mboost-dp1

Google

Chrome bliver meget hurtigere

- Via Politiken -

Google har fart på, når det kommer til udvikling af deres browser, Chrome, der for nyligt udkom i version 8. Hos firmaets danske udviklerteam, der sidder i Århus, kommer der nu oplysninger om, at hastigheden, som der løbende er fokus på, vil få en markant forbedring i Chrome 10.

Det er Politiken, der har talt med de danske udviklere, og her kan Anders Sandholm fortælle, at de er ved at arbejde på Chrome 10, som han oplyser, i nogle tilfælde vil blive dobbelt så hurtig som den nuværende version.

Anders Sandholm til Politiken skrev:
Vi arbejder i øjeblikket på Chrome 10, der kan afvikle visse typer kode dobbelt så hurtigt som i dag – og 50-100 gange hurtigere end browsere kunne for blot et par år siden.

Med den stadig mere effektive V8 JavaScript-motor forudser Sandholm, at der vil komme flere og flere avancerede webbaserede applikationer. Det passer meget godt sammen med, at Googles operativsystem, Chrome OS, langt hen af vejen vil benytte webapplikationer.

Chrome 10 forventes at udkomme om tre til fire måneder.

Fortune

Mark Zuckerberg vil donere mindst det halve af sin formue til velgørenhed

- Via Reuters - , redigeret af Avenger-

I juni i år startede Bill Gates og Warren Buffett, to af USA’s rigeste mænd, kampagnen “The Giving Pledge”, der agter at få landets milliardærer til at donere mindst halvdelen af deres formue til velgørenhed.

Listen er netop blevet udvidet med 17 nye deltagere, hvoriblandt man finder stifteren af Facebook, Mark Zuckerberg, der hører til blandt de yngste milliardærer i USA.

Filantropi er ikke nyt for Zuckerberg, der for nyligt donerede $100 millioner til skoler i Newark, New Jersey.

Kan Gates og Buffett få alle de 400 rigeste amerikanere med i kampagnen, så vil halvdelen af deres formuer udgøre et beløb på $600 milliarder, eller næsten 3,4 billioner kroner.

Beløbet kan blive endnu højere, hvis deltagerne vælger at donere mere end halvdelen af deres formue, som f.eks. Buffett, der har lovet at donere 99 % af sin formue til Bill og Melinda Gates’ fond.

Google Inc.

Froyo-julegave til HTC Legend

- Via HTC Danmark - , redigeret af Avenger-

Har man en HTC Legend smartphone, så er der en lille julegave på vej fra HTC, som netop har annonceret, at de er gået i gang med at opdatere alle telefonerne med Android 2.2.

Opdateringen vil starte i dag og løbe over de næste uger og ske via en såkaldt FOTA-opdatering (Firmware Over The Air). Derfor anbefaler HTC, at man kun foretager opdateringen, når man har en internetforbindelse via Wi-Fi, eller hvis man har et data-abonnement med fri data.

Inden man sætter gang i opdateringen, anbefales det at tage en backup af alle data og indstillinger, idet telefonen vil blive nulstillet til fabriksindstillingerne.

Android 2.2 (Froyo) tilbyder en lang række forbedringer i forhold til forgængeren, blandt andet i form af forbedret ydelse i programmer og browseren.

Google Inc.

Street View udvider i Danmark

- Via Comon - , redigeret af Net_Srak

Google har i den seneste tid haft sin Street View-bil til at køre rundt i Danmark for at tilføje nye billeder til tjenesten. Det får de blandt andet gavn af på Bornholm, der nu også har fået sine gader fotograferet.

Ud over at dække områder der ikke før var inkluderet i tjenesten, så har Google også fået opdateret en række billeder, der af den ene eller anden årsag var fejlbehæftede.

Det er dog de nye områder, som fylder mest i opdateringen, der ifølge Google betyder en udvidelse på 40 % i forhold til de Street View-data, som blev lavet i første omgang i 2009.

Blandt de billeder, som er blevet opdateret, hvilket omfatter omkring 6-7 % af de eksisterende billeder, er for eksempel bygninger, der har været pakket ind i stilladser eller gemt bag en lastbil.

Med opdateringen er Danmark, sammen med resten af Skandinavien, blandt de områder i verden, der er bedst dækket ind af tjenesten.

MIT

Et skridt nærmere Minority Report med Kinect

- Via Kotaku - , redigeret af Avenger-

I filmen Minority Report står Tom Cruise og anvender en computer ved at stå foran en skærm og manøvrere rundt med hænderne. Samme idé har flere forsøgt at efterligne ved brug af Microsofts Kinect.

Studerende fra MIT (Massachusetts Institute of Technology) har tidligere vist, hvad de kunne med Kinect, og denne gang er det studerende fra afdelingerne “Robot Locomotion Group” og “Learning Intelligent Systems”, der har udviklet software, som gør det muligt at efterligne Minority Report.

Softwaren kan ikke blot genkende, hvor ens hænder er placeret i billedet, men også alle ti fingre. I en video, som du kan se herunder, anvendes systemet til at manøvrere rundt i et fotoalbum, meget i stil med filmen, hvor enkelte billeder pilles ud, undersøges og enten “smides” væk eller gemmes.

Læs også: MIT-studerende udstyrer iRobot med Kinect

SXC - creationc

Fladskærmsproducenter idømt bøde på 4,8 mia. kroner

- Via Channel Register - , redigeret af kasperfmn

I en periode på omkring 4,5 år – fra oktober 2001 til februar 2006 – valgte seks asiatiske fladskærmsproducenter at aftale priserne på deres produkter. Det blev opdaget, og nu er regnskabets time kommet i EU. Firmaerne har fået en samlet bøde på 4,8 milliarder kroner.

