mboost-dp1

Adobe

Store hjemmesider sagsøges pga. cookie-misbrug

- Via Ars Technica - , redigeret af Net_Srak

Sidste år kom det frem, at selvom man vælger at slette alle cookies i sin browser, så kan nogle af dem bringes frem igen af hjemmesider, der ønsker det, da der også ligger en cookie-funktion i Adobe Flash, som ikke påvirkes af, om man rydder sine browser-cookies.

Disse flash-cookies kan herefter bruges som reference til at genskabe nye cookies i selve browseren, der indeholder samme bruger-id, som dem man ellers havde slettet – i teknisk slang kaldet zombie-cookies.

Nu er en lang række af store internetsider i USA blevet sagsøgt på baggrund af deres brug af denne teknik, hvormed de kan holde øje med en brugers internetfærden og genkende ham eller hende, på trods af at brugeren har slettet sine almindelige browser-cookies.

Blandt selskaberne er MTV, ESPN, MySpace, Hulu, ABC, NBC og Scribd, som altså er blevet anklaget for at forbryde sig mod love omhandlende ulovlig aflytning og hacking. Sagsøgeren er Joseph Malley, en amerikansk advokat, der kæmper for privatlivets fred på internettet, og som tidligere har indgået succesfulde forlig med bl.a. Facebook og Netflix.

Er man Firefox-bruger kan et add-on ved navn “BetterPrivacy” afhjælpe problemet.

Socialdemokraterne

Socialdemokraterne vil bruge 100 mio. kr. på at hjælpe it-svage

- Via Politiken - , redigeret af Net_Srak

En ny rapport fra Teknologisk Institut viser, at Danmark kan øge produktiviteten med 80 mia. kr., hvis blot it bliver udnyttet optimalt i samfundet. Samtidig viser rapporten, at der er 59 mia. kr. mere at hente, hvis alle i arbejdsstyrken opkvalificeres til højeste it-niveau.

De beløb, samt det faktum, at alt for mange danskere stadig ikke har tilstrækkelige it-færdigheder, har fåret Socialdemokraterne til at udfærdige en ny it-plan, som indebærer, at der indtil 2015 skal bruges 100 mio. kr. på gratis it-kurser. Planen skal halvere antallet af personer, der har svært ved it – mennesker som Socialdemokraternes it-ordfører, Yildiz Akdogan betragter som værende på et slags B-hold i samfundet.

Yildiz Akdogan, it-ordfører, Socialdemokraterne skrev:
Planen skal især bruges til at give et løft til dén gruppe af borgere, der savner basale it-færdigheder som at vedhæfte et dokument til en mail eller lave en søgning på en søgemaskine som Google.

Planen får dog ikke stor opbakning hos Dansk Folkeparti, der ikke tror på, at man kan nå de it-svage ved at tilbyde gratis kurser. Samtidig er der heller ikke enighed mellem DF og Socialdemokraterne om, hvorvidt der skabes et B-hold i samfundet.
Jesper Langballe, forskningsordfører, Dansk Folkeparti skrev:
Gamle mennesker lever ganske udmærket uden at kunne it. De er da ikke noget B-hold. It er et fremragende kommunikationsredskab, men så er det da heller ikke mere.

Open Space Aarhus

Open Space Aarhus gentager succesen med T³

- Via Open Space Aarhus - , redigeret af Emil

Sidste måned afholdt Open Space Aarhus for første gang foredragsaften i deres nye lokaler, på tirsdag er det tid til anden ombæring af konceptet Tech Talk Tuesday.

Tirsdag d. 3. august kl. 19-22 vil der være en række lyn-foredrag, hvoraf to har fået 30 minutter i stedet for de vanlige 15 min.

Foredragene vil denne gang omhandle: “360 grader scan rig til David 3D scanner softwaren”, “Sådan virker krypteringen af betalings-tv på DVB-platform”, “Fortællinger fra COM SuGs arbejde i Afrika og Indien”, samt “Projekter med Embedded elektronik”.

Deltagelse er gratis og finder sted på Bryggervej 30. Open Space Aarhus er en non-profit forening, der ifølge sin egen beskrivelse driver et værksted for ”hackere, tinkerers, magere, fuskere, pilfingre, IT-velgørere, GDS’ere og Open Source-folk fra området omkring Århus”.

