Motorola har gennem de sidste par måneder oplevet den ene nedtur efter den anden, når det kommer til retssager i Tyskland, og firmaet har således tabt flere gange til både Microsoft og Apple, og nu har Microsoft så annonceret endnu en sejr over Motorola.
Microsoft har således fået medhold i, at Motorolas Android-enheder bryder en af Redmond-firmaets patenter, der omfatter en bestemt form for kommunikation mellem tastatur og applikation, hvilket betyder, at Motorola endnu en gang må betale erstatning.
Teknologien Motorola har anvendt uden Microsofts tilladelse, er en teknologi, der er indbygget i selve Android-systemet og grunden til, at Microsoft udelukkende har sagsøgt Motorola er, at alle andre Android-producenter allerede har indvilliget i, at betale Microsoft royalties for anvendelsen af teknologien.
Med sejren har Microsoft således vundet de seneste tre retssager mod Motorola i Tyskland, og Motorola står i øjeblikket til at skulle betale Microsoft mere end 350 millioner kroner i erstatning, mens firmaet er nødsaget til at acceptere betaling af royalties, hvis ikke deres produkter skal fjernes fra det tyske marked. Motorola kan dog i første omgang appellere sagen, hvilket vil forsinke fjernelsen af firmaets produkter.