mboost-dp1
Newz.dk goes east!
Kære alle
Det er med den største forventning, den ypperste glæde og med gråd i stemningen, at jeg hermed på vegne af alle fjorten fantastiske idioter kan løfte sløret for Pripyat-turens blog!
I dag og i de kommende dage vil alle de mest afholdte, kendte, irriterende og utrolige newz.dk-brugere underholde med deres historier fra og omkring Kiev. Turens mål er naturligvis det elskede O' Mægtige kernekraftværk Tjernobyl, som vi skal besøge i morgen lørdag, men derudover skal vi selvfølgelig også besøge de lokale glædespiger og -mænd, fylde hovedet med billig vodka-bortsch samt mobbe Onkel Lingie for at have brugt 6.500 kroner på en iPhone 4S. Fuckin' 6.500 kroner? What a douche!
Læs bloggen. Vær foruroliget. Vær ubehaget. Vær skræmt. Vær glad for, at du stadig nyder muligheden for, at vores fly styrter ned på vej hjem fra Kiev - hvem ved, vandfarve er jo med...
Det er med den største forventning, den ypperste glæde og med gråd i stemningen, at jeg hermed på vegne af alle fjorten fantastiske idioter kan løfte sløret for Pripyat-turens blog!
I dag og i de kommende dage vil alle de mest afholdte, kendte, irriterende og utrolige newz.dk-brugere underholde med deres historier fra og omkring Kiev. Turens mål er naturligvis det elskede O' Mægtige kernekraftværk Tjernobyl, som vi skal besøge i morgen lørdag, men derudover skal vi selvfølgelig også besøge de lokale glædespiger og -mænd, fylde hovedet med billig vodka-bortsch samt mobbe Onkel Lingie for at have brugt 6.500 kroner på en iPhone 4S. Fuckin' 6.500 kroner? What a douche!
Læs bloggen. Vær foruroliget. Vær ubehaget. Vær skræmt. Vær glad for, at du stadig nyder muligheden for, at vores fly styrter ned på vej hjem fra Kiev - hvem ved, vandfarve er jo med...
vandfarve (3) skrev:Det skal du virkelig ikke. Tænk over konsekvenserne ved at samle fjorten af de mest hærdede newz.dk-brugere ét sted. Det er et sørgeligt, sørgeligt syn...
Ja, festen ville have været meget, MEGET (sejere, bedre, uforglemmelig...ect.) sjovere hvis jeg var med.
http://knowyournewz.dk/blog/comments.php?y=11&...
Hmm. Den blev skrevet ret hurtigt. Lingu har bare at bringe detaljer.
Hmm. Den blev skrevet ret hurtigt. Lingu har bare at bringe detaljer.
Jeg har forfattet ét af indlæggene på den dersens (øst)blog. Det første stod MiniatureZeus vist for og de to sidste er skrevet af Vandfarve - på iPad i en halvbrandert.
Anywho, en hurtig opdatering fra et, for onkel Ignota, overstået og katastrofalt værtshusbesøg:
Detaljerne omkring min exit fra spritbulen var ligeså dramatiske som de er irrelevante - men lad os bare sige, at jeg i forvejen var lidt oppe at køre (billedligt talt - ellers havde jeg jo ikke brug for en taxi, vel), da jeg indtog en ukrainsk hyrevogn.
Nu er det sådan med de der ukrainere, at de forstår røv og nøgler. Det gjorde de også i går, da MiniatureZeus og jeg besluttede, at motion og bakker er for de fattige, hvorfor vi prajede en af de lokale.
Vi har fra hostellets side fået udleveret et visitkort med navnet på hostellet, adressen og tilmed et lille kort på bagsiden. Efter at have peget og sagt: "Øhm, så skal vi vist to the tight up der" kom jeg i tanke om, ar jeg havde visitkortet i pungen, hvilket prompte blev fremvist for chaufføren, som øjeblikkeligt vendte det på hovedet og så mægtigt forvirret ud, thi det var ikke skrevet med sovjetrussiske gurkerruner. Men han var en sød og tålmodig mand, der, med en lup no less, fik nærstuderet kortet og bragt os til vores destination.
I aften gentog succesen sig for onkel Ignota, da dennes chauffør også straks vendte visitkortet på hovedet. Også han fandt kortet på bagsiden, men han var tilsyneladende mindre lokalkendt, for han høvlede i hvert fald en ordstrøm af på muddergurkisk, som jeg er ret sikker på betød, at han ikke anede, hvor vi skulle hen. I mellemtiden havde jeg op til flere gange forsøgt at spørge ham, om han vidste, hvor McDonald's ligger, for det er et udmærket pejlemærke - men han ignorerede mig fuldstændig.
