mboost-dp1

Canonical Ltd.

Ubuntu Server i kraftig fremgang

- Via The Register - , redigeret af Net_Srak , indsendt af asfaltgeden

Linux-distributionen Ubuntu er nok bedst kendt for at være et desktop-OS, men eksisterer også i en server-variant, og denne udgave har siden april i år, hvor den seneste udgave (10.04 LTS) blev udgivet, haft en stor fremgang.

Til trods for Ubuntu Server ikke kommunikerer hjem til Canonical, så har firmaet oplevet en markant fremgang i antallet af virksomheder, der ønsker at have en supportaftale med dem. Fremgangen har været så stor, at indtægterne fra disse aftaler nu har indhentet og snart overhaler supportaftalerne for desktop-distributionen.

Tallene viser, at siden april er antallet af supportaftaler fordoblet hver måned. Dermed forventer Neil Levine, ansvarlig for virksomhedstjenester hos Canonical, at de ved udgangen af regnskabsåret (marts 2011) har tredoblet deres indtægter på supportsiden.

Det er dog ikke kun tal fra salgsafdelingen, som viser fremgang, også tal fra Netcraft, der blandt andet måler, hvilke styresystemer webservere verden over benytter, viser massiv vækst til Ubuntu Server. De seneste måneder er antallet vokset markant og har nu overgået RHEL.

Wikileaks.org

USA advarer Danmark om kommende Wikileaks-afsløring

- Via Reuters - , redigeret af Net_Srak

Whistleblower-tjenesten Wikileaks er igen kommet i rampelyset, efter de har annonceret en ny kommende frigivelse af dokumenter, der angiveligt igen vil omfatte fortroligt materiale om USA og dets allierede.

I den forbindelse har USA rettet henvendelse til en håndfuld af deres allierede, heriblandt Danmark, for at advare om, hvad de mener, dokumenterne kan indeholde.

Det forventes, at dokumenterne omfatter oplysninger om hemmelige aftaler lavet imellem USA og de allierede, anklager om korruption i Rusland og asiatiske lande og anden uformel kommunikation mellem ambassader og repræsentationer verden over.

Wikileaks mener selv, afsløringerne, der omfatter syv gange så meget materiale sammenlignet med Irak-dokumenterne, vil ændre verdenshistorien.

I USA forbereder myndighederne sig på, at dokumenterne vil være pinlige for nationen og gør det klart, at de kan være skadelige for landet og deres forhold til andre nationer.

Skype

25 millioner online på Skype

- Via Skype Blog - , indsendt af Kasper

Siden Skype blev lanceret har millioner af mennesker verden over benyttet den populære VoIP (Voice over IP)-tjeneste og i starten af denne uge opnåede Skype en markant milepæl med over 25.000.000 brugere online på samme tid.

Skype blev for nyligt udgivet i version 5.0 til Windows, der introducerede en lang række nye funktioner, heriblandt integration til Facebook. En anden nyhed var videoopkald til flere brugere på samme tid, og netop videoopkald bliver oftere og oftere anvendt.

I det første halvår af 2010 har Skype konstateret, at 40 % af alle Skype-til-Skype minutter er sket som videoopkald, et tal der forventes at stige med den nye udgave af softwaren.

Set tilbage på 2009 kan Skype oplyse, at der i alt blev gennemført 113 milliarder minutters kommunikation via tjenesten.

Læs også: Skype får integration med Facebook

Facebook

Facebook tæt på at få ordet Face som varemærke

- Via TechCrunch - , redigeret af Net_Srak , indsendt af kasperfmn

Vil man benytte ordet face i USA, så skal man fremover være opmærksom på, i hvilken sammenhæng man vil bruge det. Er det i forbindelse med telekommunikation i form af chat og overførsel af beskeder mellem computere i socialt eller underholdningsmæssig sammenhæng, så går den snart ikke mere.

Facebook har ansøgt om at få varemærke på ordet Face, og de har nu fået grønt lys fra det amerikanske patent- og varemærkekontor (USPTO). Den sociale netværkstjeneste skal betale et vederlag til USPTO inden for tre måneder for at få tildelt varemærket.

