Når man laver et spamfilter er det en balancegang. Hvis man “strammer” reglerne i et forsøg på at fange flere spammails, vil det måske også fange almindelige mails og hvis man “løsner” på reglerne, vil der måske komme flere spammails igennem filteret.
Forskere fra Athen mener, at måden at finde denne balance på, er at modellere interaktionen mellem spammere og email-brugere som et spil mellem to personer. Med denne model kan de beregne både brugerens og spammerens omkostninger og fordele ved brug af et bestemt filter.
I modellen laver spammeren det første træk ved at afgøre, om vedkommende vil sende spam eller ej. Spamfilteret klassificerer mailen som spam eller legitim, og brugeren laver så et træk ved at bestemme, om vedkommende vil læse mailen eller ej.
Man beregner så ved hjælp af en mængde ligninger omkostninger og fordele for hvert filter. I den beregning indgår bl.a. antallet af spammails, der kommer gennem filteret og antallet af legitime mails, der bliver fanget. Som resultat af ligningerne får man nogle udtryk, som repræsenterer omkostninger og fordele for brugeren og spammeren for hvert filter.
Denne model kan bruges til at indrette spamfiltre, så brugerens omkostninger minimeres og fordele maksimeres. Man kan også indrette dem, så spammerens omkostninger maksimeres og fordele minimeres.