Fair and square, tænkte jeg, og jeg gjorde antegn til at forlade køretøjet. Det gik dog hverken værre eller bedre end at døren var låst og ikke umiddelbart kunne åbnes indefra. Manden gik helt amok, da jeg tog i håndtaget. Han ævlede og pegede på låsemekanismen, hvilket jeg mente måtte betyde, at jeg skulle hive den op, som vi plejer at gøre i Vesteuropa, for at komme ud.
Han keglede helt ud, den muddergrå snotskovl af en osteuropæer. Han hævede stemmen og gav fuld gas på krakkemutisk, selvom han efterhånden måtte have opfattet, at jeg hverken taler eller forstår sovjetabe. Min eneste kommunikationsmulighed i øjeblikket var at give ham igen på engelsk, så mens han lirede videre på babushkasisk, fortalte jeg ham, i et endnu højere toneleje, at han var fucking retarded, at han skulle calm the fuck down og at hans lortebil alligevel stank af råddent ukrainsk røvhul. - Høflighed bruger man ikke meget af her i landet, men jeg tror efterhånden, at jeg kan ramme den helt rigtige lokale dialekt.
Skal vi battle på skældsord og rå aggression, så har jeg trods alt den fordel at være vokset op på Midtsjælland.
I Ukraine er "fuck" blevet mit nye punktum. Fuck!
Anywho, en hurtig opdatering fra et, for onkel Ignota, overstået og katastrofalt værtshusbesøg:
Detaljerne omkring min exit fra spritbulen var ligeså dramatiske som de er irrelevante - men lad os bare sige, at jeg i forvejen var lidt oppe at køre (billedligt talt - ellers havde jeg jo ikke brug for en taxi, vel), da jeg indtog en ukrainsk hyrevogn.
Nu er det sådan med de der ukrainere, at de forstår røv og nøgler. Det gjorde de også i går, da MiniatureZeus og jeg besluttede, at motion og bakker er for de fattige, hvorfor vi prajede en af de lokale.
Vi har fra hostellets side fået udleveret et visitkort med navnet på hostellet, adressen og tilmed et lille kort på bagsiden. Efter at have peget og sagt: "Øhm, så skal vi vist to the tight up der" kom jeg i tanke om, ar jeg havde visitkortet i pungen, hvilket prompte blev fremvist for chaufføren, som øjeblikkeligt vendte det på hovedet og så mægtigt forvirret ud, thi det var ikke skrevet med sovjetrussiske gurkerruner. Men han var en sød og tålmodig mand, der, med en lup no less, fik nærstuderet kortet og bragt os til vores destination.
I aften gentog succesen sig for onkel Ignota, da dennes chauffør også straks vendte visitkortet på hovedet. Også han fandt kortet på bagsiden, men han var tilsyneladende mindre lokalkendt, for han høvlede i hvert fald en ordstrøm af på muddergurkisk, som jeg er ret sikker på betød, at han ikke anede, hvor vi skulle hen. I mellemtiden havde jeg op til flere gange forsøgt at spørge ham, om han vidste, hvor McDonald's ligger, for det er et udmærket pejlemærke - men han ignorerede mig fuldstændig.
Fair and square, tænkte jeg, og jeg gjorde antegn til at forlade køretøjet. Det gik dog hverken værre eller bedre end at døren var låst og ikke umiddelbart kunne åbnes indefra. Manden gik helt amok, da jeg tog i håndtaget. Han ævlede og pegede på låsemekanismen, hvilket jeg mente måtte betyde, at jeg skulle hive den op, som vi plejer at gøre i Vesteuropa, for at komme ud.
Han keglede helt ud, den muddergrå snotskovl af en osteuropæer. Han hævede stemmen og gav fuld gas på krakkemutisk, selvom han efterhånden måtte have opfattet, at jeg hverken taler eller forstår sovjetabe. Min eneste kommunikationsmulighed i øjeblikket var at give ham igen på engelsk, så mens han lirede videre på babushkasisk, fortalte jeg ham, i et endnu højere toneleje, at han var fucking retarded, at han skulle calm the fuck down og at hans lortebil alligevel stank af råddent ukrainsk røvhul. - Høflighed bruger man ikke meget af her i landet, men jeg tror efterhånden, at jeg kan ramme den helt rigtige lokale dialekt.