Oven i vederlaget, der er den mindste forhindring, kommer, at Facebook skal bevise, de har et produkt, som er knyttet til ordet Face, hvor navnet Facebook ikke er nok. De skal ansøge om et såkaldte “Statement of Use”, hvor de beviser, de anvender ordet i handelsøjemed, inden for seks måneder, efter de tildeles ordet som varemærke.

Microsoft Corporation

Kinect-hack brugt til at navigere hjemmesider

- Via engadget - , redigeret af Emil , indsendt af kasperfmn

Med udgivelsen af den første open source-driver til Kinect var der hurtigt en række personer, der fandt ud af at bruge Microsofts nye hardware til andet end at styre begivenhederne i et spil på Xbox 360.

Seneste eksempel på alternativ brug af en Kinect er i forbindelse med kontrol af en browser og andre programmer ved hjælp af håndbevægleser.

Et hold studerende fra MIT’s Media Lab Fluid har lavet et program, hvorved de kan bruge en Kinect til at navigere rundt i en browser. Ved at bruge håndbevægelser, som minder om noget fra filmen Minority Report, er det muligt at vælge links, scrolle op og nede på en side, zoome ind og ud og bladre frem og tilbage i historikken.

Et lignende projekt er udviklet af firmaet Evoluce, der har lavet, hvad de kalder en Multitouch Input Management (MIM)-driver til Kinect. Med den kan de styre forskellige aspekter i et program blot med håndbevægelser.

Evoluce forventer at frigive deres software inden længe til Windows 7. Du kan se en videodemonstration af begge programmer herunder.

Intel

LGA 775-platformen dominerer fortsat markedet

- Via Fudzilla - , redigeret af Avenger- , indsendt af Jerry

Når det kommer til processorer, så sidder Intel tungt på markedet, men det er ikke med den seneste generation i Core i3/5/7-serierne. I den seneste opgørelse for fjerde kvartal 2010 er 65 % af alle solgte desktop-processorer nemlig en Core 2 Duo/Quad.

Dermed er det stadig den efterhånden aldrende LGA 775-platform, der anvendes på de fleste bundkort; et faktum som Intel dog håber, vil ændre sig markant i løbet af 2011 med introduktionen af Core i2000-serien baseret på Sandy Bridge-arkitekturen.

Den nuværende generation af Core i3-, i5- og i7-processorer, der primært anvender LGA 1156-platformen, sidder på 27 % af markedet, hvoraf LGA 1366-platformen blot udgør ét procentpoint.

I 2011 forventer Intel, at andelen af LGA-775-baserede bundkort vil falde til 25 % i tredje kvartal samtidigt med, at Core i2000, baseret på LGA 1155-platformen, vil vokse fra de 2 %, den sidder på i dag, til 60 %, ligeledes i tredje kvartal 2011.

Forbrugerstyrelsen

Apple mener Forbrugerombudsmanden bryder god forvaltningsskik

- Via Comon - , redigeret af kasperfmn

Tidligere på året spurgte ComON Forbrugerombudsmanden, om Apple lovligt kunne fratage en dansker sin garanti, hvis vedkommende vælger at jailbreake sin iPhone.

Det førte til, at ombudsmanden rettede skriftlig henvendelse til Apple, et brev ComOn søgte om at få aktindsigt i. I brevet blev der skrevet, at Apple ikke kunne kalde deres garanti for en garanti, da den ikke stiller kunden bedre end gældende dansk forbrugerlovgivning, hvilket den skal, førend den må kaldes en garanti.

Apple kunne via sin advokat oplyse, at de var uenige med Forbrugerombudsmanden, men gjorde desuden opmærksom på, at de mente, der var sket en overtrædelse af god forvaltningsskik.

Advokaten mener, en i Forbrugerombudsmandens stab har tippet ComON om sagen, idet de søgte aktindsigt i kommunikationen blot én dag efter brevet var sendt til Apple. Det er dog ifølge ComON ikke tilfældet, idet de kendte til brevet, fordi de selv satte gang i sagen ved at spørge Forbrugerombudsmanden i første omgang.

ComON har efterfølgende fået aktindsigt i brevene fra Apples advokat og vist dem til forvaltningsretsekspert Claus Haagen Jensen, der er professor ved Copenhagen Business School. Han mener, advokaten er på tynd is, og at der er tale om skræmmetaktik.