Se også: WNZ: Open Source forenes i Århus

Panasonic

Panasonic fremviser 3D-videokamera til almindelig brug

- Via engadget - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Pernicious

Tidligere på året kunne Panasonic fremvise verdens første 3D-videokamera i HD, som dog kun blev fremstillet til professionel brug på ordrebasis. I dag kan Panasonic så fremvise deres første masseproducerede 3D-videokamera, HDC-SDT750, til almindelig brug.

Desværre er der ikke tale om et 3D-videokamera, der kan optage i ægte fuld HD, da kameraet egentlig blot er et almindeligt fuld-HD 2D-kamera, hvorpå der er sat en 3D-linse, som splitter billedet op i to. I stedet for ét billede i 1920×1080 får man således to i 960×1080.

Ønsker man dog at optage i fuld HD, kan man blot tage 3D-linsen af og optage på “gammeldags” manér i 2D. Videokameraets andre specifikationer tæller bl.a. 12x optisk zoom, 3″-skærm, 5.1 kanals lydindgang og SDXC-understøttelse til hukommelseskort.

Kameraet vil ramme hylderne til oktober til en pris på €1.600, eller ca. 12.000 kr.

Microsoft Corporation

Microsoft forbedrer Streetside med Street Slide

- Via Technology Review - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Pernicious

Ligesom Google har Street View, så tilbyder Microsoft deres Bing Streetside, hvor begge korttjenester gør det muligt, at man kan gå helt ned på gadeplan og se billeder af det pågældende sted. Problemet med disse billeder er dog, at man skal hoppe fra billede til billede, for at komme længere ned ad den gade, man er på.

Det problem har Microsoft nu gjort noget ved med deres såkaldte Street Slide-løsning, der kan kombinere hundredevis af billeder til at skabe ét stort panorama-billede af en vej, således at man hurtigt kan navigere ned af vejen og finde lige præcis den adresse, man leder efter.

Løsningen giver desuden også plads til bedre angivelse af adresser langs vejen, ligesom firmalogoer fra de forskellige virksomheder langs vejen let kan sættes ind. En test med det nye system over for Google Street View har desuden vist, at brugerne i gennemsnit var 17 sekunder hurtigere om at finde en adresse med Street Slide.

Microsoft har allerede lavet en applikation til iPhonen, der kan udnytte dette, se videoen nedenfor for en demonstration af både Street Slide såvel som applikationen.

Google Inc.

2.000 gymnasieelever skal skifte til Google Apps

- Via Version2 - , redigeret af Net_Srak , indsendt af ktg

Når man tænker it-systemer i gymnasiet, er det sjældent, man får et billede op af et moderne system gearet til unges behov og samarbejdsvaner.

Det skal dog ændre sig nu, da to gymnasier i Københavnsområdet, Borupgaard og Ørestad Gymnasium, efter sommerferien skifter deres interne platform over til Google Apps, hvorfra elever fremover kan tjekke deres studiemail, have dokumenter liggende, samarbejde via og ikke mindst arbejde over, eftersom Google Apps tilbyder både regneark, dokumentredigering og kalender – alt sammen kørt direkte i et browservindue.

Google Apps kan desuden tilgås direkte fra de fleste moderne telefoner, ligesom både kalender og e-mail kan synkronisere direkte med disse, hvorfor der aldrig burde være tvivl om, hvad der er for i lektier til næste dag.

Det giver, ud over de åbenlyse samarbejdsfordele, en økonomisk gevinst for de to gymnasier, da Google Apps er helt og aldeles gratis at bruge i studieudgaven. Det betyder, at skolen både kan spare udgifterne til deres nuværende it-løsning, men også licensudgifterne til eventuelle office-programmer, skolen før har anvendt.

Mozilla

Mozilla klar med Firefox 4 Beta 2

- Via Mozilla Hacks - , redigeret af Emil , indsendt af brokz

Den næste store udgivelse af Firefox er netop kommet i sin anden betaudgave med frigivelsen af Firefox 4 beta 2.

