke. Det var det aldrig. De snakkede ikke om at hun var anderledes end dem, på den måde som hun rent faktisk var det, men derimod spredte de en masse løgn. Den ene dag var hun John utro, den anden snød hun i skat, eller var ludder. Aldrig kunne de finde på at sige noget sandt, selvom der var nok at tage af, de kunne jo nærmest vælge frit.
En dag, hvor hun stod bag den pænt polerede bardisk, hørte hun at en lille gruppe mennesker, der sad i et hjørne lidt derfra, sad og snakkede om John. Ifølge dem, var han nærmest smågangster. Den ene mente at vide at han var indblandet i menneskesmugling af unge Thailandske kvinder, til et bordel, som en anden "vidste" at han drev i en nærliggende by. Så bestilte de en omgang fadøl, som hun så gik over med, mens de tav. Da hun var tilbage ved bardisken, snakkede de lystigt videre, og nu var John pludselig også indblandet i narkosmugling, og var blevet medlem af en rockergruppe. Hun overvejede at gå over til dem, og bede dem holde kæft, men hun opgav. Det var bedre at lade som ingenting, for når de ikke vidste at hun vidste alt hvad de sagde, så var det lettere, for hende, at følge med i sladderen. Der var også nogle få der, overfor hende, tilkendegav, at være loyale mod hende, og fortalte hende om hvad der blev sagt, rundt omkring. Nogle af tingende havde hun allerede selv hørt, andre ting vidste hun ikke, hun kunne jo ikke høre alt, for der blev jo snakket mange steder. Det var jo lige godt i døgnkiosken, som det var i supermarkedet, og det var jo umuligt at følge med i det hele. Hun tænkte tit på om hun kunne stole på dem, der foregav at være loyale mod hende. Hun skød som regel tanken fra sig, ellers ville hun ikke kunne stole på nogen, og kun kunne gå rundt i et evigt paranoia. Nogle dage, når det var særlig slemt, med sladder, så overvejede hun om hun skulle jage lokalt, i stedet for at tage ind til en stører by, hun gjorde det aldrig, men bare tanken om at bide en af de værste i struben, fik hende til at føle sig bedre tilpas.
Hun ønskede ofte, af hele hendes hjerte, at folk ville stoppe, at de ville behandle hende, som hun altid havde behandlet dem, og en nat så hun i en drøm, en utydelig skikkelse der var klædt i noget tøj, der for længst var gået af mode, og denne skikkelse sagde, at nu ville folk stoppe deres sladder. Da hun vågnede, kunne hun, for en gangs skyld, huske hvad hun havde drømt, hun fandt sin drøm dybt latterlig. Hun fortalte om den, til John, og han mente at det måtte være underbevidstheden, der havde snydt hende, og ikke noget overnaturligt, der havde givet sig tilkende i en drøm. Hun gik en tur, som hun så ofte gjorde, hun elskede de kolde vintermorgner, med et tyndt lag sne. Det havde ikke været der dagen før, men det var faldet i løbet af natten. Der var stille, og fredeligt, folk sov længe, for der var næsten ingen på gade, og der var mørkt i vinduerne. Faktisk var der slet ingen, men det var også tidligere end det plejede, og hun blev næsten helt i godt humør. Hun trykkede en lille snebold, og kastede den, den røg ind og ramte vinduet, og John kikkede ud. Hun vinkede ham udenfor, og da han havde klædt sig varmt på, kom han ud. De gik en tur, og nød stilheden, selvom det begyndte at virke lidt komisk, nu hvor folk skulle være på vej til arbejde, men de gik rundt, og startede somme tider en lille snekamp, bare de to. Efter nogen tid, besluttede de at det var lidt mærkeligt at der ikke var nogen biler, eller andet der larmede, så de satte kursen mod skolen, hvor der gerne skulle være børn der lejede, eller lys i klasseværelserne. Det var ved den slags lejligheder, at hun så brændende ønskede sig at hun, og John, kunne få et barn. Men det var umuligt. Da de nåede skolen, var den ligeså øde, som gaderne havde været det. Der var ingen børn der lejede, og ingen børn, der sad bag store vinduer, og modtog undervisning, mens de hellere ville være ude. Der var overhovedet ingen mennesker, men det var ikke noget de var kede af, for nu havde de endeligt fred, til at gøre som de ville, uden at nogen syntes at de var mærkelige, så de lavede en lille snemand, og efter den, lavede de en lidt stører, og endnu en. De blev enige om at tre måtte være nok, og at de ville se om butikkerne var åbne. Om der var mennesker der. Der var ligeså øde, som der havde været alle andre steder, så de gik hjem, i den, efterhånden trykkende, stilhed, og begyndte at snakke om hvad de mon kunne være sket. Var byen blevet evakueret i løbet af natten? Eller var der en anden forklaring. John havde engang læst om en bombe der kunne udslette alt levende, uden at skade bygninger, og planter. En prøvesprængning på en stillehavsø havde faktisk kun efterladt en dyreart, og det var rotter. Men hvis det havde været en neutronbombe, så burde de heller ikke have overlevet, eller John burde i hvert fald ikke, men om Tellus kunne overleve, når rotter kunne, det vidste de jo af gode grunde ikke. De blev enige om at det heller ikke kunne være det, alene fordi John stadig var der.
Som dagen gik, begyndte Tellus at nyde den endnu mere, mens John begyndte at blive lidt urolig, over den manglende tilstedeværelse af andre mennesker. Der var ikke noget i radioen, og TV'et var lige så dødt, der var tilsyneladende ikke nogen, nogen steder. Om aftnen gik de tidligt i seng, efter en dag i den totale frihed, den første dag, uden alle deres plageånder, og uden den hæslige hvisken i krogende. Tellus faldt i søvn, glad, og noget nær lykkelig, for første gang, i alt for mange år. Det havde været en pragtfuld dag, og lige inden hun faldt hen, tænkte hun på hvor lang tid det ville vare. Hun håbede på en måde at det ville vare for altid. At de aldrig mere skulle lide under andres sladder, at folk aldrig mere ville smile til dem, og være flinke mod dem, for så få minutter senere at svine dem til, og sprede løgne om dem.
Da hun slog øjnene op næste morgen, brast håbet fra aftnen før, idet der i samme øjeblik drønede en lastbil forbi, ude på vejen, og dermed tilkendegav at freden var forbi. Hun tænkte på om det hele mon kun havde været en drøm, eller om det havde været virkelighed. Hun besluttede at hun var ligeglad, for det havde været fantastisk, og hun vækkede John. Hun nævnte ikke det fra dagen før, for hun ville ikke vide om det bare var en god drøm, eller en fantastisk virkelighed, så hun spurte ham bare hvad han ville sige til at de tog nogle år til Afrika. Han så først forvirret ud, men fik hurtigt samlet tankerne, og sagde ok. Hun ringede først til et flyselskab, for at bestille billetter, og begyndte så at få fundet et sted, hvor de kunne få opbevaret alle deres ting, mens de var borte. Derefter ringede hun til udlejeren, og sagde at de skred, og at han kunne komme efter pengene for den resterende tid, de tre måneders opsigelse. Hun gad ikke sige op, fra hendes arbejde, de kunne selv finde ud af at hun ikke kom, de var jo alligevel altid så skide kloge, på hvad hun lavede.
Der var gået en uge, fra den morgen hvor hun havde truffet beslutningen, og nu stod hun, og John, ved checkin skranken, med deres pas, og deres visa, på vej mod en ny verden, og et nyt liv.
---
Til døden jer skiller
Mange år var efterhånden gået, efter Tellus, og Johns første møde. John var blevet gammel og svag, mens Tellus var forblevet ung, og smuk. John lå på hans dødsleje, og det pinte Tellus at se ham så svag, men hun kunne ikke hjælpe ham.
Hun tænkte tilbage på alle de år de havde haft sammen, de havde set det meste af verden, og havde levet, næsten, som almindelige mennesker. I de mere uciviliseret lande, havde hun holdt sig til menneskeblod, og holdt sig fra dyrene, hun havde levet godt. Imens hun tænkte på dette, tog John fat i hendes arm, hun kikkede på ham. Han ville have hende til at gøre en ende på det. Hun kunne ikke, hun vidste at hun burde have gjort det, den dag for over tres år siden, men nu kunne hun ikke, hvor gerne hun end ville hjælpe ham. Til sidst faldt han bort, hun følte sig tom indeni. Hun følte sig som et menneske. De havde aldrig fået nogen børn, og alt hans familie var gået bort, der var ikke andre end hende tilbage.
