mboost-dp1

Flicker - Forsetius

Jupiters kæmpe storm måske ved at forsvinde

- Via Space Telescope -

Den største storm i vores solsystem har eksisteret i hundrede af år på planeten Jupiter. Den er mest kendt som den røde plet, der er så stor, at Jorden kunne dækkes af den. Det er dog måske snart slut.

Astronomer har gennem tiderne foretaget mange målinger af størrelsen på stormen, og siden Voyager rumsonderne fløj forbi i 1979 og 1980 til i dag, er den skrumpet en del.

I 1979 målte astronomerne bredden på stormen til lige over 23.300 kilometer. På et nyligt taget billede af Hubble-teleskopet blev bredden målt til “kun” 16.500 kilometer.

Blandt astronomerne er de ikke helt sikre på, hvorfor stormen bliver mindre, men en teori er, at små hvirvler i udkanten af stormen er med til at ændre den indre dynamik, hvilket gør den mindre.

Det er ikke noget nyt at stormen gennem årene er blevet mindre, det har været kendt siden 1930’erne, men de nyeste målinger afslører, at det nu går hurtigere end hidtil.

Dong Nguyen

Flappy Bird vender tilbage til august

- Via TechCrunch -

Da skaberen af Flappy Bird, Dong Nguyen, i starten af i år valgte at trække sit spil tilbage fra Google Play og Apple App Store, så vakte det en del opmærksomhed og skuffelse. Nu er der godt nyt til fans af spillet, idet han i et interview til CNBC har oplyst, at det vil komme tilbage i august.

Spillet, der er kendt for at være meget vanedannende, vil komme med flere ændringer, hvor den største nok er, at det vil være muligt at spille det mod andre i multiplayer.

Nguyen oplyser desuden, at det vil være lavet anderledes med det formål, at folk ikke skal blive så afhængigt af det.

Ved det originale spil var der flere historier om, hvordan nogle folk var blevet fyret fra deres arbejde på grund af spillet.

Flickr - dweekly

Google skal fjerne uønskede søgeresultater ifølge ny EU-dom

- Via The Verge - , indsendt af thimon

Når Googles søgemaskine i dag indekserer hjemmesider på internettet, så kan det ske, at der indekseres sider, som indeholder personlige oplysninger om personer. I en ny EU-dom bliver det nu slået fast, at Google skal fjerne sådanne oplysninger fra sit indeks hvis de bliver anmodet om det.

Google har længe haft en side, hvor man som bruger kan bede om at få fjernet oplysninger fra deres indeks, men sådanne anmodninger kan afvises. I Spanien bad en mand om at få fjernet oplysninger om en tvangsauktion af sit hus fra søgemaskinen, men det afviste Google.

Sagen blev løftet ved en domstol, som endte med at komme for EU-domstolen. Afgørelsen til mandens fordel ses af flere som meget bemærkelsesværdig, og det vurderes, at det kan få stor betydning for søgemaskiner i Europa.

Hos Google er de skuffede over afgørelsen, og vil nu analysere hvilke konsekvenser den vil have for dem.

SXC - mapelc

Nye regler for fortrydelse og returnering ved online handel

- Via FDIH - , redigeret af Pernicious

FDIH (Foreningen for Dansk Internet Handel) har tidligere været ude og kritisere de nye EU regler, der træder i kraft i Juni i år.

I slutningen af marts i år, afholdte de 2 seminarer i henholdsvis København og Århus for at diskutere de vedtagne regler.

Annette Falberg, administrerende direktør i FDIH, har tidligere udtalt, at de nye regler åbner op for svindel med retursager, da man blandt andet kan få udbetalt returbeløbet, allerede når man har sendt varen retur og viser postkvittering som bevis.

FDIH har dog fortolket netop denne regel med en tilføjelse:

FDIH skrev:
Der åbnes i lovbemærkningerne for, at butikken kan beslutte, at der et mistænkeligt forløb, og dermed tilbageholde pengene til varen er modtaget og vurderet.

Følg kilden for at læse nogle af de nye vedtagelser og den fulde kommentar fra Annette Falberg.

FDIH har yderligere udgivet en liste med de vigtigste ændringer på sin
hjemmeside

Alle som handler online regelmæssigt, eller kører en online-forretning, opfordres til at læse disse nye regler igennem, inden de træder i kraft.

Flickr - ed's point of view

Ny hjemmeside fra DTU-studerende finder den billigste mobiltelefon med abonnement

- Via Version2 - , indsendt af thimon

På det danske marked for mobiltelefoni findes der efterhånden så mange udbydere, at det kan være svært at finde rundt i de mange abonnementer når de skal have ny mobiltelefon, og dermed hvilken der er billigst, set i forhold til ens forbrug. Den opgave har en DTU-studerende nu løst. Det skriver Version2.

Ved at anvende Amazons Cloud-tjeneste EC2 og Hadoop, er det lykkedes Lars Libak at lave en hjemmeside, der hver dag henter priser fra de fire store udbydere, og på baggrund af disse kan fortælle hvor man bør købe sin nye telefon, sammen med et abonnement der er optimalt til ens forbrug.

Når det er nødvendigt at anvende Amazon EC2 og open source frameworket Hadoop, så skyldes det, at mængden af beregninger, der skal udføres, er meget stor, på grund af et meget stort antal kombinationsmuligheder.

Lars Libak, DTU-studerende, til Version2 skrev:
Når jeg indtaster et forbrug, skal den gå ind for hver mobil og for hvert abonnement for den mobil udregne en pris – og det er pænt mange udregninger.