Skal vi battle på skældsord og rå aggression, så har jeg trods alt den fordel at være vokset op på Midtsjælland.
I Ukraine er "fuck" blevet mit nye punktum. Fuck!
Det er i øvrigt helt korrekt, at både har stjålet et lille stykke klinke (eller flise - jeg er ikke inde i fagsproget) fra svømmehallen i Pripyat og at jeg havde lidt vanskeligt ved at komme igennem det sidste checkpoint på vej hjem. Klinkestumpen havde jeg været kløgtig nok til at efterlade i bussen, men min frakke havde åbenbart suget mere radioaktivt støv til sig end de andres overtøj. Maskineriet lyste i hvert fald rødt og bippede ad helvede til, da jeg som den sidste blev checket i et hypermoderne apparat fra senfirserne, der checker for sådan noget stråling dér.
De fungerer således, at man stiller sig med let spredte fødder i et af rækkens 4-6 metalaggregater, der til gengæld laver en måling på, såvidt jeg har forstået, arme, hænder, torso, knæ og fødder. - Så da det første maskineri opførte sig åndssvagt fik jeg lov at prøve et andet - der tilfældigvis var ligeså lidt samarbejdsvilligt.
Anywho, jeg blev eskorteret udenfor af et par uinformerede militærmænd, der viste sig behjælpelige med at banke min frakke, som jeg heldigvis havde fået lov at tage af først. Den gik så også lidt i stykker af den hårdhændede behandling, men fuck det - det virkede og jeg fik lov med grønt lys fra maskinen lov til at passere. Klinken har jeg stadig.
Fuck!
De fungerer således, at man stiller sig med let spredte fødder i et af rækkens 4-6 metalaggregater, der til gengæld laver en måling på, såvidt jeg har forstået, arme, hænder, torso, knæ og fødder. - Så da det første maskineri opførte sig åndssvagt fik jeg lov at prøve et andet - der tilfældigvis var ligeså lidt samarbejdsvilligt.
Anywho, jeg blev eskorteret udenfor af et par uinformerede militærmænd, der viste sig behjælpelige med at banke min frakke, som jeg heldigvis havde fået lov at tage af først. Den gik så også lidt i stykker af den hårdhændede behandling, men fuck det - det virkede og jeg fik lov med grønt lys fra maskinen lov til at passere. Klinken har jeg stadig.
Fuck!
FYI så ligger der nu et par billeder på bloggen. Det er ikke noget at råbe hurra for, men flere følger sikkert på et eller andet tidspunkt.
Gruppen har nu været udsat for at dette hostels elevator gav op pga overvægt. Af hensyn til Ronson, doktoren m.fl. nævner vi ingen navne.
Det skal siges, at de tre unavngivne medlemmer af gruppen spenderede en halv time i den fastlåste elevator, før de blev frigivet. Da alle vist efterhånden har Hånters nummer, var det ham, de valgte at ringe til for at bede om hjælp - men selvsamme Hånters svar var, at det kunne han ikke lige gøre noget ved, da han var på bar.
I mellemtiden kom vores ellers iskolde og pissesure hostelmutter ind på det værelse, hvor bl.a. MiniatureZeus, Gnarfsan og jeg var forsamlet, og begyndte at fortælle - med et foruroligende smil på læben - at "lift" var et eller andet på ukrainsk. Efter et par minutter med fagter og endnu større smil lykkedes det os at forstå, at hun talte om elevatoren. Jeg var meget bekymret for, om den ikke virkede, da jeg ellers skal tage trapperne op og ned fra 6. sal, når jeg skal ryge, så jeg spurgte meget interesseret om, hvorvidt lortet stadig virkede. Det gjorde den ikke, kunne jeg forstå, men der gik stadig yderligere et par min., før det gik op for os, at nogle af vores sad fast i lortet.
Vi brød naturligvis sammen i heftig latter og søgte mod opgangen, hvor 3 udmattede og sørgeligt udseende fyre kom traskende, og pustende som en astmatiker efter 20 cigaretter, op ad trapperne.
Billeder blev taget, latter blev leet og jeg føler personligt, at vi er kommet lidt tættere på vores halvanden meter høje, småhysteriske vært. Et smil er vitterligt den korteste afstand mellem to mennesker.