Hun arrangerede begravelsen, og for første gang betroede hun sig til en anden. Hun fortalte præsten hvad hun var. Han så længe på hende, der stod en vampyr foran ham, en vampyr der ville have sit livs kærlighed stedt til hvile, en som følte som et menneske, og ikke passede på hans forestilling om en der myrdede mennesker i det omfang hun gjorde. Det var ikke en fysisk manifestation af ondskaben der stod foran ham, men en der havde mistet. En der var lige så svag som alle andre. Hun var kommet i hans kirke i årevis, og han havde aldrig forestillet sig at HUN kunne stå bag alle de lig, han havde sent til hvile, i hans sogn, men han tvivlede ikke på hende. Det blev en stille begravelse, der kom ikke mange, for selvom de havde boet i byen de sidste mange år, mens John var blevet svagere, så havde de ingen bekendte. De turde ikke løbe den risiko, at nogen kunne opdage deres dødelige hemmelighed. Til begravelsen var der kun Tellus, og de sædvanlige nysgerrige der altid kommer til begravelser af folk de ikke kender. Bagefter gik hun stille hjem. Hun havde ikke spist i snart en uge, men var ikke sulten, hun tænkte kun på hvad hun havde mistet, hun følte et kort øjeblik skyld overfor alle dem hun havde frataget en søn, eller en datter. Hun skød det fra sig, hun skulle også leve. Naturen havde skabt hendes rase, og naturen tillod at hun slog ihjel, men hun havde bare ikke løst til det lige nu.
Flere uger var gået, og hun var så småt begyndt at jage igen, men hun følte ingen glæde ved at slå ihjel, som hun tidligere havde gjort. Nu jagede hun kun for at overleve. En aften hun følte savnet mest, gik hun ind et af de steder, hvor menneskene hang ud. Men ikke for at jage. Der var dukket et stof op, som hun havde hørt om, da hun var ung, det havde slået mange ihjel, flere end hun, nu var det dukket op igen. Ecstasy. Hun besluttede at prøve det, så hun opsøgte en af dem hun vidste der solgte det. Hun købte femogtyve piller. Nok til at dræbe et dusin mennesker, og hun slugte dem alle, en for en. Det ville have sendt en normal dødelig i gulvet med det samme, men det var hun ikke. Virkningen på hende var som hvis et menneske havde taget en enkelt. Hun blev i festhumør, og dansede som en besat. Ikke kun nogle timer, som hos menneskene, men der i mod i flere dage, hun kunne ikke finde hvile, og spiste intet i alt den tid. Til sidst faldt hun om af udmattelse, og da hun kom til sig selv, slæbte hun sig hjem i sengen. Fra natskabet tog hun to stykker papir. Hun skrev et brev, hvor hun tilstod samtlige mord, hun havde begået de sidste år, hvor de havde boet i byen, samt angav hvor de kunne finde de lig de manglede, hun beskrev endda den dag, så mange år tidligere hvor hun kunne have dræbt den betjent der havde passeret hende, mens hun gemte sig i skoven. For at drille dem fortalte hun om Jane, Johns mor, der kendte til hendes sande jeg. Hun skrev en kort note til præsten, hvor hun bad om, at blive stedt til hvile, ved hendes mands side. Hun lå sig til at vente. Hun var for svag til at jage, og vidste at hun ville dø, en af de nærmeste dage. Der gik kun to.
Præsten opserverede at hun manglede ved den næste gudstjeneste, det var den anden i træk hun var udeblevet fra, og han blev urolig. Var hun rejst? Næppe. Hvorfor var der holdt op med at forsvinde mennesker? Han besluttede at finde ud af det, og aflagde hende et besøg.
Præsten bankede på vampyrens dør. Der kom intet svar. Han tog i håndtaget, døren var åben, så han gik forsigtigt ind, mens han kaldte på hende. Han ville nødig overraske hende, hun var en dræber, af natur. Han fandt hende i soveværelset, hvor hun lå på sengen. Han vidste ikke hvordan man så om en vampyr var død, men han følte at hun ikke var levende, eller hvad en vampyr nu end er. Der var noget anderledes ved hende, som hun lå der. Hun var ikke som når han ellers så hende. Der lå to stykker papir på brystet af hende, han tog dem op, og læste dem langsomt. Han vidste at han burde ringe efter politiet, og give dem den tilståelse hun havde skrevet til dem. Han gjorde det ikke, det ville bare forhindre ham i at opfylde det ønske hun havde nedskrevet på det første ark, han havde læst. Hvis de fandt ud af hvad hun virkelig var, så ville hun blive udstillet, eller brugt til studier, som havde hun været en sjælden fisk. Hun var trods alt et af hans sognebørn, og han besluttede, at brænde tilståelsen, der var alligevel ingen der kunne bruge den til noget, når hun var død. De vidste knap nok hvad de jagede, så hvorfor give dem hende.
Tellus blev bisat ved en endnu mindre ceremoni, end John, for nu var der ingen, end ikke alle de nysgerrige, de kom altså kun for at se andre sørge. Da præsten var færdig med den indendørs del af ceremonien, blev kisten lagt i jorden, og det var ovre. Præsten var den eneste der kneb en lille tåre, han var den eneste der havde kendt hende. Han gik forbi hendes grav hver dag, men følte ingen glæde ved det. Hun nød måske nok at dræbe, men hun nød det på samme måde som en tiger, det var hendes natur. Han spekulerede på hvor mange at deres slags der fandtes.
Tellus ver. 3. By: BurningShadow
============== =================
Skabelsen
Det var en søndag formiddag, Tellus sad i kirken, mens det regnede udenfor. Præsten var i gang med hans prædiken, og hun kedede sig bragt. Hun kunne ikke have været mere ligeglad med hvad han sagde, men hendes forældre var dybt kristne, og så derfor gerne at deres datter delte deres tro. Hun gjorde alt andet end, men det var der tilsyneladende andre der gjorde, i hvert flad var der mange ældre mennesker i kirken. Det var der altid, og det undrede Tellus, for de måtte da have nået en alder, hvor de var vokset fra at tro på alt, hvad de fik at vide, men måske de netop var så gamle at de var begyndt at blive bange for at dø, og derfor havde brug for noget at tro på, noget der ville sikre at de ikke bare var borte, når de døde. De havde sikkert brug for en gud, og et liv efter døden, for at kunne udholde tanken om at de ikke havde så meget tid igen. Men hun var ung, og havde ingen planer om at dø, inden for en nær fremtid, så hun havde ikke brug for dette, og ville allerhelst sidde hjemme, med en god bog.
Da gudstjenesten endelig var ovre, gik hun en tur på kirkegården. Regnen var aftaget lidt, men det dryppede stadig, og luften duftede frisk, efter regnvejret. Det skete ofte at hun gik en tur blandt gravende, efter at have kedet sig til gudstjenesten. Hun vidste egentligt ikke hvorfor, men hun følte sig "tiltrukket" af døden, og tanken om at det var mennesker, der lå dernede. Mennesker som hun havde mødt, og mennesker hun aldrig havde hørt om, men fælles for dem alle var, at det var folk der havde haft familier, og nogen der holdt af dem. Hun følte egentligt ikke noget ved at gå der, og alligevel kunne hun lide det. Hun stoppede ved en nogenlunde frisk grav, den var så ny, at der endnu ikke var kommet en sten på, der var bare den nøgne jord. Graven tilhørte en af dem hun ikke syntes at have mødt, endsige at have hørt om, mens han levede. Det var en ung mand, der var blevet overfaldet at et dyr, der havde dræbt ham, ved at bide ham i struben. Man mente at det måtte være sket et andet sted, end hvor han var blevet fundet, for der var intet blod på jorden, eller andre tegn på kamp, hvilket der burde have været, hvis et dyr havde angrebet ham. Hans lig have været intakt, og bar ikke præg af at have været udsat for noget voldsomt, bortset fra et bidemærke i struben. Det var lidt af et mysterium hvilket dyr, der havde gjort det, for der var ingen dyr i området der var store nok til at kunne dræbe et menneske, på den måde, og så oven i købet flytte det. Faktisk var det største dyr, der omkring, en ræv der normalt holdt sig til høns, fra husende i udkanten af byen, og som var så bange for mennesker, at den ville flygte, ved synet af et der nærmede sig.
