mboost-dp1

Sandia National Laboratories

Nanorør kan registrere lys

- Via Technology Review - , redigeret af Emil

I USA har forskere fra Sandia National Laboratories opnået en milepæl i arbejdet på at gøre nanorør lysfølsomme. Tidligere forsøg har kunnet få nanorør til at reagere på lys ved givne bølgelængder, men forskerne hos Sandia har nu kunnet gøre det for lys i hele det synlige spektrum.

De små nanorør, der blot er 1 nanometer brede og 2 micrometer lange, dækker forskerne med et materiale kaldet “chromophores”, der gør dem lysfølsomme. Princippet minder lidt om den måde, et øje registrerer lys på. Materialet ændrer form afhængigt af lyset, det rammes af, og ændringen fører til en forskel i nanorørets ledningsevne, der kan måles.

Idet nanorørene er så tynde, kan teknologien føre til sensorer med meget høje opløsninger. Samtidigt vil nanorørene kunne placeres på fleksible polymer overflader og anvendes i f.eks. øjeimplantater.

Det er endnu meget svært at anvende teknologien i stort omfang, idet produktionen af de lysfølsomme nanorør er omstændig. Forskerne er dog fortrøstningsfulde over, at det nok skal lykkes. I mellemtiden arbejder de på at forbedre teknikken, så den bliver mere lysfølsom og kan dække det infrarøde spektrum.

SXC - nighthawk7

Nordea Netbank ramt af nedbrud to gange på én dag.

- Via Computerworld DK - , redigeret af Pernicious

Et databaseproblem har drillet Nordeas it-folk så meget, at bankens onlinetjenester hele to gange i går var ude af drift.

I første omgang kom systemet op igen efter at have været nede fra seks morgen til henover middag, men allerede to timer senere var den gal igen.

Problemet berører alle 800.000 netbankkunder, og heller ikke Nordeas egne ansatte kan få adgang til tjenesterne.

De berørte onlinetjenester er nu kommet i luften igen.

Microsoft Corporation

Messenger til børn i Tyskland

- Via Heise - , redigeret af Net_Srak

I forbindelse med CeBIT-messen har Microsoft i Tyskland frigivet en speciel Live Messenger-udgave, der henvender sig specifikt til børn.

Indtil videre er den nye version kun kommet på tysk og har fået navnet “Kinder Messenger”. Den skal gøre det mere sikkert for børn at anvende en IM-klient på nettet. Som noget nyt har den f.eks. fået indbygget en nødopkaldsknap.

Knappen skal bruges, hvis et barn føler sig utryg i en samtale med en anden, således at barnet kan få hjælp. Et tryk på knappen vil sende en e-mail til forældrerne om, at der er noget galt, samt en kopi af samtalen, som barnet var i gang med. Alternativt kan der skabes en kontakt til et center, der hjælper børn, da Microsoft i Tyskland har indgået en aftalemed organisationen Johanniter-Unfall-Hilfe.

Ud over nødopkaldsknappen, så kan barnet ikke starte messengerprogrammet uden tilladelse fra en voksen, da det er beskyttet med en kode. Det er heller ikke muligt at overføre filer, ligesom forældrene skal godkende, hvem der er med i barnets kontaktliste.

Det forlyder ikke, om den børnevenlige IM-klient vil blive udgivet på andre sprog.

Nyheden er på tysk.

Facebook

Facebook har 2 millioner danske profiler

- Via Comon - , redigeret af Net_Srak

Det er kun lidt over en måned siden, vi kunne berette, at Danmark havde overgået Canada som det land i verden, hvor Facebook er mest udbredt. I Canada var 33 % af befolkningen på Facebook, i Danmark var det 34 %, og nu er tallet oppe på 38 %, hvilket vil sige 2 millioner danskere.

Udelukker man den del af befolkningen, der er under 13 år, og dermed ikke må benytte Facebook, så svarer det til halvdelen af danskerne. Tallene stammer fra firmaet Wemind, der dog også maner til besindighed.

De samme tal viser nemlig, at aldersgrupperne 13-18 år og 19-25 år er repræsenteret med henholdsvis 104 % og 101 %, hvilket naturligvis ikke kan lade sig gøre.

Det helt nøjagtige tal kendes derfor ikke, men det er omkring de 2 millioner, og det ser ud til, at tallet vil stige noget endnu, efterhånden som især flere af de ældre aldersgrupper melder sig på banen.

MDI

Fremtidens brændstof er måske luft

- Via CNet Reviews - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Listesen

Der er meget tale om elektriske biler og hybridbiler som erstatning for diesel- og benzindrevne biler i disse tider, men nu kan en helt ny teknologi måske spille en væsentlig rolle i at sænke CO2-udslippet fra biler.

Det er den franske motordesigner Guy Negre, der, efter 10 års udvikling, fremviser en ny lille bybil ved bilmessen i Geneve. Bilen kører op til 200 km på en optankning af ganske almindelig luft.

Den trehjulede bil, der blot vejer 280 kg, har plads til tre personer og kan køre op til 65 km/t. Tanken er en trykluftbeholder, hvor luften lagres ved 345 bar og kan fyldes op på blot 90 sekunder, og det til en pris på blot en enkelt euro.

