mboost-dp1

Toshiba

Toshiba stopper egen chip-produktion

- Via Reuters - , redigeret af Emil

Toshiba, som er verdens tredjestørste chip-producent efter Intel og Samsung, havde i 2008 et dårligt finansår, idet det japanske firma tabte godt 19 milliarder kroner. For at komme de økonomiske problemer til livs har firmaet nu valgt at udlicitere sin chip-produktion til Samsung.

Toshiba vil stadig designe nye chips til moderne systemer, men produktionen udliciteres for at undgå store investeringer i produktionsanlæg. Toshibas nuværende produktionsanlæg sælges samtidig til Sony, som bruger chipsene i deres PlayStation 3. Det anslås, at dette salg er godt 3,4 milliarder kroner værd.

Markedet for blandt andet Toshibas chips er vokset enormt sammen med det stigende salg af smartphones og tablet-computere.

Skype

Skype sagsøgt for patentbrud

- Via TechCrunch - , redigeret af Emil

Gradient Enterprises, der er en såkaldt “patenttroll” og dermed lever af at beskytte sine patenter, har sagsøgt Skype for brud på deres patent nr. 7.669.207, som har titlen “Metode til at opdage, rapportere og svare på netværks-events på knude-niveau og et system deraf”.

Gradient Enterprises fik tildelt patentet i februar i år efter at have ansøgt om det tilbage i juli 2004. Patentet beskriver en måde at sammensætte et netværk på, som ligner den netværkssammensætning, som Skype har beskrevet i et blogindlæg, der skulle forklare den nedetid, som programmet var udsat for for nyligt.

Ifølge dette blogindlæg består Skypes netværk af millioner af individuelle forbindelser mellem computere og telefoner, hvoraf nogle af disse er, hvad Skype kalder super-knudepunkter, der for Skype har en funktion lidt som en telefonbog. Blogindlægget er første gang, Skype beskriver sin infrastruktur, og der spekuleres i, om dette indlæg nu ligger til grund for hele søgsmålet.

SXC - marcelobac

Flydende brændstof ud af solenergi

- Via Guardian -

Forskere verden over arbejder på at skabe nye alternativer til fossilt brændstof, nogle af dem arbejder hos California Institute of Technology (CalTech), og her har man lavet en prototype af en reaktor, der kan omdanne solenergi til flydende brændstof.

Reaktoren består af en beholder med vand og metallet ceriumoxid, der sammen med varme fra solen kan danne brint og kulilte, som kan omdannes til flydende brændstof.

Systemet fungerer ved, at et parabolspejl fokuserer lyset fra solen, således det opvarmer ceriumoxiden, der, når det afkøles igen, optager ilt ud af vandet og kuldioxid.

Ved at gentage denne process, forudser forskerne bag projektet, at de kan danne omkring 11 liter brændstof om dagen. Fordelen ved at anvende cerium er, at det er meget udbredt og meget stabilt, hvilket gør reaktoren billig at lave.

Forskerne hos CalTech har taget patent på måden at anvende cerium og arbejder nu på at forbedre teknikken til kommercielt brug.

IBM

IBM arbejder på prototype af hologrammer til mobiltelefonen

- Via Computerworld USA - , redigeret af Pernicious

Paul Bloom, IBM’s CTO, som dermed har ansvar for firmaets teknologiske udvikling, kan afsløre, at de arbejder på et hologramkoncept til mobiltelefoner, som Bloom regner med er klar til en prototype inden for de næste fem år. Prototypen vil kunne projicere 3D-hologrammer i realtid af den person, som man taler med.

Paul Bloom, IBM skrev:
We see 3D technology moving into the cell phone, which will have the ability to transmit information off the cell phone to create a 3D hologram, projecting the hologram on any surface in life size.

Ifølge IBM vil 3D-hologrammerne i fremtiden gøre det muligt at gå ned ad gaden sammen med et hologram af en person på den anden side af verden, arbejde sammen på tværs af afstande, eller projicere store 3D-billeder af ting, som skal repareres, hvorefter en reparatør vil kunne gå rundt inde i hologrammet, og derigennem finde frem til problemet, som skal repareres.

Hologrammerne til mobiltelefoner er forudsagt som en del af IBM’s Next Five in Five, hvor IBM hvert femte år præsenterer fem ting, som de mener vil ændre folks liv i løbet af de kommende fem år.

bit-tech.net

Radeon HD 6950 kan blive til 6970 med BIOS-opdatering

- Via TechPowerUp - , redigeret af OnkelDunkel

AMD’s nye grafikkort Radeon HD 6950 og 6970 minder meget om hinanden, hvor den mindre model har lidt færre shadere og arbejder med en langsommere taktfrekvens. Dette kan dog ændres.

Hos hjemmesiden TechPowerUp har de fundet ud af, at de to grafikkort anvender identiske GPU’er og blot er begrænset via BIOS’en. Derfor er det muligt at forvandle et 6950-grafikkort til et 6970 ved at udskifte BIOS’en.

Ved at anvende AMD’s eget flash-værktøj “ATI Winflash” og en BIOS fra et Radeon HD 6970-grafikkort kan den eksisterende BIOS i 6950-kortet udskiftes.

TechPowerUp stiller alle nødvendige filer til rådighed og har også lavet en liste over kort, som de med succes har testet. Dog burde alle kort baseret på AMD’s referencedesign virke.

