Intel har lanceret tre nye desktopprocessorer målrettet de mest krævende brugere, i en ny serie kaldet Haswell-E, der er på gaden nu.
Som man kan se på navnet, er der tale om processorer baseret på den eksisterende Haswell arkitektur, men antallet af kerner har ændret sig, ligesom der er kommet understøttelse for DDR4-hukommelse. Hvor Intel hidtil primært har tilbudt fire kerner i deres desktopprocessorer, kan man med Haswell-E nu få 6 eller 8 kerner.
Den største Haswell-E processor hedder Core i7-5960X og har 8 kerner, der understøtter Hyperthreading for 16 logiske kerner. Dertil kommer 20 MB L3 cache og understøttelsen af 40 PCIe 3.0 baner.
Hastigheden er på mere beskedne 3 GHz, der i turbo-mode kan komme op på 3,5 GHz. Prisen er sat til 7.500 kroner.
Til en lidt mere overkommelig pris finder man Core i7-5820K og Core i7-5930K, der begge har 6 kerner og arbejder ved henholdsvis 3,3 GHz og 3,5 GHz. Core i7-5820K understøtter kun 28 PCIe 3.0 baner, mens storebroderen understøtter 40, ligesom topmodellen. Prisen for disse er henholdsvis 2.900 og 4.200 kroner.
Sammen med lanceringen af Haswell-E, har Intel også frigivet et nyt chipset kaldet X99, for at kunne udnytte DDR4/2133-hukommelse og 40 PCIe-baner. Det er de færreste, der vil kunne mærke noget til den hurtigere hukommelse, men strømforbruget er sænket markant i forhold til DDR3.
Netop strømforbruget er dog ikke noget man kommer til at spare på ved at skifte til Haswell-E, da de nye CPU’er er normeret til en TDP på op til 140W, 52W mere end Intels Core i7-4790K Devil’s Canyon 4 GHz Haswell CPU.