Hun stod og fik en underlig følelse i hele kroppen, hun kunne på en eller anden måde fornemme at det ikke var et dyr, der havde gjort det, men heller ikke et menneske, og hun følte sig utilpas ved tanken om hvor ofte hun havde gået, og cyklet, gennem skoven, ikke langt fra det sted hvor liget var blevet fundet, og hun tænkte på at det kunne have været hende der havde ligget der i graven. Det kunne have været hende der havde mødt, hvad det end var, der havde dræbt den unge mand, med et bid i halsen. Hun mærkede noget vådt, løbe ned over hendes hals, og blev et kort øjeblik grebet af panik, men opdagede så at det bare var vand. Regnen var begyndt at tage til igen, og hun besluttede sig for at gå hjem, hun skulle alligevel lave lektier, til næste uge. Hun skulle skrive en opgave om "det overnaturlige", et ord hun ofte havde undret sig over, for hvis noget var naturligt, så måtte det jo være normalt, og hvis noget var så naturligt at det ligefrem var OVERnaturligt, så måtte det jo være ekstremt normalt, og hvordan kunne f.eks. spøgelser, så være OVERnaturlige? Burde det ikke hedde UNDERnaturlig?
Det var efterhånden blevet aften, og udenfor var det holdt op med at regne. Hun havde, trods flere timers skrivning, stadig ikke fået skrevet noget hun syntes hun kunne bruge, så hun besluttede sig for at gå en tur, og måske besøge pastoren. Hun gik gennem skoven, som hun så mange gange før havde gjort det, men pludselig blev hun opmærksom på at der var noget der raslede mellem buskene, og hun stansede op, ude af stand til at bevæge sig, eller trække vejret. Da hun så den mørke skikkelse komme frem, udstødte hun et lille skrig, og ræven flygtede, næsten mere panisk, end hun. Lettet over at det ikke var det mystiske dyr, men bare en harmløs ræv, gik hun videre, mens hun opmærksomt lyttede til hver eneste lyd i skoven, for at være forberedt, hvis det skulle dukke op. Da hun var kommet sikkert ud af skoven, satte hun kursen mod præsteboligen, for at se om pastoren kunne hjælpe hende med ideer til opgaven, for efter hendes mening måtte en der, i fuld alvor, kunne tro at der fandtes en gud, have en skrue løs, og derfor være bedre til at få ideer til en sådan opgave, end hende selv. En gud, eller et spøgelse, hun kunne ikke se forskellen.
Han var ikke hjemme, og skuffet besluttede hun at gå over kirkegården på ved hjem, så hun kunne se graven igen. Hun følte sig specielt tiltrukket af netop denne grav, uden at vide hvorfor, men der var noget særligt ved den. Måske var det måden han var død på, måske var det fordi hun ikke kunne slippe den følelse, af at det hverken var et dyr, eller et menneske, det havde slået den unge mand ihjel, men hun kunne stå der, i noget der føltes som evigheder, og bare betragte graven, i det altomsluttende mørke. Som hun stod der, i den totale stilhed, følte hun sig pludselig iagttaget. Hun vente sig om, og så lige ind i en stor sortklædt skikkelse. Det var pastoren, og han spurgte, smilende, om han havde forskrækket hende. Da han ikke fik noget svar, konstaterede han neutralt, at hun også havde været ved denne grav tidligere på dagen. Det indrømmede hun, dog uden at fortælle hvorfor, hun nøjedes med at forhøre sig, om det kunne tænkes at han ville hjælpe med nogle ideer, til en opgave om det overnaturlige. Det ville han godt, og inviterede hende indenfor i præsteboligen, hvor han, i flere timer, fortalte om spøgelser, vampyrer, og varulve. Han fortalte om de spøgelser, han påstod der fandtes på hans kirkegård, og meget andet.
På vej hjem gik hun atter gennem skoven, men hun syntes at den, på en måde, virkede mere uhyggelig nu, end da hun havde passeret den samme strækning, tidligere på aftnen. Hun forventede nærmest, at der hvert øjeblik kunne springe et eller andet frem fra sit skjul, bag et træ, og angribe hende. Et eller andet, der ikke burde kunne eksistere. For ikke at tiltrække sig opmærksomhed, fra dette "noget", forsøgte at gå så roligt, og forsigtigt hun kunne. Lige da hun nåede skovbrynet, kunne hun ikke mere, og satte i et panikslagent løb, hele vejen hjem. Hun faldt en enkelt gang i mudderet, der var kommet, som resultat af dagens regn, men hun kom op igen, og fortsatte, som om der var noget efter hende, hvilket der ikke var.
Hun fortsatte med at besøge præsten, og var der næsten hver aften, den følgende uge, og han fortalte meget om det overnaturlige, og det mystiske, han fortalte endda om den gud han troede så sikkert på eksisterede, og jo mere han fortalte, jo mere sikker blev hun på at disse ting ikke kunne eksistere. Hver aften gik hun gennem skoven, både derover, og på ved hjem. Hun følte sig ikke længere utilpas ved at gå gennem den, og hun begyndte igen, som hun havde gjort tidligere, at fløjte, og nynne, på hendes vej gennem mørket. En aften hørte hun noget rasle bag sig, og tænkte at det måtte være pastoren, der ville give hende en lille forskrækkelse, fordi hun var så sikker på at ingen af disse ting, han havde fortale om, eksisterede, og hun besluttede at det skulle han da have lov til, så hun fortsatte, men satte dog farten lidt ned, så han kunne følge med, for han var jo ikke ligefrem nogen ung mand mere. Da hun kunne høre at han var lige bag hende, vendte hun sig om, for at overraske ham, men det var ikke den flinke gamle præst hun så. Hun begyndte at løbe, ude af sig selv af skræk.
---
Den første tid
Da hun vågnede, opdagede hun at hun havde sovet for længe, og umuligt kunne nå i skole, til tiden, så hun tog et dejligt langt, og varmt, bad inden hun klædte sig langsomt på. Hun gad ikke skynde sig, for hun ville få en skideballe, uanset hvad. Hun sprang, for første gang i årevis, morgenmaden over, hun var ikke sulten, og havde ikke lyst til noget at spise. Hun tænkte et kort øjeblik på aftnen før, det måtte have været sent, siden hun havde sovet over sig, men hun kunne ikke umiddelbart huske hvordan hun var kommet hjem. Hun tænkte ikke nærmere over det, og besluttede at det var på tide at tage op i skolen, til den ventende skideballe. Læren opførte sig, som sædvanlig, som en vanvittig, og råbte, og skreg, som om han troede at hun faktisk lyttede efter hvad han sagde. Det ville have været svært at finde en der var mere ligeglad, for hun var efterhånden så vant til alt hans brokken sig, for der var altid noget han brokkede sig over. Han kunne aldrig bare lade hende være. Hun ventede bare på at han skulle blive færdig.
I pauserne sad hendes klassekammerater altid, og snakkede om hvem de havde scoret i byen, denne weekend, eller hvem de gerne ville score, den næste weekend. Hun gad ikke høre på det, og hun var begyndt at holde sig endnu mere for sig selv, efter at de var begyndt at moppe hende med at hun stadig var jomfru. Kunne de ikke bare blande sig udenom, og lade hende være i fred. Hun sad for det meste og læste i pauserne, for at slippe for de andre, hun havde fået læst meget dette år, og en stor den af det foregående. I øjeblikket sad hun og læste en bog af John Grisham, den hed "The Street Lawyer", og hun kunne godt lige den, selvom den ikke var god på samme måde som så mange andre bøger, hun havde læst. Den fik hende til at tænke mere over hvad det egentligt var hun ville med hendes liv, og hun indså at hun ikke helt vidste det.
På vej hjem kom hun forbi en lille dreng, der var væltet på hans cykel, han sad på den halvkølige asfalt, og græd, mens det blødte fra en lille hudafskrabning, på hans ene ben. For første gang, den dag, følte hun sult, hun havde heller ikke spist noget til middag. Men nu kunne hun næsten ikke styre sig. Hun satte sig på hug, ved siden af ham, og begyndte stille at trøste ham. Da han var holdt op med at græde, tog hun et fast greb om hans ben, og begyndte at suge det varme blod i sig, mens han skreg, og spjættede, som en vild. Lige idet han begyndte at tie stille, og blev slap, kom pastoren forbi, han var tydeligvis ikke glad for det han så. Han forklarede hende, at hun skulle være mere forsigtig, når hun spiste, og aldrig gøre det, hvor det var andre mennesker, da de så ville jage hende. Han hjalp hende med at samle drengen op, og transportere ham hjem til hende, så hun selv kunne finde et sted at skjule ham, så han blev fundet tilfældigt, ligesom liget af den unge mand, i den nye grav på kirkegården.
