Microsofts salgskanal for programmer til Windows Phone 7-mobiltelefoner, Windows Phone Marketplace, har et stort sikkerhedshul, der tillader uvedkommende at hente programmer gratis.
Hullet har været kendt blandt WP7-udviklere i et stykke tid, men nu har en person, på blot seks timer, lavet et program, der kan udnytte hullet.
Der er tale om et proof of concept, og således ikke et program, der kan hentes nogen steder, ligesom WPCentral, der bringer nyheden om programmet, har kontaktet Microsoft først og orienteret dem om sagen.
Programmet, som hedder “FreeMarketplace”, omgår den indbyggede DRM (Digital Rights Management) og gør det muligt at hente et hvilket som helst program fra Marketplace og installere det på en oplåst WP7-telefon.
Det forventes, at Microsoft hurtigt vil rette fejlen og indføre et bedre DRM-system, inden en ondsindet person laver et tilsvarende program og frigiver det på nettet. Du kan se en video af, hvordan FreeMarketplace virker herunder.