LG har som den sidste af de store Android smartphone-producenter, lanceret deres bud på dette års topmodel.
Den nye G3 smartphone har, som det var rygtet, en quad HD skærm på 5,5 tommer, hvilket vil sige, den har en opløsning på 2560×1440 pixels og dermed en PPI på 538 pixels.
Resten af specifikationerne minder meget om dem vi finder i Samsung Galaxy S5 og HTC One M8, hvilket vil sige en Snapdragon 801 processor på 2,5 GHz, 2-3 GB RAM og 16-32 GB lagerplads alt efter variant.
Batteriet er udskiftelig og har en kapacitet på 3.000 mAh, dertil kommer, at det kan oplades trådløst. Netop den trådløse opladningsmulighed nævnes som en af fordelene, ved at G3 har et hus i plastik, der har et metallisk udseende. På bagsiden af telefonen finder man et 13 MP kamera med infrarød laser-autofokus og på forsiden er der et 2,1 MP “Selfie Camera”, som LG har navngivet det.
Som ved G2 har G3 sine knapper bag på telefonen, men er denne gang mere usynlige end forgængerens knapper. LG har gjort meget ud af at holde størrelsen nede på telefonen trods den store skærm, hvorfor den ikke er meget større end Galaxy S5 og HTC One M8.
Softwaren er Android KitKat 4.4.2 og med et interface hvor LG har forsøgt at holde ting mere simpelt, hvorfor det minder meget om standard Android-interfacet.