Der gik nogle uger, og hun mistede langsomt evnen til at føle noget som helst, hun var ikke længere i stand til at glæde sig over noget, og hun var heller ikke i stand til at føle sorg, eller skyld, over de ting hun gjorde. Hun følte ikke længere det samme had, til dem der ikke kunne lade hende være i fred, faktisk kunne hun intet føle, ikke engang kærlighed, ikke at hun nogensinde sådan rigtigt havde haft den følelse. Der var en ting mere. Hun følte ikke længere savn, og længsel. Hun havde i så lang tid længtes efter en at holde af, en at elske. Hun kunne ligge i hendes seng om morgnen, og længtes desperat efter en navnløs, ansigtsløs, ukendt person, som hun kunne hold af. Men den følelse var forsvundet, sammen med de andre, og det var hun godt tilfreds med, for den havde kostet hende for mange tåre, til at hun ønskede den.
Hun startede med at drikke hendes mors blod. Der var ingen udenfor huset der ville lægge mærke til at hun forsvandt, for hun havde ikke noget arbejde, og snakkede ikke med ret mange af de lokale. Hendes far var et sølle pjok, og det ville ikke være noget problem at få ham til at holde kæft, indtil hun også havde fået gjort det af med ham. Hun listede ind til hendes forældres seng, en sen aften, og gik om til hendes mors side, hvor hun forsigtigt fjernede dynen, og blottede hendes hals. Hun holdt hende for munden, satte tænderne i struben, og bed huld. Hendes mor vågnede, og forsøgte at skrige, men kunne ikke, da Tellus holdt hende for munden. Hun forsøgte at vække hendes mand, men hun kunne ikke nå ham, og alt imens sugede Tellus blodet, og livet, ud af hende, hun sugede til sidste dråbe, imens moderen i et sidste desperat forsøg på at overleve, fægtede men armene, og fik væltet vækkeuret ned fra natbordet. Det var det sidste hun nåede, før hun døde, men det var nok til at hendes mand, Tellus' far, vågnede. Han famlede først forvirret efter kontakten til lampen, på hans natbord, men da han ramte den, og der blev lys, udstødte han et forskrækket skrig, i rædsel. Han så Tellus rejse sig fra hans, nu afdøde, kone, med et par dråber blod, i den ene mundvig. Tellus tog hendes mor, og gik ind i et andet rum med hende, hvor hun lagde hende ved siden af drengen, der var væltet på cyklen, nogle dage tidligere. Da hun vendte tilbage til soveværelset, manglede hendes far. Har var gået ind i stuen, og forsøgte at få så meget kontrol over sig selv, at han kunne ringe til politiet. Tellus fik ham forklaret, at hvis han gjorde det, så ville hun blive nødt til også at slå ham ihjel. Han forstod budskabet, og opgav.
Hun passede hendes skole, som normalt, men var holdt op med at besøge præsten, og nogle dage efter at hun havde drukket hendes mor, var Tellus igen så sulten at hun blev nødt til at finde noget at spise. Denne gang blev det hendes far, men hun var bange for at han skulle være forberedt, så hun turde ikke gøre det om natten, som hun havde gjort det ved hendes mor. Hun ventede på ham, en dag han kom hjem fra arbejde. Han havde lige stanset bilen, og var på vej ud af garagen, da hun listede sig ind bag på ham. Hun fik ham lagt ned, så han ikke så let kunne stikke af, og så bed hun. Da hun var færdig, bar hun ham ind til de to andre lig, mens hun tænkte på hvor lang tid der ville gå før de ringede fra hans arbejde. Hun valgte at komme dem i forkøbet, og ringede til dem, næste morgen, for at sygemelde ham. Hun kom til at tale men en gammel dame, og forklarede hende, at hun var hans datter, og at han var blevet syg, og ikke selv kunne ringe. Den gamle dame var fuld af forståelse, og ønskede ham god bedring. Det var da nemt, tænkte hun, men det ville ikke holde evigt, for om nogle dage, ville de bede om en lægeerklæring, og den kunne godt blive et problem at skaffe, men den tid, det problem, og indtil da havde hun fred. De bad aldrig om en lægeerklæring, og nogle dage senere fangede hun hendes lillesøster, da hun kom hjem fra skole. Lillesøsteren var ikke så gammel, og havde været glad for at moderen var forsvundet, men havde ikke vidst hvad der var sket. Hun vidste bare at hun fik lov til mere nu, og at hendes far var taget ud for at lede efter moderen. Hun anede ikke uråd, da Tellus ville "se hvad det var for en plet" på hendes hals, og bed sig fast. Det tog ikke lang tid før lillesøsteren var færdig med at spjætte, men da der ikke var så meget føde i hende, supplerede hun med deres to hunde.
Hun flyttede alle linende ind i lillesøsterens værelse, og placerede dem i en fin lille pyramide. Seks lig var ikke meget, men det var da en begyndelse, tænkte hun, mens hun gik ud af døren.
Der gik ikke mange dage, før en af søsterens klassekammerater kom, og spurte om søsteren kunne lege, og hvorfor hun ikke kom i skole. Tellus overvejede et kort øjeblik om hun skulle drikke barnet, men besluttede at lade være, selvom hun var ved at være godt sulten, så hun nøjedes med at forklare at lillesøsteren var hos bedsteforældrene, og at det nok ville vare et stykke tid, før hun kom i skole igen. Dagen efter kom søsterens lære, og ville vide om det var sandt, hvad hun havde hørt. Tellus gav hende den samme historie, som hun havde givet kammeraten, men det lod ikke til at hun troede på det, og hun ville have et telefonnummer til bedsteforældrene, så hun kunne ringe, og få det bekræftet. Tellus havde en umådelig lyst til at drikke hendes blod, men forsøgte at beherske sig, og gav hende i stedet telefonnummeret. Da læren var på vej ud af døren, besluttede Tellus sig alligevel for at få stillet hendes sult. Hun gav først slip, da læren var blevet rolig.
En dag stod politiet udenfor, og bankede på døren. Hun åbnede ikke for dem, så de gik rundt om huset, og forsøgte at se ind gennem vinduerne, men kunne ikke, fordi hun havde trukket gardinerne for. De vendte tilbage til døren, og bankede på igen, men denne gang valgte hun at åbne, for at høre hvad de ville. De var lidt bekymret fordi en lære, fra den lokale skole, ikke var kommet hjem, nogle dage tidligere, efter at have været der. Senere var der forsvundet to Jehovas Vidner, i området, så de ville gerne stille hende nogle spørgsmål, og se sig lidt omkring. Hun inviterede dem indenfor, eller rettere, det gjorde hun ikke, hun undlod bare at protestere, da de fremviste en ransagningskendelse. De to af betjentene begyndte at undersøge huset, rum for rum, mens den tredje, holdt øje med Tellus. De startede med at undersøge stuen, og fortsatte i køkkenet. De fandt intet, og det gjorde de heller ikke ude på badeværelset. I forældrenes soveværelse, fandt de kun en pænt redt seng, der ikke viste nogen tegn på at der var noget galt, og det samme gjaldt i Tellus' værelse. De var lige ved at opgive at finde noget, så den ene betjent begyndte at gå tilbage mod stuen, mens den anden, åbnede døren til lillesøsterens værelse. Han gav et lille skrig fra sig, og den første betjent, det havde sat kursen med stuen, vendte om, og småløb hen mod den anden betjent.
