mboost-dp1

Rdio

Rdio åbner for masserne, men kun i Nordamerika

- Via TechCrunch - , redigeret af Net_Srak

Janus Friis og Niklas Zennströms seneste projekt, Rdio, har været online i et par måneder i USA. Indtil nu har det dog kun været muligt at prøve tjenesten, hvis man blev inviteret.

Musiktjenesten er nu nået så langt, at de officielt åbner butikken, men desværre ikke for alle, idet kun borgere i USA og Canada vil kunne tilgå den.

Tjenesten bygger på samme koncept som Spotify, idet musikken primært streames til enten ens browser eller mobiltelefon. Prisen er $9,99 om måneden for adgang via både browser og mobiltelefon, og $4,99 for web-adgang alene.

Modsat deres forsøg med videotjenesten Joost så har Friis og Zennström denne gang opnået gode aftaler med musikindustrien og kan således tilbyde op mod syv millioner sange i Rdio.

Lanceringen er dårligt nyt for Spotify, der gerne vil lancere deres tjeneste i USA, men endnu ikke har aftalerne på plads med musikselskaberne.

TechCrunch anmeldte tjenesten i juni, hvor de generelt var godt tilfredse med den.

SXC - IndianSumm

Samsung opnår ny rekord i ‘grønne’ harddiske

- Via engadget - , redigeret af Net_Srak

I konkurrencen om at presse flest informationer ned på en harddiskplade har Samsung netop overtaget førstepladsen med lanceringen af en ny harddisk, hvor hver plade indeholder 667 GB.

Ifølge Samsung selv så er deres nye harddisk, Samsung EcoGreen F4, den første miljøvenlige disk i verden, der rummer plader med så høj en datatæthed. Udstyret med tre plader kan den rumme 2 terabyte data, hvor det før var nødvendigt med fire plader for at opnå samme kapacitet.

Ud over at have opnået en større datatæthed, så har Samsung sænket energiforbruget i standby med 23 %.

Miljøet bliver også tilgodeset ved produktionen af elektronikken til disken, idet printet bliver lavet med nye miljøvenlige materialer, der overholder alle kendte miljøkrav.

Som det måske mest interessante så betyder reduceringen af antal plader fra fire til tre, at den nye disk bliver billigere end forgængeren. Samsung starter med at sælge diskene i starten af september.

Wikileaks.org

Talsmand for WikiLeaks tilbageholdt i USA

- Via The New York Times - , redigeret af Emil

En 27-årig talsmand for organisationen WikiLeaks blev torsdag tilbageholdt i tre timer i Newark-lufthavnen i New Jersey. Det skriver avisen The New York Times.

Jacob Appelbaum, en softwareudvikler fra Seattle som arbejder frivilligt for WikiLeaks, blev tilbageholdt netop som han landede i Newark Liberty International Airport efter en rejse i udlandet. Myndighederne udspurgte blandt andet Appelbaum om hans kendskab til WikiLeaks’ stifter Julian Assange. Appelbaum er talsmand for WikiLeaks og har senest erstattet Assange som oplægsholder ved en konference i USA – tilsyneladende fordi stifteren selv er blevet frarådet indrejse i landet.

De amerikanske myndigheder nægtede at lade Appelbaum tale med en advokat. Agenterne stillede desuden softwareudvikleren i udsigt, at han vil blive tilbageholdt på lignende vis, hver gang han i fremtiden vender tilbage til USA efter udlandsrejser, hvilket han forventer at gøre to gange om måneden i forbindelse med sit arbejde. Udmeldingen bekymrer Appelbaum:

WikiLeaks-talsmand Jacob Appelbaum til New York Times skrev:
They questioned my ability to re-enter the U.S. even though I’m a U.S. citizen. It’s very troubling to think that every time I cross the border, I’d get this treatment.

Under afhøringen fik Appelbaum konfiskeret sin bærbare pc og tre telefoner. Pc’en fik han senere tilbage, men myndighederne har stadig telefonerne i deres varetægt.

De amerikanske myndigheder har ikke ønsket at kommentere historien over for The New York Times.

intomobile.com

Research In Motion sandsynligvis på vej med tablet

- Via The Guardian - , redigeret af Emil , indsendt af Systran

Efter Apples succesfulde lancering af deres iPad, er markedet for tablet-computere for alvor blevet spændende for elektronikproducenterne. Blandt andet har Samsung en tablet-computer på vej, og Microsoft har udtalt, at de prioriterer markedet meget højt. Nu spekuleres der i, om canadiske Research In Motion (RIM) muligvis også har en tablet-computer under udvikling. Den kommende tablet-computer vil angiveligt blive døbt BlackPad, et domæne som RIM allerede har anskaffet sig.

