Praktisk talt alle former for integrerede kredsløb laves i dag af silicium, men med opdagelsen af kulstofmaterialet grafen i 2004 og den efterfølgende forskning i materialets egenskaber, er muligheden for kulstofbaserede kredsløb rykket tættere på at blive virkelighed.
Rensselaer Polytechnic Institute kunne for nylig fremvise resultater i grafenforskning, hvor man ved at placere grafen oven på et materiale behandlet med enten ilt eller brint, kunne bestemme om grafen skulle være en leder eller halvleder.
Forskere fra universitet i Manchester, heriblandt Andre Geim, der var leder af det hold forskere der opdagede grafen i 2004, har nu fundet en metode til at få grafen til at opføre sig som en modstand. Forskerne har døbt det nye materiale Grafan.
Grafan skabes ved at udsætte grafen for en plasma af brint, der er en blanding af brint-ioner og elektroner. Dette medfører, at hver eneste kulstof atom i grafenet får tilknyttet et brint atom. Ved at opvarme grafan til 450 grader celsius i 24 timer, vender det tilbage til at være grafen igen.
Målet for forskerne fra Manchester, er nu at lave et tilsvarende materiale, der har halvleder egenskaber. For at kunne bruge grafen og grafan til kommercielt brug, mangler man stadig at finde en metode til billig massefremstilling af grafen.