Inde i stuen, forsøgte Tellus at finde en måde at slippe væk, men den betjent der holdt øje med hende, var hele tiden på vagt, og var parat til at skyde, hvis hun gjorde den mindste uoverlagte bevægelse, men da de hørte en betjent udstøde et lille skrig, vendte betjenten sig om, og var et kort øjeblik ikke opmærksom på Tellus, som udnyttede chancen til at springe på ham, og brække hans nakke, hvorefter hun løb mod lillesøsterens værelse, og indhentede den første betjent, som hun spændte ben for, så han faldt, og idet han ramte gulvet, sparkede hun så hårdt til hans hoved, at der lød et lille knæk, der tilkendegav at han ikke længere udgjorde nogen risiko. Da den anden betjent hørte hans kollega falde til gulvet, vendte han sig om, men han nåede ikke at trække sit våben, før hun også havde overmandet ham, og bed sig godt fast i struben på ham. Han sprællede som en fisk, og forsøgte af alle kræfter at slippe fri, men hun var stærkere end ham, for han var allerede ved at være svækket ved manglen på blod, og han løb snart tør for liv. Hun stablede omhyggeligt de sidste tre lig, ovenpå de øvrige otte mennesker, og to hunde. Der var nu 13 døde kroppe, i det hele, og selvom det var en del, så syntes hun ikke at det var nok, for en stor pyramide ville gøre at langt bedre indtryk, når den blev fundet, tænkte hun, men hun havde ikke tid til at tilføje flere lig, for når tre betjente forsvinder, så vil det hurtigt begynde at vrimle med politi, i området.
---
Flugten
Hun var på flugt i flere måneder, og vinteren var ved at være forbi. Det var svært at skaffe mad, om vinteren, for folk gik ikke så meget ude, som de gjorde om sommeren. Den eneste fordel var at der var mørkt, så hun nemmere kunne skjule sig, og så overraske byttet. Hun levede af hvad hun sådan lige kunne finde, hvilket ikke var meget, og yderligere betød at hun ikke kunne studere hendes bytte på forhånd, og dermed sikre sig at det ikke ville blive savnet lige med det samme, så hun kunne nå at forsvinde, fra området, inden politiet fik færden af hende. Denne uforsigtighed betød at politiet altid var lige i hælene af hende, og sjældent mere end nogle få bagefter. De vidste med sikkerhed HVEM de ledte efter, for hun var jo flygtet hjemmefra, efter at have myrdet tre betjente, og sammen med deres lig, havde de fundet resten af husets beboere, på nær hende. De havde og en svag ide om HVAD de ledte efter, men de kunne ikke bruge denne viden til noget, i efterforskningen. De kunne kun bruge den til at tage nogle få forholdsregler, men det var også det hele, for de kunne ikke gå ud, og efterlyse en vampyr. Folk ville ikke kunne tage dem seriøse, hvis de efterlyste en farlig vampyr, og så offentliggjorde et billede af en 20 årig ung kvinde, med langt mørkt hår, brune øjne, og et stort smil. Hvis de gjorde det, så ville halvdelen af befolkningen begynde at spekulere på, om samtlige landets pansere havde indtaget nogle af alle de stoffer, de havde beslaglagt, og den sidste halvdel ville uden tvivl gå i panik, hvilket ville resultere i en situation hvor alle ville mistænke alle for at være vampyrer, og derfor begynde at gå løs på hinanden. De kunne altså ikke bruge medierne, til deres egen fordel, i denne sag, og måtte derfor løse den ved brug af godt gammeldags politiarbejde. Men ikke nok med at de ikke kunne BRUGE medierne, så skulle de også, for enhver pris, undgå at de fandt ud af at politiet jagede en vampyr, for det ville være ligeså skadeligt, for efterlysning.
Imens politiet undrede sig over hvor hun befandt sig, mellem jagterne, så tilbragte hun tiden i kirkerne. Hun havde aldrig troet at hun skulle kunne bruge kirkerne til noget fornuftigt, men det kunne hun nu. Hun overnattede i dem, og hun tilbragte en stor del af dagen i dem. Hun begyndte også at studere den religion, som folk dyrkede. Hun havde stadig svært ved at forholde sig til at der skulle kunne eksistere en form for gud, men på den anden side, så havde hun heller ikke troet at der kunne eksistere vampyrer, men hun var jo selv et lavende bevis på at hun tog fejl. Så måske der alligevel kunne være noget mere. Uanset hvad, så gik tiden med det, og hendes samtaler med de lokale præster, gjorde at tiden gik lidt lettere, og det var alligevel det sidste sted politiet ledte. De havde en forestilling om at vampyrer ikke kunne tåle sollys, eller færdes på indviet jord. De havde set for mange film, men det var en ting der kom hende til gode.
Hun begyndte langsomt at ændre hendes spisevaner. Hun havde tidligere taget hvad hun kunne finde, men nu var hun begyndt at gå efter en helt bestemt gruppe. En gruppe der var lettere at jage, da den aldrig fattede mistanke. Unge mænd. Når de gik i byen, i weekenden, så var hun altid parat til jagt, hvilket ville sige at hun havde iklædt sig noget, som ville gøre det lettere at få deres opmærksomhed. En lille halvgennemsigtig bluse, en næsten endnu mindre nederdel, var altid godt, når hun skulle lokke dem med udenfor. De fik altid lov til først at give et par drinks, og så begyndte hun at antyde, at der let kunne ske mere, hvis de fulgte med hende udenfor. Det kunne der også, men der skete bare aldrig det, de havde forventet. Der var aldrig nogen der overlevede et møde med hende, og aldrig nogen der fik, hvad de havde forventet. Men det gjorde hun, og det var det vigtigste for hende.
En ganske normal aften, sad hun på et nyåbnet diskotek, og var på udkik efter et bytte. Hun bar den normale påklædning, og hun tiltrak sig en masse opmærksomhed, fra potentielle byttedyr. Hun havde endnu ikke fundet aftens offer, men havde også tid nok, så hun lod en påtrængende fyr give hende en drink, mens hun overvejede om han var værd at spille tid på. Det syntes hun ikke at han var, så hun fik han til at forstå at hun ikke var interesseret i hans selskab, efter den anden drink. Kort efter at han, halvsur, var gået, kom der en ung smart fyr ind af døren. Han var veltrænet, og lige noget der kunne bruges, som et godt solidt måltid, hun flyttede sig lidt, så han ikke kunne undgå at få øje på hende. Han kom hurtigt hen og ville snakke, så hun glædede sig allerede til aftens måltid, og hun kunne mærke sulten gnave, mens han bare sad der og snakke om ham selv, og hans lide for oversmarte livsstil. Hun begyndte at småkede sig, og forslog ham at de gik udenfor, og fik noget frisk luft. Han var med det samme med på ideen, men han kunne jo heller ikke vide hvad der rent faktisk skulle ske. De gik lidt afsides, og hun holdt ham tæt ind til sig, mens hun indsnusede duften, af hendes næste måltid. Pludselig vippede hun ham bagover, mens han gav et lille forskrækket skrig, men det var intet sammenlignet med det han kunne udstøde da hun bed sig fast i halspulsåren. Der var ingen der hørte hans smertes skrig, for alle havde travlt med at fæste. Hun skjulte liget i en mørk baggård, bag en masse skrammel, hvor hun mente at det ville kunne ligge i nogle dage, måske endda uger, før det blev fundet.
---
Mødet med John
Med tiden var en for længst forsvundet følelse begyndt at vende tilbage. Det var ikke en følelse hun havde savnet, faktisk havde hun glædet sig over at den var forsvundet. Hun var begyndt at længtes efter selskab. De sidste mange uger var hun vågnet om morgnen, med længslens tåre i øjnene, men hun havde altid lært, at hun ikke måtte lege med maden, og det havde hun indtil videre valgt at lade være med.
Nu sad hun på et halvsnusket diskotek, med øl pletter på bordene, og gammel stearin på lysestagerne. Halvdelen af gæsterne, var små snuskede weekend narkomaner, der ikke var specielt nærende, alligevel valgte hun stedet. Eller måske lige præcis derfor. Der var ingen der ville undre sig over at de ikke kom hjem i nat, og inden de begyndte at efterlyse nogen af dem, så var hun for længst taget et andet sted hen.
