mboost-dp1
Så er det nok!
Volden er steget i Danmark. Det skal stoppe. Så jeg foreslår at revselsretten reintroduceres. Men ikke bare i sin gamle form, men i en udvidet form, hvor alle må disciplinere alle som ikke opfører sig ordenligt. Med vold skal vold begraves. VOLDGRAV!!! ehm... øh
hrem... Tilbage med revselsretten. Tak.
hrem... Tilbage med revselsretten. Tak.
Manglen på revselsretten er en stor årsag til børns manglende disciplin og respekt for andre. Forældre kan kun råbe af deres børn indtil børnene indser at forældrenes råberi ikke gør ondt. Hvis forældrene skærer i lommepengene som straf så finder børnene andre indtægtskilder. I værste tilfælde indbrud, osv.
Det er jo selvfølgelig kun en lille del af befolkningen der før i tiden gjorde brug af revselsretten, og det er jo også kun en lille del der har brug for den.
#2 Du kommer bare an næste gang du er i dk. ;D
Det er jo selvfølgelig kun en lille del af befolkningen der før i tiden gjorde brug af revselsretten, og det er jo også kun en lille del der har brug for den.
#2 Du kommer bare an næste gang du er i dk. ;D
#5 din simplificerede indstilling til børns almindelige udvikling er desværre ikke tilstrækkelig til at forklare verdens sammenhæng. Der er langt flere faktorer i spillet end du lader antyde - endda faktorer, der annullerer din påstand om, at revselsesretten har nogen positiv effekt set på samfundskriminaliteten.
Læs lidt pædagogik / psykologi, så vil du muligvis give mig ret.
Læs lidt pædagogik / psykologi, så vil du muligvis give mig ret.
Børn efterligner deres forældre. Hvis forældrene viser aggresive tegn (råbe, skændes, slå, hæve stemmen, blive sur/hidsig, være utålmodig, brokke sig, etc.), så lærer børnene hurtigt at løse problemer med aggression.
Der er masser af andre måder at disciplinere og få respekt af sine børn på, men det skal begynde tidligt for at virke ordentligt, allerede fra når de er få år gamle. Hvis du først begynder i 7-8-9-13 års alderes, er det alt for sent og der skal meget mere drastiske midler til.
(dette er ikke egne erfaringer, da jeg desværre ikke har børn, men et sammendrag af hvad jeg hører rundt omkring fra folk, der er erfarne børnopdragere).
Der er masser af andre måder at disciplinere og få respekt af sine børn på, men det skal begynde tidligt for at virke ordentligt, allerede fra når de er få år gamle. Hvis du først begynder i 7-8-9-13 års alderes, er det alt for sent og der skal meget mere drastiske midler til.
(dette er ikke egne erfaringer, da jeg desværre ikke har børn, men et sammendrag af hvad jeg hører rundt omkring fra folk, der er erfarne børnopdragere).
Et par ord fra pædagogen :)
Det bedste, forældre kan gøre for sit afkom, er at vise ubetinget kærlighed og give omsorg. Egentlig kunne historien ende der og give en stak velopdragne, selvstændige og målrettede individder.
Undervejs i et barns liv, støder det på udfordringer. Som forælder er det vigtigt at kende sit barns grænser og evner så godt, at de ikke hjælper barnet mere end det har behov for i den stillede udfordring.
En udfordring skal helst være en lille smule sværere end barnet kan håndtere på egen hånd. Og det skal ikke lykkes hver gang. Barnet skal nemlig forstå at der er svære ting i livet, men også få oplevelsen, at barnet kan løse udfordringen.
På den måde vokser barnets selvstændighed, selvværd og manøvreringsevne i samfundet.
de farlige eksempler
1. Der er eksempler på forældre, der har misforstået omsorgsbegrebet, og passer på deres børn i hoved og ... den anden ende. De får aldrig lov til at gøre noget som helst selv. Disse børn får et meget svært liv.
2. Den anden type forældre i modsatte grøft er der aldrig for barnet, når det har brug for det. Begge forældre arbejder eksempelvis meget sent, og ser kun barnet i weekender (effektivt er der jo meget lidt tid fra barnet kommer hjem fra institution, har lavet lektier, leget med deres kammerater, og indtil det skal i seng). I weekenden kompenserer disse forældre så ved at hive barnet i tivoli, bonbon-land eller andre "spændende" steder.