I mellemtiden kom vores ellers iskolde og pissesure hostelmutter ind på det værelse, hvor bl.a. MiniatureZeus, Gnarfsan og jeg var forsamlet, og begyndte at fortælle - med et foruroligende smil på læben - at "lift" var et eller andet på ukrainsk. Efter et par minutter med fagter og endnu større smil lykkedes det os at forstå, at hun talte om elevatoren. Jeg var meget bekymret for, om den ikke virkede, da jeg ellers skal tage trapperne op og ned fra 6. sal, når jeg skal ryge, så jeg spurgte meget interesseret om, hvorvidt lortet stadig virkede. Det gjorde den ikke, kunne jeg forstå, men der gik stadig yderligere et par min., før det gik op for os, at nogle af vores sad fast i lortet.
Vi brød naturligvis sammen i heftig latter og søgte mod opgangen, hvor 3 udmattede og sørgeligt udseende fyre kom traskende, og pustende som en astmatiker efter 20 cigaretter, op ad trapperne.
Billeder blev taget, latter blev leet og jeg føler personligt, at vi er kommet lidt tættere på vores halvanden meter høje, småhysteriske vært. Et smil er vitterligt den korteste afstand mellem to mennesker.
Also, vi nåede helt til Borispol, før det gik op for os, at qed var MIA. Vi havde fintælling i Borispol og kunne ikke forstå, at der kun var 14, når vi skulle være 15. Det tog også en rum tid, før det gik op for os, at vi kun tog 14 afsted fra Kastrup.
Anywho, qed, vær sød at tage kontakt til Hånter - han har været så rar at lægge ud for dig, så han vil nok vældigt gerne kompenseres.
Anywho, qed, vær sød at tage kontakt til Hånter - han har været så rar at lægge ud for dig, så han vil nok vældigt gerne kompenseres.
Nå, men det var det med den panda dér.
Nogle af os skulle jo, som man også kan læse på bloggen, en tur på et ukrainsk lortemarked, så vi gik mod hvad der bedst kan beskrives som hovedgaden her i Kiev. Det er en lang, bred og almindeligvis ret trafikeret vej, som plejer at være et godt sted at praje en taxi - i går var nogle hundrede meter dog afspærret i forbindelse med, at det var søndag eller sådan noget.
Da vi kommer derned ser vi så denne hersens ukrainske fætter vade rundt på vejen i et beskidt pandakostume, og det kan dele af gruppen naturligvis ikke stå for, så der bliver krammet panda og taget billeder. Der sidste billede blev således taget og folk begyndte at rykke mod et par taxier, mens pandamanden løftede på hovedet og henvendte sig til mig for at få penge.
50 lokale pappenge, siger han. Jeg ryster på hovedet og fniser lige dele overbærende og hånligt. Pandaen forstår engelsk, så jeg fortæller ham pænt, at det kan der ikke blive tale om - hvortil han svarer, at det er hans job, viser mig et bundt 50'ere og siger, at det betaler alle andre.
Jeg åbner pungen for at finde en lille skilling, for han har jo trods alt besværet sig med at kramme Hånter, hvilket helt sikkert indbyder til en økonomisk kompensation. Han kan jo være blevet smittet.
"20", siger jeg, for jeg har nemlig lært at prutte om prisen af en DR-dokumentar om et jysk hestemarked, så jeg ved sgu godt, hvad det drejer sig om. Og her går manden så østeuropæisk ved at hæve stemmen og lire en ordentlig svada af på ukrainsk, før han igen fortæller, at det koster 50.
Jeg hæver også stemmen, forklarer ham, at det der panda-gig jo ikke er et rigtigt arbejde og gentager mit bud på 20 ukrainske zloty. Flere ord flyver rundt på både engelsk og ukrainsk - manden rækker ud efter penge i min stadigt åbne pung, men får et venligt men bestemt klap over hånden - indtil jeg bliver træt af at høre på ham. "20 or nothing!" halvråber jeg til hans halvt synlige, beskidte og ubarberede sovjetrussiske ansigt, mens jeg gør klar til at lukke pungen.
Han sukker og opgiver, tager de 20 pappenge og beklager sig højlydt på ukrainsk, da jeg vender ryggen til og går.
Det føles efterhånden som om, jeg har ligget i mere eller mindre åben konflikt med hele befolkningen. Men om ikke andet, så har jeg lært, at "20 or nothing!" er en fantastisk effektiv måde at stoppe en forhandling på - og den metode vil helt sikkert også bruge, bl.a. i
Fakta og overfor SEAS, når jeg er kommet hjem.
20 or nothing!