I forhold til den foregående beta, der blot udkom for tre uger siden, er der sket en del ændringer, hvor det især er ydelsen, som er blevet forbedret, men også også indførslen af CSS3-overgange og CSS3-transforms er værd at bemærke.

Hastigheden er blevet øget ved at benytte en teknologi kaldet Retained Layers, der gør det muligt at vise især dynamisk indhold meget hurtigere, ligesom det giver en bedre oplevelse, når man scroller igennem en side.

CSS3-overgange og transforms gør det muligt at lave animationer på en hjemmeside via få kommandoer eller lave flydende overgange mellem sider på en meget nem måde.

I videoen, som du finder herunder, kan du se en gennemgang af de nye funktioner, forklaret af en af udviklerne på projektet.

Samsung

Samsung forærer Galaxy S til frustrerede iPhone 4-kunder

- Via Wired UK - , redigeret af Emil , indsendt af Orange

Der er mange, som er glade for deres iPhone 4, men der er også nogle, som ikke er, hvilket man kan læse flere steder på nettet, blandt andet på Twitter.

Det har Samsung observeret og udnytter det nu i et alternativ reklamestunt. Firmaet har nemlig valgt at forære deres nyeste top-smartphone til en række af de frustrerede iPhone 4-ejere.

Hos Wired i Storbritannien fik man nys om sagen fra Tiffany Nieuwland, der pludselig modtog en besked fra Samsung om, at de ville give hende en gratis Galaxy S.

Situationen lød næsten for godt til at være sandt, men efter at have haft fat i Samsung er kampagnen blevet bekræftet.

Samsung talsmand skrev:
Recently there has been a real increase in online activity from consumers dissatisfied with some of our competitors’ products. We decided to contact a cross section of individuals to offer them a free Samsung Galaxy S as a replacement, as we’re confident that once people have the phone in their hands, they’ll see how impressive it is for themselves.

ESA

NASA klar med 21,2 gigapixel billede af Mars

- Via TG Daily - , redigeret af Net_Srak , indsendt af ktg

Hos den amerikanske rumfartsorganisation NASA kunne man i sidste uge frigive det hidtil mest detaljerede billede af Mars’ overflade, der dækker hele planeten.

Billedet er blevet taget af den aldrende Mars Odyssey rumsonde, der har kredset om den røde planet siden 2001. Til opgaven anvendte Odyssey sit THEMIS-kamera, der i alt har taget 21.000 billeder for at lave et komplet kort over Mars.

Opløsningen på billedet er på 213391 x 106699 pixels, hvilket gør det muligt at se objekter ned til en størrelse på 100 meter. Der findes billeder, der viser meget mindre objekter, men her er der ikke tale om et globalt kort.

Det er muligt at gå på opdagelse i det store billede hos Mars Global Data Sets, hvor man også kan hente alle de enkelte billeder.

LG Display

Ingen enighed om fælles trådløs HDMI-standard

- Via InformationWeek - , redigeret af Net_Srak , indsendt af ktg

Der er flere bud på, hvordan man kan overføre billedet fra f.eks en Blu-ray Disc-afspiller til et fjernsyn, men ifølge en rapport fra firmaet In-Stat, er der ingen enighed om, hvilken man skal benytte.

De tre teknologier, det drejer sig om, er WHDI (Wireless Home Digital Interface, WirelessHD og WiGig (Wireless Gigabit), der er udviklet af henholdsvis israelske AMIMON, amerikanske SiBeam og WiGig Alliance.

Ingen af teknologierne er kompatible med hinanden, idet de adskiller sig markant i virkemåde på nogle områder. WHDI kommunikerer således i 5 GHz området, hvor de to andre anvender spektret omkring 60 GHz.

WirelessHD og WiGig adskiller sig ved, at sidstnævnte også kan benyttes til datakommunikation mellem computere, idet firmaerne bag ser det som fremtidens Wi-Fi-standard. Blandt WiGig-alliancens medlemmer finder man firmaer som Broadcom, Dell, Intel, LG, Microsoft, NEC, Nokia, NXP, Panasonic og Samsung.

In-Stats konklusion er, at ingen af teknologierne er særlig modne endnu, og kombineret med, at de skal slås mod hinanden, forventer de en meget langsom udbredelse i nye fjernsyn.