Det kan minde lidt om Jurrasic Park, der er dog ikke tale om genoplivning af dyr, som er flere millioner af år gamle, men derimod den Pyrenæiske stenbuk, der blev erklæret uddød i år 2000.
Inden det sidste kendte eksemplar af stenbukken døde, tog videnskabsmænd en række prøver af dyrets skind. Ud fra disse vævsprøver er det nu lykkedes at isolere dyrets DNA og indsætte dette i et æg fra en almindelig ged.
Forsøget blev en succes, og resultatet var en levende hunstenbuk og dermed det første uddøde dyr, der nogensinde er blevet klonet. Succesen var dog kortvarig, idet kiddet døde kort tid efter fødslen pga. en medfødt lungefejl.
Til trods for at den nyfødte stenbuk døde, så mener forskerne, at det har været et gennembrud, og at det på sigt vil være muligt at perfektionere processen. Således vil teknikken evt. kunne anvendes på dyr, der har været uddøde i længere tid.