Nogle af os skulle jo, som man også kan læse på bloggen, en tur på et ukrainsk lortemarked, så vi gik mod hvad der bedst kan beskrives som hovedgaden her i Kiev. Det er en lang, bred og almindeligvis ret trafikeret vej, som plejer at være et godt sted at praje en taxi - i går var nogle hundrede meter dog afspærret i forbindelse med, at det var søndag eller sådan noget.
Da vi kommer derned ser vi så denne hersens ukrainske fætter vade rundt på vejen i et beskidt pandakostume, og det kan dele af gruppen naturligvis ikke stå for, så der bliver krammet panda og taget billeder. Der sidste billede blev således taget og folk begyndte at rykke mod et par taxier, mens pandamanden løftede på hovedet og henvendte sig til mig for at få penge.
50 lokale pappenge, siger han. Jeg ryster på hovedet og fniser lige dele overbærende og hånligt. Pandaen forstår engelsk, så jeg fortæller ham pænt, at det kan der ikke blive tale om - hvortil han svarer, at det er hans job, viser mig et bundt 50'ere og siger, at det betaler alle andre.
Jeg åbner pungen for at finde en lille skilling, for han har jo trods alt besværet sig med at kramme Hånter, hvilket helt sikkert indbyder til en økonomisk kompensation. Han kan jo være blevet smittet.
"20", siger jeg, for jeg har nemlig lært at prutte om prisen af en DR-dokumentar om et jysk hestemarked, så jeg ved sgu godt, hvad det drejer sig om. Og her går manden så østeuropæisk ved at hæve stemmen og lire en ordentlig svada af på ukrainsk, før han igen fortæller, at det koster 50.
Jeg hæver også stemmen, forklarer ham, at det der panda-gig jo ikke er et rigtigt arbejde og gentager mit bud på 20 ukrainske zloty. Flere ord flyver rundt på både engelsk og ukrainsk - manden rækker ud efter penge i min stadigt åbne pung, men får et venligt men bestemt klap over hånden - indtil jeg bliver træt af at høre på ham. "20 or nothing!" halvråber jeg til hans halvt synlige, beskidte og ubarberede sovjetrussiske ansigt, mens jeg gør klar til at lukke pungen.
Han sukker og opgiver, tager de 20 pappenge og beklager sig højlydt på ukrainsk, da jeg vender ryggen til og går.
Det føles efterhånden som om, jeg har ligget i mere eller mindre åben konflikt med hele befolkningen. Men om ikke andet, så har jeg lært, at "20 or nothing!" er en fantastisk effektiv måde at stoppe en forhandling på - og den metode vil helt sikkert også bruge, bl.a. i
Fakta og overfor SEAS, når jeg er kommet hjem.
20 or nothing!
Ukrainske elevatorer årgang 1874 er åbenbart kun bygget til 3 mennesker. Da vi var seks friske fyre der kom hjem fra en rask lille gåtur til mother motherland tænkte den kloge doktor straks "aha! Vi deler os gør vi!", og det gik jo så ganske udmærket for spaghettifyren dreadnaught, hans kære svigerfar og et tredje medlem i klassen bantamvægt.
Da elevatoren kommer ned igen bemærker jeg at den ved ankomsten ligger cirka 10 cm under gulvniveau, hvilket ikke overrasker på nogen måder da ukrainske maskiner normalt arbejder med et vist toleranceområde.
De kære mednewz'ere Ronson og Rasmus064 følger gladeligt efter (og her skal det lige siges at lyset blinkede faretruende da de trådte ind) og jeg pressede min uskylde, lette, finger mod det forpestede 6-tal,
Elevatoren prøvede febrilsk at lukke skydedørene men gik ligesom i stå på halvvejen og så skete der ikke rigtig noget. Rasmus064 skubbede dørene op og elevatormaskineriet prøvede igen, nærmest som i en dødskamp at lukke dørene, men ligesom i første forsøg kom de kun halvt ind i midten.
Rasmus064 (som ikke er så god til høje højder) foreslog at vi i stedet gik op, men nææh nej. Jeg er jo LÆGE. Jeg ved bedst. I stedet tog jeg fat i skydedørene med mine svulmende overarme og hjalp dem lidt på vej så de kunne lukke rigtigt, og så lukkede de skam også rigtigt!
Og så stod vi der.
Dette var aftenens første store fejl.
