Finske Nokia offentliggjorde tilbage i oktober, at firmaet var på vej med en opdatering til deres Windows Phone 8-telefoner fra Lumia-serien, og det blev på daværende tidspunkt lovet, at opdateringen ville være at finde på diverse enheder i løbet af en måneds tid.
Denne tidsplan har det imidlertid ikke været mulig at overholde, men nu ser det endelig ud til, at “Lumia Black”, som opdateringen er blevet døbt, er blevet lanceret.
Opdateringen indeholder flere af de funktioner, der allerede er at finde på firmaets flagskib Lumia 1520, og flere af Nokias Windows Phone 8-telefoner kan således nu downloade den nye opdatering.
Hovedparten af de nye funktioner omhandler kamera og billedredigering, og ifølge Nokia selv tillader opdateringen billeder i en kvalitet, der ikke kan findes blandt lignende smartphones. Det er dog ikke kun kvaliteten, der er blevet forbedret, men også antallet af muligheder for eksempelvis at indstille lys er blevet øget markant.
En anden nævneværdig tilføjelse er applikationen Nokia Beamer, der tillader brugere at sende billeder, dokumenter eller præsentationer til en hvilket som helst HTML-5-understøttende enhed ved blot at skanne en QR-kode.