Hun havde lige fået øje på et bytte. Han var vel ikke mere end 17 år, og gik stadig i skole. Han lignede ikke en der ville blive savnet de første mange dage. Mens hun sad og overvejede om hun skulle vælge ham, eller drage mod andre jagtmarker, kom en anden ung mand hen til hende. Han sagde noget, hun ikke umiddelbart hørte, men hun vendte alligevel hovedet, for at se hvad det kunne være. Der stod en, med en drink rakt frem mod hende, hun tog den, og undrede sig over hendes held. Det havde været lidt svært at skaffe føde, det sidste stykke tid. Der havde ikke været så mange gode emner, men ham her så ud til at kunne udgøre et fornuftigt måltid, så hun tog drinken. Da han satte sig, spurgte han om hun havde spist, i denne uge. Hun så på ham, og sagde, at det havde hun, og at hun nu var på jagt, efter en at tilbringe natten med. Han satte sig, selvom han godt vidste at det ville betyde døden hvis han gjorde det, men han havde ikke bedre at tage sig til. Han havde lige misset hans uddannelse, på grund af for meget fraværd, og kæresten sked, da han fortalte om uddannelsen, så han syntes ikke at han havde nogen grund til at leve, og derfor lige så god kunne gøre lidt nytte.
Tellus sad og nærstuderede denne mærkelige muskuløse, lyshårede unge mand, der tilsyneladende godt vidste at hun kun spiste en gang om ugen, og derfor vidste han sikkert også at hun ikke var som ham. Alligevel havde han sat sig. Han måtte jo være træt af at leve, men hun var ligeglad, for mad var mad, og mad kunne spises, eller måske nærmere drikkes. De snakkede længe, han snakkede som et vandfald, og hun undrede sig over hvor mørkt han syntes at hans liv var. Han virkede fuldstændig knust over at kæresten var skredet, og han var ked af det med hans uddannelse, der var røget. Hun var ligeglad, og hun overvejede hvor lang tid de skulle sidde der, og snakke, for hun var sulten, og hun ville gerne snart have noget at spise. Men hvordan skulle hun gøre? For første gang var hun usikker. Hvordan skulle hun gøre, når han godt vidste hvad der skulle ske, og nærmest så ud til at ønske det. Der var jo ingen grund til at lokke ham, men hun syntes heller ikke at hun kunne spørge ham, om de skulle gå afsides, så hun kunne drikke hans blod. Hun valgte at tage sig sammen, og afbryde hans talestrøm, så hun spurgte ham bare, om de skulle gå ud.
De gik udenfor, og fandt et afsidesliggende sted, hvor de ikke ville blive set. Han åbnede hans jakke, og trak lidt ned i blusen, så hans hals var blottet. Hun stirrede vantro på ham, skete det virkelig, eller drømte hun? Var han virkelig ikke bange for at dø, var han virkelig så vild efter at dø, og så på denne måde? Hun gik nærmere, mens hun så på ham. Han var på en måde anderledes end de andre, hun havde slået ihjel. Hun fugtede hendes læber, og kunne næsten allerede smage ham. Hun slikkede hans hals ren, som hun altid gjorde, lige inden hun bed, men hun bed ikke. Hun var ikke længere sulten, men hun vidste hvem det var hun havde længtes efter, og nu var han der, så hun kyssede ham blidt på halsen. Hun tænkte på, om han ville blive skuffet over at hun ikke bed ham, skuffet over at overleve, men det var ikke grund nok til at gøre det af med ham. Han kikkede forbløffet på hende, men sagde intet. Hun gav ham endnu et kys, og han gav efter, de stod sådan længe, mens hun tænkte på om det var det rigtige hun gjorde. Det håbede hun at det var, for hun ville så gerne have en at holde af, og som hun kunne fortælle hvem, og hvad, hun virkelig var.
Hun blev i området i lang tid, betydeligt længere end nogensinde før. Politiet burde have fanget hende nu, tænkte hun flere gange, men var egentlig ligeglad, de kunne bare komme. Men de kom aldrig, de indsamlede bare liggende, og søgte halvhjertet, det var ikke som i gamle dage, eller bare nogle måneder tidligere. Hun begyndte at drikke blod fra kvæget, og forskellige vilde dyr, og brugte kun mennesker i det omfang det var nødvendigt for at overleve. Hun brugte stadig kirkerne til overnatning, men tilbragte mere og mere tid med John, den unge mand, hun var faldet for. Han havde aldrig været bange for hende, men hun var en enkelt gang blevet bange for ham. Det var da han fortalte hvordan han vidste at hun var vampyr. Han havde fortalt at hans mor var panser, og havde haft et billede at en ung kvinde, med langt sort hår, og et lidt specielt ansigt. Det var mange år siden, havde han sagt, men han huskede tydeligt billedet, og havde genkendt hende. Hun troede, da han fortalte det, at han havde alarmeret hele styrken, og at de ville vente på hende, at de ville slå til når hun mindst ventede det. Det skete ikke, og hun begyndte at slappe mere af efter nogle uger, hvor der kun havde været den normale politi aktivitet. Men nu var hun blevet inverteret hjem til hans forældre, og dermed moderen. Betjenten, der kunne stoppe hende for altid. Hun var ikke nervøs. Hun var bange, bange som hendes offerer må have været det når hun bed sig fast, og de vidste at der ikke var nogen chancer for at overleve. Bange som musen, der blev trængt op i en krog af katten. Men hun blev nødt til at løbe den risiko, hun vidste ikke hvorfor, men det var hun bare.
De stod lidt udenfor, mens Tellus forsøgte at samle mod, til at gå ind. Hun indså at det ikke ville hjælpe at blive stående udenfor, så de gik ind. Synet der mødte den, overraskede dem begge. Da de gik fra gangen, ind i køkkenet fik de øje på Johns mor, der stod midt i køkkenet, med et kors, og en lille flaske, med en blank væske. John så måbende på hans mor, mens Tellus stille gik hen til hende, og tog flasken. Hun læste på etiketten, at der var vievand. Hun overvejede et kort øjeblik, om hun skulle grine, eller græde, af denne gamle overtro, men hun valgte at skrue låget, af flasken, og drikke indholdet, og som afslutning tog hun korset, med den ene hånd, og rakte den anden hånd frem, til et goddag, mens hun præsenterede sig, som "Tellus, din kommenene svigerdatter".
De sad inde i stuen og snakkede, da moderen spurgte om hun skulle lave en kop kaffe, til dem at holde sig vågen på, Tellus takkede nej, men en kop frisk blod ville da være velkommen. Johns mor, Jane, der ikke helt kunne klare den form for "jokes" så bare nervøst på hende, og gik så ud i køkkenet. Ude i køkkenet sikrede hun sig at den pistol, hun havde siddende i buksekanten, under blusen, var ladt. Det var den, og hun slappede lidt af. Hun undrede sig over hvordan hun kunne tillade at der sad en vampyr inde i hendes stue, hun havde selv jaget hende, kort tid efter at hun havde afsluttet politiskolen, det var dengang mordene var begyndt igen, efter en pause på nogle år. Hun vidste at hun burde ringe efter hendes kollegaer, men hun gjorde det ikke. Hun ville lade vampyren være, så længe at den lod hende være. Det syntes hun selv var rimeligt, hun havde jo, trods alt, haft chancen for at myrde hendes søn, et utal af gange, uden at gøre det, og havde tilmed sænket forbruget af menneskeblod. Hun var sikkert ikke så slem som de havde fået fortalt da de jagede hende. Jo hun var, og der var alt mulig grund til at passe på, besluttede hun. Hun gik ind med kaffen, og de sad og snakkede det meste af natten, indtil John foreslog, at de kunne snakke videre dagen efter.
Med tiden fik Jane et mere afslappet forhold til Tellus, og hun holdt op med at bære en skarpladt pistol, men hun ønskede ikke at have hende i huset alt for ofte, for hvis nogen af hendes kollegaer kom forbi, og genkendte hende, ville det kun skabe problemer.