Libak fik idéen til projektet, da han selv skulle ud og have en ny mobiltelefon, men havde svært ved at sammenligne priserne.

NSA

Servere og routere solgt med spionudstyr fra NSA

- Via The Guardian com - , redigeret af Pernicious

Den seneste afsløring i den efterhånden lange liste af beskyldninger om NSA’s overvågning af borgere, handler om, at sikkerhedstjenesten skal have installeret overvågningsværktøjer fysisk i hardware (routere og servere). Installationen skal være foregået inden slutbrugeren har modtaget sit udstyr.

Afsløringen skulle være at finde i Glenn Greenwalds kommende bog om NSA’s overvågning. Greenwald er manden, der har bragt de fleste af afsløringerne fra whistlebloweren Edward Snowden.

Den nye afsløring kommer efter der tidligere er kommet beskyldninger mod NSA om blandt andet at have opnået adgang til Googles fibernet og ukrypterede data.

Det er netop på baggrund af indbyggede bagdøre i hardware, at USA har været stor modstander af udstyr fra det kinesiske firma Huawei, hvor der har været mistanke om sådanne tiltag.

Foxconn

Foxconn mister måske stor iPhone-ordre

- Via The Register - , indsendt af arne_v

Når det kommer til at producere iPhones, så sker dette arbejde hos den kinesiske elektronikgigant Foxconn, der gennem årene har produceret hundrede af millioner af Apples smartphones. Nu ser det ud til, at de kan miste en del af denne produktion.

Ifølge den taiwanesiske hjemmeside “Industrial and Commercial Times” er der stærke indikationer på, at Apple vil bestille 15 % af sine kommende smartphones hos konkurrenten Pegatron, hvilket svarer til omkring 50 millioner enheder. Til dette tal hører også et antal af ældre IPhone-modeller, som stadig laves.

Pegatron har ligesom Foxconn hovedsæde i Taiwan, men er væsentlig mindre med “kun” lige over 100.000 ansatte hvor Foxconn har 1,2 millioner ansatte.

Der har gennem den seneste tid løbende været rygter om, at Apple ønsker at gøre sig mere uafhængige af Foxconn, hvilket et samarbejde med Pegatron kan hjælpe med.

Intel

Intel klar med opdatering til Haswell-serien

- Via TechSpot -

I de seneste mange år har Intel udgivet nye udgaver af sine processorer og chipsæt efter princippet Tick Tock, men i 2011 brød de første denne metode ved kun at komme med en opdatering til Sandy Bridge og nu gør de det igen med Haswell.

Modsat et tick eller et tock, hvor de enten kommer med en ny arkitektur eller en forbedret fabrikationsproces, så byder den ny Haswell-refresh kun på mindre opdateringer til den eksisterende teknologi, når det kommer til processoren.

Mere interessant for de fleste er nok, at Intel også har lanceret nye chipsæt, nemlig Z97 og H97, hvor førstnævnte er storebror med lidt flere funktioner. Den største nyhed for disse chipsæt er nok understøttelsen af PCIe M.2 Storage, som gør det muligt at tilslutte en SSD, der kan kommunikere med op til 1 GB/sek. Hvor SATA Gen 3 kan håndtere 600 MB/sek.

PCIe M2 er en erstatning for mSATA-interfacet, der i dag sjældent anvendes til bundkort for desktop-computere, men nu bliver en standard mulighed. Følg linket til kilden for at læse meget mere om de nye processorer og chipsæt. Du kan læse en test af nogle af processorerne hos AnandTech.

newz.dk

Internetarkivet rummer nu over 400 milliarder sider

- Via The Register -

Igennem de seneste mange år har projektet “Internet Archive – Wayback Machine” indsamlet versioner af alverdens hjemmesider, og nu har tjenesten rundet en ny stor milepæl. De annoncerede lige før weekenden, at de nu har gemt over 400 milliarder sider i deres arkiv.

De mange side dækker over et utal af hjemmesider verden over, der kan hentes frem sådan som de har set ud gennem årene. Arkivet går tilbage til november 1996, så det er for eksempel muligt at se, hvordan newz.dk så ud i sommeren 2000.

De mange sider estimeres at fylde over 14 petabyte data, baseret på en udmelding fra 2012, hvor de havde rundet 10 petabyte data, og efterfølgende har meddelt, at de havde fået midler til yderligere 4 petabyte. I januar i år blev yderligere 5 petabyte lagerplads sikret via donationer.

Vil du kigge nærmere på nogle af de over 400 milliarder sider, så sker det på archive.org.

Lockheed Martin

Lockheed Martin sænker gummibåd med laserkanon

- Via Lockheed Martin - , indsendt af thimon

Amerikanske Lockheed Martin testede i sidste uge deres ADAM-laserkanon (Area Defense Anti-Munitions) ved over en afstand på 1,6 kilometer at skyde mod en militær gummibåd.

ADAM kan med høj præcision følge et mål på op til 5 kilometers afstand, og skyde mod det på op til 2 kilometers afstand. Ud over små både kan det også bruges mod mindre ubemandede fly og raketter.

Demonstrationen skal vise hvor langt Lockheed Martin er med projektet, der primært anvender kommercieller komponenter i konstruktionen, hvorfor prisen kan holdes nede.

Ud over den billigere produktionspris, så har ADAM den store fordel, at energien brugt til et “skud” kun koster $1, hvilket er langt billigere end ved traditionelle projektilbaserede våben.

Du kan se en video af ADAM i aktion herunder.