Ifølge rygterne lanceres apparatet til november, og det vil ligesom iPad’en være udstyret med en 9,7″ skærm samt Wi-Fi. Herudover er der også Bluetooth-forbindelse samt adgang til det normale 3G-netværk.

Prismæssigt siges det, at RIM ikke har planer om at sælge apparatet billigere end Apples tablet-computer, men at de vil holde et højere prisniveau og prøve at få et overskud på den måde frem for at sælge flere enheder til en lavere pris.

Solar Millenium

Ny metode kan gøre solenergi til et muligt oliealternativ

- Via Physorg - , redigeret af Net_Srak

Ingeniører fra Stanford har regnet ud, hvordan man udnytter både lyset og varmen fra Solen til at generere strøm. Den nye metode kan gøre solenergi dobbelt så effektiv som nuværende løsninger og muligvis billig nok til at konkurrere med olie.

Den nye metode, kaldet PETE (Photon Enhanced Thermionic Emission), er bedst ved høje temperaturer, modsat de nuværende løsninger i solceller, som bliver mindre effektive, jo højere temperaturen er.

De fleste nuværende solceller bruger det halvledende materiale silicium til at omdanne lyset til energi, men cellerne kan kun bruge en del af lysspektret, resten genererer bare varme. Denne varme, samt ineffektivitet i selve cellerne, er grund til, at over 50 % af solenergien ikke bliver omdannet. Problemet har indtil nu ligget i, at systemer, der omdanner varme til energi, kræver høje temperaturer, mens solcellernes effektivitet falder ved sådanne temperaturer.
Gruppen af ingeniører fandt ud af, at man, ved at dække en halvleder med et lag af metallet cæsium, kunne udnytte både lyset og varmen i elektricitetsproduktionen.

Mens normale solceller bliver ineffektive ved temperaturer over 100 °C, rammer PETE-apparaterne først deres maksimum et godt stykke over 200 °C. Eftersom de nye apparater er bedst ved temperaturer over, hvad en solcelle på et hustag normalt udsættes for, vil de fungere bedst, hvor Solens stråler koncentreres, for eksempel i paraboler.

Patrick Gillooly

”Omvendt” smeltning af silicium kan resultere i billigere elektronik

- Via Physorg - , redigeret af Net_Srak

Forskere ved MIT har opdaget, at når silicium, som er det mest brugte halvmetal i computerchips og solceller, blandes i den rette dosering med kobber, jern og nikkel, kan det smeltes ved lavere temperaturer.

Tidligere har det været nødvendigt med en temperatur på 1.414 °C for at smelte halvmetallet, men den nye blanding behøver kun 900 °C, før dele af den “smelter” og skaber en væske-lignende del i metallet. Fordelen er, at disse væskesamlinger fungerer som et vakuum, der suger urenhederne til sig. Dermed er urenhederne nemmere at filtrere fra. Slutresultatet er et renere siliciumprodukt.

Med den nye metode kan omkostningerne ved elektronik som solceller falde, da man kan benytte den nye, billigere blanding og derefter bruge ovennævnte process under produktionen.

Umiwi

Kinesisk bus kører hen over bilerne

- Via China hush - , redigeret af Net_Srak

I Kina er de ikke bange for at kaste sig ud i projekter omhandlende nye transportmetoder, som f.eks. den første kommercielle udgave af Maglev-toget. Nu er kineserne i gang med et nyt transportprojekt, hvor de vil have busserne til at køre hen over bilerne.

Der er tale om et koncept, hvor “bussen” løftes op over bilerne ved at være lige så bred som en to-sporet vej og køre på skinner i vejkanten. På den måde kan den almindelige biltrafik passere under bussen.

Konceptet blev fremvist første gang til en messe i Beijing tidligere på året og er udtænkt af Shenzhen Hashi Future Parking Equipment.

Fordelen ved det nye koncept er ifølge firmaet, at det er meget nemmere og billigere at implementere end f.eks. en undergrundsbane eller togstrækning. Der er allerede fundet den første kunde til konceptet, og firmaet påbegynder konstruktionen af i alt 186 kilometer bane inden udgangen af i år.