En dag Jane kom kørende på patrulje, med en kollega, kom de forbi en mark, hvor der gik en ung kvinde, og nærstuderede kvæget. Kollegaen genkendte Tellus, han havde jaget hende mange år tidligere. Jane gjorde alt for at Tellus skulle slippe væk, så hun valgte at være lidt langsom til at reagere, så det varede en par sekunder ekstra før bilen stoppede, med hvinende dæk, så Tellus blev opmærksom på dem. Ude på marken hørte Vampyren en bil bremse, der stod, med store bogstaver, "POLITI" hen af siden, hun så Jane og en ukendt person stige ud. Hun undrede sig over hvorfor de ikke bare kunne lade hende være i fred, når hun nu stort set holdt sig til dyr, og kun supplerede med mennesker. Hun kunne jo ikke spørge dem, så hun valgte at løbe mod en nærliggende skov. Hun hørte et skud, der ramte langt ved siden af, det måtte være Jane der ikke ville ramme, for det næste var lidt for tæt på, men hvorfor stoppe? Hvad ville hun vinde ved det? Hun havde støre chancer for at "overleve" ved at fortsætte, og det burde de jo også selv vide. Hun gemte sig mellem træerne, og den ukendte betjent gik lige forbi, hun kunne lugte ham, lugte maden gå forbi. Hun kunne så let som ingenting have taget ham, men lod kun være fordi det ville skade hendes forhold til Johns mor, Jane, hvis hun gjorde det. Hun så ham gå videre, og Jane kom lige så tæt på, som han, men hun overså hende ikke, hun bad hende om at skride, for de havde tilkaldt forstærkning, og den ville snart ankomme. Hun valgte at følge rådet, Og indså at det eneste sikre sted var hos Jane. Hun havde aldrig været der uden John, og følte sig ikke godt tilpas, i en betjent hus, ikke uden hendes "livsforsikring" som John var, mens de opholdt sig der.
Jane kom først mange timer senere, hun var ikke overrasket over at finde Tellus i huset. "Jeg har bragt dig noget mad," sagde hun, og fortsatte "hvis du vil være så venlig at indtage det udenfor, jeg vil ikke se på det". Udenfor stod der en hund lænket, sikkert fra den lokale kennel. Hun var også ved at være hundesulten, hun blev jo forstyrret i hendes søgen efter føde, dengang tidligere på dagen.
---
Og væk var de
Tellus og John havde, efter nogle år, bosat sig i en lille by, med ikke mere end nogle få hundrede indbyggere. Det første stykke tid nød de det. Det var behageligt, selvom det var sværere at jage. Faktisk var det umuligt at jage, da alle kendte alle, og alle ville vide det, inden der var gået et døgn, hvis der forsvandt en, så et par gange om måneden tog hun, alene, ind til en stører by, og fik stillet sin sult, efter menneskeblod. Til hverdag levede hun af almindelig mad, og skilte sig ikke nævneværdigt ud fra mængden, idet hun levede det samme kedelige liv, som alle andre, med et arbejde, som øl-langer, på det lokale værtshus.
Det var også der hun første gang bemærkede det. Folk var altid så flinke, og smilende, når de snakkede med hende, men når hun vendte ryggen til dem, så kørte sladderen. De kunne sidde ganske få meter fra hende, og snakke om hende, og John. Hvis så bare det havde været sandt, det de sagde, men det var ikke. Det var det aldrig. De snakkede ikke om at hun var anderledes end dem, på den måde som hun rent faktisk var det, men derimod spredte de en masse løgn. Den ene dag var hun John utro, den anden snød hun i skat, eller var ludder. Aldrig kunne de finde på at sige noget sandt, selvom der var nok at tage af, de kunne jo nærmest vælge frit.
En dag, hvor hun stod bag den pænt polerede bardisk, hørte hun at en lille gruppe mennesker, der sad i et hjørne lidt derfra, sad og snakkede om John. Ifølge dem, var han nærmest smågangster. Den ene mente at vide at han var indblandet i menneskesmugling af unge Thailandske kvinder, til et bordel, som en anden "vidste" at han drev i en nærliggende by. Så bestilte de en omgang fadøl, som hun så gik over med, mens de tav. Da hun var tilbage ved bardisken, snakkede de lystigt videre, og nu var John pludselig også indblandet i narkosmugling, og var blevet medlem af en rockergruppe. Hun overvejede at gå over til dem, og bede dem holde kæft, men hun opgav. Det var bedre at lade som ingenting, for når de ikke vidste at hun vidste alt hvad de sagde, så var det lettere, for hende, at følge med i sladderen. Der var også nogle få der, overfor hende, tilkendegav, at være loyale mod hende, og fortalte hende om hvad der blev sagt, rundt omkring. Nogle af tingende havde hun allerede selv hørt, andre ting vidste hun ikke, hun kunne jo ikke høre alt, for der blev jo snakket mange steder. Det var jo lige godt i døgnkiosken, som det var i supermarkedet, og det var jo umuligt at følge med i det hele. Hun tænkte tit på om hun kunne stole på dem, der foregav at være loyale mod hende. Hun skød som regel tanken fra sig, ellers ville hun ikke kunne stole på nogen, og kun kunne gå rundt i et evigt paranoia. Nogle dage, når det var særlig slemt, med sladder, så overvejede hun om hun skulle jage lokalt, i stedet for at tage ind til en stører by, hun gjorde det aldrig, men bare tanken om at bide en af de værste i struben, fik hende til at føle sig bedre tilpas.
Hun ønskede ofte, af hele hendes hjerte, at folk ville stoppe, at de ville behandle hende, som hun altid havde behandlet dem, og en nat så hun i en drøm, en utydelig skikkelse der var klædt i noget tøj, der for længst var gået af mode, og denne skikkelse sagde, at nu ville folk stoppe deres sladder. Da hun vågnede, kunne hun, for en gangs skyld, huske hvad hun havde drømt, hun fandt sin drøm dybt latterlig. Hun fortalte om den, til John, og han mente at det måtte være underbevidstheden, der havde snydt hende, og ikke noget overnaturligt, der havde givet sig tilkende i en drøm. Hun gik en tur, som hun så ofte gjorde, hun elskede de kolde vintermorgner, med et tyndt lag sne. Det havde ikke været der dagen før, men det var faldet i løbet af natten. Der var stille, og fredeligt, folk sov længe, for der var næsten ingen på gade, og der var mørkt i vinduerne. Faktisk var der slet ingen, men det var også tidligere end det plejede, og hun blev næsten helt i godt humør. Hun trykkede en lille snebold, og kastede den, den røg ind og ramte vinduet, og John kikkede ud. Hun vinkede ham udenfor, og da han havde klædt sig varmt på, kom han ud. De gik en tur, og nød stilheden, selvom det begyndte at virke lidt komisk, nu hvor folk skulle være på vej til arbejde, men de gik rundt, og startede somme tider en lille snekamp, bare de to. Efter nogen tid, besluttede de at det var lidt mærkeligt at der ikke var nogen biler, eller andet der larmede, så de satte kursen mod skolen, hvor der gerne skulle være børn der lejede, eller lys i klasseværelserne. Det var ved den slags lejligheder, at hun så brændende ønskede sig at hun, og John, kunne få et barn. Men det var umuligt. Da de nåede skolen, var den ligeså øde, som gaderne havde været det. Der var ingen børn der lejede, og ingen børn, der sad bag store vinduer, og modtog undervisning, mens de hellere ville være ude. Der var overhovedet ingen mennesker, men det var ikke noget de var kede af, for nu havde de endeligt fred, til at gøre som de ville, uden at nogen syntes at de var mærkelige, så de lavede en lille snemand, og efter den, lavede de en lidt stører, og endnu en. De blev enige om at tre måtte være nok, og at de ville se om butikkerne var åbne. Om der var mennesker der. Der var ligeså øde, som der havde været alle andre steder, så de gik hjem, i den, efterhånden trykkende, stilhed, og begyndte at snakke om hvad de mon kunne være sket. Var byen blevet evakueret i løbet af natten? Eller var der en anden forklaring. John havde engang læst om en bombe der kunne udslette alt levende, uden at skade bygninger, og planter. En prøvesprængning på en stillehavsø havde faktisk kun efterladt en dyreart, og det var rotter. Men hvis det havde været en neutronbombe, så burde de heller ikke have overlevet, eller John burde i hvert fald ikke, men om Tellus kunne overleve, når rotter kunne, det vidste de jo af gode grunde ikke. De blev enige om at det heller ikke kunne være det, alene fordi John stadig var der.
Som dagen gik, begyndte Tellus at nyde den endnu mere, mens John begyndte at blive lidt urolig, over den manglende tilstedeværelse af andre mennesker. Der var ikke noget i radioen, og TV'et var lige så dødt, der var tilsyneladende ikke nogen, nogen steder. Om aftnen gik de tidligt i seng, efter en dag i den totale frihed, den første dag, uden alle deres plageånder, og uden den hæslige hvisken i krogende. Tellus faldt i søvn, glad, og noget nær lykkelig, for første gang, i alt for mange år. Det havde været en pragtfuld dag, og lige inden hun faldt hen, tænkte hun på hvor lang tid det ville vare. Hun håbede på en måde at det ville vare for altid. At de aldrig mere skulle lide under andres sladder, at folk aldrig mere ville smile til dem, og være flinke mod dem, for så få minutter senere at svine dem til, og sprede løgne om dem.
