Analysevirksomheden Knujon har kigget nærmere på, hvor verdens spam stammer fra, og de kan konstatere, at hele 83 % stammer fra domæner, der er registreret gennem blot 10 domæneregistratorer.
Knujon håber, at de ved at offentliggøre listen kan presse selskaberne til at rydde op i domænerne, og strategien har da også virket, dog ikke 100 %.
Den forrige top-10 liste, som Knujon udgav, har kun to gengangere på den nye liste, XinNet og eNom. XinNet var sidste gang også nr. 1 og eNom var nr.5, hvor sidstnævnte nu er rykket op som nr. 2. Resten på listen er nye, hvilket betyder, at der er rykket otte selskaber ud. En del af disse er væk, efter de har taget sig sammen og tjekket bedre op på domænerne, de har registreret.
Enkelte registratorer er blevet truet af ICANN til at gøre noget ved sagen, ellers ville de miste deres ret til at være registrator, hvilket har hjulpet. Knujon undrer sig dog over, at ICANN ikke har benyttet sig af denne mulighed over for XinNet, der nu igen er nr. 1 på deres liste.
Knujon mener ikke, at alle selskaberne på listen tillader spammerne bevidst, men at de simpelhen har for dårlige procedurer til at tjekke op på deres kunder.