Da panikken havde lagt sig efter nogle minutter prøvede vi at fedte med de forksllige knapper, men selvfølgelig virkede intet. Der var indbygget hele to "hjælp" knapper som ringede med en klokke. Når man trykkede på dem forsvandt det meste af lyset i elevatoren så det droppede vi ret hurtigt. Men der var også en knap på et samtaleanlæg! Desværre var tråden knækket!
På dette tidspunkt kunne jeg efterhånden mærke de fire sultne øjne der kredsede om undertegnede, da de to andre strandede, sultne newz'ere havde en kampvægt der, uden at gå for meget i detaljer, lå ca 50% over min.
I angstens fodsved fik jeg vristet en seddel med telefonnumre ud af hånden på Ronson inden han fik grublet over om den skulle spises, og ringede straks til den største, stærkeste og mest DJØF-agtige på listen; Hånter!
Dette var aftenens anden store fejl.
Hånter informerede mig frejdigt om at han da sad på en bar i selskab med nogle ukrainske nørder, hvoraf den ene kun kunne sige "C++!", og han da ikke agtede at bevæge sit korpus for andet end at hente flere øl.
Lidt vemodigt lagde jeg på og tænkte i stedet "Vandfarve! Han er vant til at dø! Han må vide hvad man skal gøre i sådan en situation."
Men så er det jo at historien tager endnu en af sine små ukrainske drejninger, for sendemaster til mobiltelefoner er ikke den slags ting der hænger på træerne dernede, og efter min lille "small talk" med Hånter gik min telefon i "jeg kan ikke længere få signal fra "life:)"!"-mode, og så stod jeg der helt alene i en halvmørk elevator, omringet af knurrende maver.
Efter nogle minutters panisk fægtning med mobilen kom den heldigvis til sig selv og i mellemtiden havde Ronron fundet endnu en (spiselig) seddel frem fra pungen. Denne var et visitkort fra vores hostel som ligefrem havde et telefonnummer stående!
Jeg ringede op og kom igennem til den eneste "engelsktalende" person der arbejdede på hostellet og han sagde lidt fraværende at han ville kigge på det. Umiddelbart lød det som om der kørte et TV i baggrunden.
15 minutter senere, da klokken havde krydset 21.30 og den ukrainske udgave af lykkehjulet var slut kom han ganske rigtig ned til os stakkels indespærrede personer. Han sparkede et par gange til døren, gav op og sagde at han ville ringe efter nogen hvorefter han efterlod mig med hyænerne.
Igen gik der et kvarters tid uden de store ændringer i vores desperate situation, men pludselig kunne man høre en spæd kvindestemme ude i mørket! Det viste sig dog ret hurtigt at det bare var en kvinde der boede i samme opgang som os. Vi havde ellers fantaseret om at blive reddet af en flok kvindelige ukrainske brandfolk.
Da vi havde forklaret vores desperate situation til den stakkels kvinde ringede hun straks efter nogen der kunne få mig ud af fængslet som i min fantasi mindede frygteligt meget om "dødens gab" x2.
Efter ca 10 minutter kom to små sortsnuskede, beskidte, langfingrede, tyvagtige abekatte (af nogen kaldet ukrainere) til stedet. Den ene hoppede op ovenpå taget af elevatoren som det nu engang bør sig for en rigtig bavian og begyndte straks at markere sit område med fæces.
Imens fik den anden brudt døren op, og endelig var vi frigivet fra det som sagtens kunne være endt som mit dødsleje.
Ude i friheden begyndte de to abekatte straks at stritte med deres lange beskidte fingre og sige "money! money!" Vi sagde at de da lå oppe på værelset og gik slukørede op ad trappen, til stor latter for resten af newz'erne der hoverende blitzede løs med deres forbandede kameraer.
Hotelmutter var selvsagt lidt pinligt berørt over situationen, men enhver form for medlidenhed blev straks afløst af dræberinstinkt da jeg i panik, og med en blære på størrelse med en middelstor swimmingpool glemte at tage skoene af indenfor 1,62 meter fra hoveddøren på det dertil indrettede tæppe.
Jeg så ikke hvad Rasmus064 og Ronron efterfølgende gjorde, men jeg regner med at de i deres hungertilstand spiste nogle af potteplanterne eller lignende.
TL;DR
Ronron og Rasmus er fede.
Jeg er en idiot.
Da elevatoren kommer ned igen bemærker jeg at den ved ankomsten ligger cirka 10 cm under gulvniveau, hvilket ikke overrasker på nogen måder da ukrainske maskiner normalt arbejder med et vist toleranceområde.