Problemet med type 2-børn er, at bonbon-land hurtigt bliver hverdag, og der skal nu endnu mere til at få adrenalinen til at pumpe. Forestil dig allerede at være træt af at gå i tivoli som 10-årig. Hvordan mon du så morer dig som 16-årig?
Problemet med type 1-børn er, at de aldrig har fået en personlig sejr i livet. De tilegner sig noget basal kunnen, men må give op overfor alle de middelsvære ting i livet. Den afmagt, det er hele tiden at føle sig utilstrækkelig, erstattes hurtigt af aggressivitet.
...og så er der dem, der mener at revselsesretten burde genindføres. Det er ofte forældre i type 1, der har dette ønske. De har opdraget deres børn til at være meget forvente, og når aggressiviteten viser sig, bliver forældrene selv afmægtige, og første indskydelse bliver nærmest impulsivt at slå barnet.
Revselsen af barnet opfattes af barnet som et nederlag, et signal om, at "du er ikke god nok" - især fordi barnet ikke forstår, hvorfor det straffes for sin opførel, som i barnets øjne er helt almindelig.
Jeg håber, at mit indlæg gav noget indsigt i fornuften i at afskaffe revselsesretten - og forhåbentlig også inspirerede forældre rundt omkring til at drage relevant omsorg for sine børn :)
Det bedste, forældre kan gøre for sit afkom, er at vise ubetinget kærlighed og give omsorg. Egentlig kunne historien ende der og give en stak velopdragne, selvstændige og målrettede individder.
Undervejs i et barns liv, støder det på udfordringer. Som forælder er det vigtigt at kende sit barns grænser og evner så godt, at de ikke hjælper barnet mere end det har behov for i den stillede udfordring.
En udfordring skal helst være en lille smule sværere end barnet kan håndtere på egen hånd. Og det skal ikke lykkes hver gang. Barnet skal nemlig forstå at der er svære ting i livet, men også få oplevelsen, at barnet kan løse udfordringen.
På den måde vokser barnets selvstændighed, selvværd og manøvreringsevne i samfundet.
de farlige eksempler
1. Der er eksempler på forældre, der har misforstået omsorgsbegrebet, og passer på deres børn i hoved og ... den anden ende. De får aldrig lov til at gøre noget som helst selv. Disse børn får et meget svært liv.
2. Den anden type forældre i modsatte grøft er der aldrig for barnet, når det har brug for det. Begge forældre arbejder eksempelvis meget sent, og ser kun barnet i weekender (effektivt er der jo meget lidt tid fra barnet kommer hjem fra institution, har lavet lektier, leget med deres kammerater, og indtil det skal i seng). I weekenden kompenserer disse forældre så ved at hive barnet i tivoli, bonbon-land eller andre "spændende" steder.
Problemet med type 2-børn er, at bonbon-land hurtigt bliver hverdag, og der skal nu endnu mere til at få adrenalinen til at pumpe. Forestil dig allerede at være træt af at gå i tivoli som 10-årig. Hvordan mon du så morer dig som 16-årig?
Problemet med type 1-børn er, at de aldrig har fået en personlig sejr i livet. De tilegner sig noget basal kunnen, men må give op overfor alle de middelsvære ting i livet. Den afmagt, det er hele tiden at føle sig utilstrækkelig, erstattes hurtigt af aggressivitet.
...og så er der dem, der mener at revselsesretten burde genindføres. Det er ofte forældre i type 1, der har dette ønske. De har opdraget deres børn til at være meget forvente, og når aggressiviteten viser sig, bliver forældrene selv afmægtige, og første indskydelse bliver nærmest impulsivt at slå barnet.
Revselsen af barnet opfattes af barnet som et nederlag, et signal om, at "du er ikke god nok" - især fordi barnet ikke forstår, hvorfor det straffes for sin opførel, som i barnets øjne er helt almindelig.
Jeg håber, at mit indlæg gav noget indsigt i fornuften i at afskaffe revselsesretten - og forhåbentlig også inspirerede forældre rundt omkring til at drage relevant omsorg for sine børn :)
Opret dig som bruger i dag
Det er gratis, og du binder dig ikke til noget.
Når du er oprettet som bruger, får du adgang til en lang række af sidens andre muligheder, såsom at udforme siden efter eget ønske og deltage i diskussionerne.
- Forside
- ⟨
- Forum
- ⟨
- Tagwall
Gå til bund