Da hun slog øjnene op næste morgen, brast håbet fra aftnen før, idet der i samme øjeblik drønede en lastbil forbi, ude på vejen, og dermed tilkendegav at freden var forbi. Hun tænkte på om det hele mon kun havde været en drøm, eller om det havde været virkelighed. Hun besluttede at hun var ligeglad, for det havde været fantastisk, og hun vækkede John. Hun nævnte ikke det fra dagen før, for hun ville ikke vide om det bare var en god drøm, eller en fantastisk virkelighed, så hun spurte ham bare hvad han ville sige til at de tog nogle år til Afrika. Han så først forvirret ud, men fik hurtigt samlet tankerne, og sagde ok. Hun ringede først til et flyselskab, for at bestille billetter, og begyndte så at få fundet et sted, hvor de kunne få opbevaret alle deres ting, mens de var borte. Derefter ringede hun til udlejeren, og sagde at de skred, og at han kunne komme efter pengene for den resterende tid, de tre måneders opsigelse. Hun gad ikke sige op, fra hendes arbejde, de kunne selv finde ud af at hun ikke kom, de var jo alligevel altid så skide kloge, på hvad hun lavede.
Der var gået en uge, fra den morgen hvor hun havde truffet beslutningen, og nu stod hun, og John, ved checkin skranken, med deres pas, og deres visa, på vej mod en ny verden, og et nyt liv.
---
Til døden jer skiller
Mange år var efterhånden gået, efter Tellus, og Johns første møde. John var blevet gammel og svag, mens Tellus var forblevet ung, og smuk. John lå på hans dødsleje, og det pinte Tellus at se ham så svag, men hun kunne ikke hjælpe ham.
Hun tænkte tilbage på alle de år de havde haft sammen, de havde set det meste af verden, og havde levet, næsten, som almindelige mennesker. I de mere uciviliseret lande, havde hun holdt sig til menneskeblod, og holdt sig fra dyrene, hun havde levet godt. Imens hun tænkte på dette, tog John fat i hendes arm, hun kikkede på ham. Han ville have hende til at gøre en ende på det. Hun kunne ikke, hun vidste at hun burde have gjort det, den dag for over tres år siden, men nu kunne hun ikke, hvor gerne hun end ville hjælpe ham. Til sidst faldt han bort, hun følte sig tom indeni. Hun følte sig som et menneske. De havde aldrig fået nogen børn, og alt hans familie var gået bort, der var ikke andre end hende tilbage.
Hun arrangerede begravelsen, og for første gang betroede hun sig til en anden. Hun fortalte præsten hvad hun var. Han så længe på hende, der stod en vampyr foran ham, en vampyr der ville have sit livs kærlighed stedt til hvile, en som følte som et menneske, og ikke passede på hans forestilling om en der myrdede mennesker i det omfang hun gjorde. Det var ikke en fysisk manifestation af ondskaben der stod foran ham, men en der havde mistet. En der var lige så svag som alle andre. Hun var kommet i hans kirke i årevis, og han havde aldrig forestillet sig at HUN kunne stå bag alle de lig, han havde sent til hvile, i hans sogn, men han tvivlede ikke på hende. Det blev en stille begravelse, der kom ikke mange, for selvom de havde boet i byen de sidste mange år, mens John var blevet svagere, så havde de ingen bekendte. De turde ikke løbe den risiko, at nogen kunne opdage deres dødelige hemmelighed. Til begravelsen var der kun Tellus, og de sædvanlige nysgerrige der altid kommer til begravelser af folk de ikke kender. Bagefter gik hun stille hjem. Hun havde ikke spist i snart en uge, men var ikke sulten, hun tænkte kun på hvad hun havde mistet, hun følte et kort øjeblik skyld overfor alle dem hun havde frataget en søn, eller en datter. Hun skød det fra sig, hun skulle også leve. Naturen havde skabt hendes rase, og naturen tillod at hun slog ihjel, men hun havde bare ikke løst til det lige nu.
Flere uger var gået, og hun var så småt begyndt at jage igen, men hun følte ingen glæde ved at slå ihjel, som hun tidligere havde gjort. Nu jagede hun kun for at overleve. En aften hun følte savnet mest, gik hun ind et af de steder, hvor menneskene hang ud. Men ikke for at jage. Der var dukket et stof op, som hun havde hørt om, da hun var ung, det havde slået mange ihjel, flere end hun, nu var det dukket op igen. Ecstasy. Hun besluttede at prøve det, så hun opsøgte en af dem hun vidste der solgte det. Hun købte femogtyve piller. Nok til at dræbe et dusin mennesker, og hun slugte dem alle, en for en. Det ville have sendt en normal dødelig i gulvet med det samme, men det var hun ikke. Virkningen på hende var som hvis et menneske havde taget en enkelt. Hun blev i festhumør, og dansede som en besat. Ikke kun nogle timer, som hos menneskene, men der i mod i flere dage, hun kunne ikke finde hvile, og spiste intet i alt den tid. Til sidst faldt hun om af udmattelse, og da hun kom til sig selv, slæbte hun sig hjem i sengen. Fra natskabet tog hun to stykker papir. Hun skrev et brev, hvor hun tilstod samtlige mord, hun havde begået de sidste år, hvor de havde boet i byen, samt angav hvor de kunne finde de lig de manglede, hun beskrev endda den dag, så mange år tidligere hvor hun kunne have dræbt den betjent der havde passeret hende, mens hun gemte sig i skoven. For at drille dem fortalte hun om Jane, Johns mor, der kendte til hendes sande jeg. Hun skrev en kort note til præsten, hvor hun bad om, at blive stedt til hvile, ved hendes mands side. Hun lå sig til at vente. Hun var for svag til at jage, og vidste at hun ville dø, en af de nærmeste dage. Der gik kun to.
Præsten opserverede at hun manglede ved den næste gudstjeneste, det var den anden i træk hun var udeblevet fra, og han blev urolig. Var hun rejst? Næppe. Hvorfor var der holdt op med at forsvinde mennesker? Han besluttede at finde ud af det, og aflagde hende et besøg.
Præsten bankede på vampyrens dør. Der kom intet svar. Han tog i håndtaget, døren var åben, så han gik forsigtigt ind, mens han kaldte på hende. Han ville nødig overraske hende, hun var en dræber, af natur. Han fandt hende i soveværelset, hvor hun lå på sengen. Han vidste ikke hvordan man så om en vampyr var død, men han følte at hun ikke var levende, eller hvad en vampyr nu end er. Der var noget anderledes ved hende, som hun lå der. Hun var ikke som når han ellers så hende. Der lå to stykker papir på brystet af hende, han tog dem op, og læste dem langsomt. Han vidste at han burde ringe efter politiet, og give dem den tilståelse hun havde skrevet til dem. Han gjorde det ikke, det ville bare forhindre ham i at opfylde det ønske hun havde nedskrevet på det første ark, han havde læst. Hvis de fandt ud af hvad hun virkelig var, så ville hun blive udstillet, eller brugt til studier, som havde hun været en sjælden fisk. Hun var trods alt et af hans sognebørn, og han besluttede, at brænde tilståelsen, der var alligevel ingen der kunne bruge den til noget, når hun var død. De vidste knap nok hvad de jagede, så hvorfor give dem hende.
Tellus blev bisat ved en endnu mindre ceremoni, end John, for nu var der ingen, end ikke alle de nysgerrige, de kom altså kun for at se andre sørge. Da præsten var færdig med den indendørs del af ceremonien, blev kisten lagt i jorden, og det var ovre. Præsten var den eneste der kneb en lille tåre, han var den eneste der havde kendt hende. Han gik forbi hendes grav hver dag, men følte ingen glæde ved det. Hun nød måske nok at dræbe, men hun nød det på samme måde som en tiger, det var hendes natur. Han spekulerede på hvor mange at deres slags der fandtes.
Opret dig som bruger i dag
Det er gratis, og du binder dig ikke til noget.
Når du er oprettet som bruger, får du adgang til en lang række af sidens andre muligheder, såsom at udforme siden efter eget ønske og deltage i diskussionerne.
- Forside
- ⟨
- Forum
- ⟨
- Tagwall
Gå til bund