De kære mednewz'ere Ronson og Rasmus064 følger gladeligt efter (og her skal det lige siges at lyset blinkede faretruende da de trådte ind) og jeg pressede min uskylde, lette, finger mod det forpestede 6-tal,
Elevatoren prøvede febrilsk at lukke skydedørene men gik ligesom i stå på halvvejen og så skete der ikke rigtig noget. Rasmus064 skubbede dørene op og elevatormaskineriet prøvede igen, nærmest som i en dødskamp at lukke dørene, men ligesom i første forsøg kom de kun halvt ind i midten.
Rasmus064 (som ikke er så god til høje højder) foreslog at vi i stedet gik op, men nææh nej. Jeg er jo LÆGE. Jeg ved bedst. I stedet tog jeg fat i skydedørene med mine svulmende overarme og hjalp dem lidt på vej så de kunne lukke rigtigt, og så lukkede de skam også rigtigt!
Og så stod vi der.
Dette var aftenens første store fejl.
Da panikken havde lagt sig efter nogle minutter prøvede vi at fedte med de forksllige knapper, men selvfølgelig virkede intet. Der var indbygget hele to "hjælp" knapper som ringede med en klokke. Når man trykkede på dem forsvandt det meste af lyset i elevatoren så det droppede vi ret hurtigt. Men der var også en knap på et samtaleanlæg! Desværre var tråden knækket!
På dette tidspunkt kunne jeg efterhånden mærke de fire sultne øjne der kredsede om undertegnede, da de to andre strandede, sultne newz'ere havde en kampvægt der, uden at gå for meget i detaljer, lå ca 50% over min.
I angstens fodsved fik jeg vristet en seddel med telefonnumre ud af hånden på Ronson inden han fik grublet over om den skulle spises, og ringede straks til den største, stærkeste og mest DJØF-agtige på listen; Hånter!
Dette var aftenens anden store fejl.
Hånter informerede mig frejdigt om at han da sad på en bar i selskab med nogle ukrainske nørder, hvoraf den ene kun kunne sige "C++!", og han da ikke agtede at bevæge sit korpus for andet end at hente flere øl.
Lidt vemodigt lagde jeg på og tænkte i stedet "Vandfarve! Han er vant til at dø! Han må vide hvad man skal gøre i sådan en situation."
Men så er det jo at historien tager endnu en af sine små ukrainske drejninger, for sendemaster til mobiltelefoner er ikke den slags ting der hænger på træerne dernede, og efter min lille "small talk" med Hånter gik min telefon i "jeg kan ikke længere få signal fra "life:)"!"-mode, og så stod jeg der helt alene i en halvmørk elevator, omringet af knurrende maver.
Efter nogle minutters panisk fægtning med mobilen kom den heldigvis til sig selv og i mellemtiden havde Ronron fundet endnu en (spiselig) seddel frem fra pungen. Denne var et visitkort fra vores hostel som ligefrem havde et telefonnummer stående!
Jeg ringede op og kom igennem til den eneste "engelsktalende" person der arbejdede på hostellet og han sagde lidt fraværende at han ville kigge på det. Umiddelbart lød det som om der kørte et TV i baggrunden.
15 minutter senere, da klokken havde krydset 21.30 og den ukrainske udgave af lykkehjulet var slut kom han ganske rigtig ned til os stakkels indespærrede personer. Han sparkede et par gange til døren, gav op og sagde at han ville ringe efter nogen hvorefter han efterlod mig med hyænerne.
Igen gik der et kvarters tid uden de store ændringer i vores desperate situation, men pludselig kunne man høre en spæd kvindestemme ude i mørket! Det viste sig dog ret hurtigt at det bare var en kvinde der boede i samme opgang som os. Vi havde ellers fantaseret om at blive reddet af en flok kvindelige ukrainske brandfolk.
Da vi havde forklaret vores desperate situation til den stakkels kvinde ringede hun straks efter nogen der kunne få mig ud af fængslet som i min fantasi mindede frygteligt meget om "dødens gab" x2.
Efter ca 10 minutter kom to små sortsnuskede, beskidte, langfingrede, tyvagtige abekatte (af nogen kaldet ukrainere) til stedet. Den ene hoppede op ovenpå taget af elevatoren som det nu engang bør sig for en rigtig bavian og begyndte straks at markere sit område med fæces.
Imens fik den anden brudt døren op, og endelig var vi frigivet fra det som sagtens kunne være endt som mit dødsleje.