Firmaet bag bilen, MDI, kalder bilen AirPod, men har allerede flere andre biltyper på tegnebrættet.

Microsoft

Vista ødelægger DNS round-robin ved at følge standarden

- Via Livejournal - , redigeret af Pernicious

På de største hjemmesider har man ofte mere end én server. Udfordringen er derfor at fordele trafikken på disse servere. En meget simpel metode er “DNS round-robin”, hvor browseren får en liste over servere, hvorefter den vælger den næste på listen. Mange af de mere avancerede løsninger benytter også DNS round-robin i en eller anden grad.

Da IPv6 blev vedtaget, står der beskrevet en alternativ metode til at vælge en server. Denne metode er desuden slået igennem for IPv4, som bruges i dag.
Metoden går kort beskrevet ud på at kigge på brugerens IP-adresse og ud fra den vurdere, hvilken server der er “tættest på”.

Problemet er, at langt de fleste brugere i dag har en IP-adresse, som starter med “192.168”. Dvs. de fleste som bruger denne nye metode vil vælge den samme server. Dermed bliver belastningen ikke fordelt.

Vista er det første større operativsystem, som har taget denne nye metode til sig. Jo mere udbredt Vista bliver, jo større bliver problemerne for de større websites.

Til Microsofts forsvar skal det dog siges, at de blot har implementeret en standard (RFC 3484). Forfatteren bag artiklen mener dog, at Microsoft burde have forudset, at det ikke vil fungere i praksis og, da det er ganske frivilligt at bruge denne metode, valgt ikke have brugt den.

Efter en kort test ser det ikke ud til, at Windows 7 anvender samme metode som Vista, og derfor ikke udgør et problem.

Jason Smith

Hjernegymnastik på højt niveau

- Via Gizmodo - , redigeret af Emil

Synes man, at en Rubiks 3×3 terning er kompliceret nok at løse, så skal man nok ikke kaste sig over Petaminx. Modsat en Rubiks terning, så har Petaminx 12 sider i stedet for 6.

Det meget avancerede legetøj findes kun i ét eksemplar og er håndlavet over en periode på 2 måneder. I alt indeholder Petaminx 1.000 bevægelige dele, der garanteret vil give selv de største Rubiks-hajer sved på panden.

Personen bag er Jason Smith, der har stået for den fysiske konstruktion, baseret på en idé af en mand ved navn Andrew Cormier.

Smith har valgt at sælge Petaminx på eBay fra og med i dag.

Microsoft Corporation

Vista SP2 RC klar til offentlig test

- Via Heise Online - , redigeret af Emil

For nyligt kunne vi berette, at Microsoft havde frigivet Release Candidate (RC)-udgaven af den kommende Service Pack 2 til Windows Vista og Windows Server 2008 til de, der har adgang til MSDN og TechNet.

Som lovet har de nu frigivet den, så alle kan prøve den, og den kan hentes i en version til de fem største sprog, der omfatter engelsk, tysk, fransk, japansk og spansk, der fylder 338 MB, eller den internationale udgave, der understøtter dansk, som fylder 460 MB.

RC-udgaven af SP2 vil være næsten identisk med den endelige udgave, kun større fejl, der bliver opdaget ved denne test, vil blive rettet inden den endelige udgivelse.

Du kan finde et link til en liste over alle forbedringer og fejlrettelser i SP2 RC på denne side.

AMD

AMD klar med 40 nm grafikchips

- Via Hot Hardware - , redigeret af Avenger-

NVIDIA har netop fremvist deres nyeste grafikchips til bærbare computere, men det imponerer ikke AMD, der også kan fremvise en række nye GPU’er til dette marked.

Modsat NVIDIA, der har valgt at lave deres GPU’er i en 55 nm, så er det lykkedes AMD at producere de nye grafikchips i en 40 nm produktionsproces, hvilket giver dem en række store fordele set i forhold til konkurrenten.

AMD presser i forvejen NVIDIA på prisen, og med den mere effektive produktionsproces vil de kunne øge dette pres. De nye GPU’er er del af AMD’s Radeon HD 4800-serie og hedder henholdsvis ATI Mobility Radeon HD 4860 og 4830.

Topmodellen indeholder 800 stream-processorer og består af 856 millioner transistorer, der arbejder ved en frekvens på 550 MHz.

Flickr - fensterbme

Ny VR giver virtuel lugt, følelse og smag

- Via Physorg - , redigeret af Emil , indsendt af zin

Når man snakker virtuel realitet (VR), så tænker man oftest på en hjelm, man har på hovedet, hvori der er placeret et sæt videobriller og høretelefoner, med hvilke man ser og hører den virtuelle verden, man skal bevæge sig rundt i.

Videnskabsfolk ved universiteterne i York og Warwick mener, at en virtuel verden ikke kun skal repræsenteres ved to sanser, men alle fem. De er derfor gået i gang med at udvikle en hjelm, der også påvirker føle-, lugte, og smagssansen.

Projektet kalder de “Towards Real Virtuality”, og det ultimative mål er, at en person ikke skal kunne skelne mellem den virkelige verden og den virtuelle.

I samarbejde med en række andre universiteter bliver den første opgave at udvikle, hvad de kalder en virtuel puppe, hvorfra man skal opleve den virtuelle verden.