mboost-dp1

LG

LG Escape officiel

- Via Twitter - EV Leaks - , redigeret af Net_Srak

Asiatiske LG er klar med endnu en smartphone til det efterhånden store udvalg, og denne gang er der tale om LG Escape, der siden de første lækager har fået mange til at vente i spænding.

Telefonen kommer således med en 1,2 GHz dual-core processor, et 5 megapixel kamera, et 4.3” qHD-display, 32 GB intern hukommelse og NFC, Bluetooth 3.0 og 4G LTE som standard.

Telefonen anvender endvidere Android 4.0 Ice Cream Sandwich som styresystem, men mange forventer, at telefonen vil have Android 4.1 Jelly Bean indenfor den nærmeste fremtid.

Telefonen er tilgængelig i USA fra den 19. september, mens der endnu ikke foreligger en europæisk udgivelsesdato.

The Pirate Bay

Pirate Bays svenske medstifter udleveret til Sverige

- Via Slashgear - , redigeret af Net_Srak

Svenske Gottfrid Svartholm Warg, der tidligere blev arresteret i Cambodia på foranledning af det svenske politi, er netop blevet udleveret til Sverige.

Gottfrid Svartholm Warg er medstifter af fildelingssiden The Pirate Bay, og han har siden anholdelsen den anden september været i cambodiansk varetægt, da der ikke eksisterer en udleveringsaftale mellem Sverige og Cambodia.

Udleveringen kommer efter en længere dialog mellem svenske og cambodianske myndigheder, og aftalen er kommet i stand efter, at Gottfrid Svartholm Warg blev erklæret ulovlig immigrant i Cambodia, og derved skal sendes tilbage til hjemlandet uden en retssag. Herved undgår de to lande komplikationer med henhold til en reel udlevering, hvilket altså har banet vejen for Gottfrid Svartholm Wargs hjemtur til det svenske.

Hjemme i Sverige står Gottfrid Svartholm Warg til en længere fængselsstraf, mens han sammen med resten af Pirate Bays stiftere skylder større firmaer op mod 30 millioner svenske kroner.

Samsung

Samsungs brand klarer sig godt i USA

- Via CNET - , redigeret af OnkelDunkel , indsendt af tormok

Samsung har været meget i medierne i den seneste tid, især på grund af retssagen mod Apple, og i den forbindelse har firmaet YouGov løbende undersøgt, hvor godt et brand det sydkoreanske firma har haft.

YouGov har kigget på to grupper af personer, den første er dem som er hurtige til at anvende ny teknologi, og den anden gruppe er personer mellem 18-34 år.

I løbet af august kunne Samsung, sammenlignet med Apple, se sit brand lide et væsentligt knæk. Først i starten af august for de 18-34 årige, og blandt tech-entusiasterne lige efter dommen den 24. august, hvor de blev idømt et erstatningskrav på $1 milliard til Apple.

Hos begge grupper af personer har holdningen dog skiftet markant de seneste dage, så hvor Apples brand stod klart mere positivt blandt entusiasterne, har Samsung nu lige overhalet dem, og blandt de 18-34 årige, har de indtaget en klar føreposition.

Google Inc.

Sådan laves Google Maps

- Via The Atlantic - , indsendt af tormok

Siden Google lancerede deres korttjeneste Google Maps, har den gennemgået en stor udvikling, og kan i dag præsentere et hav af oplysninger, lige fra billeder af gader til hvordan du navigerer fra punkt A til B.

Hos hjemmesiden The Atlantic har Alexis Madrigal som en af de første fået et kig ind i motoren som er kernen bag Google Maps, og den afslører et meget kompleks system.

Navnet for projektet er Ground Truth og bygger på et kortsystem ved navn Atlas, der er langt mere detaljeret end det kort, som brugerne kan se. Kortet indeholder et væld af informationer, der er samlet fra både egne kilder, f.eks. Street View-biler, til tredjepart-data fra en lang række partnere.

Ud fra disse data kan folkene bag Google Maps, sammenstykke et kort, hvor informationerne for et givent område stemmer nøje overens med virkeligheden.

Efterhånden som flere og flere anvender korttjenesten via deres smartphones, er det blevet vigtigere end nogen sinde, at det som brugerne finder på kortet, stemmer overens med det de ser, der hvor de bruger tjenesten.

Ud over en lang række automatiske systemer til at håndtere de mange data, så sidder en lang række personer også manuelt og retter kortene dagligt, baseret på input fra brugerne.

FFC

FCC trækker forslag om internet-skat tilbage efter massiv modstand

- Via The Hill - , redigeret af Pernicious

Den amerikanske Federal Communication Commission (FCC), der tidligere på ugen gjorde sig bemærket med et forslag om en skat på internet-brug, har trukket forslaget tilbage, det skriver The Hill.

Tilbagetrækningen kommer efter massiv modstand fra den amerikanske befolkning, som midt i valgkampen i hvert fald kunne blive enige om en ting – ikke flere skatter.

Modstanden har efterfølgende fået både Republikanere og Demokrater i FCC til at pege fingre af hinanden, og eftersom begge parter benægter at have været medvirkende til forslaget, peger meget på, at forslaget hurtigt bliver begravet.

FCCs penge plejer at gå til betaling af telefonregninger for de fattige, men i takt med, at færre og færre anvender fastnettelefoner, er fondens årlige pengebeløb svundet kraftigt ind.

Med denne reaktion blandt den amerikanske befolkning er det endvidere svært at forestille sig en lignende skat i fremtiden, eftersom politisk selvmord ikke står højest på hverken Republikanernes eller Demokraternes dagsorden.