Ude i friheden begyndte de to abekatte straks at stritte med deres lange beskidte fingre og sige "money! money!" Vi sagde at de da lå oppe på værelset og gik slukørede op ad trappen, til stor latter for resten af newz'erne der hoverende blitzede løs med deres forbandede kameraer.
Hotelmutter var selvsagt lidt pinligt berørt over situationen, men enhver form for medlidenhed blev straks afløst af dræberinstinkt da jeg i panik, og med en blære på størrelse med en middelstor swimmingpool glemte at tage skoene af indenfor 1,62 meter fra hoveddøren på det dertil indrettede tæppe.
Jeg så ikke hvad Rasmus064 og Ronron efterfølgende gjorde, men jeg regner med at de i deres hungertilstand spiste nogle af potteplanterne eller lignende.
TL;DR
Ronron og Rasmus er fede.
Jeg er en idiot.
Fantastisk historie, doktor! Du udelod dog den del, hvor du i kraft af dit studie overvejede at udføre en improviseret fedtsugning lige dér i elevatoren.
drbravo (29) skrev:Rasmus064 (som ikke er så god til høje højder) foreslog at vi i stedet gik op, men nææh nej. Jeg er jo LÆGE. Jeg ved bedst. I stedet tog jeg fat i skydedørene med mine svulmende overarme og hjalp dem lidt på vej så de kunne lukke rigtigt, og så lukkede de skam også rigtigt!
Hvis folk bare lyttet noget mere til mig, ville vi ikke have alle de problemer :(
#29
Det var sjovere end, alt hvad Lingu nogensinde har skrevet til sammen!
Det var sjovere end, alt hvad Lingu nogensinde har skrevet til sammen!
Men da vandfarve også sad og drak øl sammen med hunter, DarX og mig, ville han helt sikkert heller ikke have flyttet sit korpus.drbravo (29) skrev:Lidt vemodigt lagde jeg på og tænkte i stedet "Vandfarve! Han er vant til at dø! Han må vide hvad man skal gøre i sådan en situation."
Nej, nu må i altså lige! I får mig jo til at se ud som et eller andet helt hjerteløst monster.
Vandfarve, Windcape, DarX go undertegnede var på pub for at få noget ordentligt mad samt de obligatoriske øl. At de så ringer midt i en hed diskussion omkring hvor dejlige damer der vimser rundt i Kiev kan da ved Gud ikke være mit problem.
Jaja... Set efterfølgnede kunne jeg måske godt have været lidt mere venligt, og ikke bare have grinet og lagt på - men det er jo sådan noget man først ser bag efter. Det beklager jeg fandeme guys!
Jeg gjorde jo også fejlen nogenlunde god igen med både øl og cheeseburgere. Dét må da tælle for et eller andet.
Edit: stavelort.
Vandfarve, Windcape, DarX go undertegnede var på pub for at få noget ordentligt mad samt de obligatoriske øl. At de så ringer midt i en hed diskussion omkring hvor dejlige damer der vimser rundt i Kiev kan da ved Gud ikke være mit problem.
Jaja... Set efterfølgnede kunne jeg måske godt have været lidt mere venligt, og ikke bare have grinet og lagt på - men det er jo sådan noget man først ser bag efter. Det beklager jeg fandeme guys!
Jeg gjorde jo også fejlen nogenlunde god igen med både øl og cheeseburgere. Dét må da tælle for et eller andet.
Edit: stavelort.
Hånter (39) skrev:Jaja... Set efterfølgnede kunne jeg måske godt have været lidt mere venligt, og ikke bare have grinet og lagt på - men det er jo sådan noget man først ser bag efter. Det beklager jeg fandeme guys!
Det skal du da ikke beklage. Det gjorde jo en fremragende historie bedre!
Bleh, den fylder jo 600 MB, og med min superhurtige internetforbindelse tager det en halv time at downloade 14 minutters video!
Næsgu. Jeg downloader den så jeg kan se den igen og igen, og så kan jeg lige så godt tage full hd.
(flash-playeren sutter på den her craptop. Videoen hakker).
(flash-playeren sutter på den her craptop. Videoen hakker).
Opret dig som bruger i dag
Det er gratis, og du binder dig ikke til noget.
Når du er oprettet som bruger, får du adgang til en lang række af sidens andre muligheder, såsom at udforme siden efter eget ønske og deltage i diskussionerne.
- Forside
- ⟨
- Forum
- ⟨
- Tagwall
Gå til bund