Claus Haagen Jensen, forvaltningsretekspert til ComON skrev:
Der er ikke noget at komme efter, men hvis de kan intimidere nogen, så synes de sikkert, at det er meget sjovt.

Hverken advokaten eller Forbrugerombudsmanden har ønsker at udtale sig i sagen.

YouSee A/S

YouSee vil have sag om kabelnet i Landsretten

- Via Computerworld DK - , redigeret af Net_Srak

For næsten et år siden, i december sidste år, besluttede IT- og Telestyrelsen, at TDC skulle åbne op for deres kabelnet, YouSee, så andre internetudbydere kunne komme til.

Hos YouSee har de 1,2 millioner kunder, men cirka halvdelen af disse er tilknyttet antenneforeninger, hvor YouSee blot er indholdsleverandør. I afgørelsen fra styrelsen fremgik det ikke klart, om antenneforeningerne, der har en aftale med YouSee, også skal åbne for deres kabelnet.

TDC ankede derfor sagen, men da resultatet af sagen kom i september, var der stadig uklarhed om, hvad styrelsen mener. Computerworld beretter nu, at TDC derfor har valgt at indlevere sagen for Københavns byret med anbefaling til, at den bliver flyttet til Østre Landsret, da TDC mener, det er en principiel sag.

Hos FDA (Forenede Danske Antenneanlæg) har man tidligere udtalt, at hvis IT- og Telestyrelsens krav også omfatter de foreninger, som anvender YouSee, så vil de anbefale alle foreningerne at droppe YouSee.

Læs også: Krav til YouSee kan ramme lokale antenneforeninger

Flickr - raindog808

Ny filmtjeneste streamer direkte fra dvd-afspilleren

- Via TechCrunch - , redigeret af Net_Srak

I USA har de – modsat i Europa – flere muligheder for at streame film over nettet via tjenester som Hulu, Netflix og iTunes. Nu kommer der endnu en tjeneste til samlingen, der dog adskiller sig fra de andre.

Tjenesten hedder Zediva og er først og fremmest billigere end konkurrenterne. Det kan lade sig gøre, fordi firmaet anvender en helt unik måde at håndtere sine film på.

I stedet for at gemme film på en server og streame fra disse, så digitaliseres og streames hver film individuelt direkte fra dvd’en, når man ser den. Således kontrollerer man den fysiske dvd-afspiller fra sin computer.

Venky Srinivasan, ejer af Zediva skrev:
We don’t rent digital copies of a movie. Our users rent a physical DVD, along with a DVD player, from us for a fixed amount of time. They then control that DVD player remotely over the internet — and stream the movie privately to themselves. Think of it as a really long cable and a really long remote control.

På den måde har Zediva angiveligt fundet et smuthul i den amerikanske lovgivning, der gør det muligt at slippe for komplicerede licensaftaler med filmselskaberne. På den måde kan de også tilbyde nyere film, som selskaberne har frigivet på dvd/BD, men ikke digitalt til streaming.

Google

Android Market indfører indholdsvurdering

- Via Android blog - , redigeret af Net_Srak , indsendt af tomatpasser

Android Market har oplevet en eksplosion i væksten af programmer og har for længst rundet de 100.000. De mange programmer kan kategoriseres inden for forskellige genrer, men nu skal de også have en indholdsvurdering.

I stil med bedømmelserne til spil og film, så skal alle programmer på Android Market angives, om de tilhører en af fire forskellige kategorier: All, Pre-teen, Teen og Mature.

I en e-mail sendt til alle udviklere oplyses det, at introduktionen af indholdsvurdering kommer efter ønske fra mange udviklere og brugere. Det oplyses også, at alle programmer, der publiceres på Android Market efter den 30. november, skal være kategoriseret.

Alle programmer, der ikke er blevet bedømt inden bedømmelserne introduceres til brugerne, hvilket vil ske om få uger, vil automatisk blive placeret i kategorien “Mature”.

Android Market Team skrev:
We’ll be launching the content ratings to end-users starting in a few weeks. At that time, existing applications left unrated will be treated as “Mature” to ensure an appropriate user experience. This means that unrated apps may not be viewable to many users depending on their setting, so we encourage you to rate your app as soon as possible.

Yderligere oplysninger om, hvordan man finder ud af, hvorledes et program skal bedømmes, kan læses her.