De seks virksomheder, der omfatter Samsung Electronics, LG Display, AU Optronics, Chimei InnoLux Corporation, Chunghwa Picture Tubes og HannStar Display Corporation, sendte hver måned repræsentanter til et hotel i Taiwan, hvor de afholdte, hvad der blev kendt som krystal-møderne.

Til møderne, som i alt fandt sted 60 gange, aftalte man minimumspriser og prisdifferencer, ligesom det blev fortalt, hvor meget produktionskapacitet man havde og anvendte.

EU-kommissionen har i kartelsagen valgt at skåne Samsung, da de har bidraget med informationer til sagen, hvorfor de slap for at betale noget af bøden. Bøden blev fordelt med 1,6 milliarder kroner til LG, 870 millioner til AU, 2,24 milliarder til Chimei, 67 millioner til Chunghwa og 60 millioner til Hannstar.

SpaceX

Første private rumkapsel på vej ud i rummet

- Via Gizmodo -

Firmaet SpaceX, der med succes har sendt både deres Falcon 1 og Falcon 9 raket ud i rummet, foretager i dag en ny opsendelse med sidstnævnte raket, der skal fragte firmaets rumkapsel ud i rummet.

Rumkapslen har navnet Dragon og kan benyttes til enten at fragte forsyninger eller op til syv astronauter op til den internationale rumstation (ISS).

SpaceX er det første privatejede firma, som har sendt rumraketter ud i rummet, og de har sikret sig en kontrakt med NASA om at skulle levere forsyninger til ISS, når rumfærgen snart går på pension.

Opsendelsen er planlagt til at finde sted i dag 16:43 dansk tid efter at have været udskudt en enkelt gang. Det første forsøg skulle have fundet sted klokken 15:00, men blev aflyst på grund af fejlagtige telemetridata.

Du kan følge opsendelsen live hos SpaceX.

PayPal

PayPal indrømmer pres fra regeringen

- Via TechCrunch - , redigeret af Net_Srak

Tidligere på ugen kom det frem, at betalingstjenesten PayPal havde valgt at lukke den konto, Wikileaks havde oprettet og haft til rådighed gennem længere tid, med henvisning til at der blev begået ulovligheder på siden.

I et interview i dag med direktøren i PayPal, Osama Bedier, til Milo Yannopoulos i forbindelse med LeWeb-konferencen, indrømmer Bedier dog blankt, at kontoen blev lukket, fordi den amerikanske regering fortalte dem, at Wikileaks aktiviteter var ulovlige.

Osama Bedier, PayPal skrev:
State Dept told us these were illegal activities. It was straightforward.

Udtalelsen førte til flere buh-råb fra salen, hvor publikum primært var fra Europa. Bedier fortsatte og forklarede, at det var deres praksis at følge lokale regler verden over for at beskytte firmaet.

Til trods for den amerikanske regering erklærede Wikileaks ulovlig den 27. november, så er det endnu ikke klarlagt, hvilke specifikke love der overtrædes.

SXC - kezze

Spejling af Wikileaks kan være ulovlig

- Via Computerworld DK - , redigeret af Net_Srak

I forbindelse med de mange problemer, Wikileaks har haft med at forblive online, har de bedt offentligheden om hjælp til at lave et spejl af deres server. Det er en opfordring, mange har taget op, heriblandt flere danske sider, men det kan vise sig at få juridiske konsekvenser.

Computerworld har talt med advokat Martin Von Haller Grønbæk fra advokathuset BvHD, og han oplyser, at der er en risiko for, der kan være tale om en kriminel handling.

Det kriminelle vil bestå i, at indhold på siden kendes som ulovligt i forhold til den danske straffelov, hvilket der endnu ikke er taget stilling til. Det at lave et spejl af en hjemmeside er ikke i sig selv ulovligt, såfremt der er givet accept til dette, hvilket Wikileaks har gjort.

For at kunne tage stilling til, hvorvidt et Wikileaks-spejl er ulovligt, er det nødvendigt at se de enkelte korrespondancer igennem for at se, om de evt. bryder med brevhemmeligheden, loven om statshemmeligheder eller lignende.

Hvordan en eventuel retssag vil falde ud, tør advokaten dog ikke spå om.

SXC - Gokoroko

Folkeskolen skal have økonomisk it-indsprøjtning på halv milliard kroner

- Via Computerworld DK - , redigeret af Net_Srak

Folkeskolen er i flere omgange blevet kritiseret for ikke at give eleverne den rette viden inden for it samt tidsvarende it-udstyr at arbejde med. Regeringen vil nu gøre noget ved dette, og i et nyt forslag vil de afsætte en halv milliarder kroner til at forbedre it-foholdene.

Forslaget er en del af et nyt udspil til en reform af folkeskolen, hvor it vil spille en nøglerolle.

Undervisningsministeriet skrev:
Fremtidens folkeskole vil være baseret på it og viden. Men selv om udviklingen er i gang på mange skoler, er vi ikke gode nok til at bruge it i undervisningen.

For at sikre den bedste udnyttelse af midlerne, skal der foretages en række mindre test, hvor udvalgte skoler i samarbejde med it-leverandører og Kommunernes Landsforening skal udarbejde en standardkontrakt til brug i alle skoler.

Der lægges også op til, at elever, der har deres egen computer, må bruge disse mere i undervisningen.

Du kan læses hele udspillet hos Undervisningsministeriet (pdf). Målet er at starte op med reformen i 2011.