Foreningen af Danske InternetMedier

Flash-reklamer bør ikke være for tunge

- Via Version2 -

Nogle gange, når man kommer ind på en hjemmeside, hvor der vises reklamer, så kan ens computer blive sløvet voldsomt ned, især hvis man ikke har den nyeste model.

Det skyldes gerne, der vises reklamer lavet i Flash, hvor de er lavet så omfattende, eller dårligt, at de skal bruge uforholdsvis store CPU-ressourcer. Det vil man hos FDIM (Foreningen af Danske Interaktive Medier) have lavet om på.

Foreningen indfører nu en række retningslinjer for flash-reklamer, der blandt sætter en grænse for, hvor meget CPU-tid de må bruge. Anbefalingen er, at forbruget i gennemsnit kun må være på mellem 5-10 %, med kortvarige belastninger på mellem 20-30 %, set i forhold til en computer, som er et par år gammel.

Hos Ekstrabladet, som kender godt til problemet, mener man, det ofte er udviklerne af flash-reklamerne, som bærer skylden, idet de laver dem for dårligt. Det er dog især Linux og OS X-brugere, der oplever problemet, da Adobe ikke har optimeret Flash lige så godt til disse platforme som til Windows.

De nye anbefalinger fra FDIM kan læses her (pdf).

ISRO

Indisk rumraket eksploderet

- Via Physorg - , indsendt af BlackFalcon

I weekenden skulle Indien have opsendt en kommunikationssatellit (GSAT-5P) i en geostationær bane, men allerede otte kilometer over Jorden gik det galt. Raketten GSLV (Geostationary Satellite Launch Vehicle) nåede kun at flyve i cirka 50 sekunder, før den eksploderede.

Årsagen til eksplosionen antages at være på grund af fejl i rakettens elektronik, der kort efter den lettede, fik den til at afvige så meget fra sin kurs, at man besluttede at destruere den.

Opsendelsen skete i en bane ud over havet, hvilket sikrede, at ingen personer kom til skade af de nedfaldende vragdele. Med den fejlslagende opsendelse er det anden gang i år, at den indiske rumfartsorganisation mister en raket og dens last. En tilsvarende raket eksploderede den 15. april.

Du kan se en video af den eksploderende rumraket herunder, hvor du også kan se, hvordan opsendelsen forløb live.

CIA

CIA opretter WTF-gruppe

- Via Guardian - , indsendt af Orange

Hos den amerikanske efterretningstjeneste CIA tager man dokumenterne, som slipper ud via Wikileaks, meget alvorligt. Derfor har tjenesten nu oprettet en gruppe på 20 personer, som kun har fokus på whistleblower-siden.

De tyve personer er samlet i Wikileaks Task Force, der har forkortelsen WTF, som på internettet gerne bliver brugt i en helt anden sammenhæng, nemlig som en forkortelse for udtrykket “What the fuck”.

Opgaven for de tyve personer er i første omgang at gennemgå de 250.000 dokumenter, der stammer fra USA’s ambassader verden over, og vurdere, hvor meget de skader landet og CIA.

Ud fra de dokumenter, der er sluppet ud, ser det dog ud til, at CIA kun bliver nævnt meget få gange, og generelt ikke er ramt særlig hårdt.

openbsd

Ingen tegn på bagdør i OpenBSD

- Via The H Security - , redigeret af Avenger- , indsendt af Hubert

For godt to uger siden kom det frem, at der måske er en bagdør indarbejdet i OpenBSD’s netværkskode IPSEC, og at den skulle have været der siden år 2000.

Det har skabt en del debat frem og tilbage, om hvorvidt det nu også kunne være rigtigt – blandt andet hos en række OpenBSD-udviklere. Der er nu gennemført en gennemgang af den omdiskuterede kode, og alt tyder på, at der ikke er en bagdør.

Oplysningerne om den påståede bagdør kom fra den tidligere teknisk ansvarlige hos firmaet NetSec, Gregory Parry, der en overgang arbejdede på Open BSD’s IPSEC-stak og OpenBSD Crypto Framework (OCF).

Ifølge OpenBSD-udvikleren Theo de Raadt, der har gennemgået koden, er der fundet et par fejl, men ikke noget som ser ud til at være lavet bevidst. Alle de Raadts tanker og konklusioner om kode-gennemgangen kan læses her.

Læs også: OpenBSD IPSEC indeholder måske en bagdør

Darpa

DARPA ønsker kikkert, natsyn og termisk-syn i en enkelt brille

- Via The Register -

Skal en soldat kunne se langt væk, gerne i mørke eller igennem røg og tåge, så er det nødvendigt at anvende tungt optisk udstyr. Det ønsker Defense Advanced Research Projects Agency (DARPA) at lave om på.

Institutionen har startet et nyt projekt kaldet “Soldier Centric Imaging via Computational Cameras” (SCENICC), der skal føre til udviklingen af en brille på størrelse med et par solbriller, som skal kunne løse opgaven.

SCENICC vil anvende computer-baserede kameraer, der vil være en ny måde at designe et kamera på ved at skifte en del af billededannelsen over i software i stedet for optik.

Ud over at kunne fungere som kikkert, natsyn og termisk syn, så skal brillen også kunne levere et 360-graders overblik for soldaten i ud til en afstand på 1 kilometer i høj opløsning. Ønsket er derudover, at en computer skal analysere billederne og angive eventuelle trusler.

Firmaer, som ønsker at påtage sig opgaven, kan læse mere om projektet her (pdf).