På markedet for smartphone og tablets er ARM en dominerende spiller, når det kommer til, hvilken processorteknologi der anvendes i de enkelte enheder. Ifølge kilder, som Bloomberg har talt med, vil Microsoft nu udgive en version af Windows, der fungerer med denne processor.
De to personer, som ønsker at være anonyme, oplyser til Bloomberg, at Microsoft vil annoncere den nye Windows-udgave til CES 2011-messen, som finder sted i Las Vegas i næste måned.
De hidtil annoncerede Windows 7-tablets anvender en Atom-processor fra Intel, der er baseret på x86-arkitekturen, men de er ikke lige så energieffektive som ARMs CPU’er.
ARM er ikke ukendt for Microsoft, der allerede anvender processorteknologien i stor stil til Windows Phone 7. Holder rygtet vand, vil der blive tale om en fuld udgave af Windows 7, der kan afvikles på ARMs processorarkitektur.
Ifølge en analytiker fra firmaet RBC Capital Markets vil en ARM-udgave af Windows give god mening for hurtigere at opnå en markedsandel på tablet-markedet, når de første Windows 7-tablets lanceres.