Microsoft

Microsofts reklamehold fravalgte bevidst automatisk sikkerhed i IE

- Via Wall Street Journal - , redigeret af Pernicious

Internet Explorer 8’s udviklingshold havde i 2008 intentioner om at indarbejde sikkerhed mod sporingsværktøjer, som automatisk slog til, medmindre brugeren selv gik ind og sænkede sikkerhedsniveauet. Det blev dog aldrig til noget, da Microsofts reklamehold argumenterede for, at det ville gøre det sværere for dem at sælge online-reklamer.

På det tidspunkt var de planlagte sikkerhedsforanstaltninger ellers de bedste, som industrien kunne byde på.
Brad Smith fra Microsoft fortæller, at man prøvede at finde et kompromis mellem at give forbrugeren bedre sikkerhed og samtidig respektere den vigtige rolle, som reklamer har for indholdet på internettet.

Microsoft havde inden Internet Explorer 8’s udgivelse opkøbt firmaet aQuantive, som specialiserer sig i online-reklamer. Brian McAndrews, tidligere aQuantive-leder og nuværende vicepræsident i Microsoft, klagede til browserholdet over deres planer, da man var bange for, at Internet Explorer med sin store markedsandel ville kunne ødelægge markedet.

Wall Street Journal undersøgte, hvor vigtige sporingsværktøjer er for online-reklamer i dag, og fandt frem til, at de 50 mest populære hjemmesider i USA, herunder 4 drevet af Microsoft, i gennemsnit installerede 64 stykker sporingsteknologi.

Toshiba

Terabyte-barrieren brudt med ny verdensrekord

- Via Bioscholar - , redigeret af Pernicious

Forskere fra University of California brød under dette års VM i datasortering terabyte-barrieren og satte ny verdensrekord, da det lykkedes dem at sortere en terabyte data, altså 1.000 gigabytes, på 60 sekunder.

Flere firmaer vil kunne drage stor nytte af de opnåede datasorteringshastigheder, da behovet er større end nogensinde før. Internettet har i særdeleshed skabt nye scenarier, hvor datasortering er vigtigt, for eksempel reklamer på Facebook, brugertilpassede anbefalinger på sider som Amazon og nyligt opdaterede resultater fra Google, som alle kræver sortering af op til flere petabyte data, hvilket svarer til flere tusinde terabytes.

Amin Vahdat, projektleder skrev:
Companies are pushing the limit on how much data they can sort, and how fast. This is data analytics in real time.

Amin Vahdat, som ledte projektet, udtaler, at firmaerne er ved at nå grænsen for, hvor meget data de kan sortere samt hvor hurtigt. Han konkluderer, at behovet for bedre datasortering stadig er stort, da det ofte er en flaskehals for firmaernes aktiviteter.

Resultaterne kan ses på sortbenchmark.org.

NASA

Spirit overlever måske ikke dvale

- Via NASA - , redigeret af Emil

Den ene af NASAs sejlivede rovere har måske afgivet sit sidste livstegn, det oplyser den amerikanske rumfartsorganisation på deres hjemmeside.

Sidst man hørte noget til roveren Spirit, var den 22. marts, hvorefter der var for lidt energi til at opretholde kommunikation. Det har fået roveren til at gå i dvale, men modsat tidligere vintre på Mars, så er solpanelerne denne gang ikke placeret i en gunstig vinkel i forhold til solen.

Uden nok solenergi er det ikke muligt at holde varmeapparaterne aktive i løbet af vinteren, hvorfor udstyret vil blive udsat for temperaturer ned til minus 55°C.

NASA har den seneste uge forsøgt at få et livstegn fra Spirit, da der siden den 23. juli teoretisk har været en mulighed for, at der nu er så meget sol, at roveren kan komme ud af dvale. I praksis er det dog mere sandsynligt, det først sker i september eller oktober, hvis det nogensinde sker.

Doug McCuistion, NASA skrev:
It will be the miracle from Mars if our beloved rover phones home. It’s never faced this type of severe condition before — this is unknown territory.

Rumfartsorganisationen vil frem til marts 2011 prøve at få kontakt med Spirit, er det ikke sket inden da, vil roveren blive erklæret tabt.

Læs også: NASA mister kommunikation med Spirit