ESA

Ny teori: Mars var for varm til liv

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Forskere har gennem mange år håbet på, at Mars i en tidligere periode har været hjemsted for levende organismer, og mennesket har siden sin debut i rummet forsøgt at finde beviser på netop dette. Seneste med NASAs Curiosity Rover, der i skrivende stund scanner planetens overflade i søgen efter oplysninger om det vand, som tidligere er blevet kaldt grundlaget for liv.

At vand er en nødvendighed for liv, har der således længe været enighed om, hvilket også har skabt vild begejstring blandt alverdens forskere, da det blev opdaget på den røde planet. Derudover tydede tykke lerlag på planeten på, at der har være flydende vand i længere perioder; længe nok for livet at opstå. Denne begejstring kan dog blive noget mindre, efter at et nyt forkserhold har udviklet en ny teori om lerets oprindelse.

Teorien beskriver således, hvordan leret i stedet for kan stamme fra varm magma, der indeholder vand. Dette begrænser såldes muligheden for, at livet kunne have opstået, eftersom mikroorganismer ikke kan eksisterer i så varme omgivelser, og at Mars’ lerlag muligvis ikke er opstået af vand.

Teorien har siden sin publicering modtaget megen interesse, og den kan da også forklare, hvorfor man endnu ikke har fundet livstegn på Mars.

Microsoft Corporation

Bing valgt i stedet for Google i den nye Kindle Fire HD

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Det er efterhånden ved at være et stykke tid siden, at Amazon annoncerede firmaets nyeste Kindle Fire HD-tablet, men her en lille uges tid efter annonceringen, er der fortsat meget vi ikke ved om den nye tablet.

En af de ting vi dog ved er, at tablettens forgænger Kindle Fire anvendte Google som standard-søgemaskine, men ifølge flere kilder har Amazon i forbindelse med opgraderingen af tablettens Silk-browser vraget netop Google til fordel for Microsoft Bing.

Skiftet har vakt en del opsigt, og selvom brugerne selv aktivt kan skifte valg af standard-søgemaskine, så betragter mange stadig skiftet som en vigtig sejr for Microsoft, der vurderes at have haft pengepungen fremme i denne forbindelse. Også Yahoo! kan vælges som standard-søgemaskine, hvis man ønsker det.

Microsoft sidder på en forholdsvis stor del af det amerikanske søgemarked, men firmaet har svært ved at gøre sig gældende i Europa, hvorfor de efter alt at dømme har øjnet Kindle Fire HD, som en mulighed for at promoverer sig selv.

University of Rochester

Intelligent kunstig intelligens

- Via Technology Review - , redigeret af OnkelDunkel , indsendt af tormok

Når det kommer til automatiserede systemer som for eksempel Apples Siri, der kan svare brugeren på “almindelige” spørgsmål, stillet via tale, så er der fortsat store begrænsninger.

Begrænsningerne viser sig typisk i hvilke spørgsmål som kan håndteres og kvaliteten af svarene. Et hold forskere fra University of Rochester mener nu at have fundet en bedre løsning på opgaven, nemlig at anvende mennesker.

Ved at bruge crowdsourcing, hvor mange mennesker bidrager til at udføre trivielle opgaver, så har forskerne bevist, at det er muligt at levere gode resultater hurtigt.

Via et crowd-baseret chat-system kaldet Chorus, har forskerne afprøvet deres teori, og resultatet var ikke overraskende, at mennesker er meget bedre til at svare på dagligdags spørgsmål. I flere tilfælde var svarene bedre end hvis man havde spurgt en enkelt person, idet flere personer byder ind med svar til samme spørgsmål.

Systemet fungerer ved at et spørgsmål sendes ud til flere modtagere, nogle af disse svarer og andre i netværket stemmer herefter på det bedste svar. De seneste svar for en samtale gemmes, så alle kan læse dem, så en ny bidragsyder til “samtalen” kan springe ind, hvor en anden er stoppet.

Spotify.com

Spotify arbejder på browserbaseret udgave af tjenesten

- Via TechCrunch - , redigeret af Pernicious

Ifølge flere unavngivne kilder er den populære streaming-tjeneste Spotify på vej med en browserbaseret udgave af deres tjeneste, som blandt andet vil byde på et nyt design.

Det vil også blive nemmere for brugere at finde ny musik, da tjenesten ser ud til blandt andet at kunne foreslå playlister, og Spotify overvejer angiveligt at få berømtheder, musikere og DJs til at dele playlister.

Om den browserbaserede udgave skal erstatte den nuværende desktop-version, eller bare vil blive tilbudt i tillæg til den eksisterende software, står ikke klart.

En enkelt af kilderne nævner også, at firmaet overvejer at sænke prisen på Spotify Premium, måske til omkring 80 kr om måneden. Det er dog ikke blevet bekræftet af andre kilder, og altså ikke sikkert, at det kommer til at ske.

HTC

Detaljer om HTCs kommende WP 8 Accord-telefon lækket

- Via Twitter - Paul O'Brian - , redigeret af Pernicious

Detaljer om HTC kommende Windows Phone 8-flagskib HTC Accord har fundet vej til internettets rygtebørs, og dette i form af endnu en lækage vedrørende telefonen.

Skal man tro lækagen, kommer telefonen med en 4,3” skærm med en opløsning på 720p, en 1,2 GHz dual-core processor, og 1 GB RAM, mens kameraet efter sigende skulle være 8 megapixel og kunne optage video i 1080p.

Samme kilde mener også at vide, at telefonen har 16 GB intern hukommelse og NFC, Bluetooth 2.1, Wi-Fi, GPS og microSIM og microUSB, mens også Beats Audio skulle have været inde over med en opgradering af telefonens lydsoftware.

Udover ovennævnte detaljer har kilden ikke meget at sige om telefonen, men meget tyder på, at den bliver offentliggjort når HTC holder event senere på måneden.