Vi har gennem årene løbende berettet om, hvordan videnskaben kommer nærmere og nærmere det mål at kunne lave usynlighedskappen kendt fra blandt andet Harry Potter.
To hold af forskere har nu, uafhængigt af hinanden, taget et stort skridt i den retning, da det er lykkedes dem at skjule stålobjekter, med en størrelse på op til 2 x 38 millimeter, i almindeligt lys.
Gennembruddet er opnået ved at anvende mineralet kalcit, der har den fordel, at dets optiske egenskaber er afhængig af, hvordan man placerer krystallet.
Ved at placere to stykker af kalcit på den korrekte måde, kunne forskerne dirigere lyset uden om det objekt, de ønskede at skjule, hvorfor det ser ud som, det ikke er der.
For det ene hold fungerer løsningen kun under vand, hvor det andet hold har lavet en løsning, som fungerer i luft. Det er småt med detaljer om sidstnævnte løsning, idet forskningsresultaterne endnu ikke er offentliggjort. Det vides blot, at de ligeledes anvender kalcit, og at blandt andet forskeren John Pendry er involveret. Pendry var den første forsker, som mente, det kunne lade sig gøre at lave en usynlighedskappe.
Yderligere oplysninger om metoden med vand kan læses her (pdf).